Oprindeligt indlæg af grotesque

Jeg kender godt lidt den følelse af, at mangle noget af ungdommen. Jeg var ikke rigtig ung - gik fra at være et barn der tog sig af sine forældre til at flytte meget hurtigt hjemme fra og aldrig rigtig have overskud til alle de der ungdomsting og efter jeg blev student, gik jeg så ned med psykisk sygdom, så jeg følte at jeg manglede den del af mit liv og at jeg på visse områder slet ikke havde udviklet mig, som en normal ung person, fordi jeg ikke havde haft mulighed for det eller interaktionen med andre jævnaldrende. Jeg fik heldigvis nogle måneder på højskole og nogle måneder på universitetet, hvor jeg fik afløb for en del af det og så fandt jeg ud af, at selv om man er blevet "gammel" (altså ældre end 17), så må man godt skeje ud alligevel - for det handler om en selv og hvor man er og hvem man er. Så er der givetvis nogle der vil kigge skævt, men det er så noget af det, man som regel lærer at leve med, når man bliver ældre.

Jeg føler lidt jeg stadigt befinder mig tilbage som 16-17 årig. Jeg er stadigt i venteposition, jeg bor stadigt i "de mindre gode kvarter", jeg har stadigt ikke haft fast arbejde eller mere end 9 klasse at gøre godt med. Jeg er slet slet ikke hvor jeg skulle være. Det er jeg dog ved at acceptere, men føler som sagt stadigt at der er et "hul" i mit liv. Jeg er fucking 25, gift, bor et sted jeg regner med at blive hængende de næste 10 år, med gæld, budget og hele voksenpakken (minus børn- medmindre vi tæller kattene med). Jeg gad godt at have oplevet at bo alene. Ikke skulle tage hensyn til andre end mig, ikke skulle have hvert eneste boligkøb til en større debat, kun at skulle stå til ansvar til mig selv og kun mig.

ironisk nok havde min mor meget svært ved at opfatte mig som voksen - selv efter jeg havde boet for mig selv med hr dengang-kæreste i flere år. Hun brugte i lang tid "mor komandoer" ind til jeg flejnede og sagde hun saftsusme ikke skulle bestemme for jeg var dælme et voksent menneske! (nu er hun så i modsatte grøft og piver efter børnebørn skal vi ikke liiige sørge for at jeg kan tage vare på mig selv først inden jeg plopper afkom ud hva mutti)

Jeg kan sagtens mærke, at jeg er blevet ældre. Dog ikke ensbetydende med, at jeg er gammel - herregud, jeg er kun 24 (jeg har forøvrigt været herinde, siden jeg blev 17). Der er sket utroligt meget i mit liv, især fra 2007 og fremefter som i dén grad har præget mig, så jeg ikke længere døjer med de problemer, jeg engang havde. Men jeg føler mig skam ung, for nu har jeg mod på tilværelsen og klar til at kaste mig ud i alverdens udfordringer. Den ukuelighed havde jeg ingenting af, da jeg var teenager, hvor jeg tværtimod følte mig gammel og mæt af dage. Pænt ironisk.

Det er selvfølgelig nemmere for mig at føle mig ung, når mine kollegaer gennemsnitligt er dobbelt så gamle som jeg. Og som den møgunge, jeg så er, proklamerer jeg tit "Åh, det er sgu ikke sådan at blive gammel" i deres nærvær, bare for at drille

Med det sagt, så kan jeg godt mærke, at der er sket meget i de par årtier, jeg har været til. Barbie-dukker var det fineste af det fine (og nu kan man finde dem i Netto) som nu er erstattet er ækle Bratz dukker, My Littlest Petshop var nuttede små kræ, som nu er erstattet af mærkelige dyr med store øjne og underlige proportioner og æder vegetarmad og Walkie-Talkies var den fedeste teknologi. I dag er det fedtede skærme med facebook apps. Walkman og senere hen Discman blev troligt brugt hver dag og ens største problem var, hvis man rystede discmanen for længe, så CD'en blev ridset. Jeg kan huske, hvor stort et hit det var, da discmanen kom til for nu skulle man ikke spole for at høre den næste sang! I dag kan børn slet ikke forholde sig til den problematik.
Mine barndomsbilleder er ikke sorthvide, men de har en falmet gult skær. Jeg elsker charmen over at fremkalde "gammeldags" billeder frem for at bruge digitalkamera og se billedet på en skærm og/eller udskrive billedet på en printer med særligt papir.

Det er dog en mærkelig fornemmelse at blive omtalt som "dame" - noget jeg har oplevet adskillige gange både i fritiden og ifb med arbejdet. Det prædikat er ligesom det første søm i kisten

Ja! men så ringer jeg og bestiller en tid hos Dahlia (min botox-dame).

Oprindeligt indlæg af Zombie

NEJ! Du er 18 år!

Hahaha, det er vist ved at være nogle dage siden.

Oprindeligt indlæg af LukkerNu2

Ellers lever jeg i en boble på universitetet, hvor alle er samme alder fra omkring 21 til 30, og man ikke er rigtig voksen før man er færdiguddannet. Det er en brat opvågning når dem fra folkeskolen køber hus eller får børn og jeg så husker, at det kan man jo også når man er først/midt i tyverne.
Mit instinkt er ellers altid, at de er aaaalllllltttt for unge til sådan noget.

Åh ja, det kender jeg også. Synes det er så underligt at tænke på, at en hel del af mine klassekammerater fra folkeskolen er gift, har hus og børn og rigtige voksenjobs. Men det er jo ikke fordi de er vildt tidligt ude, det er nok nærmere mig, der er langsom...

Da jeg meget vel kunne være den yngste herinde i tråden (20 år), skal jeg nok passe på med at erklære mig selv gammel. Men derfor kan det jo godt gå grueligt op for én engang imellem, at man ikke bliver yngre...

Ud over at det har været ret absurd for mig at blive 20 og dermed hverken være barn eller teenager mere, så kom jeg i tanke om for nylig, at ud over at det meste af min omgangskreds OGSÅ har rundet de 20, så har jeg et par venner, som bliver 24 til næste år: Det er jo midt i tyverne... Midt i tyverne... Jeg synes sgu ikke, at det er længe siden, vi alle sammen var en flok tåbelige teenagere.

Samtidig har jeg bemærket, at jeg er begyndt at interessere mig mere og mere for "voksne" ting som politik, kultur og historie, og at jeg faktisk ikke gider drikke mig en kæp i øret hver eneste weekend mere (det sker dog stadig cirka en gang om måneden, helt oldsag skal man jo nødigt blive ). Mine tømmermænd er faktisk også ondere nu, end de var, da jeg var 17 - der satser jeg dog på, at det har noget at gøre med, at min krop ikke er så vant til alkoholindtag som dengang, og at det ikke allerede er alderen, som presser sig på. Men dengang kunne jeg sagtens drikke tæt to dage i træk; det kan jeg sgu ikke altid nu, selv om jeg gerne ville.
Lige omkring druk er det dog nok mig, der er et særtilfælde, for der er sgu stadig mange 20-årige, hvis weekender er meningsløse, hvis de ikke hænger sammen med et par flasker vodka, nogle kasser øl og det løse.

Og så er jeg også så tilstrækkeligt gammel, at jeg nåede at opleve kassettebånd og videoer frem for cd'er og dvd'er (dvd'en var ikke engang opfundet, da jeg blev født). Hvis man fortæller om de to førstnævnte til nutidens børn, så ser de sgu på en, som om man lige er trådt ind i nutiden fra stenalderen. Jeg var også så heldig, at vi havde et ægte modem nogle år - jep, sådan et, der larmede forfærdeligt, cuttede en fra telefonnettet og var dyrt, så jeg kun måtte sidde på internettet en time ad gangen - før vi fik bredbånd.

Oprindeligt indlæg af kchilli

Desuden synes jeg stadig det er utrolig mærkeligt, at nogen, der er født i starten/midten af 90'erne er så gamle, at de kan gå på universitetet og stifte familie o.lign.
Børn fra 90'erne har bare altid været sådan nogle små børn

Sådan har jeg det også, men bare med årgangene fra 84 og frem. Når jeg hører om en fra 84, der har fået barn, tænker jeg altid, at det er de da slet ikke gamle nok til endnu, de er jo stadig bare en flok små møgunger. Men nej, de er jo faktisk gået hen og blevet 27/28 år. Forstå det, hvem der kan, for jeg er jo stadig 18, selvom jeg er årgang 83.

Da jeg fyldte 25, hånede min (10 år yngre) lillebror mig ved at sige, at nu var jeg tættere på de 30 end de 20. Møgunge. Og 'sjov' som han jo er ( ), påpegede han, yderst skarpsindigt, da også lige, da jeg fyldte 29, at min næste fødselsdag ville være, når jeg fylder 30 år. HA HA........ Kom igen, når du er tør bag ørerne, teenager.

Da jeg indså, at jeg er ved at være klar til at få børn!! Til familiefester bliver jeg også hele tiden mindet om det, når "jeg" bliver omtalt som "I" (min kæreste og jeg), og da min moster spurgte: "Hvor holder I jul i år". For selvfølgelig holder jeg da jul sammen med mine forældre ;-) Men det er bare ikke længere det eneste naturlige at gøre. Dét er mærkeligt!