Oprindeligt indlæg af Heres-Your-Sign

Hvad er det der gør at I ikke tror på folk mener deres komplimenter?

Erfaringer og den manglende tillid til den menneskelige race hvor jeg mener at folk siger noget positivt for at få noget endnu bedre igen

Oprindeligt indlæg af Heres-Your-Sign

Hvad er det der gør at I ikke tror på folk mener deres komplimenter?

Hele mine skolegang blev jeg mobbet helt ubeskriveligt meget.

En af mobbernes taktikker var at rose et eller andet, og blive ved indtil jeg lod paraderne falde en smule, for så at vende på en tallerken og så køre på hvor dum jeg dog var, når jeg troede på det.

Jeg smiler og siger tak.
Ofte bliver jeg også tit rød i hovedet - hvorfor ved jeg ikke.

Oprindeligt indlæg af nobleman

Erfaringer og den manglende tillid til den menneskelige race hvor jeg mener at folk siger noget positivt for at få noget endnu bedre igen

Oprindeligt indlæg af Griselinen

Hele mine skolegang blev jeg mobbet helt ubeskriveligt meget.

En af mobbernes taktikker var at rose et eller andet, og blive ved indtil jeg lod paraderne falde en smule, for så at vende på en tallerken og så køre på hvor dum jeg dog var, når jeg troede på det.

Det gør mig oprigtig ked af det, at høre I tænker sådan.
Jeg har dog en vis forståelse for, at jeres tidligere erfaringer skygger over nutidens realiteter. Dog håber jeg at I med tiden vil opdage, at ikke alle har en skjult agenda, personligt ville det gøre mig trist, hvis folk jeg gav komplimenter, skød mig deres egen skepsis i skoene.

Oprindeligt indlæg af Thitida-No-Chey

Her i Jantes højborg, hvordan reagerer du på komplimenter? Og reagerer du ens, om det er fremmede, de kommer fra, eller bekendte?

Jeg er rigtig dårlig til at tage imod komplimenter, siger altid bare pænt tak, og så sætter jeg mig til at filosofere over, hvad jeg skal følge det op med...

Jeg siger såmænd bare "tak, det var venligt af dig at bemærke" og så er den ude af verden. Det er der ikke noget akavet over i min verden. Jeg giver selv komplimenter, hvis jeg mener det er på sin plads eller gavnligt, men jeg giver aldrig "hævngrønt"-komplimenter. Jeg føler mig ikke forpligtet til at levere en kompliment tilbage, bare fordi jeg har fået en. Det er jo heller ikke sådan det bør virke.

Jeg har det stramt med folk som ikke kan finde ud af at modtage en kompliment i ro og mag, og jeg har det virkelig svært med folk der begynder at benægte komplimenten. Fx "jeg synes den skjorte klæder dig", og hun så begynder at benægte, og mener hun ser for lav eller buttet ud i den... Så tænker jeg "SÅ HOLD DOG KÆFT. Jeg sagde JEG synes den klæ'r dig - ikke at DU synes det. Lad være med at kald mig for en løgner, fordi du er usikker på dig selv!" Så er det helt sikkert sidste gang at jeg har gjort mig den ulejlighed med at komplimentere vedkommende.

Oprindeligt indlæg af advocatus-diaboli

Jeg har det stramt med folk som ikke kan finde ud af at modtage en kompliment i ro og mag, og jeg har det virkelig svært med folk der begynder at benægte komplimenten. Fx "jeg synes den skjorte klæder dig", og hun så begynder at benægte, og mener hun ser for lav eller buttet ud i den... Så tænker jeg "SÅ HOLD DOG KÆFT. Jeg sagde JEG synes den klæ'r dig - ikke at DU synes det. Lad være med at kald mig for en løgner, fordi du er usikker på dig selv!" Så er det helt sikkert sidste gang at jeg har gjort mig den ulejlighed med at komplimentere vedkommende.

Jeg er ikke overordnet uening med dig, men der er piger som ikke rigtigt ved hvordan de skal forholde sig til den slags (komplimenter) som denne tråd tydeligt viser. De gør det ikke for irritere nogen, for være "på tværs", vanskelige eller irriterende. De gør det fordi de ikke ved hvad ben de skal stå på, det er ikke "bevidst" de prøver pisse dig af med svare, hun eksempelvis "mener hun ser for lav eller buttet ud i den skjorte... el. lignende" Det er usikkerhed, og jeg synes det ville være en synd i de gode guders øjne, hvis du bliver "sur" og hidser dig op for at hun kalder dig en "løgner".

Måske hun i grunden fortjener det kompliment mere end nogen anden, måske er hendes reaktion netop bevis på, hun er så uvant til den slags, hun ikke ved hvordan hun skal forholde sig.

Jeg synes det ville være dobbelt synd, at du så nøjes med komplimentere de "flotte" tøzer som smiler, men bare tænker "sure, fortæl mig noget nyt", fordi de er så vandt til det de ikke RIGTIGT kan tage det seriøst.

INTET (i min syge verden) er sødere end en pige som modtager et kompliment, nærmest rødmer og ikke ved hvad hun skal svare eller gøre af sig selv. Jeg er VILD med piger som kan fortrylles, isdronningerne overlader jeg trygt til andre fyre Så næste gang, send dem over til mig Så giver jeg isdronningerne dit nummer

Jeg tager faktisk rigtig dårlig imod komplimenter.

Og kan i tilfælde hvor jeg får fornemmelsen af, at det er skamros, godt finde på at modsige folk og deres komplimenter.

Jeg tror lidt at det måske bunder i, at i de tilfælde hvor jeg får ros, så ved jeg faktisk godt, at det er iorden det jeg har lavet, men så får jeg ofte "et stående bifald", og al den opmærksomhed jeg får, er slet ikke noget jeg hverken er vant til eller er i stand til at håndtere.
Og så kan jeg måske ende lidt med følelsen af "wow, med de vendinger som de bruger, så tror jeg næsten at de siger det for at jeg ikke skal blive ked af det"

Jeg ved ikke om det giver mening?
Jeg er ikke vant til opmærksomhed, og når jeg så får det, hvad enten det er positiv eller negativ, så bliver dte for meget.

Jeg bliver smigret - og siger tak ... og jeg elsker det (men kan nu også godt rødme lidt)

Jeg har øvet mig så længe at jeg efterhånden kan smile, rødme og sige tak.
Tror ofte ikke på det. Øver mig stadig i at gøre netop det
En sjælden gang imellem får jeg komplimenter som gør mig så glad at jeg kan tude (altså ikke i situationen heldigvis, men senere når jeg tænker på det) og dem gemmer jeg tæt på mit hjerte altid. Til dårlige dage eller i det hele taget til at forsøge at få mit selvværd bare lidt op. Lidt ad gangen. Det skal nok lykkes en dag