Oprindeligt indlæg af Dance2Trance

Uden at skulle gøre mig til den der ikke vil stå ved sin alder, så fatter jeg simpelthen ikke, hvordan jeg er endt med at blive 39 år - ja, uden der egentlig er sket det helt vilde i mit liv - udover køb af hus. Er bare ikke lige dér, hvor hovedparten er omkring min alder. Ikke at sige, at det skal være sådan for alle, men kan da godt føle mig lidt håbløs nogle gange.

Er ikke røget over på Kandis og banko-vognen endnu mht. alderen, men nu ser jeg dog mest DR2 (og lidt Charlie..hmm) fremfor elendige serier/reality og underholdningsprogrammer.

Samme her - godtnok er jeg "kun" 35, men jeg har så ikke engang et hus; jeg bor i den samme 1-værelses lejlighed som jeg købte for 13 år siden. Jeg fatter til gengæld ikke alle de singler der har råd til at købe hus eller 3-4 værelses lejlighed... Kan kun lige får det til at løbe rundt med min + bilen.
Dette gør at jeg på mange måder stadig føler mig som en 25-årig - jeg har bare ikke en "voksen-økonomi" åbenbart, eller også er det fordi jeg ikke bor i jylland

Ja man tænker over det, når man rent faktisk er kommet dertil, hvor der er faldet ro på hverdagen og økonomien, ungerne er på vej til at blive voksne mennesker, og tempoet i det hele taget er faldet lidt.
Jeg savner ikke 30´verne, som var alt for hektiske i forhold til at få familen og økonomien og fritidsintereser til at gå op i en højere enhed samtidig med at det helst skulle se ud som at vi havde styr på det hele.
Nu er jeg 40 (det var fedt at blive 40 i modsætning til 30), og hvis livet stadig fortsætter med at blive bedre, udfra de valg og indsatser man træffer og gør. Så glæder jeg mig også til at blive 50 og 60

Jeg gik her til formiddag ude på skellet mellem Nørrebro og NV - lige ved stationen og havde været i Føtex. Jeg skulle fange 4A og mens jeg gik dér og slingrede mellem cyklister, vandpytter og busser, blev jeg helt nostalgisk. Jeg boede jo for hulan derude i 1994. Jeg kom dagligt forbi Nørrebro station og fortsatte ud til brandstationen og gik som regel hjem ad Tomsgårdsvej, fordi 21/23 aldrig kom. Eller også var jeg med 16'eren og stod af på Frederiksborgvej ved ... hed supermarkedet mon Suma?

Dengang lå der en Schou Epa ved stationen - et varehus af en slags. Der var ikke noget Nørrebro Center. Og det hele var et trist miskmask af gammelt lort at bo i. Men det var jo mit "hood".

Jo, det er sq mange år siden og der er sket mange ting siden. Både i mit liv og generelt. Ydre Nørrebro er velsagtens det sidste ægte arbejderkvarter, der er tilbage og som ikke er indtaget af speltforældrene på Østerbro eller af dem på Vesterbro. Det er nok det sidste sted med bodegaer, der er åbne kl. 10 om formiddagen og som også har gæster. Grimme facader, hullede gader, graffiti her og der, værksteder gemt her og der. Totalt fotogent, egentlig.

("Bagsiden" af Føtex i dag omkring kl. 10 - kan det blive mere trøstesløst, egentlig?)

ja tit, især efter at sætningen: 'dengang jeg var ung' er begyndt at komme ud af min mund.

og jeg er altså kun lige fyldt 24, men føler mig nok nærmere som en på 20 indeni. Følte mig også lidt gammel da jeg jublende fortalte min skolepige på 16 i butikken at jeg havde fået gratis billetter til metallica og hun svarede med et: hvem er metallica ?

Nåh ja - og når jeg læser folk på 24, der mener, at de er "gamle". For fanden mand - jeg husker da jeg kunne sige "for 20 år siden...", men om føje år er det "for 40 år siden..." - dét er fandme gammelt!

Gad vide om ens bedsteforældre oplevede en lige så stor udvikling på 20 år, som vi andre gør i denne tid? Det er som om tingene går mere og mere hurtigt. Jeg tænker på at mobiler for 20 år siden var enorme klodser og i dag er det små computere, der også kan ringe. Det går stærkt. Gik det lige så stærkt fra 1932 til 1952, mon?

Jeg tror faktisk at lige præcis det der med at kunne huske (klart og tydeligt) hvad der skete for 20-25 år siden, det nogle gange kan få mig til at føle mig lidt gammel
Men indvendig er jeg nok stadig i 20'erne. Jeg betragter folk sidst i 30'erne eller omkring de 40 år som betydelig ældre end mig...men om 5 år runder jeg altså selv de 40 Men så længe jeg stadig bli'r skudt til at være i 20'erne, så vil jeg nok også opføre mig lidt sådan.
At jeg så heller ikke har fået hus og unger og alt det som mange andre på min alder har, det er vel også med til at holde én i en følelse af, at man stadig er yngre end dem

Jeg hader at blive ældre, er 26 og føler mig mere som en på 20 eller i starten af 20'erne, jeg ved simpelthen ikke hvad der blev af de sidste 4-5 år, eller det ved jeg godt, der er intet sket, jeg har mest af alt bare kæmpet for at hænge sammen og er røget ind og ud af depressioner og så er tiden bare gået med det.

Jeg syntes specielt det var ubehageligt at blive 26 for så er man jo tættere på 30 og over halvdelen af 20'erne er gået, så er man ved at være voksen, og når man når den alder, så mener jeg man burde have nået nogle ting, fået en uddannelse (eller i hvert fald være godt i gang med en), fået en kæreste, ha' etableret et godt netværk af venner og bekendte, sådan som jeg oplever de andre på min alder har, ingen af de dele har jeg og derfor kan jeg ikke rigtige forlige mig med min alder, synes slet ikke den passer på mig, og føler virkelig jeg kan begynde at høre uret tikke, for de ting jeg gerne skulle nå.

Oprindeligt indlæg af Nyeng

Jeg tror faktisk at lige præcis det der med at kunne huske (klart og tydeligt) hvad der skete for 20-25 år siden, det nogle gange kan få mig til at føle mig lidt gammel
Men indvendig er jeg nok stadig i 20'erne. Jeg betragter folk sidst i 30'erne eller omkring de 40 år som betydelig ældre end mig...men om 5 år runder jeg altså selv de 40 Men så længe jeg stadig bli'r skudt til at være i 20'erne, så vil jeg nok også opføre mig lidt sådan.
At jeg så heller ikke har fået hus og unger og alt det som mange andre på min alder har, det er vel også med til at holde én i en følelse af, at man stadig er yngre end dem

Ikke nødvendigvis. Jeg har hus, to børn, to biler, to katte og en hund - jeg burde være mindst 40. Men jeg er dog kun lige straks 34. Faktisk er min mentalitet slet ikke klar til ovenstående!

Ja, når jeg kigger i spejlet. Der begynder at komme Ole Ernst øjenbryn (hvis jeg ikke holder dem nede)......og igår så jeg to hår stikke ud af det ene øre

Desuden havde jeg allerede som 28 årig fundet glæden ved kombinationen af vintage portvin og chesterfield lænestol

Til gengæld føler jeg mig overhovedet ikke gammel. Lidt gammeldags, måske, men ikke gammel