Jeg er ved at lære at tage imod dem uden at blive mistroisk, mon ikke at man får en kompliment fordi giveren rent faktisk mener det?

Oprindeligt indlæg af Groenaert

Der findes dele af min virkelighed, som jeg hader og foragter mig selv for, men også tilsvarende dele, som jeg elsker og respekterer mig selv for.

Når der en sjælden gang kommer en kompliment, så bliver jeg gladere for den, hvis den sigter til de dele, som jeg selv synes godt om.

Det her er faktisk godt skrevet og beskriver, ved nærmere eftertanke, nok meget godt min holdning til komplimenter - hvis der tilføjes, at jeg hader de af dem, der går på de sider af mig, som jeg ikke kan lide (udseende f.eks) og affejer dem.

Oprindeligt indlæg af Thitida-No-Chey

Her i Jantes højborg, hvordan reagerer du på komplimenter?

"Ej mor, helt ærligt, hvor er du langt ude!" *fnis*

Jeg bliver glad. men også lidt pinligt berørt. Jeg er ikke god til at få komplimenter.

Jeg bliver altid lidt genert.
I går var der en pige på mi arbejde, som kommenterede mit hår. Jeg har farvet det for en uges tid siden. Og ingen har lagt mærke til det, da det bare er en lille ændring. Men hun så det og spurgte, om ikke jeg havde farvet mit hår. Min svar var først "Jo, tænk at du kan se det!" Hun svarede så, at det var en super lækker farve. Så rødmede jeg lidt og sagde mange tak og fortalte, at det var dejligt at høre. Men jeg blev SÅ glad Jeg kender hende ikke engang særligt godt, så det var lidt noget særligt, at hun havde lagt mærke til mig og mit hår.
Min indskydelse er altid at rose folk, og fortælle dem at jeg sætter stor pris på deres omtanke. Og så selvfølgelig at sige tak, mens jeg rødmer lidt.

Oprindeligt indlæg af Piss_Miggy

Spekulerer på, om det er kommet på mode at lyve.

Hvorfor?

Jeg aner ikke hvordan jeg skal reagere! mine kollegaer er begyndt at komplimentere mig hele tiden fordi de synes det er så sødt og for at vænne mig til det! haha jeg elsker min arbejdsplads!