Ikke med dem alle, men der var faktisk en, der engang sagde til mig, at han var rigtig ked af den måde, de havde behandlet mig på, men at de altså også kun var børn.

Den tog jeg til mig og besluttede, at en flok børn i hvert fald ikke skulle have skyld for at have ødelagt mit liv, og at jeg slet ikke gad bruge samme liv på at være bitter.

Jeg har det nok lidt mere anstrengt med dem, der har praktiseret voksenmobning overfor mig, men jeg lærte da, at hvis man render rundt med ordet "dørmåtte" i nakken, så bliver man altså også betragtet og behandlet som en.

Næh

Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke rigtig mødt nogle af dem som mobbede mig siden hen, og jeg har egentlig heller ikke rigtig lyst til det.

Nej, jeg har i terapi fået behandlet de issues mobningen førte med sig, men jeg føler intet behov for at snakke med dem, der mobbede mig. Det sker, at jeg møder dem og så hilser vi, fordi det gør man ude på landet, hvor vi er fra, men jeg gider ikke snakke med dem nogensinde.

Jeg har aldrig snakket om det med nogen af dem siden, men nogle har jeg da været nødt til at hilse på, når jeg stødte på dem. Jeg ønsker dog ikke at komme i dialog med dem eller på anden måde bruge min tid på dem, fordi der er ikke behov for at høre på deres grunde eller undskyldninger. Sket er sket, det skal jeg nu bøvle med og jeg kan ikke bearbejde det med deres side af sagen.
Bedre er det at slippe for at se dem, for de er en konstant påmindelse om, hvad jeg har måttet udholde i så mange år. Så jeg er ret sikker på, at jeg kun ville få det værre af at høre på deres forklaringer.
Men nu er jeg også flyttet fra byen - kommer kun på besøg engang imellem pga. familie - så jeg har et andet liv nu og har det godt Mere behøver jeg ikke.

Fik engang en undskyldning af en som havde sagt til mig at jeg var for grim til at bo der hvor jeg boede.
Og ellers tror jeg bare at jeg som andre prøver at undgå de mennesker som ikke behandlede mig så pænt da jeg gik i skole.

Fik en undskyldning fra en som jeg er sikker på stoppede med at mobbe efter jeg kom i skole med ørene bundet ind... hans havde om fredagen givet mig en ørefigne, det havde han gjort et godt stykke tid, med samme resultat, mig der grædende løber derfra, denne gang samme resultat, bortset fra at jeg om mandagen møder i skole med hovedet bundet ind med bandager.

Han tror at det er hans skyld og undskylder mange gange... mig der bare vil væk fra ham siger intet, så jeg håber aldrig at han mobber igen... ved ikke hvem han er, hvad han hed, eller om han gik på skolen, ved bare at det stoppede der, med ham.

ps: grunden til bandagerne var, mine øre blev syet ind.

Ja det har jeg. Jeg har snakket med en af dem, og hun undskyldte.

Næh jeg bor i den anden ende af landet så det er ikke lige nogen jeg sådan støder på.. Men det har egentlig heller ikke påvirket mig specielt meget