Jeg fik at vide til nakkefold at vi var i risikogruppen for et barn med downs. Vi fravalgte alle yderligere undersøgelser, da jeg ikke kunne vælge en abort.
Jeg var selvfølgelig glad, da det efter fødslen viste sig, at hun er sund og rask, men vi valgte altså barnet på trods af den meget høje risikogruppe.

Uden at stå i situationen: en abort.

Jeg håber, at jeg vil kunne tage det valg, hvis jeg (7-9-13 det skal aldrig komme til at ske) står i situationen... Men helt ærligt, så ved jeg det ikke. Hvis jeg blev gravid, så vil det være et længe ventet kærlighedsbarn, som jeg bestemt allerede vil have knyttet en masse følelser til og tanker om, når scanningen sker. Så selvom det er nemt nu at sige, at jeg ville få en abort, så kan det godt være, at min holdning vil ændre sig i situationen. Jeg ved det ikke.

Jeg ved bare, at når jeg en dag får et barn, så vil det blive elsket og blive passet så godt vi nu kan.

...Og ja, til dem der undrer sig: Jeg er voldsomt skruk!

Jeg ville vælge abort.
Har en veninde, hvis ene barn har Downs. Og h*n var en af de "nemme" Downs børn.
Den belastning, barnet var for hende, (eks)manden, søskende osv, til trods for, at barnet var højt elsket, det vil jeg ikke udsætte mig, min familie eller især mit ægteskab for.

Jeg er næsten overbevist om, at jeg ville vælge abort.
Jeg er i forvejen ikke helt sikker på, om jeg overhovedet vil have børn med alt det hårde arbejde, der medfølger. Så et barn med Downs virker fuldstændigt uoverskueligt. Og jeg vil ikke have et barn, som jeg ikke kan give de bedste omstændigheder. Jeg vil ikke sætte et barn i verden for så at svigte det på nogen måde senere, og jeg er ikke sikker på, om jeg ikke er for egoistisk til at kunne/ville ofre mig for et Downs barn i den grad det er nødvendigt.

Og jeg er glad for at have muligheden for at kunne træffe det valg. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle leve i en situation, hvor jeg blev tvunget til at føde et svært handicappet barn - og dermed også i en høj grad tvunget til at knytte mig til barnet - specielt når barnet har høj risiko for at skulle gennemgå mange operationer og sandsynligvis vil dø ungt.

Da jeg endelig blev gravid, efter mange års ufrivillig barnløshed, fravalgte vi nakkefoldsscanning. Vi kunne ikke forholde os til at overveje en abort når vi nu endelig ventede vores ønskebarn og vi var derudover enige om at vi alligevel ikke ville fravælge et barn med downs.

Flere herinde beskriver sig selv som egoistiske, fordi de ville vælge abort hvis der var stor risiko for downs, men jeg kan egentlig ikke se hvordan det er mere egoistisk end vores grund til IKKE at vælge abort i den situation. Som nævnt medfører downs stor risiko for hjertefejl mm. For slet ikke at tale om den omvæltning det vil medføre for ens liv.

Forældreskab, eller fravalget af dette, er vel altid et valg ud fra egoistiske grunde og det ser jeg intet problem i.

Da vi var så heldige at jeg blev gravid igen (naturligt denne gang). Valgte vi at modtage nakkefoldsscanning, ud fra at der ikke længere kun var hensynet til os selv, men nu også vores søn og de forhold en søskende med downs ville betyde for ham. Vi havde dog ikke besluttet hvad vi ville gøre, hvis risikoen for downs var stor og det kom heller ikke dertil.

Jeg synes det er et personligt valg, hvor det det der er korrekt at gøre er op til den enkelte. Jeg har - hånden på hjertet - ingen fordomme over for hverken det ene eller det andet.

Downs eller ej - enhver kvinde har ret til at få en abort uden at der bliver sat spørgsmålstegn ved det.

At få et barn med downs handler jo ikke "bare" om at få et barn der er udviklingshæmmet.
Der er også et stor risiko for at barnet fødes med alvorlige hjertesygdomme, andre organdefekter, forhøjet risiko for epilepsi samt en række andre sygdomme (både fysiske og psykiske).

Udover det, så er der jo også spørgsmålet om hvordan familiesammensætningen er i forvejen. Har man allerede børn? Planlægger man at få flere - og hvordan vil det påvirke dem med en søster/bror der er så behandlingskrævende?

Jeg ville ikke tøve et øjeblik med at få en abort...

Jeg ville uden tvivl få en abort, og den holdning deler min mand heldigvis.

Hvor mange procents sikkerhed er der for, at det kan være et barn med downs syndrome, når man bliver undersøgt?

Oprindeligt indlæg af mpn1973

Det er "komiskt" at når nogen siger at mongoler ikke har noget ret til at leve osv så blir vedkommende nedsablet.

Men siger nogen at man på bagrund af en nakkefoldscanning for lavet en abort så er der ingen problemer.

Jeg synes, der er væsentlig forskel på, om vi taler om abort, eller vi taler om mennesker, der allerede er her. Selvfølgelig har mennesker med DS ret til et liv.

Jeg er sikker på, at Jacobs forældre elsker ham lige så højt, som andre forældre elsker deres børn. Alligevel siger de, at de ville have valgt ham fra, hvis de havde haft valget.
Jacobs far har skrevet en bog, som er ganske tankevækkende, om livet med deres DS barn, og de udfordringer det giver, både for familien og for barnet.

- Dengang Bente var gravid, fik vi ikke tilbud om fosterundersøgelse, da det kun var kvinder over 35 år, der fik sådan en mulighed. Men havde vi haft valget i dag, havde vi valgt en abort. Ikke for vores egen mageligheds skyld, men for Jakobs. Og det skal ikke misforstås. Vi er glade for vores dreng, og han er et produkt af den nye verden. Årsagen til, at han er så velfungerende i dag, er jo netop, at han har fået en masse gode muligheder, som man ikke gav mennesker med Downs syndrom, dengang man kaldte dem for åndssvage, og de blot blev gemt væk på institutioner, siger Erling Andersen

»Vi ville have valgt Jakob fra« | Kristeligt Dagblad

"Det er et liv på bagsædet, fordi Jakob aldrig kommer til at sidde i førersædet. Det er ikke ham, folk går til først. Det er ikke ham, der fører an i noget, og der er altid nogen, der skal hjælpe ham," siger Erling Andersen, som er far til Jakob og netop har skrevet den anden bog om livet som forældre til et handicappet barn.

Børn&Unge - 2005/19 - Mongolbørn - Et liv på bagsædet


Andre bøger Vi havde valgt Jakob fra