Hvis verden dog bare var så simpel.

Forklaringer kan være med til at forstå og bearbejde den situation du/man står i. Når du således kender baggrunden, så har du noget at arbejde ud fra i forhold til den situation du er i. Er du f.eks. social angst, så kan det være relevant at se på, hvad forklaringen til dette kan være og på den måde måske nemmere finde frem til en måde at komme over sin sociale angst.

En forklaring er for mig således hverken udtryk for en undskyldning eller en bebrejdelse af ydre omstændigheder.

Men det er da naturligvis altid bedst at bevare et positivt sind i forhold til den givne situation du befinder dig i.

Alt det du skriver, er jo bare sort/hvidt. Og i mange tilfælde kun muligt på papiret.
Der findes mennesker, som tror at de ikke lader sig gå på af fortiden. Mange af dem fortrænger, og det er bestemt ikke sundt.
Andre er bare stærkere, og har lettere ved at rejse sig.

Et menneskes psyke kan ikke bare knækkes igen og igen, uden at efterlade ar. Hvis man bliver ramt på selvværdet adskillige gange og konstant gennem en længere periode, er der ting der ændrer sig. Og nogle gange forværres folks livskvalitet.
Det handler ikke om at de dyrker fortiden. Det handler om at kroppen og sindet har fået en "rusketur", og at den reagerer på det.

Midt i alle dine teorier, glemmer du alle de psykiske skavanker der kan udløses. Som f.eks. PTSD. Og nej, det er ikke kun soldater der oplever det. Og nej, det er ikke noget man selv vælger at få, ligesom man ikke kan vælge det fra.

Du taler faktisk om mennesker, som var de robotter. Og det synes jeg egentlig er skræmmende. Og jeg tror ikke på dig, hvis du siger, at du overhovedet ikke er tynget eller mærket af de ting du har med i rygsækken.
Men uanset om det passer eller ej, skal du i hvert fald lade være med at trække dit verdensbillede ned over hovedet på andre. For du er på ingen måde i stand til at vurdere hvad andre bør og kan.

Efter have besøgt Indien (Hvor fattigom og nød er ude af danske proportioner) er jeg overbevist om at det er meget "kulturelt livsfilosofisk" hvordan man betragter sig selv, sit liv, sin "skæbne" og muligheder. I indien er der ikke meget selvmedlidenhed at skue, selv de fattigste fattige tigger med et smil på læben, som om at fattigdom og nød, ikke skal forhindre nogen i have et "lykkeligt liv". Det ER selvfølgeligt lidt "overdrivelse fremmer forståelse", for selvfølgeligt er der megen ulykke og sorg i hverdagens Indien, men satte man danskerne under samme omstændigheder, ville klage sangene lyde fra hvert et hustag, og selvmedlidenheden blomstre til en skov af ulykke.

Så "hvorfor folk gør det"? - En stor del af svaret på det spørgsmål er kulturen. Danskere "forventer" få et lykkeligt, harmonisk og "grænse perfekt" liv, og får de ikke det serveret på et sølvfad, med englesang og stjernelys, ja så er de ulykkelige (groft sagt).

"Hvad hjælper det"? - Ikke det store, i grunden, tværtimod. At have STORE forventninger til livet, er en smule farligt hvis livet ikke lever op til de rige muligheder man forventer af det.

Oprindeligt indlæg af adagio

Jeg er ret overbevist om at mennesker i almindelighed ville være lykkeligere hvis de kunne lægge bebrejdelser af omverdenen fra sig og i stedet fokusere på hvor de kan finde glæde.

Det sidste her kan jeg til dels godt følge dig i. Det er en del af den vestlige kultur og psykologi, at man gerne vil analysere og finde forklaringer, hvor man i andre kulturer dyrker nuet og accepten af det, man møder på sin vej. En tankegang, der indenfor de sidste år også på vore breddegrader er blevet ganske populær at snuse til form af meditation og mindfulness, hvilket næppe er helt tilfældigt.

Min personlige erfaring er, at der er en tid for alting. Når jeg har stået midt i kriser og problemer eller lige er kommet ud af dem, fungerer det ikke at lade som ingenting og lægge det hele bag mig. Jeg vil gerne lære noget af det, jeg har været igennem, for ikke at gentage fejl og få overskredet mine grænser igen. Her kan meditation være godt at samle kræfter igennem og få ro af, men jeg kan ikke være i nuet 24 timer i døgnet, når der er ting, der nager, og som jeg gerne vil blive klogere på.

Til gengæld har jeg haft stor glæde af at tilstræbe en mindfull hverdag, når jeg kan mærke, at jeg har fået det bedre og er nysgerrig efter at se fremad og ikke længere bruge så meget tid på fortiden mere.

Oprindeligt indlæg af Adorare

Alt det du skriver, er jo bare sort/hvidt. Og i mange tilfælde kun muligt på papiret.
Der findes mennesker, som tror at de ikke lader sig gå på af fortiden. Mange af dem fortrænger, og det er bestemt ikke sundt.
Andre er bare stærkere, og har lettere ved at rejse sig.

Et menneskes psyke kan ikke bare knækkes igen og igen, uden at efterlade ar. Hvis man bliver ramt på selvværdet adskillige gange og konstant gennem en længere periode, er der ting der ændrer sig. Og nogle gange forværres folks livskvalitet.
Det handler ikke om at de dyrker fortiden. Det handler om at kroppen og sindet har fået en "rusketur", og at den reagerer på det.

Midt i alle dine teorier, glemmer du alle de psykiske skavanker der kan udløses. Som f.eks. PTSD. Og nej, det er ikke kun soldater der oplever det. Og nej, det er ikke noget man selv vælger at få, ligesom man ikke kan vælge det fra.

Du taler faktisk om mennesker, som var de robotter. Og det synes jeg egentlig er skræmmende. Og jeg tror ikke på dig, hvis du siger, at du overhovedet ikke er tynget eller mærket af de ting du har med i rygsækken.
Men uanset om det passer eller ej, skal du i hvert fald lade være med at trække dit verdensbillede ned over hovedet på andre. For du er på ingen måde i stand til at vurdere hvad andre bør og kan.

Det Adigo skriver er ikke mere sort/hvidt end man i hundrevis af år ikke så det helt store af den slags "ynk"

Desuden så er din post et tydeligt bevis på hvad der er galt i samfundet, for nøjagtig som du skriver her, så er det ikke længere "worst case" at man kan blive ramt af episoder i ens liv, men det er forventet at man er "ramt" af det.

Det er som Lille Per der falder og så du skynder der over og ynker sammen med ham, i stedet for at tage ham op og så "hey det var sgu surt men du er ok, løb nu videre"

Psykologien har tydeligvis sin goder, men som man ser her inde og især i den her tråd også sine ulemper.

Oprindeligt indlæg af adagio

Vi har vel alle hørt om stigningen i antallet af diagnoser, psykisk syge osv. Mennesker er blevet meget forklaringsfokuserede. Hvorfor er jeg som jeg er? Hvorfor er jeg ikke alt det, jeg gerne ville være? Og forklaringerne er næsten altid ydre omstændigheder. Jeg blev mobbet i skolen, min mor begik selvmord, min far var alkoholiker, min ekskæreste slog mig, osv. osv. Der var for noget tid siden en historie om en kvinde der var blevet skubbet ud af vinduet fra X. sal af sin voldelige kæreste. Hun overlevede, men havde stadig en del fysiske mén og smerter, og nu var manden kommet ud af fængslet og i praktik hos Claus Meyer. Hun skrev en artikel i Politiken om hvor frygteligt uretfærdigt det var at han nu fik de her muligheder, imens hun sad tilbage med alle de fysiske mén. Langt de fleste kan vel være enige med hende i at den situation ikke er udtryk for nogen form for kosmisk retfærdighed, men jeg blev helt frustreret af at læse artiklen og de tilhørende kommentarer fordi jeg hele vejen igennem følte at kvinden og alle de mennesker der kom med støttende kommentarer grundlæggende havde misforstået noget. Hun jagtede en mening og en retfærdighed som hun aldrig nogensinde ville finde i stedet for at kigge fremad. Det forekom mig at hun havde brug for at nogen fik hende hevet ud af hendes selvmedlidenhed hvor berettiget den end måtte synes at være.

Så hvorfor gør mennesker det? Hvad hjælper det? Og hvorfor er der det fokus på at finde forklaringer og forstå i stedet for bare at få det bedste ud af den situation man nu er i?

Jeg er ret overbevist om at mennesker i almindelighed ville være lykkeligere hvis de kunne lægge bebrejdelser af omverdenen fra sig og i stedet fokusere på hvor de kan finde glæde.

Jeg tror, at det er blevet hårdere at være menneske i Danmark, hvis man har problemer eller har en fortid, der gør, at man har nogle ting, der kan drille.

Den kvinde, du taler om, har måske overhovedet ikke fået noget hjælp til at bearbejde den hængelse og situation, som hun er blevet udsat for. Dét må være svært at se på, at vedkommende som påførte hende den tilbydes hjælp og opbakning - på trods af, at det jo samfundsmæssigt har værdi.

Der er færre og færre arbejdspladser, hvor der tid/rum til, at man har issues af en eller anden art. Rummeligheden på arbejdsmarkedet er en joke - og det er stort set umuligt at få hjælp fx fra kommunerne, hvis man er syg, handicappet eller på anden måde har problemer.

Alt negliceres i dag som aldrig før - 'tag dig bare sammen' er tidens trend og der er altså mennesker, der ikke kan tage sig sammen og få løst problemer og 'leve lykkeligt'. Det skal de så føle sig skyldige over istedet for at blive mødt, hvor de er i forhold til de ting, der kan være problematiske.

Det er meget klar dig selv for tiden, uanset, hvad der sker i dit liv, synes jeg og der mange mennesker, der ikke kan det (med rimelighed, endda) - og så nytter det ikke at tale om fattigdom i Indien ect..

jeg er ret modsat det. Da først jeg fik diagnose faldt en masse brikker på plads og en kæmpe del af selvbebrejdelserne forsvandt. Nu kan jeg langt bedre håndtere det end før hvor jeg ikke anede hvorfor jeg faldt i søvn efter besøg eller hvorfor mine tanker var "høje" eller hvorfor en tur i bilka udviklede sig til hulken på toilettet.

Jeg er utroligt glad og lettet over diagnosen og selvom mit liv ikke just former sig som ønsket, så synes jeg generelt set jeg er rimeligt lykkelig det meste af tiden

Oprindeligt indlæg af Jaba

Efter have besøgt Indien (Hvor fattigom og nød er ude af danske proportioner) er jeg overbevist om at det er meget "kulturelt livsfilosofisk" hvordan man betragter sig selv, sit liv, sin "skæbne" og muligheder. I indien er der ikke meget selvmedlidenhed at skue, selv de fattigste fattige tigger med et smil på læben, som om at fattigdom og nød, ikke skal forhindre nogen i have et "lykkeligt liv". Det ER selvfølgeligt lidt "overdrivelse fremmer forståelse", for selvfølgeligt er der megen ulykke og sorg i hverdagens Indien, men satte man danskerne under samme omstændigheder, ville klage sangene lyde fra hvert et hustag, og selvmedlidenheden blomstre til en skov af ulykke.

Så "hvorfor folk gør det"? - En stor del af svaret på det spørgsmål er kulturen. Danskere "forventer" få et lykkeligt, harmonisk og "grænse perfekt" liv, og får de ikke det serveret på et sølvfad, med englesang og stjernelys, ja så er de ulykkelige (groft sagt).

"Hvad hjælper det"? - Ikke det store, i grunden, tværtimod. At have STORE forventninger til livet, er en smule farligt hvis livet ikke lever op til de rige muligheder man forventer af det.

apropo så har jeg lidt den "fordom" at andre kulturer i større grad hjælper hinanden hvor vi i vesten er mere "hver mand for sig selv"