Først og fremmest er min holdning, at du, omend du skriver, du ikke er det, ER enormt fordømmende i forhold til de mennesker der vælger at melde sig ud af donorregistret, eller slet ikke melder sig ind. Folk kan have nok så mange grunde til at vælge organdonation fra. Måske er de af den overbevisning, at sjælen findes og bl.a. sidder i de indre organer, måske er de i tvivl, måske bryder de sig ganske enkelt bare ikke om tanken om at give afkald på noget, selv efter deres død, og det er sgu fuldstændig okay, og SLET ikke op til hverken dig eller mig at agere dommer på det.

Du kan sidestille det med, at nogle vælger at blive begravet og nogle vælger at blive kremeret udfra hvad de selv synes er mest meningsfyldt, det er folks eget valg, men at begynde at dømme dem på, at de potentielt ikke er af samme overbevisning som en selv, er bare unuanceret og ubegavet.

Og ja, jeg har taget stilling, er registreret organdonor og får også tappet blod.

Jeg er - stadig - organdonor. Men jeg vil da ikke presse nogen til at blive det.

De må tage hvad de kan bruge hvis det bliver aktuelt, det er registreret og min familie ved det. Hvad andre gør må de selv om der kan være mange årsager til at man vælger som man gør, og man bliver ikke et dårligere menneske af ikke at være organdonor. Uanset hvad så er det bare godt at have taget stilling, for at ens potentielt efterladte ikke skal træffe den beslutning.

Jeg har været tilmeldt lige, siden jeg fyldte 19 og flyttede hjemmefra. Har desuden tilkendegivet min holdning til mine næreste. Hvis jeg dør
og kan donere organer, så skal det gøres. Ellers doneres mit lig til lægevidenskaben.

At der er for få donere, er intet nyt. Der kommer jævnligt sager/dokumentarer op, hvorefter det så bliver diskuteret i medierne. Same old Same old

Jeg donerer blod, organer, knoglemarv og legeme - og jeg har også tilladt obduktion. Jeg vil gerne være med til at læger og tandlæger bliver dygtigere.

Jeg synes det er forfærdeligt at folk tilbagetrækker deres accept på grund af et sensationsprogram. Hvor tit er det at lægerne fejldømmer? Selvfølgelig skal lægerne tage samtalen med pårørende, når det ser ud til at gå den forkerte vej. Hellere dét end at sige "hun skal nok klare den" og når hun så ikke gør alligevel, tage snakken om organdonation. Det ville være meget værre, imo.

Jeg stoler stadig på lægerne og sundhedssystemet og trækker ikke noget tilbage af den grund.

Jeg har snakket med mine nærmeste og besluttede at det er op til hvad de føler, jeg kan godt forstå hvis mine børn eller kæreste ikke kan magt at tage afsked på den måde det kræver for at donere så derfor lader jeg det op til dem, hvis behovet skulle opstå.

Jeg tror dog ikke jeg med min sygdom (og det medicin jeg har fået og får) kan bruges, men kan jeg og er mine efterladte ok med det så fint for mig, min kæreste har samme holdning.

Har taget stilling for flere år siden.

Selvom du endnu ikke kan registrere dig, kan du jo fortælle din familie om dit ønske. Det ville jeg selv som pårørende være glad for at kende, hvis jeg stod i den situation, hvor det valg skulle træffes.

Jeg synes, det er ærgerligt, at nogle trækker deres tilsagn tilbage på baggrund af den sag, men jeg dømmer ingen og forstår sådan set godt, at tvivlen kan dukke op.
Ved man reelt, hvor mange der har meldt sig ud på nuværende tidspunkt?

Jeg er selv tilmeldt registeret, og har ikke tænkt mig at trække mit tilsagn tilbage. Jeg har dog valgt at tage forbehold for pårørendes accept. Magter de det ikke, er det også ok for mig. Det er dem, der skal leve med det bagefter.


Jeg synes, Carinas lillebrors tanker om donation var tankevækkende. Det siger rigtig meget om, hvor svært det kan være for de pårørende.

Frit citeret efter hukommelsen:
"Jeg vil hellere have, at det er helt hende, der kommer i jorden i stedet for halvt hende, fordi de tager nogen af hendes ting" - Så siger han noget om at få noget, hvor der mangler noget, og så kan man ikke lave det færdigt. Som et puslespil. - "Så er Carina rundt omkring, i stedet for at være hvor vi kan besøge hele hende."

Jeg synes det er helt op til folk selv - ville ikke have det godt med, hvis nogen skulle bestemme over mine organer eller hvis jeg skulle modtage organer mod afdødes eller dennes pårørendes vilje ... Det er dejligt at der findes folk der vil donere og give blod og den slags, men dem som ikke vil, har nok en god nok grund. Men jeg synes det er bedst hvis man selv har taget stilling, så pårørende ikke ender med at stå der og ikke vide hvad de skal gøre, fordi de måske ikke kendte afdødes ønsker eller selv ønsker noget andet ...

Personligt er jeg ikke organgdonor. Det kan jeg nemlig ikke være pga. sygdom. Hvis jeg kunne, ved jeg ikke om jeg ville være det - det er svært at tage stilling til noget, man reelt ikke kan tage stilling til, fordi man aldrig kommer til at stå i situationen, synes jeg. Men jeg vil meget gerne ind og stå på panum eller i et klasseværelse, når tid er!