Jeg synes da mere det er bekymrende, at du kan blive så vred, at det åbenbart er nødvendigt at råbe og skrige SÅ højt..

Hvad med at skrige ned i en pude, eller sætte musik på og synge af dine lungers fulde kraft? Det må da have nogenlunde den samme virkning. Boksning kan iøvrigt anbefales til at komme af med indebrændte frustrationer.

Musik! Højt! Midt på dagen, og helst mens støvsugeren kører. Så kan man også vælge tekst der passer med hvad man nu lige har behov for at råbe... Gerne på repeat!

Det virker herhjemme...

Tak for gode råd! havde faktisk ikke tænkt på det med musikken!
Men Heres-Your-Sign, jeg synes det med at du synes det er bekymrende at jeg kan blive så vred/frustreret at jeg kan have behov for at skrige så højt er ... ret fordømmende? og egentligt lidt tarveligt. Jeg ved godt at sådan et emne som vrede/frustration og det at råbe/skrige ikke er noget vi snakker så meget om i vores samfund, men at sige at det er bekymrende at sige at jeg kan blive så vred. Det ved du ikke noget om og det synes jeg ikke du kan udtale dig om, som om der er noget forkert i. Det kan være jeg er mere ekspressiv end dig og derfor reagerer og afreagerer på andre måder end dig. Eller at jeg har et helt andet liv, nogle helt andre grunde end dig til at føle de følelser jeg så følelser. Jeg blir ærligt talt stødt over din kommentar, selv om den er reel og godt ment måske, så er den bare også meget fordømmende. Jeg har min grunde og de er gode nok og jeg tror det er sundt at få den slags ud hvis man har behovet det er jo netop ikke noget jeg spontant er kommet til, eller har behov for hver mdr. Men der kan godt ske ting i løbet af ens liv, der giver stor frustration. Og selv om selve råberiet ikke er løsningen, så tror jeg personligt at det er sundt og helende at give udtryk for også kropsligt, selv om man self. helst skal kunne tænke og formulere sig i en masse andre baner for at kunne løse sine problemer eller udfordringer om du vil.

Jeg har af og til råbt afskyeligt højt ned i en pude. Den tager forbløffende megen lyd, og egentlig har jeg sjældent brug for at råbe højt særlig længe. Måske bare lige en 15 sekunders tid og så er trykket ligesom taget af. Det gad jeg slet ikke begive mig ud i en skov en mørk og stormfuld aften for. Jeg bor i øvrigt også i byen og i en ganske lydt bygning.

Heres-your-sign - jeg ser intet problematisk i at råbe sine frustrationer ud i en pude/et forladt sted osv. Så længe det ikke skader andre eller skaber problemer for dem og man i øvrigt ikke tyr til vold - hvad er så problemet? Ikke alle kan "nøjes" med at tænke det igennem eller snakke det ud med omgangskredsen.

I Middelfart og Fredericia indfinder man sig under den gamle Lillebæltsbro, og venter til der kommer et tog forbi. Der kan man skrige af hjertens lyst, og der er ikke en kat der vil kunne høre det over larmen fra toget.

Har man behov for en særligt lang skrigetur skal man dog nok time det til et af de store fragttog...

Rutchebanen i Tivoli!

Jeg havde en rigtig ubehagelig lærer en periode der kom med personlige tilsvinelser. På hjemvejen kom jeg forbi Tivoli, hvortil jeg har wildcard, så smuttede lige ind fik turpas og tog en enkel tur i rutchebanen og skreg hele vejen. Det var dejligt at få luft...

Men nok lidt dyrt uden wildcard...

Pas på at du ikke bliver årsag til en årelang gåde, som åbenbart har hærget i Jylland

Hvad eller hvem brøler i Randers?

jeg kan ikke rigtig forholde mig til problemet, måske mest fordi jeg ikke sådan går og planlægger at skrige, så jeg ville kunne planlægge en skovtur ud fra det.
hvis jeg har en virkelig øv-dag og et eller andet, eks computermusen driller, så kan jeg godt hamre den ned i bordet og råbe "hvorfor helvede kan det lort ikke bare VIRKE?! ARRGH!!!" og har da af og til hørt lignende, frustrerede udbrud fra andre i opgangen.
ellers damper jeg gerne af ved at synge med på høj, vred musik, drikke et glas rødvin, sætte mig på gulvet og tude eller.. bage en kage ja, jeg stresser rigtig godt af i køkkenet.
jeg føler ikke at jeg lægger låg på mine frustrationer, jeg synes der skal være plads til at have gode såvel som dårlige følelser, og det er faktisk ok at verden ser at jeg bare er et menneske. jeg håndterer dem bare på en anden måde end ved at løbe rundt og råbe og skrige.

Oprindeligt indlæg af balletdanserinde

Tak for gode råd! havde faktisk ikke tænkt på det med musikken!
Men Heres-Your-Sign, jeg synes det med at du synes det er bekymrende at jeg kan blive så vred/frustreret at jeg kan have behov for at skrige så højt er ... ret fordømmende? og egentligt lidt tarveligt. Jeg ved godt at sådan et emne som vrede/frustration og det at råbe/skrige ikke er noget vi snakker så meget om i vores samfund, men at sige at det er bekymrende at sige at jeg kan blive så vred. Det ved du ikke noget om og det synes jeg ikke du kan udtale dig om, som om der er noget forkert i. Det kan være jeg er mere ekspressiv end dig og derfor reagerer og afreagerer på andre måder end dig. Eller at jeg har et helt andet liv, nogle helt andre grunde end dig til at føle de følelser jeg så følelser. Jeg blir ærligt talt stødt over din kommentar, selv om den er reel og godt ment måske, så er den bare også meget fordømmende. Jeg har min grunde og de er gode nok og jeg tror det er sundt at få den slags ud hvis man har behovet det er jo netop ikke noget jeg spontant er kommet til, eller har behov for hver mdr. Men der kan godt ske ting i løbet af ens liv, der giver stor frustration. Og selv om selve råberiet ikke er løsningen, så tror jeg personligt at det er sundt og helende at give udtryk for også kropsligt, selv om man self. helst skal kunne tænke og formulere sig i en masse andre baner for at kunne løse sine problemer eller udfordringer om du vil.

Hold da op du er nærtagende
Derfor vælger jeg bare at undlade yderligere kommentarer til dit indlæg, der er jo tydeligvis en overvejende risiko for, at du så skal planlægge en tur til det nærmeste skrige-egnede sted..