Oprindeligt indlæg af Togchefen

Jeg kender en person, der fik det gjort, fordi hun hed "Lolita" oprindeligt. Alle kaldte hende "Lita" og på et eller andet tidspunkt har hun så skiftet til "Lisa" officielt.

Og med et navn som det forstår jeg det helt ærligt godt

Ja, okay........lige med det navn forstår jeg det faktisk godt. Men udover det (og eventuelle andre undtagelser), så har jeg svært ved at sætte mig ind i hvorfor folk skifter fornavn. Meget af min identitet ligger i mit navn og selvom jeg ofte har været træt af mit navn (Er det stadig af og til), så kunne jeg ikke forestille mig at hedde noget andet, for det er jo en del af den jeg er.

Jeg kan egentligt godt sætte mig ind i, at nogle mennesker ønsker at skifte fornavn. Dén måde man i dag, laver grin med visse fornavne, kan ikke være særligt morsomt for dem, der går rundt og, mere eller mindre, føler sig som en omvandrende vittighed.

Uanset hvor meget respekt man evt. måtte have for sine forældre, som har givet een navnet, har det garanteret aldrig været deres hensigt, at deres barn skulle føle sig flov, over det.

Til alt held, har jeg selv et ret almindeligt fornavn, som ikke er belastet af 'morsomme' associationer, men jeg er da stødt på et par stykker, som ikke ligefrem var stolte over deres fornavn.

Oprindeligt indlæg af Xantippe

Det "pudsige" ved ændring af fornavne er at det aldrig er fra et langt "interessant" navn til et helt almindeligt navn, feks. fra Victoria til Tina. Det er altid den anden vej. Gad vide hvorfor?

Jeg synes det er lige omvendt Dem jeg kender, har haft et specielt (eventuelt udenlandsk) navn og har skiftet til helt almindelige navne - den ene f.eks. til Benjamin i stedet for det udenlandske navn.

Oprindeligt indlæg af Xantippe

Det "pudsige" ved ændring af fornavne er at det aldrig er fra et langt "interessant" navn til et helt almindeligt navn, feks. fra Victoria til Tina. Det er altid den anden vej. Gad vide hvorfor?

Jeg vil godt svarer, jeg hedder nemlig Victoria nu, og mit gl. navn var simpelthen for gammelt og tungt til mig. Og så har jeg bare altid været forelsket i navnet Havde jeg elsker Tina, så havde jeg heddet det.

Synes I kommer med nogle rigtig interessante svar! det er egentlig lidt sjovt at se, hvor meget eller hvor lidt navne kan betyde.

Især den med, at det er forældrene der har givet en ens navn af kærlighed eller rare associationer (kunne jeg forestille mig, ellers valgte de vel ikke navnet?), derfor kunne jeg heller ikke ændre mit navn, det er som at skubbe mine forældre væk, det ville jeg ikke. Men det er i grunden lidt sjovt med alt det her..

Jeg har et ret specielt navn - er den eneste med mit fornavn i Danmark, og én ud af elleve med mit efternavn. Mit mellemnavn er dog et helt almindeligt dansk pigenavn, og det er i mange generationer blevet givet som mellemnavn til familiens piger.
Som barn var jeg ret ked af mit navn, fordi det tiltrak sig en del opmærksomhed. Folk vidste aldrig hvordan det skulle udtales, jeg blev altid spurgt om hvor det stammer fra osv., og da jeg var ret genert som lille, var det ikke så fedt. Så min drøm var at hedde noget helt almindeligt, og særligt Susanne var jeg ret begejstret for, da jeg havde en meget smuk pædagog (tænk slut-firserne med permanent og henna ) med det navn.

I dag er jeg meget knyttet til mit navn, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde at ændre på det. Har f.eks. ingen planer om at tage min kærestes efternavn, hvis vi skulle blive gift. Mit navn er jo bare mig, og jeg kan lide de historier der knytter sig til mine tre navne.

At andre ændrer på deres navne rører mig egentlig ikke, for går ud fra at de gør det, fordi de føler det er det bedste. Kan dog godt grine lidt af en ven, der måtte tilføje et ekstra navn pga. et tabt væddemål, men går egentlig bare ud fra at han ikke er så tæt knyttet til sit navn, som jeg er til mit eget .

Jeg tænkte meget over det for omkring 2-3 år siden, jeg havde også printet ansøgningen ud. Jeg skulle igang med et nyt kapitel i mit liv, og flytte til en anden by. Jeg ville ikke blive "genkendt" der, hvis man kan sige det på den måde. Jeg hedder et efternavn, og når jeg ligesom siger, hvad jeg hedder til efternavn - så ved folk godt hvem jeg er, hvem jeg er i familie med osv. Mine fætre er meget bøllet, og mange har det med at hive os alle over en kam.

Så ja jeg overvejede for 2-3 år siden at skifte både mit fornavn og efternavn. Jeg gjorde det dog ikke, men jeg kunne godt finde på det endnu.

Jeg har overvejet det et par gange, men vist ikke helt så seriøst. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle hedde og nu har jeg jo lissom også vænnet mig til at være 'Navn'. Derudover ville mine forældre blive sindssygt kede af det, hvis jeg skiftede navn, selv om det ikke ville være nogen stor hindring for mig, hvis jeg virkeligt ønskede at skifte navn.

Jeg ville dog ønske, at mine forældre havde været så venlige at give mig et (normalt) mellemnavn - i betydningen 2. fornavn - så jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville kaldes. Men nej. Så heldig var jeg ikke.

Jeg kender kun én, der har skiftet fornavn, men vi lærte først hinanden at kende, da hun havde fået nyt navn, så det var ikke noget problem for mig. Min kæreste overvejer at få slettet sit 2. fornavn, for han bruger det aldrig.

Jeg kunne dog aldrig finde på at skifte min efternavn, da det er en del af min identitet - hvilket mit fornavn vel egentlig også er, ellers havde jeg vel været mere seriøs omkring et navneskifte.

Jeg har aldrig kunne lide mit fornavn, men kan ikke få mig slev til at skifte det, da jeg føler det er en del af mig. Synes det virker underligt at skifte navn uden nogen egentlig grund.