Oprindeligt indlæg af kidkomb

Ah, hva. Så sort/hvidt er det jo ikke. Måske hvis man har en fødselsdepression. Men med kærlighed kan man udrette meget. Mere end man selv troede. Ikke mange mennesker ville kunne udholde smerten ved en fødsel uden at have følelser investeret overhovedet!

OK..prøv lige at læse hendes indlæg igen. Og se hvad hun skriver. Hun er vist ikke arketypen på at blive mor. Det er vist at trække noget at en lotteriseddel at sætte et barn i verden, og så satse på at følelserne bare kommer af sig selv - når interessen ALDRIG har været der, heller ikke selv om man er nået langt op i 30 erne.

Man kan altså ikke aflevere et barn henne i Brugsen igen eller søge om skilsmisse, hvis nu man ikke lige føler for barnet alligevel, eller det ikke lige var det at være/blive mor - og det behøver altså ikke at være lig en fødselsdepression. Der er bare nogen som ikke føler for deres børn. Nogen har fået sat børn i verden alligevel. Og det hører vi vist jævnligt historier i medierne om.

For dem som ikke har mor-genet i sig, er det et langt og mangeårs helvede at have fået børn. Jeg er selv barn af en mor som blev gravid ved et uheld som 18-årig, uden at hun af sig selv mærkede efter om det var det hun ville og dermed kunne foretage et aktivt tilvalg. At være mor sagde hende aldrig noget. Hun ville heller i byen og køre motorcykel. Det eneste hun ventede på var vi flyttede hjemmefra. Vi fik mad og tøj på kroppen og vi fik en seng at sove i. Men så snart vi fyldte 18 år, så var det altså også ud af vagten. Og ingen af os har kontakt med hende i dag. I dag er hun til gengæld så lykkelig som hun aldrig har været før. Hun lever som TS. Hun rejser 4-5 gange om året, og bruger alle penge på at give hendes liv oplevelser som hun har manglet i alle årene.

Nu er jeg næsten 29 år og fik børn i en ung alder, og synes absolut ikke det har været let eller en dans på roser trods jeg fik dem som hhv 22 og 24 år. Tror næsten jeg bedre ville kunne klare det i dag, hvor jeg er blevet det ældre for at være helt ærligt!!
Men ud over det, har du delt disse tanker med din kæreste/mand, hvis ja, hvad siger han til det??

Man skal ikke få børn for enhver pris, man ER nødt til at tilsidesætte sig selv de første 4-5 + år indtil de bliver mere selvhjulpne og det skal man være indforstået med. Men ud over det, så er mange af de ting du nævner TS, ikke er noget jeg synes er fedt heller, men på en eller anden måde så tackler man det bare når det opstår! Og så sørger man for at lave en aftale med sin partner om at fordele de forskellige ting imellem jer - fx herhjemme er det far der står for opkast, det kan jeg simpelthen ikke klare!!! !! Hvor der så er ting jeg står for, som han ikke er så glad for... Men de dårlige ting der er ved børn, vil jeg så også mene der er dobbelt så mange goder ved børn. Mine har en alder nu, hvor de simpelthen bare kommer med de bedste guldkorn nærmest hver dag, så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet - og den evige kærlighed de har til en. Jeg får nærmest knus hele dagen lang af min næsten 6 årige datter, og dagen starter med en ordentlig Møzz af min 3 årig søn hver morgen. Bare det at kunne følge med i deres udvikling, synes jeg er så spændende at være en del af.

Men ja, det er jo noget man skal gøre op med sig selv - børn er ikke en nødvendighed for alle forhold og synes det er fint, at man ikke sætter børn til verdenen bare fordi...

Pianisten

Vil det sige din mor blev gravid ved et uheld flere gange? Eller valgte hun senere at få flere børn som hun ikke gad tage sig ordentligt af? Eller er du tvilling?

Jeg har fravalgt børn, det har jeg af den simple grund at for at få børn skal jeg ha en mand... denne mand skal kunne give mig så meget opmærksomhed så jeg IKKE blir misundelig på barnet... det blir ret svært, hvis ikke umuligt. Dernæst har jeg det sådan at børn ikke rigtigt siger mig noget, det vil da være rart at kunne give mit navn videre, men det har en anden del af familien sørget for.

Jeg ved godt at hund og barn ikke er det samme, men jeg tror godt jeg kan sige dette alligevel, jeg har en hund og nogen gange så gider jeg den ikke, så er det godt der er en anden der kan give den opmærksomhed, for jeg ignorere den 100% hele dagen, det kan man altså ikke med børn, så vidt jeg har forstået, min hund har lært at når jeg er sådan så gider den ikke snakke med mig, så hopper den bare på manden i huset... jeg tror ikke børn er sådan.

Jeg er forresten på ca samme alder som dig.

Jeg har fravalgt børn.

Jeg tror lidt jeg har det som dig mht. plusser og "minusser". men jeg er bange for at naturen er herre over vores følelser i den retning, og så snart man har fået dem, klapper fællen, og man ser anderledes på disse plusser og minusser.

Vis mig til eksempel et forældrepar som ærligt siger at de fortryder have fået børn. Ikke fordi at de ikke findes, men ordene størkner i deres mund ikke af løgn eller skam, men fordi "prioriteterne" bliver omfordelt i det sekund barnet er født.

Med andre ord skal man tage disse plus minus sider lidt med et gran salt, ikke ignorere dem bevares, men være opmærksom på at grænserne er ret flytbare, når ens hjerte bliver invaderet af små børnefødder.

Men "forholdet" skal altså være i orden inden man overhovedet gør sig tanker om den slags. Jeg ynder selv leve i ret frie åbne forhold, og det er langt fra alle jeg kan bo sammen med. Men jeg havde en kæreste som jeg flyttede sammen med efter 3 måneder, vi var sammen i 9 år... men omvendt har jeg været 3 år i forhold hvor jeg ikke kunne DRØMME om at vi skulle bo sammen, IN YOUR DREAMS.

Af de 2 forhold er der INGEN tvivl om hvilket der havde holdt til bære børn i dets skød, det havde det hvor vi flyttede hurtigt sammen. Jeg tror du skal have stort fokus på "karakteren" af det forhold du er i nu, for hvis det er i NÆRHEDEN af den "anden" type forhold jeg nævnte, så er det svært umuligt sætte børn ind i den formel, uden potenserne kommer til skubbe jeres nuværende forhold, HELT ud af de proportioner i kender og holder af.

Men (igen) er det ret uretfærdigt. Jeg så lige (pudsigt nok) i dag at verdens ældste far lige har givet liv til en baby i alderen af 96 år, kvinder er ikke så heldige. jeres ur tikker... tik tik.... tikker ned, og det er desværre klogt at gøre sig tanker om børn i god tid, som du klogt gør.

Men her var lidt brainstorm fra min horizont... held og lykke

Oprindeligt indlæg af Pianisten9000

Jeg har selv to små børn. Dem fik jeg ikke i en sen alder. Men jeg vil bare sige til dig, at du helt klart skal vælge det fra at få børn. Der er jo stort set intet ved dem som du synes om. Og du bliver nødt til at droppe alt mig, mig, mig incl. søvn mere end 1 1/2 time af gangen. Ligesom din økonomi nu bliver med udgangspunkt i dit barns behov. Så må du nøjes.

Jeg synes især ikke at du skal få et barn fordi du er så gammel som du er. Det er svært at lære en gammel hund nye tricks. Og du har levet i rigtig, rigtig mange år med plads til dig og hvad du har lyst til.

Prøv f.eks. bare en weekend, at sætte vækkeuret med 1 1/2 times mellemrum. Stå op og hold dig vågen i en hel time. Sæt derefter vækkeuret til 1 1/2 time mere o.s.v. o.s.v. hele weekenden. Prøv så lige det 6 måneder i træk, dag ud, dag ind i døgnets 24 timer. Nej, vel?? Sådan vil ammeperioden blive + en masse skrigeture fra barnet side varende af 1-2 timer

Jeg er 33 år, og mine børn er nu snart 4 og 6 år. Jeg kan skrive under på at jeg ikke skal have flere børn. Jeg har i dag virkelig brug for min søvn, og jeg ville ikke kunne magte en graviditet og og fødsel og ammeperiode igen. Det var hårdt med den første. Nummer to kunne jeg pludselig virkelig mærke en kæmpe forskel på at være 26 år hvor jeg blev gravid med den første og 30 år hvor jeg fødte nummer 2. I det biologiske ur er der et lysår forskel på at være 26 år og 30 år, i forhold til at være 20 og 24 år. I sidste del af 30´erne er ens krop virkelig gammel. Også selv om man føler sig ung i hovedet. Så har man biologisk en oldssag af en krop.
i træk.

Nu er det jo ikke alle børn der kun sover 1½ time i træk. Så den der "test" du synes TS skal tage er ret underlig? Og 6 mdr på den måde? Arj come on, så skal man vist være ret uheldig. Jeg siger ikke at det ikke sker, men størstedelen af børn er altså ikke sådan. Og der er vel også normalt en far der kan aflaste lidt.

TS:
Hvis du virkelig ikke føler for at få børn, så lad være. Selvom det er skønt at have børn, så er det bare røvhårdt. Jeg kan godt forstå hvis du ikke vil opgive din frihed for noget som du ikke engang ved om du vil have. Børn er ikke meningen med livet, selvom de kan være vanvittig dejlige (kun ens egne, alle andres er irriterende ).

Var jeg dig og havde det sådan, så ville jeg læne mig tilbage og nyde mit frie liv og at jeg havde muligheden for at gøre som jeg har lyst til

Oprindeligt indlæg af Lene@

Men ud over det, har du delt disse tanker med din kæreste/mand, hvis ja, hvad siger han til det??

Det kan måske lyde som at vi ikke snakker sammen, det gør vi.

Men den her har jeg ikke delt med min kæreste, jeg frygter lidt at han kan finde på at sige "jamen lad os da lave et barn", uden rigtig at tænke så langt som jeg går og tænker. Han kan altså også sagtens side, gudskelov at du tænker sådan, det er jo det jeg også gør. Udgangspunktet er at ingen af os brændende ønsker børn.

Oprindeligt indlæg af JoyNips

Jeg tror simpelthen ikke, at nogen nogensinde ville kunne opstille en liste over fordele og ulemper ved at få børn og få flest fordele ud. Så at tage et valg på baggrund af sådan en liste - naaah, ikke muligt.

Det har du ret i!

Man går glip af virkelig mange ting når man sidder derhjemme og passer børn dag efter dag efter dag efter... Men så kommer den klassiske med at man så også bare får så meget andet. Og det er jo rigtigt. Intet kan gøre mig mere blød end når min lille unge putter sig ind til mig og savler på min hals
Men samtidig gør det også lidt ondt at savne visse dele fra sit gamle liv, som fx det der med at være spontan, ses med vennerne, gå ud og spise, sove længe, flade ud på sofaen en hel dag osv osv. De ting kan man stadig, men ikke nær så meget og det kræver planlægning.
Har man en god mand, så kan det meste lade sig gøre. Når man er 2 om barnet, opgaverne, pligterne og alt det sure, så er der stadig tid og plads til at man kan nyde dele fra sit "gamle liv" engang imellem. Sådan er det i hvert fald herhjemme. Jeg nyder det 10 gange mere når jeg er alene ude med en veninde, og jeg sætter 110% mere pris på at sidde og glo ind i væggen. Selvom det er svært at finde tid til, så får jeg altid plads til at stirre tomt ud i luften fordi min kæreste ved at det er vigtigt for mig.

Når jeg ser listen over begrænsningerne ved at få børn, så kan jeg godt se meningen med dem. Før jeg fik min søn var jeg overbevist om at mit liv ville slutte og at jeg måtte sige farvel til alt hvad der betød noget for mig. Men det skete ikke. Mit liv kører stadig, stort set uændret. Det er lidt mere kompliceret nu, men bestemt ikke et dårligere liv. Tværtimod. Nogle dage er trælse, men sådan er det jo også selvom man ikke har børn. At få børn er ikke værre end man gør det til (hvis vi ser bort fra kolik og alverdens andre grimme ting som man ikke selv er herre over).

Nu er jeg jo ikke helt gammel nok til at have tilvalgt børn sent, jeg var 28. Men havde egentlig aldrig virkelig ønsket mig børn, og altid hældet lidt - ej det tror jeg ikke jeg skal. Men jeg fik de famøse blafrende æggestokke, og min kæreste var mere skruk end mig, så vi besluttede at få et barn. Jeg fortryder det ikke, jeg elsker min lille søn. Jeg nyder familie livet. Men jeg skal bare ikke igennem det hele en gang til det er sikkert. Og havde jeg vidst hvad jeg ved nu, havde jeg aldrig fået børn. Så jeg er faktisk pænt glad for min uvidenhed

Min storesøster er 33 og har fravalgt børn. Hun gik fra sin kæreste gennem 11 år fordi han ville have børn og det ville hun ikke. Hun lægger kortene på bordet med det samme overfor nye dates, da hun ikke orker situationen igen. Hun havde et splitsekund af tvivl da hun så min søn. Men blev hurtigt klar over at det alligevel overhovedet ikke var hende at få børn. Hun har det ret meget med børn som du har det. Hun elsker min søn. Hun er ikke i tvivl om at hun ville elske barnet hvis hun fik et. Men hun ser bare ikke sig selv i det liv overhovedet.