Den søde sygeplejerske Annika, som jeg snakkede med for... lidt over en måned siden, eller måske halvanden er det måske, da jeg skulle have en ny tid på hospitalet. Jeg var ret meget ude af den, fordi det så ud til, at der var noget alvorligt galt med min lever, og jeg var så pissebange for, at det var kræft eller andet tilsvarende dødeligt. Hun tog sig god tid til at snakke med mig der, og det betød virkelig, virkelig meget. (Det er efterhånden afklaret, at det var medicin, der dræbte mine leverceller, for min lever har det nu meget bedre, men der gik lang tid, meget lang tid, før der skete en bedring, efter jeg stoppede med al min medicin).
Kæresten, der altid er her, når jeg har brug for ham, og er et af de mest omsorgsfulde mennesker, jeg kender.
Hans forældre, der også altid er der for mig/os. De får heldigvis masser af kram, så de mangler vist ikke
David: You know how I know you're gay? You have a rainbow bumper sticker on your car that says, "I like it when balls are in my face."
Cal: That's gay?