Er faktisk rigtig glad for at høre at du har haft gode oplevelser med psykatrien. Så er den da til lidt gavn.
To i min nærmeste familie er meget psykisk syge (mildt sagt). de er underlagt psykiatrien og det er blevet markant værre siden dengang. Det er ikke muligt for mig at have kontakt med dem længere..

flere venner, bekendte osv, rimelig mange faktisk har også været igennem, med den ene og anden psykiske sygdom. Alle med dårlige erfaringer. Desværre

der er godt nok mange mennesker i danmark som har så store psykske problemer, at de er under psykiatrien og medicinering. det er helt vildt synes jeg. Så jeg er bestemt ikke fan af psykiatrien, de griber det forkert an synes jeg. Der kan jo sættes diagnose og medicinering på alle mennesker idag.

Som du siger kræver det enormt hårdt arbejde, og terapi, folk har efter min mening ikke brug for alt det medicin. Der er mange som har brug for det, men der er godt nok også mange der ikke har.

Oprindeligt indlæg af ciara

Er faktisk rigtig glad for at høre at du har haft gode oplevelser med psykatrien. Så er den da til lidt gavn.
To i min nærmeste familie er meget psykisk syge (mildt sagt). de er underlagt psykiatrien og det er blevet markant værre siden dengang. Det er ikke muligt for mig at have kontakt med dem længere..

flere venner, bekendte osv, rimelig mange faktisk har også været igennem, med den ene og anden psykiske sygdom. Alle med dårlige erfaringer. Desværre

der er godt nok mange mennesker i danmark som har så store psykske problemer, at de er under psykiatrien og medicinering. det er helt vildt synes jeg. Så jeg er bestemt ikke fan af psykiatrien, de griber det forkert an synes jeg. Der kan jo sættes diagnose og medicinering på alle mennesker idag.

Som du siger kræver det enormt hårdt arbejde, og terapi, folk har efter min mening ikke brug for alt det medicin. Der er mange som har brug for det, men der er godt nok også mange der ikke har.

Jeg er ked af at høre at dine kære bare er blevet dårligere.

Må jeg spørge hvilken form for behandling de har fået og hvad der er "gået galt"? Hvis du ved det selvfølgelig.

Jeg har selv blandede erfaringer med psykiatrien og med psykofarmaka. Jeg har altid været meget skeptisk overfor psykofarmaka, fordi man hører at det bliver uddelt til højre og venstre og til alle og enhver. Min egen praktiserende læge foreslog også efter ca. 10 minutters samtale at jeg kom på antidepressiv medicin, og det skræmte mig og gjorde mig kun endnu mere skeptisk, så jeg startede med at takke nej.

Jeg fandt så senere frem til at det i min situation (depression og angst) var nødvendigt med medicin, for overhovedet at kunne blive i stand til at arbejde med mig selv. Og derfor er jeg glad for at der findes medicin der kan hjælpe til at få så meget ro på det indre kaos, at man kan komme videre i processen med at bearbejde de ting der har gjort at man blev syg. Men det der i meget højere grad gjorde mig rask, var samtalerne med min psykolog. Medicinen kunne aldrig have gjort mig rask, kun dæmpet symptomerne, og mit største problem med sundhedsvæsenet er at der skal så meget til før man kan få tilskud til psykolog - men så lidt til før man kan få udskrevet psykofarmaka. Vigtigheden af psykologhjælp bliver simpelthen ikke taget alvorligt nok. Det er måske godt for medicinindustrien, men meget skidt for de mennesker der ikke kan få den hjælp de reelt har behov for.

Jeg har blandede erfaringer med psykiatrien.
Da jeg fik en depression tilbage i starten af 2009, blev jeg sat på en lav dosis medicin og henvist til psykiater. Der gik jeg i 3 år, og det eneste der ændrede sig var min medicindosis, der blev større og større. Symptomer der lå udover depression blev ignoreret, og fejet væk til min store irritation. Til sidst blev jeg henvist til behandling på et OPUS-center, men dog ikke uden først at blive henvist til det forkerte center, og en samlet ventetid på 6 mdr. før jeg kom til opstartssamtale hvor jeg i første omgang ville hen.

Da jeg startede på OPUS Glostrup, for et par måneder siden, brugte jeg max. daglig dosis af to antidepressiva til moderat/stærk depression. Bivirkningerne påvirkede min hverdag meget kraftigt, og visse almindelige dagligdagsting var næsten umulige pga. bivirkninger.
Overlægen erklærede mig dog hurtigt rask for depression, og jeg er dags dato trappet ud af den ene type medicin.
Jeg har yderligere fået diagnosen skizotypi, som passer meget bedre på mig og mine oplevelser som helhed, end depression nogensinde gjorde. Jeg er ikke startet på antipsykotisk endnu, så dette kan jeg ikke udtale mig om.
Da jeg ikke har gået på OPUS så længe, kan jeg ikke udtale mig kritisk om det.

Jeg føler, at psykiatrien bruger alt for mange ressourcer på at pumpe piller i os. Og de er meget hurtige til at udskrive recepter, hvilket er lidt alarmerende. Jeg ville i dag, hellere have at min psykiater lyttede til hvad jeg fortalte ham fremfor at øge min dosis, eller skifte præparat. Der skal generelt bruges mere samtale-tid i psykiatrien - det ville hjælpe rigtig mange. Både med at forstå egne symptomer, men også at komme af med ens daglige frustrationer relateret til sygdommen.

Oprindeligt indlæg af miomau

Jeg har selv blandede erfaringer med psykiatrien og med psykofarmaka. Jeg har altid været meget skeptisk overfor psykofarmaka, fordi man hører at det bliver uddelt til højre og venstre og til alle og enhver. Min egen praktiserende læge foreslog også efter ca. 10 minutters samtale at jeg kom på antidepressiv medicin, og det skræmte mig og gjorde mig kun endnu mere skeptisk, så jeg startede med at takke nej.

Jeg fandt så senere frem til at det i min situation (depression og angst) var nødvendigt med medicin, for overhovedet at kunne blive i stand til at arbejde med mig selv. Og derfor er jeg glad for at der findes medicin der kan hjælpe til at få så meget ro på det indre kaos, at man kan komme videre i processen med at bearbejde de ting der har gjort at man blev syg. Men det der i meget højere grad gjorde mig rask, var samtalerne med min psykolog. Medicinen kunne aldrig have gjort mig rask, kun dæmpet symptomerne, og mit største problem med sundhedsvæsenet er at der skal så meget til før man kan få tilskud til psykolog - men så lidt til før man kan få udskrevet psykofarmaka. Vigtigheden af psykologhjælp bliver simpelthen ikke taget alvorligt nok. Det er måske godt for medicinindustrien, men meget skidt for de mennesker der ikke kan få den hjælp de reelt har behov for.

Det tror jeg du har ret i. Jeg tror der er rigtig mange der bare får udskrevet medicin også, uden at der egentlig rigtig bliver fulgt op på det.

Jeg har, som flere andre også har nævnt, blandede oplevelser og holdninger mht. psykiatrien.

Jeg synes at der er blevet et alt for stort fokus på bare at putte piller i folk, og så regne med at det løser alle problemerne, fremfor at sætte et større fokus på både individuel samtaleterapi samt gruppeterapi. Samtidig er der et andet stort problem efter min mening: at ansatte inden for psykiatrien ofte gør diagnosen til en slags krykke for patienterne. At fordi de har en diagnose så skal den nærmest være i centrum for deres liv. Egentlig så mener jeg at man (såvidt muligt) burde undlade at udtale sig om hvorvidt en patient nogensinde kan blive rask, for det er der ingen facitliste på. Man har set nogle helt utroligt psykisk syge mennesker kæmpe sig ud af sygdommen, og omvendt har man også set patienter med lidt mildere symptomer som til gengæld varer livet ud. Derfor mener jeg at det kan være ret uansvarligt at skulle sætte en "mærkat" på patienten på den måde, da man reelt ikke kan vide noget om det på langt sigt. Patienten kan tværtimod risikere at hænge fast i diagnosen, og tænke "Nå, men når de ansatte ikke tror på at jeg nogensinde bliver rask, så er der vel ikke så meget håb". Og det kan være skadeligt, efter min mening.

Jeg er selv blevet diagnosticeret og har været inde og ude af psykiatrien. Jeg er ikke i tvivl om at min diagnose er rigtig, men jeg har oplevet at nogle ansatte i psykiatrien har været mere pessimistiske omkring mine muligheder end jeg selv har været, og det kan være et problem når andre også oplever det.

Oprindeligt indlæg af Poe

Jeg har, som flere andre også har nævnt, blandede oplevelser og holdninger mht. psykiatrien.

Jeg synes at der er blevet et alt for stort fokus på bare at putte piller i folk, og så regne med at det løser alle problemerne, fremfor at sætte et større fokus på både individuel samtaleterapi samt gruppeterapi. Samtidig er der et andet stort problem efter min mening: at ansatte inden for psykiatrien ofte gør diagnosen til en slags krykke for patienterne. At fordi de har en diagnose så skal den nærmest være i centrum for deres liv. Egentlig så mener jeg at man (såvidt muligt) burde undlade at udtale sig om hvorvidt en patient nogensinde kan blive rask, for det er der ingen facitliste på. Man har set nogle helt utroligt psykisk syge mennesker kæmpe sig ud af sygdommen, og omvendt har man også set patienter med lidt mildere symptomer som til gengæld varer livet ud. Derfor mener jeg at det kan være ret uansvarligt at skulle sætte en "mærkat" på patienten på den måde, da man reelt ikke kan vide noget om det på langt sigt. Patienten kan tværtimod risikere at hænge fast i diagnosen, og tænke "Nå, men når de ansatte ikke tror på at jeg nogensinde bliver rask, så er der vel ikke så meget håb". Og det kan være skadeligt, efter min mening.

Jeg er selv blevet diagnosticeret og har været inde og ude af psykiatrien. Jeg er ikke i tvivl om at min diagnose er rigtig, men jeg har oplevet at nogle ansatte i psykiatrien har været mere pessimistiske omkring mine muligheder end jeg selv har været, og det kan være et problem når andre også oplever det.

Det er også min erfaring.


Men det er squ en svær balancegang, for et eller andet sted så tror og stoler man jo på at de professionelle vil en det bedste, men det der er bedst for en er bare ikke altid den behandling de kan tilbyde. Nogle gange kan det bare være svært at se et andet alternativ end medicin.

Jeg ved heller ikke om folk måske har for høje/"forkerte" forventninger til det at tage medicinen? Hvad forventede I fx før I startede? Hvis I da havde et valg om at tage medicin eller ej.

Der er helt klart for meget fokus på den medicinske behandling, sikkert fordi de mener at det er mere håndgribeligt. Det er skræmmende som man hele tiden hører om patienter som får udskrevet op til flere former for psykofarmaka, når man kun bør få ét. Det kræver virkelig en del at skulle kæmpe imod læger/behandlere som helst ser man tager imod den medicin der nu udskrives, de tror jo at man er dybt psykotisk konstant hvis man ikke gør - og den mindste ting såsom hovedpine bliver set på som en ting du ikke oplever i virkeligheden Har gode og dårlige oplevelser med psykiatrien, både under indlæggelser og andre former for behandling samt ens praktiserende læge. Har ikke fået medicin i ca 2 år nu og bliver virkelig set på med dybt mistroiske øjne pga det, af familie og ansatte i psykiatrien. Det er svært ikke at blive frustreret af det, for selvfølgelig er man bevidst om hvad en eventuel mangel på medicin kan gøre, men samtidig må de ansatte i psykiatrien kunne vurdere hvorvidt det er et fornuftigt valg eller ej. De lader vel ikke dybt psykotiske mennesker gå rundt i deres egen boble. Selv så længe efter hører jeg stadig på kommentarer a la "Synes du ikke det smarteste ville være at begynde at tage medicin igen?" Jamen for helvede, så lyt dog efter! De burde være bedre til at lytte og ikke være så forhippede på at komme alt muligt i ens krop, hvis behovet ikke er der i så stor grad som det måske engang var. Det er bare så svært at være den der skal modarbejde psykiatrien og hele det stigma der bliver smækket på én.

Oprindeligt indlæg af Ayoe

Det er også min erfaring.


Men det er squ en svær balancegang, for et eller andet sted så tror og stoler man jo på at de professionelle vil en det bedste, men det der er bedst for en er bare ikke altid den behandling de kan tilbyde. Nogle gange kan det bare være svært at se et andet alternativ end medicin.

Jeg ved heller ikke om folk måske har for høje/"forkerte" forventninger til det at tage medicinen? Hvad forventede I fx før I startede? Hvis I da havde et valg om at tage medicin eller ej.

Ja, det er en meget svær balancegang. Og patienter i psykiatrien har jo generelt ikke ligefrem et særligt stort overskud, så hvis man ovenikøbet skal begive sig ud i en "kamp" med personalet om hvad der er den bedste behandling....Ja, det tror jeg bare at rigtig mange patienter slet ikke kan overskue. Så er det lettere bare at prøve at have tiltro til at personalet ved hvad de taler om, selvom det ikke altid er tilfældet, desværre. Det er jo dybt uansvarligt med de sager om overmedicinering der har været fremme i medierne på det seneste, og de patienter der er døde af forgiftning.

Personligt havde jeg ikke så meget forventninger til det at tage medicin, bortset fra at jeg ikke ville have en særlig stor dosis. Det blev der heldigvis lyttet til, og der er ikke nogen der har prøvet at presse mig ud i at få større dosis. Det sker dog for mange andre mennesker desværre, og hvis man ikke har overskuddet til at sige fra eller måske bare ikke kender evt. konsekvenser af medicinen, så er det problematisk.