Jeg kan ikke hjælpe dig med din eks. Det tager tid at komme over en eks, fuldkommen, især når der har været et så stort tillidsbrud mellem jer samtidig. At hun spørger efter dig, ville jeg ikke lægge for meget i. Hun er måske oprigtigt interesseret i at høre om du har det godt, og klarer dig selv, fordi i netop har haft en så lang relation. Hun bekymrer sig om dig, og tænker på dig, men ikke på en romantisk måde.

Mht. din tristhed ville jeg tage til din praktiserende læge, og snakke med ham/hende om det. Det lyder ikke til at du er helt ovenpå, og dramatiske brud kan desværre godt være medvirkende til udvikling af en depression af lettere grad. Snak med din læge om mulighed for yderligere behandling, evt. psykiater (de er ikke farlige, bare rolig, men de er gratis).

Du fortjener ikke at gå og være trist hele tiden. Du fortjener at være glad, nyde din ugdom og dit liv.

Først: det er ikke spor rodet at læse At du synes det, er nok mere et tegn på, at du ikke selv er afklaret og at du ikke selv bevæger dig fremad, men stadig roder rundt i følelserne, fortiden, jeres historie og ikke mindst dig selv.

Du trænger til at give slip på det, tror jeg, og at acceptere, at det ikke skal være jer. Hun har forladt dig og er sammen med en anden nu. DU skal videre i DIT liv. Og hun kommer ikke til at være en del af det.
Det bliver du nødt til at acceptere, så du kan få sørget ud og bevæge dig fremad.

Jeg vil næsten foreslå dig, at du på ny snakker med en psykolog. Både for at få redskaber til at give slip, men bestemt også fordi din beskrivelse af hvordan du har det - uroen, den dårlige søvn, ubehaget ved at være ude og sammen med andre mennesker, at du er trist og ikke kan finde din egen glæde ved dine egne sejre - lyder depressivt.

Tag til din læge og se om ikke du kan få en henvisning, fx for depression. Fortæl hvordan du har det.

Til slut: tillykke med dit motorcykelkort og held og lykke til svendeprøven! Den er din billet til et nyt liv, som du selv skal skabe, fuld af ting der gør dig glad. Kun dig Så spørg dig selv: hvad gør mig glad? - og dine svar må ikke inkludere hende eller en anden kæreste.

God aften til dig også.

Det lyder som en meget svær situation.

Tal evt. med din læge om det. kan være han kan hjælpe eller sende dig til en der kan. Jeg ved du har været ved psykolog allerede, men det kan være der også er andre veje.

En anden metode kunne være at få en hobby som du virkelig godt kan lide. Det kan hjælpe dig ud af ondet og du kan tilmed måske finde nye kvinder du kan finde interessante der.

For at være ærlig ved jeg ikke om det kan hjælpe, men måske er det et forsøg værd?

Først vil jeg sige at der er ingen som kan sætte tid på hvor længe en sorgproces tager. For dig tager det måske lidt længere tid denne her gang, men det er der intet forkert i! Det er sgu hårdt at komme igennem et brud og især hvis modparten kommer hurtigt videre og tilsyneladende er lykkelig i løbet af nul komma fem.

Jeg kan godt forstå det er hårdt efter bruddet at ikke kunne dele glade stunder med din eks-kæreste, nu hvor hun betød og vel stadig betyder meget for dig. Men det er så her jeg tænker, at efter et helt år, bør du måske se på om du "dvæler" ved jeres relation, og bevidst eller ubevidst holder dig selv tilbage fra at rigtigt komme videre? Der er helt sikkert andre ting i din tilværelse som gør dig glad, det er jeg sikker på.

Derudover kan det også være at selve bruddet har været katalysator til en let depression, dette er noget du hellere må få snakket med en læge om. Men når du skriver at du trods alt kommer ud, og har taget motorcykel kørekort og skal til svendeprøve - ergo kan du også hive dig selv op på arbejde, vil jeg mene at der måske mere er tale om nogle uforløste ting specifikt i henhold til dit tidligere forhold, som måske relaterer sig til nogle helt andre problemstillinger i dig, som du ikke er klar over endnu. Endnu en grund til at forsøge psykologhjælp igen - og IKKE bare blive ved med at gå hos den samme psykolog hvis du ikke føler du når nogen vegne. Det er korrekt dig der skal lave arbejdet, med det du tager med dig fra psykologen, men det handler ligeså meget om at finde en psykolog som forstår DIG, hvor der er en god kemi, der bliver taget fat om de rigtige ting og psykologen har en klar vision om hvad forløbet skal være og hvordan vedkommende skal forsøge at hjælpe dig videre. Rigtig mange bliver hos den første psykolog de tager til og får slet ikke det udbytte de kunne få ud af det, hvis noget, fordi de aldrig har prøvet at gå hos en der matchede deres person og behov.

Jeg tror måske også det ville hjælpe dig at få en hobby, noget du kan fordybe dig i. Ikke at gå i byen eller sådan noget, da det ofte i sig selv kan være en ret overfladisk oplevelse, at vælte rundt total blæst med fremmede mennesker - hvilket blot fremhæver i situationen at du mangler den tætte relation og intimiteten. En sport, et dyr, madlavning, fotografering, et spændende kursus, bare et eller andet meningsfuldt for dig.

Forsøg at hive dig selv op af sumpen - via daglige tiltag. Når de dårlige tanke-rækker starter, så STOP dem. Meeeeget lettere sagt end gjort - jeg skal selv øve mig i det konstant, men realiteten er at man KAN stoppe dem hvis man prøver hårdt nok, og simpelthen konditioner hjernen til at afbryde tankerækken og beskæftige sig med noget andet. Fysisk rejs dig op og hop op og ned mens du lytter til noget musik, eller gå en tur, tag noget i køleskabet, ring til en ven eller familie, sæt dig med en bog/blad mv - sådan du simpelthen tvinger din hjerne til at ikke tænke på din ekskæreste. Øvelse gør mester. Jeg har selv været elendig til det - dvælen i alle mine problemer og min tristhed, men efter jeg er begyndt at øve mig i det i mine 20'ere, kan jeg bedre og bedre fx. sige til mig selv "NU går jeg ind på debatten og tillader mig selv at virkelig dykke ned i det" og så bagefter ryste det af mig og sige "SÅ, nu skal jeg også ud og handle/se en veninde/på biblioteket mv". Og det virker. Før kunne jeg blive helt handlingslammet af mine triste tanker og bare kun have lyst til at være hjemme i min seng.

Ja..jeg ved ikke om du kunne bruge noget af det til noget - men uanset hvad, så håber jeg på at du snart finder glæden ved livet igen! Jeg er 100% sikker på det nok skal komme igen på et tidspunkt, du er kun 21år, så det skal du ikke frygte - men jeg håber for dig at det bliver før end senere