Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan rækkefølgen kan være kys, sex eller andet i den dur og så date? Der må jo have været et første møde inden alt det andet starter op.
For mit eget vedkommende har jeg oplevet at være forelsket, inden jeg begyndte at komme sammen med nogen. Og jeg har også oplevet at være tiltrukket af/godt kunnet lide en person, som jeg er begyndt at komme sammen med, hvor det siden har udviklet sig til kærlighed.

Jeg ser det på denne måde:

I teenage-årene tror man jo nærmest, at man skal giftes og have børn med alle kærester man har. Man er nok heller ikke så seriøs med hvem man dater, og ja, jeg tror man har lettere ved at forelske sig.

I voksenlivet handler det jo ikke kun om forelskelse, men også om 100 andre ting. Bopæl, børn, børn fra tidligere forhold, erhverv, forsørgelse og andre "praktiske" ting. I voksenlivet overvejer man nok også mere hvem man ønsker at være sammen med.

Oprindeligt indlæg af moma

Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan rækkefølgen kan være kys, sex eller andet i den dur og så date? Der må jo have været et første møde inden alt det andet starter op.
For mit eget vedkommende har jeg oplevet at være forelsket, inden jeg begyndte at komme sammen med nogen. Og jeg har også oplevet at være tiltrukket af/godt kunnet lide en person, som jeg er begyndt at komme sammen med, hvor det siden har udviklet sig til kærlighed.

Jeg mener efter man har mødtes i byen, eller til en fest.

bump

bump

Jeg havde et godt øje til min kæreste længe inden jeg rykkede ind efter guldet og da han så var min - MUHAHAHAHAH, min miiiiiiiiiin! - så blev jeg forelsket.

Jeg er gammel og erfaren nok ud i alt det der, til at vide, at der absolut ingen grund er til at udvikle følelser for en person, som enten 1. ikke er interesseret, eller 2. grundlæggende ikke passer til mig, eller 3. det ikke ville være muligt at få et tilfredsstillende forhold til. Så trækker jeg følehornene til mig og/eller lader være med at nære følelserne (altså: give dem næring).

Så det er vist hverken fordi jeg indgår fornuftsægteskaber med mænd, jeg ikke er vild med, bare for at se, om han ikke alligevel skulle være the one, eller fordi jeg bliver hovedkuls forelsket og så handler på det. Jeg er bevidst om processen, kan genkende tegnene og har derfor langt hen ad vejen mulighed for at styre hvad der skal ske.

Er det ikke et spørgsmål om at man dels som teenager måske er noget mere i sine hormoners og følelsers vold, men måske i endnu højere grad at man ikke er så erfaren og ved hvordan forelskelse/kærlighed også kan være.

Jeg husker ihvertfald tydeligt (mimre mimre) sommerfulgene i maven når det store crush i gymnasiet var nær - men den følelse ikke er så fremtrædne i mit forhold idag. Ej heller da det var nyt. Derimod er den afløst af en mere - i mangel af mindre højtflyvende udtryk - dyb og meningsfuld kærlighed. Som også afspejler sig i den måde man/jeg bliver forelsket på.

Så hvor man som teenager lever meget mere i nu´et og derfor kan give sig helt hen til det crush man har p.t., så er det min erfaring at man som "voksen" (hvad det så end er), kva sin livserfaring, mere eller mindre automatisk har lidt andre og flere kriterier før man forelsker sig.

Og derfor kan det ofte tage noget tid og en del dates før de lidt stærkere følelser opstår.

Teenageren tror jeg ofte er mere villig til at acceptere et mindre crush som en større forelskelse, ganske enkelt fordi h*n endnu ikke har oplevet noget andet endnu.

Dermed ikke sagt at teenage-forelskelser er noget man skal kigge ned på eller ikke er "så meget værd" som de der kommer senere i livet. Det er vel bare et udtryk for at man er to forskellige steder i livet som teenager og senere hen. Og selvom jeg ikke ville bytte, så kan jeg dag sagtens stadig savne de teenage-crushes jeg havde dengang