Jeg havde en aha-oplevelse med et par veninder i sidste weekend...vi skulle ud i byen, og blev faktisk hen ad vejen ret desperate! Jeg/vi går nok ikke så meget i byen mere, så vi vidste ikke helt, hvad vi skulle, hvor vi skulle hen osv. Faktum er, at vi brugte ret lang tid på at gå ind på steder, stå og kigge os forvildet omkring og så skynde os ud, fordi det i al sin gru gik op for os, at vi nærmest kunne være mødre til flertallet af slænget...

Den var ikke så rar!

P.S. Vi fandt et sted, hvor vi passede lidt bedre ind...

Da jeg fik briller kort før min 30 års fødselsdag... Det lagde lidt til jeg-er-blevet-gammel krisen

Oprindeligt indlæg af Piss_Miggy

Jeg var tre år, da jeg fik de første par briller. Jeg er født gammel.

Ditto her. Til begge dele.
Lignede du også Mis med de blå øjne?

Jeg fik briller som 6-årig, og mine forældre lod mig først få linser i stedet, da jeg var 15. Så jeg kan huske, at jeg i mine spæde teenageår faktisk følte mig helt vildt barnlig (eller i hvert fald var overbevist om, at andre syntes, at jeg var det), fordi jeg gik med briller - for hvis jeg gik med noget så kikset, så ville de da helt sikkert også se mig som den dér kiksede type, der stadig bare tog det tøj på, som hans mor lagde frem til ham om morgenen... Og så videre - ak, den kære tid med ikke kun at gå for meget op i, hvad andre tænkte, men også insistere på, at de kun havde dårlige meninger om én. Og ja, det var lidt før, at "briller-er-pyntegenstande"-fænomenet gjorde sit indtog.

Der føler jeg mig faktisk også lidt ældre, fordi jeg ser forskellen på briller - i min "tid" var det åbenlyst, at de folk gik med dem af praktiske grunde. Glassene dækkede ikke ret meget mere end øjnene, og stellet var meget tyndt og havde ofte en lys farve. Der blev tilsyneladende gjort en del ud af, at folks briller ikke skulle være en alt for tydelig del af deres ansigter. Så springer vi knap 10 år frem, og nu er glassene enorme (i hvert fald dobbelt så store, for de skal også liiiige dække det øverste af kinderne), og stellet er gerne næsten lige så tykt som glassene og har en fremtrædende sort/mørk farve. Hvor ville det være en katastrofe, hvis ikke det mest åbenlyse ved folks ansigt var deres briller...

Jeg har altid følt mig gammel. Gennem hele min barndom savnede jeg at have bare en enkelt jeg kunne diskurere ting med. Eller i det hele taget bare snakke med. Det var virkeligt en ensom opvækst. De andre børn så mig mere som en tutor end som en veninde. Jeg blev aldrig mobbet med det, men jeg tror nu nok de andre undrede sig over at jeg hellere ville læse end ud på legepladsen.
Så blev jeg 16, og jeg begyndte at drikke og feste. Det var normen for mig at tage en weekend hvor der blev drukket nonstop. Og de bedste historier jeg har er sjovt nok også fra den periode, for der gav jeg slip og udforskede alle mulige sider af mig selv. Jeg var enormt splittet. Når jeg var hjemme var jeg ansvarlig. Jeg betalte min mors regninger, jeg lavede mad til hende, og jeg gjorde rent hver dag, og om aftenen sad jeg så og læste. Så tog jeg toget til f.eks. Viborg og opførte mig som en snottet teenager med en IQ på stuetemperatur et par gange om måneden.
Da jeg var 18 flyttede jeg hjemmefra, og jeg var mere kaotisk end nogensinde før. Jeg kunne kun lige betale min husleje. Mad blev købt for pant, som jeg gik og samlede i skraldespande. Jeg drak næsten hver dag i Kildeparken. Jeg havde masser af venner, men jeg kunne stadig ikke snakke rigtigt med dem.
Men jeg vil faktisk gerne have den tid tilbage. Der var bare noget helt specielt over det. Jeg var midt i den akavede fase mellem barndommen og det at være voksen, og det var så interessant at følge min egen udvikling. Det var spændende at prøve at finde ud af hvem jeg er. I sidste ende fandt jeg ud af at jeg er en blanding af alle de oplevelser og indtryk andre mennesker har givet mig.
Nu har de fleste jeg kender et job. De er i gang med uddannelser. De er i faste forhold, og vil hellere være hjemme end ude i byen. Det er ikke længere svært for mig at finde en der bare helt vildt gerne vil tage en rask snak om psykiatri gennem tiden. Nu bliver jeg ikke stemplet som kedelig, bare fordi jeg hellere vil læse en bog, betale mine regninger, tage opvasken, og gå i seng efter at have set en dokumentar. Det har også gjort at endelig har den der indre ro folk så tit snakker om. Jeg har fundet ud af at folk faktisk synes jeg er et spændende menneske. Jeg er stadig ikke helt voksen, men jeg har det godt med mig selv. Også selvom jeg en gang i mellem tænker tilbage, og har lyst til at skrue tiden tilbage til dengang jeg var 14 år gammel, selvom jeg sikkert vil rynke på næsen hvis jeg nogensinde møder version af mig. Livet var nu simplere dengang.

Ja. Jeg tænker nogen gange at det godt nok er sølle at gå i seng før 22, en lørdag aften.

Og som nu hvor jeg er på ferie og trisser rundt uden makeup. Og lige, uden at blive kvalm, hvor jeg har hjulpet firårig med dårlig mave, med at skifte tøj efter at hun havde skidt i bukserne.

Når jeg skruer væk fra "The Voice" på min bilradio og over på radio24syv ......

Når jeg bruger ordet "skruer væk" - for i virkeligheden så trykker jeg bare på en knap bag rattet

JA!

Når jeg smider pat kranen så ender mine bryster fandeme i armhulen!

Tyngdekraften er ubarmhjertig

Når kunder specifikt spørger "efter den gamle gråhårede" , fordi de har en ældre bil de skal have reservdele til .

Så sent som i går ekspederede jeg dele til en Ford Consul fra 1973 .

Det var der det gik op for mig at jeg var den eneste af mine kollegaer der var født, da bilen var ny !!!!