Måske har han allerede selv taget skridtet i forhold til ham og jeg.

I hvert fald får det pres jeg lægger på ham, ham til at overveje at trække sig skriver han.

Fordi det ikke hjælper ham at jeg fortæller at jeg er sur og skuffet. Det har han forstået nu.

Så jeg har åbenbart taget fejl. Med hensyn til alt. Jeg har åbenbart ikke noget der minder om dømmekraft i forhold til de personer jeg omgiver mig med.

Oprindeligt indlæg af StepOnUp

Kan man sige, at du er afhængig af at hjælpe ham? Ligesom han er afhængig af spil? Hvem skal stoppe først? Jeg tror, at du er begyndt så småt at sige stop selv, fordi du godt kan se, at du egentligt bare hjælper ham med at få et større problem. Og du egentligt ikke selv har godt af det.

Jeg ved ikke om jeg er afhængig af at hjælpe ham. Men jeg elsker ham jo, eller i hvert fald den jeg troede han var. Det var naturligt for mig at hjælpe ham.

Men det er nok ..jeg ved det ikke. Jeg tilbød at ringe og det gjorde jeg. Og jeg ville jo ikke have han skulle være sulten, troede det var på grund af regninger.

Og nu sidder jeg her og føler mig som en kæmpe idiot. Har ondt indeni, ikke så meget at rutte med økonomisk og føler at jeg gang på gang tager fejl.

Føler mig som en fiasko der ikke er i stand til at handle fornuftigt og slet ikke kan se bag alt det jeg ønsker mig.

Og derfor lader jeg folk behandle mig dårligt fordi jeg bare så gerne vil være en familie. Det er fandeme ikke særlig hensigtsmæssigt.

Oprindeligt indlæg af StepOnUp

Nu hvor han føler sig presset, så kan ting bare falde til jorden. Det betyder ikke, at han ikke har følt og ment de ting han har sagt til dig, og du har fejldømt ham.

Og samtidigt, så er du sikkert en af de sidste personer der ville presse et andet menneske. Du har ikke andet valg her. Kun derfor gøres det.

Men et eller andet sted, så handler det her om dig, synes jeg. Hvordan du kan blive bedre til at se dig. Og hvor dine grænser går, før de er overtrådt. Det er nok det som fejldømmes, måske...

Jeg er ked af, hvis jeg har været for dum at høre på. Noget af det siger jeg nok lidt til mig selv, som en person jeg har været.

Kram.

Jeg synes bestemt ikke du har været dum at høre på! Langtfra. Tværtimod får du mig til at anskue situationen fra en anden vinkel. Man kan jo nemt blive "låst fast" i en bestemt tankegang.

Jeg sætter stor pris på dine indlæg

ved at han lyver om det, viser i allerhøjeste grad at han har problemer og er dybt afhængig af at spille. Du siger han før var på stoffer og nu har erstattet det at spille, med det problem. Det tyder på at han føler, at han er nødt til at holde sig beskæftiget med noget hele tiden, for måske at glemme noget der gør ondt? Har I talt om, om han måske skulle tage til psykolog og få afdækket nogle ting? En dyb afhængighed af noget gør ikke nødvendigvis én til en dårlig person - måske er han i virkeligheden deprimeret og forsøger at takle det og gemme problemet væk, ved først at tage stoffer og så siden spille.
har han problemer skal de løses - så han ikke føler han er NØDT til at have noget, han kan være afhængig af. Det er min tanke.

Min kæreste har fået en tid til indledende samtale på centeret i Odense.

Han er velkommen til at tage en pårørende med.

Og han vil gerne have mig med. Og det vil jeg også gerne men jeg har ikke til billetten.

Og jeg kan ikke lide at spørge mine forældre. Samt at jeg ved han ingen penge har. Så hvordan han skal komme derover ved jeg slet ikke.

For han har ingen penge. Og jeg har sagt fra. Også selvom jeg mest af alt har lyst til at tage ned til ham og fylde hans køleskab. Såfremt jeg kunne økonomisk.

Og den der ambivalens går mig på. For jeg vil ikke trækkes længere ind i det her økonomisk.

Så jeg kan og vil ikke hjælpe ham. Men det er fandeme ikke nemt.

Tak StepOnUp.

Det var en rigtig god måde at anskue det hele på. Jeg vil jo gerne hjælpe ham men på en måde der giver mening.

Min kæreste har haft et hårdt liv. Det gik galt da han mistede sin mor. Og det eneste jeg kan gøre er at lytte. Og så fortælle ham at jeg er ked af at jeg aldrig fik mødt hende og at han skulle undvære hende allerede.

For jeg ved hun havde været en fantastisk kvinde. Jeg kender til at savne og vi er heldigvis ikke bange for at sige hvordan vi har det. Heller ikke de rigtigt svære følelser og tanker.

Han formåede at forlade stofferne og et meget hårdt miljø og kendte én da han flyttede til Jylland.

Han fortalte sin sted søster om sit problem i går og om sin fortid. Jeg sagde at jeg vidste at det havde været rigtig svært og at jeg var stolt af ham.

For det har ikke været let. Han har samme diagnose som mig (paranoid skizofreni) men er medicin fri.

Men jeg siger det til ham, at jeg er stolt af ham og at jeg er her for ham. Dag og nat.

Jeg har i hvert fald rejst mig op igen ligemeget hvad livet har budt mig.

Kunsten jeg skal være bedre til at mestre er at kunne sige fra.

Ikke gå længere i forsøget på at hjælpe andre end jeg kan magte/vil og har overskud til.

Samt at være bedre til at bede om hjælp. Nogle gange er jeg lidt for stædig.

Og jeg skal være bedre til at give mig selv lov til at være ked af det. Jeg har desværre en tendens til at tænke "tag dig nu sammen Bonse". Hvorfor bruge energi på at græde rejs dig op og kæmp videre.

Det skal jeg være bedre til. Men man lærer jo hele livet.

Jeg er ved at blive 110 % idiot.

Kæresten har lånt penge af sin søster og jeg satser derfor på at få de penge han skylder mig i morgen.

Jeg får dem i hånden for det har jeg bedt ham om.

Jeg stoler simpelthen ikke på at han ikke bruger dem inden jeg får dem. Så derfor mødes vi så han kan hæve dem til mig mens jeg er der.

Det provokerer mig voldsomt at han har haft så nemt ved at lyve. Han løj om ting som sit fjernsyn der skulle være til reperation og det samme med computeren. Men de er jo solgt. Og vi havde aftalt at vi skulle have den store tv pakke når vi flyttede sammen.

Det er jo bare ting. Men det provokerer mig stadigt. Måske er det nemmere at forholde sig til fysiske ting for mig. End at skulle konfrontere den der voksende uro jeg har indeni.

For det går mig virkeligt på at han lyver og lyver. Også selvom jeg ved at enhver der er afhængig af noget som helst som de ikke kan styre lyver.

Det gør at jeg trækker mig længere og længere væk fra ham. For jeg føler slet ikke jeg kan stole på ham.

Han har været nødt til at få ændret tiden for den første samtale da han ingen penge har.

Og ærlig talt så stoler jeg ikke engang på at han tager afsted til den nye. Det er muligt at han gør det. Men det er svært at tro på det.

Jeg føler et større og større behov for at trække mig endnu længere væk fra ham. Jeg har simpelthen brug for ro. Til at finde ud af hvad jeg vil.

Jeg har forklaret ham at det jo heller ikke er fordi jeg synes det er særlig fedt at vi små skændes hele tiden og at det heller ikke er med min gode vilje at jeg er sur.

Så sagde han kraftedeme at han jo normalt heller ikke havde fundet sig i det men han havde jo selv skabt den her situation.

Hvilket fik mig til at eksplodere en lille bitte smule. Fik sagt i meget klare vendinger at jeg på ingen måde mener jeg er urimelig.

Og nu er det fandeme på tide at han tager et ansvar for den her situation han har sat os begge to i!

For ellers skal han slet ikke bekymre sig om at have råd til at besøge mig. For det vil der slet ikke være grund til.

Jeg har været nødt til at låne penge af mine forældre (af alle mennesker) og de er voldsomt bekymret for om min kæreste udnytter mig.

Jeg har begået den fejl at jeg har lånt ham mere end jeg kunne undvære måneden efter. Det er jo min egen skyld. Men når han ikke viser tegn på at han forstår alvoren ja så er jeg sgu tilbøjelig til at give mine forældre ret.

Jeg kan faktisk ikke bruge hans undskyldninger han har givet mig til noget som helst.

Lige nu synes jeg han er en kæmpe idiot. Det er som om han ikke rigtig forstår hvad det er jeg siger til ham.

Måske håber han bare at det går. Eller også kan han ikke forholde sig til den største konsekvens som jo er at jeg afslutter forholdet.

Men jeg har i hvert fald brug for ro til at tænke. Nu håber jeg at jeg får mine penge i morgen. Så har jeg da en bekymring mindre.

Jeg har ligesom også et kæmpe ansvar overfor dyrene. Og det er jeg simpelthen nødt til at være bevidst om.

De mangler ikke mad, strøelse osv. Men der har f.eks. ikke været penge til at kunne lægge til side til dyrlægen denne måned. Og det gør jeg ellers hver måned.

Det eneste jeg rent faktisk ved er at jeg er sur. Og det synes jeg sådan set ikke der er noget underligt eller urimeligt i.

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg synes det går.

Egentligt venter jeg bare på at det bliver den første og at han starter i behandling.

Min kæreste var dybt ulykkelig i går og sagde at han var en belastning. Men jeg sagde til ham at det er han ikke. Ludomanien er.

Men ikke ham. Vi skal nok klare det her. Han har bedt om hjælp til at tackle sit problem og det er jo første skridt. Jeg er stadigvæk frustreret men situationen taget i betragtning er det jo ikke så underligt.