Hvis min kæreste siger at jeg er lækker, siger jeg "jep, det ved jeg" og smågriner. Hvis min arbejdsgiver siger at jeg gør et godt stykke arbejde, smiler jeg og siger tak, det er jeg glad for. Hvis en ven eller bekendt giver mig en kompliment, ved jeg tit ikke helt hvordan jeg skal reagere, det føles som regel lidt akavet.

Jeg har med tiden lært at tage imod komplimenter. Og jeg bliver glad, smigret, stolt og måske lidt flov. Alt efter hvem der siger noget pænt og hvad der bliver sagt. En sjælden gang bliver jeg også sur, hvis det f.eks. er en "klam" mand, som bliver ved med at sige jeg ser godt ud. Det ved jeg nemlig godt, at jeg ikke gør.

Oprindeligt indlæg af Jaba

En tanke slår mig i denne forbindelse, altså mht. hvordan vi (som ikke er så gode til tage imod komplimenter) i grunden er sat sammen.
Måske er der uoverenstemmelse imellem vores selvværd og vores selvtillid? Og måske virker komplimenter som irettesættlser, som ikke helt stemmer overens med vores eget "billede" af os selv?

Just a thought....

Jeg tror du har fat i noget rigtigt der..
Som jeg læser mange af svarene i denne tråd, så handler det meget om både manglende selvværd og lav selvtillid.
Hvis man ikke selv synes man er det 'værd', så vil det helt sikkert være svært at godtage en kompliment fra et andet menneske..

Vil lige tilføje, at selvom jeg ikke helt har lært at tage imod komplimenterne, så er jeg blevet bedre til at give dem selv.

Ikke kun med ord, men også med kropssprog - rygklappet, når nogen har gjort noget godt, har jeg fundet ud af gør underværker (hvertfald der hvor jeg befinder jeg)

Oprindeligt indlæg af Lillex400

Jeg har med tiden lært at tage imod komplimenter. Og jeg bliver glad, smigret, stolt og måske lidt flov. Alt efter hvem der siger noget pænt og hvad der bliver sagt. En sjælden gang bliver jeg også sur, hvis det f.eks. er en "klam" mand, som bliver ved med at sige jeg ser godt ud. Det ved jeg nemlig godt, at jeg ikke gør.

Men så er det jo igen ovre i det som AD nævnte, du ved da ikke om den 'klamme' mand rent faktisk synes du ser godt ud, selvom du ikke selv er af samme mening.

Siger altid pænt tak, men får samtidig også lige lagt en dæmper på komplimenten ved at bruge sarkasme. Det er pisse irriterende at jeg gør det, men tror også det handler om at jeg ikke helt tror på komplimenten, tror selvfølgelig på at personen mener det de siger, men jeg tager det ikke til mig.

Jeg har virkelig øvet mig i at modtage komplimenter bedre. Altså, ikke at gøre den der typiske kvinde-ting, hvor man bortforklarer; "ahrj, men det er jo bare et par billige støvler fra Føtex" eller slår hen; "Det var da ingenting".

Jeg har trænet i at sige tak, og i at godtage en kompliment som et ærligt udtryk for noget folk godt kan lide ved mig, eller som jeg har gjort. Og så ellers at gentage komplimenten for mig selv indtil jeg rent faktisk tror på den. For det kan godt være svært at tage imod komplimenter når man, som andre her i tråden, har oplevet komplimenter som en del af drilleri, og i øvrigt er "velsignet" med et dårligt selvværd.

Oprindeligt indlæg af Heres-Your-Sign

Men så er det jo igen ovre i det som AD nævnte, du ved da ikke om den 'klamme' mand rent faktisk synes du ser godt ud, selvom du ikke selv er af samme mening.

Kan godt se, hvad du mener. Her er et frisk eksempel på den "klamme" mand. Vi bor i samme opgang og har snakket lidt på trappen, når vi tilfældig mødes. Han havde en overgang en kæreste. Efter han blev single igen stod han en dag i døren da jeg gik forbi. Han begyndet at snakke. I løbet af ca 3 minutter fik jeg følgende komplimenter; Du ser godt ud. Du holder dig godt - er pæn slank. Du ser nu godt ud.
Han har aldrig før sagt noget mit udseende. Heller ikke før han fik en kæreste. Og jeg er ikke specielt køn. Slank er jeg heller ikke. Den slags komplimenter vil jeg helst undvære.

Oprindeligt indlæg af Lillex400

Kan godt se, hvad du mener. Her er et frisk eksempel på den "klamme" mand. Vi bor i samme opgang og har snakket lidt på trappen, når vi tilfældig mødes. Han havde en overgang en kæreste. Efter han blev single igen stod han en dag i døren da jeg gik forbi. Han begyndet at snakke. I løbet af ca 3 minutter fik jeg følgende komplimenter; Du ser godt ud. Du holder dig godt - er pæn slank. Du ser nu godt ud.
Han har aldrig før sagt noget mit udseende. Heller ikke før han fik en kæreste. Og jeg er ikke specielt køn. Slank er jeg heller ikke. Den slags komplimenter vil jeg helst undvære.

Leg nu lige lidt med her på mit tankespind
I har snakket en smule sammen igennem tiden, det betyder jo at man kommer til at lære hinanden bedre at kende. Når man lærer folk at kende begynder deres udseende at blive sekundært, udseendet er jo det første visitkort man mødes med. Jeg ved fra mig selv at når jeg lærer folk at kende, og kommer til at holde mere og mere af dem, så BLIVER de altså langt kønnere i mine øjne, så måske mener han virkelig hvad han siger, og imens han havde kæresten ville han ikke intimidere dig (og hende) ved at give dig komplimenter.
Tro altid på det bedste i folk, så bliver tingene tit meget nemmere