Oprindeligt indlæg af capone

Det er som om at jeg har taget beslutningen, om at jeg vil flytte. Men har bare på en eller anden måde svært ved at indse det.

Nogle jer som har prøvet, at flytte fra jeres barndomby, hvordan var det?

Jeg har boet i forskellige byer i mit liv, både med og uden forældre. Det var hårdt første gang vi flyttede, men det der gjorde det hårdt, var at jeg flyttede langt væk fra min skole og alle mine venner. Det skal du jo ikke bekymre dig om, du har tværtimod alt at vinde ved at starte på en frisk! Så hvis du har lyst til at flytte, kan jeg slet ikke se nogen grund til at lade være? der er jo heller ingen der forbyder dig at fortryde, hvis du en dag vil tilbage til Vejle - eller vil prøve en anden by, for den sags skyld. Jeg tror faktisk at det er rigtig sundt at prøve at rive sig selv op med roden og bosætte sig et andet sted. Det er i min verden ikke særlig godt at blive for sat geografisk.

Jeg tænker også at du måske ville trives bedre med at tage HF, på gymnasiet kommer folk jo lige fra folkeskolen og bor stadig hjemme ved forældrene, og for dem vil du være "gammel". På HF er der en større spredning i alder.

Uanset hvilken uddannelse du vælger at kaste dig over, så vil jeg kraftigt anbefale dig at tage på højskole indtil! Det er måske verdens nemmeste måde at få venner på - fordi alle er der for det samme.

Og husk lige ikke at udvise offer-mentalitet når du møder nye mennesker. Det kan jeg ikke helt lure om du gør nu. Men en "der er ingen der gider være venner med mig"-attitude, den fører ingen gode steder hen

Nå ja, for lige at svare på dit startindlæg.

Foruden min kæreste (som er min bedste ven) har jeg 6 nære veninder og så har jeg 12-15 venner der er knap så nære, men dog stadig venskaber jeg bruger tid på at pleje og gerne går i byen med o.lign. Det lyder måske af mange, men det er faktisk lavt sat - jeg har gået på to folkeskoler, efterskole, ungdomsuddannelse, højskole og taget to uddannelser, alle steder har jeg mødt mennesker jeg er kommet til at holde af. Nogle er selvfølgelig gledet ud i sandet igen, men en af mine tætteste veninder har jeg haft siden første klasse. Og derudover har jeg boet sammen med en ven, hvis venner endte med at blive nogle af mine allerbedste venner.

Det kunne jo også være en mulighed for dig at flytte i et bofællesskab? Det er der måske ikke så meget af i Middelfart, who knows, men det er i hvert fald en fin måde at udvide sin omgangskreds på.

Tak for alle svarene, jeg sidder lige nu i Middelfart. Da jeg valgte og tilbringe min weekend i byen, for at se om det kunne bringe mig, nærmere en beslutning. Og nærmere er jeg kommet, da jeg to gange under mit ophold har tænkt, " jeg skal bare væk, hertil " Men desværre ligger mine tanker stadig, omkring alle de bekendte jeg har i Vejle, folk som jeg har kendt siden vi var små. Jeg ikke vil se mere, men som jeg prøver at overbevise mig selv om, så ser jeg dem jo ikke så tit, udover når vi mødes på gaden, og den eneste kontakt vi har, er jo over facebook.

Det er træls jeg skal have den tanke, da jeg jo ellers ville have taget beslutningen.

Nogle jer som havde ligende problem, da i flyttede fra jeres barndomsby?

Jeg har ikke sådan nogle rigtig nære venner. Men jeg skriver meget på nettet med folk og det er super hyggeligt og giver mig meget Jeg er den type som blir hjemme fordi jeg ik kan overskue at være for meget social, men der hjemme blir jeg ensom.

Opdag nettet.. flere jeg kender startede på dating.dk og så fandt de venner som de skriver med og har gjort det i mange år nu.. og så udvikler venskabet sig. Og hvis de så alle sammen er lidt specielle som mig, så er der plads til at man ik skal ses hele tiden, men får støtten over nettet og de gange man nu ses

Ro på mester... det er helt naturligt at føle sådan.. det gør jeg regelmæssigt, og man kommer ovenpå igen

p.s. jeg snakker ikke med nogen fra min folkeskole og har på ingen måde lyst.. du kommer til at møde mange mennsker fremover i livet, så der er helt sikkert nogen som du vil kunne lide

bump

Oprindeligt indlæg af capone

Tak for alle svarene, jeg sidder lige nu i Middelfart. Da jeg valgte og tilbringe min weekend i byen, for at se om det kunne bringe mig, nærmere en beslutning. Og nærmere er jeg kommet, da jeg to gange under mit ophold har tænkt, " jeg skal bare væk, hertil " Men desværre ligger mine tanker stadig, omkring alle de bekendte jeg har i Vejle, folk som jeg har kendt siden vi var små. Jeg ikke vil se mere, men som jeg prøver at overbevise mig selv om, så ser jeg dem jo ikke så tit, udover når vi mødes på gaden, og den eneste kontakt vi har, er jo over facebook.

Det er træls jeg skal have den tanke, da jeg jo ellers ville have taget beslutningen.

Nogle jer som havde ligende problem, da i flyttede fra jeres barndomsby?

Hvad er problemet hvis du alligevel ikke mødes med de folk? Du behøver jo ikke slette dem på FB bare fordi du flytter? Og ellers så er der altså under en times kørsel mellem de to byer - du får det lidt til at lyde som om du skal flytte om på den anden side af jorden

Hvad har i selv af erfaringer, med at flytte fra jeres barndomsby?

Vil bare lige sige at skole, både gymnasie og videregående uddannelser, er super steder at møde nye venner. Mine bedste venner har jeg stortset alle mødt gennem skoler af forskellig slags. Sidenhen har jeg været heldig at arbejde et sted med mange på samme alder som mig, hvilket også har givet mig nogle gode venskaber.

Så ved at starte i skolen igen er du da godt på vej, og så kunne du jo evt prøve at skaffe dig et fritidsjob ved siden af, med jævnaldrende :-)