Det er måske ikke en konkret følelse, men jeg har sjældent/aldrig følt mig "med". Jeg føler mig altid anderledes/mærkelig/uvidende om en social kompetence, man skal have for at få venner. Selv i min familie, bliver jeg opfattet som sær.

Oprindeligt indlæg af polavyk

Det er måske ikke en konkret følelse, men jeg har sjældent/aldrig følt mig "med". Jeg føler mig altid anderledes/mærkelig/uvidende om en social kompetence, man skal have for at få venner. Selv i min familie, bliver jeg opfattet som sær.

Hvis det kan betegnes som en følelse, så har jeg den også.

Har heller aldrig følt mig "normal" og som flertallet.

Fuldt ud tilfredshed med eget liv - ergo lykke i længede tid. En længrevarende følelse af at livet er skønt.

Jeg oplevede en del af lykke, da jeg flyttede hjemmefra til en lille seminarieby. Jeg oplevede frihed og en hverdag uden vold og tyrranisering. Jeg tror, jeg havde en lykkelig periode der (dog medfulgt af frygt, både en allerede eksistende og så den der "hvornår ender det her, for det ved jeg det gør") Siden da har jeg følt små momenter af glæde. Fx når jeg går en tur i skolen med hunde eller er i et moment med min kæreste, så føler jeg velvære, men den bliver ikke ved. Jeg har ikke været lykkelig udover den ene tid i mit liv.

Og så den der sande følelse af, at man har værdi for andre. Jeg tror personlig ved mig, at logikken klart har taget over, som en form for overlevelsesstrategi

En ting jeg aldrig vil af med er empati. Det er for mig en smuk, men smertefuld følelse, men absolut uundværlig

kender i det når man møder en helt fuldstændigt ny følelse (en følelse man aldrig har haft før) ?

Det er sket to gange, og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal navngive de to følelser.
Men der kommer vel flere senere i livet, jeg ved jo ikke endnu hvilke følelser jeg aldrig har mærket før

Man kan blive meget overrasket

Desuden fatter jeg ikke hvordan folk sætter ord på deres følelser. Kan stadig ikke finde ud af det. Jeg kan godt mærke om jeg står med en negativ eller positiv følelse, og genkende den fra før i tiden, men ikke rigtig navngive den...

Kærlighed til mennesker - det føler jeg faktisk aldrig.
Jeg kan elske ting (min bil og andre genstande) men mennesker er bare.......uelskelige.

Ensomhed.

Misundelse, sådan for alvor, det har jeg vist aldrig prøvet at føle.
Har heller aldrig hadet nogen.

Jeg har aldrig følt had. Tror jeg er i stand til det, men intet i mit liv har givet mig årsag til at hade nogen.

Jeg bliver ked af og overrasket over at læse, at så mange aldrig har følt glæde eller været lykkelige. Jeg ved, at jeg har været heldig i og med mit liv, men synes stadig at de fleste af mine lykkefølelser har været nærmest spontane og med enkle ting - cykeltur om søerne i solskin, varm kakao under dynen og duften af græs om sommeren mens solen står op. Men det ka selvfølgelig være, at min gode og kærlige opvækst netop har gjort mig i stand til at føle disse ting ved blot små stimuli

Had, jeg er blevet såret af mange, og skadet af en del, men de er ikke engang værd at hade. Jeg kan godt sige at jeg "hader" en person, men i virkeligheden bryder jeg mig bare meget lidt om personen.

Lykke tror jeg heller ikke jeg har prøvet, andet end som barn hvor lykken var en barbie dukke eller lignende. Kan ikke forklare det bedre end weena.

Tror heller aldrig jeg sådan rigtigt har følt misundelse.

Jeg ved heldigvis hvordan det er at elske et andet menneske helt ind til benene, sådan har jeg det med mine forældre og min kæreste. Bare jeg tænker på at der sker dem noget kan få mig til at græde.