Får du hjælp til din angst?

Jeg tænker, at du skal finde en allieret i din vennekreds. Er der en, du er mere fortrolig med?
Fortæl denne veninde om, hvordan du har det, og start med at være sammen med hende regelmæssigt.

Sammen kan I evt. finde ud af, hvordan du kan komme ud blandt flere mennesker. Din veninde kan måske tage med og være der for dig.

Jeg synes ikke, du absolut behøver arrangere en masse for at vinde dine venner tilbage, og du må selvfølgelig også stadig gerne være selektiv i forhold til, hvad du kan klare. Dine venner vil da sikkert bare være glade for at have dig tilbage, og hvis der er tale om en stor kreds kan du evt. forberede et venligt, men kort svar på, hvorfor du har været fraværende, så det ikke ender med, at du kommer til at bruge den første tid på at forklare og fortælle alle alt.

Oprindeligt indlæg af DetSorteCirkus

Får du hjælp til din angst?

Jeg tænker, at du skal finde en allieret i din vennekreds. Er der en, du er mere fortrolig med?
Fortæl denne veninde om, hvordan du har det, og start med at være sammen med hende regelmæssigt.

Sammen kan I evt. finde ud af, hvordan du kan komme ud blandt flere mennesker. Din veninde kan måske tage med og være der for dig.

Jeg synes ikke, du absolut behøver arrangere en masse for at vinde dine venner tilbage, og du må selvfølgelig også stadig gerne være selektiv i forhold til, hvad du kan klare. Dine venner vil da sikkert bare være glade for at have dig tilbage, og hvis der er tale om en stor kreds kan du evt. forberede et venligt, men kort svar på, hvorfor du har været fraværende, så det ikke ender med, at du kommer til at bruge den første tid på at forklare og fortælle alle alt.

Jeg får ikke hjælp til det. Angst er måske også et forkert ord at bruge . Det er mere en utryghed. Jeg bliver utryg når jeg ikke ved præcis hvad der skal ske og hvornår jeg er hjemme igen. Jeg har altid en frygt for, at folk ikke synes om mig.
Jeg er virkelig træt af at have det sådan.

Skriv et ærligt brev til dine veninder, omkring de tanker - man bør kunne dele den slags med sine veninder i min optik

Oprindeligt indlæg af heksenangie

Skriv et ærligt brev til dine veninder, omkring de tanker - man bør kunne dele den slags med sine veninder i min optik

Ja det har du ret i at man skal kunne, jeg er bare ikke god til at fortælle mine veninder om mine følelser, det er meget nemmere at høre på dem og hjælpe dem:-)

Jeg tror slet ikke du skal tænke på at arrangere en masse, for dine veninder vil helt sikkert bare være glade for at have dig tilbage . Hvad med bare at invitere en enkelt eller to på en kop kaffe hjemme hos dig selv? Måske du er mere tryg ved det, når det nu er hos dig selv, og hvis du inviterer to eller tre af dem, så skal du heller ikke "være på" hele tiden. Hvis du ikke helt kan overskue at de bliver hængende alt for lang tid, så kan du jo f.eks. invitere dem til kl. to, men sige at du skal noget andet kl. fem.

Og så synes jeg DetSorteCirkus' idé med at alliere dig med en særlig god veninde er en god idé, så hun kan støtte dig i det. Jeg ved det godt kan være lidt svært at skulle snakke om så personlige ting, uanset hvor god en veninde det er, men jeg er sikker på at du vil være rigtig glad for det, når du først har snakket med en om det.

Det kan godt være, at det var en god idé at invitere dem hjem. Jeg vil rigtig gerne, men jeg bliver allerede nervøs ved tanken. Det føles så dumt, for jeg ved at mine veninder vil synes, at det kunne være hyggeligt

Oprindeligt indlæg af PrincessForADay

Det kan godt være, at det var en god idé at invitere dem hjem. Jeg vil rigtig gerne, men jeg bliver allerede nervøs ved tanken. Det føles så dumt, for jeg ved at mine veninder vil synes, at det kunne være hyggeligt

Dét er jeg også helt sikker på at de vil, og det behøves jo ikke være en længere seance - bare en times tid over en kop kaffe . Og netop fordi du bliver nervøs, er det måske en god idé blot at invitere nogle få, men stadig mere end en enkelt.

Ved præcis hvordan du har det, for sådan har jeg det også selv. Jeg er på en eller anden måde "bange" for at ses med mine venner og veninder, for hvad nu hvis de ikke synes det er hyggeligt? Hvad nu hvis de lige pludseligt ikke kan li mig mere pg jeg bliver helt alene? Men jeg har i den sidste tid forsøgt at tvinge mig selv til at være sammen med dem. For det hjælper ihvertfald ingenting at isolere sig. Men øv hvor jeg hader de følelser! Jeg ville gerne bare kunne slappe af i selvskab med mine venner og bare lade tingene ske...

For mig er venner og veninder nogen som man har et eller andet tilfælles med, eller at man kan inspirere hinanden og gøre plads til, at man også kan være forskellige. Hvad lavede du med dine venner, før du fik denne her frygt for ikke at være god nok sammen med dem? Som du selv siger lyder det til, at du sidder fast i udtrykket, "sikkert" ("det gider de sikkert ikke, det bliver sikkert ikke hyggeligt"). På den måde bremser du dig selv i at nå nogen vegne med dine relationer, og du tør ikke at tage chancen, og se hvad der sker. Det virker til, at din forestilling om, at de skal bekræfte dig i dit voksende selvbillede af at du ikke er spændende nok at være sammen med, forhindrer dig i at lade dem få chancen for at bevise det modsatte. Og det er virkelig en skam, for du har tydeligvis noget at byde på, eftersom du fortsat bliver inviteret af dem til diverse sociale begivenheder.
Det kan være, at der er een eller to bestemte personer, som du især savner at ses med. Måske du kunne foreslå, at I tog et smut i biografen eller andet hvor omdrejningspunktet ikke lige behøver at være jer og at samtalen kører glat hele tiden. Men prøv ihærdigt at lade være med at lægge for mange kræfter i at spekulere på, hvordan det evt. vil gå i tiden op til aftalen, og mød op fordi det er savnet, du gerne vil ændre på. Jeg ved, at det garanteret er lettere sagt end gjort, men det vil givetvis være godt for dit selvværd at turde tage initiativet til en forandring