Oprindeligt indlæg af MisguidedGhost

Har det svært med det ord, ordet 'tilfreds' passer bedre til mig. Synes 'lykkelig' virker så opskruet men det er nok bare mig der har en underlig opfattelse af ordet. Måske fordi så mange mennesker lader til at søge lige netop den tilstand, og når de ikke finder den så går de ned med flaget. Derfor er 'tilfreds' meget bedre, det kan man forholde sig til. Jeg føler mig allermest tilfreds når jeg dedikerer så meget af min tid til musik, komme ind i den verden som musik kan skabe. Det er der jeg føler mig tilpas og tryg, men ved dog ikke om jeg vil kalde det 'lykke'.

Ja, det her minder ret meget om mine tanker, tror jeg. Jeg stræber ikke efter det der 'lykkelig', det er ikke et mål for mig. Jeg stræber efter at være 'tilfreds' og det behøver ikke engang være hele tiden, bare sådan overordnet. Og om det at være tilfreds så i virkeligheden er dét, der gør mig lykkelig, ved jeg så ikke. I hvert fald gør en følelse af tilfredshed mig helt vildt glad.

Med tiden har jeg også lært, at jeg godt kan være tilfreds på trods af at der er et eller andet negativt der fylder. Måske har livet bare lært mig at sætte forventningerne ned på det punkt, og det ville jo et eller andet sted være lidt trist, men jeg har det efterhånden sådan, at der skal virkelig, virkelig meget til at spolere min tilfredshedsfølelse. Jeg tror faktisk, det skulle helt ud i alvorlig sygdom, død eller svære økonomiske problemer, hvis det var.

Oprindeligt indlæg af Zombie

Jeg troede længe, at hvis mit liv var gnidningsfrit, SÅ ville jeg blive lykkelig.

Derfor var jeg overrasket over at opdage, at jeg sagtens kan være lykkelig selvom tingene er lidt imod mig. Så længe jeg stadig formår at deale med tingene på en konstruktiv måde, kan jeg næsten føle mig mere lykkelig, fordi jeg bliver glad og stolt over, at jeg kan finde ud af at håndtere modgang og løse problemer.
Lidt samme følelse som dengang man lavede blækregning og pludselig fattede fidusen, og bare kunne løse matematikstykke efter matematikstykke.


Det meste af tiden går jeg bare og hygger mig med mit liv, sådan en grundlæggende tilfredshed. Ordet "contentment" på engelsk er meget passende.
Så kommer der bobler af lykke når kæresten smiler til mig med kærlige øjne eller når hunden er sød og putteagtig, og den slags ting.

Ja, jeg kan virkelig relatere til det markerede. Jeg har især oplevet det der efter jeg mistede min bror. Da han døde, troede jeg virkelig, virkelig aldrig nogensinde, at mit liv ville føltes rart igen. Jeg havde forsvoret, at jeg kunne klare mig igennem det, og jeg havde forsvoret, at mit liv nogensinde skulle føles værd at leve-agtigt, sådan rigtigt, igen.
Og efterfølgende, især hvis jeg lige har haft en periode med ekstra meget savn, så kan jeg blive sådan helt fyldt med en slags... glæde, sgu. Over, at jeg rent faktisk kan finde ud af det her med at komme videre, langsomt, men sikkert. Når noget føles rart eller jeg nyder et eller andet, kan jeg være sådan helt 'Fuck, hvor er det fedt, at jeg kan det her, stadig!' inde i mig selv. Det der med, at jeg kan finde ud af at savne ham så meget, men alligevel leve mit liv ordentligt og fuldt og at være GLAD, sommetider, at jeg evner at kombinere det, det kan fylde mig med sådan en stolthed og taknemmelighed og overraskethed der bare virkelig føles... nice.

Men om det så også er lykke, ved jeg ikke.

Lykke, er penge og kærlighed. Friheden udløser lykke som penge er med til at give, og kærlighed er det udefinerbare hvor man mærker man lever

Lykke er lidt for diffust, overdrevet og højtflyvende til at jeg egentlig synes udtrykket giver mening for mig i mit liv. For i min virkelighed er der så mange forhold, der hele tiden øver både positiv og negativ indflydelse på mit humør og mine følelser, at der er ikke basis for "lykke", som en følelse af perfekt, ekstatisk og fuldkommen fryd. Og når jeg i korte øjeblikke flyder hen i en eller anden overvældende og positiv følelse, som man objektivt set kunne beskrive som lykke, synes jeg oftest, at jeg har et andet udtryk, der kan beskrive følelsen bedre end "lykke", fx glæde, bevægelse, kærlighed (selvom det egentlig også er et lidt diffust udtryk..), indre balance, fryd, tilfredshed, opstemthed, taknemmelighed etc. Det handler ofte også om, hvilket objekt en følelse er fremprovokeret af og termen til at beskrive følelsen skifter så alt efter om det er en oplevelse med en anden person, med kunst, med mad, med musik, med stilhed eller hvad det nu måtte være.

Glæde er et udtryk, jeg nemmere kan relatere til end lykke, synes jeg. Men samtidig så synes jeg faktisk ikke, at jeg særlig tit føler mig glad. Nok mere det der tilfreds. Og ellers bare sådan lidt "mellow".