Do you see yourself objectively or do you, as I, require a myth?
Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, så ved min mand og mine forældre at jeg er donor, og at de ikke har noget at skulle have sagt, hvis det skete at jeg kom i sådan en situation.
Jeg ved at mine forældre ikke er tilmeldt i registeret og ligeså min mand, dog ved jeg hvad de ønsker, så hvis det skulle ske med en af dem, ved jeg hvad de selv ønsker.
Min søster har sagt/meldt i registret (ved faktisk ikke hvordan det foregår) at hun ikke ønsker at donere noget som helst.
If you fallI'll be there
- ground -
Jeg valgte at registrere det på sundhed.dk i går. Har ellers kun gået rundt med et donorkort i pungen.
De må tage det hele og skal ikke bede om accept. Tror ikke min familie synes det er nødvendigt at jeg spørger dem. De synes nok at jeg skal gøre det jeg føler for. Vi har alle sammen været flittige bloddonorere og tror også de har sagt ja til organdonation, så det er lidt en fælles enighed vi har, uden egentligt at have diskuteret det.
Mht. om det var for hurtigt at tale donation, kan man være uenig el. enig. Da jeg så udsendelsen, blev jeg lidt forarget over at lægen var så hurtig ude, fordi Carina stadig ikke var erklæret hjernedød. Samtidig kunne jeg også godt forstå at man har brug for så friske organer så muligt.
Senere ændrede jeg opfattelse, da jeg læste, at det oprindelige formål med programmet var at sætte fokus på organdonatione. At situationen ændrede sig, som den gjorde synes jeg ikke jeg vil klandre lægen for mere. Familien vidste allerede fra starten at de deltog i en dokumentar ang. organdonation. Så jeg kan faktisk ikke forstå at det kan komme som sådan et chok at lægen bragte det op. Etisk kan man så diskutere, hvorvidt man skulle have lavet en sådan dokumentar. Men familien har vel vidst, hvad de gik ind til.
At de så måske ikke kunne overskue det er så en anden side af sagen. Men så burde de måske have sagt nej til deltagelsen. Uanset er det synd for Carina og familien.
Jeg er organdonor og har valgt at de må tage alle organer, og de behøver ikke at have mine pårørendes accept. Jeg har informeret mine nærmeste om det, og de har det helt fint med det.
Now that I'm older I thought it was great that I seemed to have more patience....Turns out I just don't give a shit.
Jeg har. Men altså, min mor er sygeplejerske, så det var noget vi snakkede om, dengang jeg boede hjemme, og jeg bestemte mig også allerede før jeg fyldte 18 for, at mine organer egentlig skal gives til andre, skulle den situation opstå. Og eftersom jeg var så ung, tænkte jeg, at det nok var meget godt, at mine forældre vidste det, eftersom de jo så i givet fald skulle give tilladelse. Men det var ikke en alvorlig, lang samtale, mere bare en konstatering af, at jeg har bestemt mig for, at de må tage mine organer når jeg dør. Nu ved min kæreste det så også, bare fordi.
.."Then we take Berlin"
Ja. De kender til alle de beslutninger jeg har taget omkring døden. Jeg er i gang med at udfylde Min sidste vilje og har været det i nogle år nu, men jeg tænker lidt at det ikke haster. Haha.
Men jo - mine forældre og min søster er informeret omkring organdonation, testamentering af legeme og tilladelse til obduktion. Det er de rette myndigheder også.
Det er dit hoved, der forhindrer dig i at drukne i regnvejr, for du bruger det jo ikke til andet.
Jeg har taget stilling for flere år siden og jeg er organdonor og bærer kortet i min pung. En af grundene til at jeg har taget stilling, er at jeg ikke synes at mine nærmeste skal tage stilling, hvis jeg f.eks. kommer ud for en ulykke, som det var tilfældet med Carina i Dr's dokumentar.
Men jeg har også taget stilling, fordi jeg ville tage imod hvis jeg havde brug for et organ. Og når man gerne vil det, så føler jeg at det er mest rigtigt også at ville give den anden vej
Mine nærmeste ved godt at jeg har taget stilling.
16.11.2012 Nu som kone til min søde mand
Vi ses Far, Jeg elsker dig16.11.52 - 25.06.10