Jeg elsker mine venner, men jeg elsker bare mine søskende på en anden og mere ubetinget måde. Ligesom jeg elsker mine søskende børn langt højere end jeg nogensinde kan elske venners børn.

At få børn er et ret godt eksempel på hvad forskellen på venner og familie er. Når man får børn forsvinder der tit nogle venner fordi man pludselig ikke har så meget tid til dem. Men familien forsvinder ikke.

Og jajajaja, selvfølgelig forsvinder de rigtige venner ikke, men det er vist ret normalt at omgangskredsen bliver reduceret lidt (eller udskiftet lidt) når man får børn.

Oprindeligt indlæg af Fuck.exe

Tror nu at Miko har meget ret i det hun siger.

Jeg har engang arbejdet i hjemmepleje, på plejecentre og div. beskyttede og skærmede boliger, og i 9/10 af besøgene de ældre/syge fik, så var det familie. Mest var det ægtefælle/partner, børn, svigerbørn, børnebørn og nogle gange oldebørn der kom på besøg. Der kom selvfølgelig også venner på besøg, gamle naboer og sådan, men det var bare ikke så tit.

Venner kan komme og gå i ens liv, men familien er bare sværere at slippe af med.

Det kan der være mange forklaringer på. Venner er jo i mange tilfælde jævnaldrende, og hvis man er gammel, kan det betyde, at vennerne er døde eller selv anbragt på plejehjem og dermed ude af stand til at tage på besøg. Dertil kommer den kulturbestemte forventning om, at "man da besøger sine forældre på plejehjem", men det sker altså i mange tilfælde mere af pligt end af lyst, og der er også mange, der kun får meget sjældne besøg af deres børn. Børn er ingen garanti.

Oprindeligt indlæg af Fuck.exe

Jeg elsker mine venner, men jeg elsker bare mine søskende på en anden og mere ubetinget måde. Ligesom jeg elsker mine søskende børn langt højere end jeg nogensinde kan elske venners børn.

At få børn er et ret godt eksempel på hvad forskellen på venner og familie er. Når man får børn forsvinder der tit nogle venner fordi man pludselig ikke har så meget tid til dem. Men familien forsvinder ikke.

Og jajajaja, selvfølgelig forsvinder de rigtige venner ikke, men det er vist ret normalt at omgangskredsen bliver reduceret lidt (eller udskiftet lidt) når man får børn.

Den holder ikke. Du kan finde masser af eksempler på folk, der bryder med deres familie, eller hvor det bare glider ud. Jeg har selv en ret stor familie, men føler mig kun knyttet til mine forældre og min ene faster. Jeg er ikke uvenner med resten (fætre, kusiner, forældres søskende), og vi sås en del som børn, men vi har bare ikke andet til fælles end vores gener. Når nogen - med års mellemrum - prøver at samle familien, så går samtalen i stå og er på alle måder overfladisk. Absolut ingen dramatik eller bitterhed, men heller intet til at binde sammen.

Oprindeligt indlæg af Fuck.exe

At få børn er et ret godt eksempel på hvad forskellen på venner og familie er. Når man får børn forsvinder der tit nogle venner fordi man pludselig ikke har så meget tid til dem. Men familien forsvinder ikke.

Nemlig.

Familien bliver jo også større, når man får børn, og det gælder jo også for bedsteforældre. Når man får børn, knytter man sig dels til børnene, men også på en anden måde til den familie, man selv er kommet af.

Det er selvfølgelig ikke alle, man kan blive ved med at se lige meget, når man stifter familie. Får man en svigerfamilie, der også skal passes, ryger fætre og kusiner måske længere ned på rangstigen. Men hvis denne tråd handler om at få børn, så er det jo forholdet mellem børn og forældre, vi taler om. Og der vil jeg mene, at båndene som regel styrkes, når der kommer en ekstra generation til stamtræet.

Og ja, jeg vil faktisk også være på Mikos hold. Man skal ikke få børn for, at de kan underholde én, når de bliver voksne, men det er trods alt normaltilstanden her i landet, at vi er tilknyttet vores familie hele livet, og at (kerne)familien er vores førsteprioritet.

Jeg har da gode venner, meget gode venner endda, som jeg elsker og som elsker mig, men hvis de har børn, er deres børn førsteprioritet. Ligesom jeg er mine forældres førsteprioritet. Hvis jeg bliver indlagt på sygehuset, og min veninde skal hente sit barn i institution, ja, så bliver barnet hentet fra institution, og så får jeg besøg i weekenden. Selvfølgelig. Men så har jeg min mor ved sygesengen.

Heldigvis har jeg ingen i min omgangskreds, der har været nødt til at bryde med deres forældre.

Oprindeligt indlæg af Amelie_Poulain

Det kan der være mange forklaringer på. Venner er jo i mange tilfælde jævnaldrende, og hvis man er gammel, kan det betyde, at vennerne er døde eller selv anbragt på plejehjem og dermed ude af stand til at tage på besøg. Dertil kommer den kulturbestemte forventning om, at "man da besøger sine forældre på plejehjem", men det sker altså i mange tilfælde mere af pligt end af lyst, og der er også mange, der kun får meget sjældne besøg af deres børn. Børn er ingen garanti.




Den holder ikke. Du kan finde masser af eksempler på folk, der bryder med deres familie, eller hvor det bare glider ud. Jeg har selv en ret stor familie, men føler mig kun knyttet til mine forældre og min ene faster. Jeg er ikke uvenner med resten (fætre, kusiner, forældres søskende), og vi sås en del som børn, men vi har bare ikke andet til fælles end vores gener. Når nogen - med års mellemrum - prøver at samle familien, så går samtalen i stå og er på alle måder overfladisk. Absolut ingen dramatik eller bitterhed, men heller intet til at binde sammen.

Jo, den holder skam. Men der er selvfølgelig også plads til at vi alle er forskellige og gør tingene på andre måder. Men kigger du på den almindelige dansker, så er familien en stor del af livet. Og for lige at du ikke misforstår mig, så gentager jeg at der selvfølgelig er nogle der ikke har kontakt til sin familie, af visse årsager.

Jeg besøger ikke de ældre i min familie fordi jeg skal. Jeg besøger dem fordi jeg gerne vil og fordi jeg elsker dem. Det er min opfattelse at det er ret normalt at man besøger familie og venner fordi man gider dem. De ældre og syge jeg har været i forbindelse med i forbindelse med det job jeg havde dengang, da var der ingen der besøgte dem fordi de skulle. Det var så tydeligt at se kærligheden og omsorgen. Så kom en svigerdatter forbi med en buket blomster til sin gamle svigermor, selvom sønnen var død og begravet for mange år siden. Så kom barnebarnet forbi efter skole fordi hun havde lavet en tegning. Så kom ægtefællen forbi med kage til eftermiddagskaffen osv osv.

Er det virkelig så underligt at familien bare fylder så meget? Det er trods alt mennesker man er vokset op med og der har fulgt en det meste af livet. Venner fylder skam også, bare ikke på samme måde.

Oprindeligt indlæg af Pianisten9000

OK..prøv lige at læse hendes indlæg igen. Og se hvad hun skriver. Hun er vist ikke arketypen på at blive mor. Det er vist at trække noget at en lotteriseddel at sætte et barn i verden, og så satse på at følelserne bare kommer af sig selv - når interessen ALDRIG har været der, heller ikke selv om man er nået langt op i 30 erne.

Man kan altså ikke aflevere et barn henne i Brugsen igen eller søge om skilsmisse, hvis nu man ikke lige føler for barnet alligevel, eller det ikke lige var det at være/blive mor - og det behøver altså ikke at være lig en fødselsdepression. Der er bare nogen som ikke føler for deres børn. Nogen har fået sat børn i verden alligevel. Og det hører vi vist jævnligt historier i medierne om.

For dem som ikke har mor-genet i sig, er det et langt og mangeårs helvede at have fået børn. Jeg er selv barn af en mor som blev gravid ved et uheld som 18-årig, uden at hun af sig selv mærkede efter om det var det hun ville og dermed kunne foretage et aktivt tilvalg. At være mor sagde hende aldrig noget. Hun ville heller i byen og køre motorcykel. Det eneste hun ventede på var vi flyttede hjemmefra. Vi fik mad og tøj på kroppen og vi fik en seng at sove i. Men så snart vi fyldte 18 år, så var det altså også ud af vagten. Og ingen af os har kontakt med hende i dag. I dag er hun til gengæld så lykkelig som hun aldrig har været før. Hun lever som TS. Hun rejser 4-5 gange om året, og bruger alle penge på at give hendes liv oplevelser som hun har manglet i alle årene.

Så alle kvinder er som din mor?

Der er altså ret stor forskel på at få børn ved et uheld som 18-årig og som resultat af en særdeles velovervejet beslutning, når man er sidst i 30'erne. Hvis TS vælger at få børn alligevel, vil det jo være resultatet af rigtig mange dybe overvejelser, og de to situationer kan slet ikke sammenlignes.

Jeg var 31, da jeg fik min datter og indtil ganske kort tid før jeg blev gravid, kunne jeg have skrevet TS indlæg. Jeg var glad for min søvn (det er jeg stadig), mit økonomiske råderum, mig-tid og alt det der. Og jeg savner det da også af og til. Men jeg tror ikke, at der er nogen, der selv med allerondeste vilje ville kunne sige, at jeg ikke er egnet til at være mor. Jeg er faktisk en rigtig, rigtig god mor - også selvom jeg i langt hovedparten af mit liv overhovedet ikke kunne forestille mig at få børn. Som i overhovedet slet ikke.

TS: Leonora Christine Skov, som jeg ellers synes er ulideligt hysterisk at lytte til, skrev faktisk noget klogt i et debatindlæg i Politiken forleden: Det handlede om, at hun har fravalgt at få børn - af mange af de samme årsager, som du selv beskriver. Hun bliver tit spurgt, om hun ikke er bange for at fortryde. Til det svarer hun, "Jo, det er jeg da. Men ikke nær så bange som for at få børn og så fortryde". Hvis hun har det sådan, så er det sikkert den helt rette beslutning for hende at fravælge børn. Hvordan ville du svare på spørgsmålet?

Oprindeligt indlæg af Fuck.exe

Jo, den holder skam. Men der er selvfølgelig også plads til at vi alle er forskellige og gør tingene på andre måder. Men kigger du på den almindelige dansker, så er familien en stor del af livet. Og for lige at du ikke misforstår mig, så gentager jeg at der selvfølgelig er nogle der ikke har kontakt til sin familie, af visse årsager.

Jeg besøger ikke de ældre i min familie fordi jeg skal. Jeg besøger dem fordi jeg gerne vil og fordi jeg elsker dem. Det er min opfattelse at det er ret normalt at man besøger familie og venner fordi man gider dem. De ældre og syge jeg har været i forbindelse med i forbindelse med det job jeg havde dengang, da var der ingen der besøgte dem fordi de skulle. Det var så tydeligt at se kærligheden og omsorgen. Så kom en svigerdatter forbi med en buket blomster til sin gamle svigermor, selvom sønnen var død og begravet for mange år siden. Så kom barnebarnet forbi efter skole fordi hun havde lavet en tegning. Så kom ægtefællen forbi med kage til eftermiddagskaffen osv osv.

Er det virkelig så underligt at familien bare fylder så meget? Det er trods alt mennesker man er vokset op med og der har fulgt en det meste af livet. Venner fylder skam også, bare ikke på samme måde.

Jeg tror helt sikkert, at der er folk, der har det, som du beskriver, og jeg har det som sagt selv glimrende med mine forældre. Det jeg anfægter er, at det sker betingelsesløst. Hvis der ikke på et eller andet punkt er noget ud over generne, der gør, at man "klikker", så glider det ud.

Oprindeligt indlæg af Amelie_Poulain

Jeg tror helt sikkert, at der er folk, der har det, som du beskriver, og jeg har det som sagt selv glimrende med mine forældre. Det jeg anfægter er, at det sker betingelsesløst. Hvis der ikke på et eller andet punkt er noget ud over generne, der gør, at man "klikker", så glider det ud.

Der ligger jeg nok et sted midt imellem. Jeg mener heller ikke, det sker betingelsesløst eller med nødvendighed (det har den første i verdenshistorien, der brød med sin familie, jo modbevist). Men jeg mener omvendt heller ikke, at det, at man holder sammen som familie, er betinget af, at man kan lide hinanden eller vælger hinanden til, som man vælger venner.

Jeg har en del familiemedlemmer, som jeg ikke nødvendigvis ville klikke med, hvis vi havde mødtes uden at være i familie med hinanden. Men på godt og ondt føler vi os bundet til hinanden.

På den måde mener jeg, at det er et aktivt fravalg, hvis man ikke ser sin familie som voksen, mens det ikke nødvendigvis er et aktivt tilvalg at blive ved med at have dem i sit liv. Hvis man ikke træffer et valg, ja, så bliver man sammen. Måske ikke fysisk, men i hvert fald i ånden.

Jeg kommer til at få børn "sent" - jeg er knap 34 og der går nok 3 år endnu inden jeg bliver mor (venter på adoption, derfor kan jeg sige det sådan rimeligt nøjagtigt)
Det er først nu, det går op for mig at jeg når den alder før børn. Men det går nu nok - mange adoptanter er netop lidt oppe i årene så jeg har nu aldrig set det som et problem - som 37-årig var min mor dog mor til to og jeg var i afslutningen af folkeskolen - som 37 årig får jeg et barn som knap skal starte i børnehave...

Jeg har venner som betyder mere og fylder mere i mit liv end familiemedlemmer - fordi dem har jeg selv valgt - og de glæder sig til at blive tanter - og jeg er sikker på at de nok skal være der, when the shit hits the fan - for det rammer ret meget lige nu, og her er det netop mine veninder der er her - også en del familie - men bestemt også nogle virkelig skønne veninder som nok skulle komme og besøge mig på hospitalet hvis jeg gav dem chancen for det

Så blod er ikke tykkere end vand i min verden

Oprindeligt indlæg af Rapfisk

Der ligger jeg nok et sted midt imellem. Jeg mener heller ikke, det sker betingelsesløst eller med nødvendighed (det har den første i verdenshistorien, der brød med sin familie, jo modbevist). Men jeg mener omvendt heller ikke, at det, at man holder sammen som familie, er betinget af, at man kan lide hinanden eller vælger hinanden til, som man vælger venner.

Jeg har en del familiemedlemmer, som jeg ikke nødvendigvis ville klikke med, hvis vi havde mødtes uden at være i familie med hinanden. Men på godt og ondt føler vi os bundet til hinanden.

På den måde mener jeg, at det er et aktivt fravalg, hvis man ikke ser sin familie som voksen, mens det ikke nødvendigvis er et aktivt tilvalg at blive ved med at have dem i sit liv. Hvis man ikke træffer et valg, ja, så bliver man sammen. Måske ikke fysisk, men i hvert fald i ånden.

For mit vedkommende vil jeg ikke sige, at det er et aktivt fravalg - det er bare gledet ud. Men hvis der ikke havde været venner, som kunne tilbyde noget bedre så at sige, så havde man måske gjort noget mere aktivt for at holde fast i sin familie, selvom man ikke havde noget tilfælles. Mht. at gøre noget for hinanden, så både giver og forventer jeg mere af mine nære venner end af familien. Jeg har f.eks. flere gange holdt fødselsdag for venner - det ville jeg ikke gide at gøre for min farbror.