hmm jeg ved ikke lige hvor meget jeg kan bidrage med, men min mormor har for nyeligt fået konstateret demens. hun er sådan mere eller mindre det eneste familie jeg har tilbage. det har været hårdt, også fordi der er andre faktorer som spiller ind i historien.
det er en frygtelig unfair sygdom med mange nedture.
jeg er dog et helt andet sted i livet, end du.
er demens og alzheimers det samme?

Jeg kan stærkt anbefale at du søger viden via bøger/net/ demensmøder under kommunen. Det hjalp mig da jeg mistede familiemedlem med alzheimer. Når du har viden om sygdommen og forløbet forstår du bedre hvad der sker for den demensramte. Læs bogen *ind i labyrinten* fra virklighedens verden. Forfatteren er Diana Friel Mcgowin som fortæller om hvordan det er at være dement. Hun er selv ramt af Alzheimer. Du er velkommen til at sende mig privat besked ! Din tråd er en go ide....og jeg vil følge den. En varm krammer herfra !

Dolle ordet demens er det overordnede ord for alle demensformer. Alzheimer er en af mange demensformer.

Oprindeligt indlæg af stellae

Dolle ordet demens er det overordnede ord for alle demensformer. Alzheimer er en af mange demensformer.

tak. jeg ved faktisk ikke rigtig noget om sygdommen, andet end hvad jeg selv kan se på min mormor og tidligere da min bror blev ramt af noget alkoholdemens.
jeg må have fat i den bog, for jeg har netop tænkt meget over hvad min mormor egentlig tænker, hvor meget af den virkelige verden der reelt er tilbage i hendes hoved, om hun er KLAR over at det er noget pjat hun siger og den slags.
før det gik helt galt sad hun en dag grædefærdig og fortalte mig at hun godt vidste at hun sagde noget pjat en gang imellem, det var ligesom om at en tanke slog hende, og i det sekund hun sagde den højt kunne hun tydeligt høre at det var noget pjat, og det gjorde hende simpelthen så flov og ked af det.
den forklaring fik altså mit hjerte til at gå en lille smule i stykker.
efterfølende, når hun sagde noget pjat, forsøgte hun at dække det ind under at det bare var for sjov, eller lignende, så det var jo klart at hun stadig var der inde et sted, at hun var fuldstændig klar over at hun var syg og at hendes hjerne ikke helt var i kontakt til den virkelige verden.

Jeg har selv arbejdet lidt med (ældre)demensramte og min mormor fik Alzheimers og nående at have sygdommen i 8-10 år inden hun døde sidste år. Demens er en rædselsfuld sygdom, især i det stadie hvor den syge godt ved der er noget galt.
Det er rigtig hårdt at være pårørende, for man kan intet gøre ud over at være der for den syge.

Der er denne tråd, som mange har skrevet i, og følger med i. Tråden for os med syge forældre...

Min far har Alzheimers - så jeg kender det alt for godt. Det er pokkers hårdt at se én, man elsker, på den måde. Hvor minder forsvinder, selvom de kæmper for at huske.

Min morfar har alzheimers. Det er hårdt!. Synes det hårdeste var at se hvordan min mor og mormor kæmpede da han stadig boede hjemme og så de gange han gik hjemmefra og vi måtte ud at lede efter ham (Får det dårligt hvergang jeg hører om nogen der er gået hjemmefra i medierne og holder lidt ekstra øje når jeg møder ældre mennesker der virker lidt forvirrede og som går på den der karakteristiske måde, som folk med alzheimers ofte gør). Synes det var hårdt da han kom på plejehjem og bare gerne vil hjem til sin mor og far....sådan er det heldidvis ikke mere
Nu husker han ikke rigtigt noget mere og synes det har gjort det meget lettere, for nu virker det som om han har det godt.

Hejsa

Tak for alle jeres svar. Min mormor var også dement i hvert fald de sidste 5-10 år af sit liv, men hun var gammel og på en måde var det bare så meget mere på afstand, at det var lidt "morsomt" at opleve. Nu hvor det er min mor er det bare så meget anderledes for føler jo ansvar på en anden måde. Og det at hun er syg gør jo også, at min far er på en anden måde, for han skal jo tage sig af min mor og bekymre sig over hendes situation og hvad der nu skal ske.

Jeg kigger lige i den anden forældre-tråd, som Annione har linket til.

Jeg synes en pårørende tråd lyder som en dejlig ide

Min morfar er svært dement og bor nu på plejehjem. Han fylder 88 i år, og hans demens begyndte så småt for omkring 12-14 år siden, men blev først 'bemærkelsesværdig' dement for omkring 8 år siden. Jeg har haft og har et meget nært forhold til min morfar, for jeg har ikke haft nogen far, så min morfar har lidt spillet den rolle i mit liv. Jeg synes det er rigtig svært, at min morfar jo er lige dér, men at han slet ikke er den samme mand som jeg kendte. Det lyder jo egentligt lidt grumt, men når alle her er pårørende til demente, regner jeg med, at I er med på, at jeg jo stadig elsker ham. Han er bare en anden nu.

Jeg har været aktiv bruger på demensnet, men har droppet det nu da jeg ikke rigtigt bryder mig om tonen og stedet... men jeg kan godt lide debatten, så er overbevist om, at sådan en tråd her er en god ide