Jeg tog stilling for nogle år siden, hvor de kørte en kampagne. Jeg har valgt at donere det hele, og mine pårørende bliver slet ikke spurgt. Jeg fortalte dem det, da jeg registrerede mig, og det havde de det helt fint med.
Jeg mener, at det er vigtigt, at man tager stilling og får det registreret - uanset om man ønsker at blive organdonor eller ej. På den måde bliver det lettere for både læger og pårørende.

Oprindeligt indlæg af Turtlelicious

Jeg er lige lidt nysgerrig:
Jer, der skriver, at I har taget stilling, har I oplyst jeres næreste jeres holdning eller hvorledes?

Ja, det har jeg.
De må tage det de kan uden pårørendes accept. Efter at jeg er død, selvfølgelig.

For mig er det et nej. Jeg skal heller ikke have en eller andens mands organer i min krop. Bare for at forlænge en historie jeg ikke tør fortælle færdig.

Jeg valgte for mange år siden at melde mig som organdoner. Når jeg er død, kan de tage lige, hvad de vil. Jeg skal ikke bruge min krop mere, så ville da være fantastisk, hvis jeg kunne hjælpe nogen som er syge.
Jeg dømmer ikke folk, som har valgt ikke at ville gøre det samme, det må være op til en selv, hvad man ønsker der skal ske med ens krop, når man dør.

Når jeg dør, må de tage alt hvad de kan bruge, og de skal ikke have mine pårørendes accept. Jeg vil ikke sætte min familie i en situation, hvor de skal tage stilling til det, og det ved de. Min nærmeste familie har det i øvrigt på præcis samme måde, og er også tilmeldt donorregisteret, og det er jeg glad for, for jeg ville heller ikke ønske at skulle tage den beslutning.

Oprindeligt indlæg af advocatus-diaboli

Jo, du har. Det fremgår ret tydeligt af dit indlæg. Og det er folk med holdninger som dine, der er en af de primære grunde til at jeg ikke donerer noget som helst fra min krop.

Så fordi der findes folk som har holdninger som disse, så er det den primære grund til at du ikke donere noget som helst til folk som har brug for det?

Oprindeligt indlæg af englekatten

Jeg har taget stilling for flere år siden og jeg er organdonor og bærer kortet i min pung. En af grundene til at jeg har taget stilling, er at jeg ikke synes at mine nærmeste skal tage stilling, hvis jeg f.eks. kommer ud for en ulykke, som det var tilfældet med Carina i Dr's dokumentar.

Men jeg har også taget stilling, fordi jeg ville tage imod hvis jeg havde brug for et organ. Og når man gerne vil det, så føler jeg at det er mest rigtigt også at ville give den anden vej

Mine nærmeste ved godt at jeg har taget stilling.

Præcis, synes ikke at man kan forvente at modtage, hvis man ikke vil give. En af grundene til at jeg er organdonor, er at jeg sådan ville håbe at der var et organ til en af mine kære, hvis de blev syge og havde brug for fx en ny lunge eller nyre.

Jeg har inde på sundhed.dk givet begrænset tilladelse til organdonation.
Af en eller anden grund er det mig meget imod at donere hud og hornhinder. Jeg ved ikke hvorfor, men det var afgørende for, om jeg havde det godt med det.

Min familie ved, at jeg er tilmeldt donoregisteret. Min donation forudsætter mine pårørendes accept. At de vil sige ja, er jeg eet sikkert på, men jeg tænker alligevel, at det er dem, der "skal leve videre med det", hvis der ni skulle blive relevant. Derfor er der vigtigt for mig.

Da jeg sagde det til mine forældre, var det bare sådan noget a la: " Jeg er forresten blevt meldt til som organdonor - bare så I ved det".

Da jeg var yngre, fik jeg registreret er forbud imod at bruge mine organer. Jeg gjorde det vist allerede som 16-årig. Kan huske, at mine klassekammerater var meget forargede. De ville naturligvis alle selv donere - i følge dem selv.
Der var sig ingen af dem, der reet hade taget stilling og talt med deres familie og/eller registreret noget som helst.

Jeg har taget stilling og givet tilladelse til, at de må høste bestemte organer. Mine pårørende skal ikke give endelig accept, beslutningen er truffet og de skal ikke stå med det, hvis jeg uventet går hen og dør i en yngre alder.