Det lyder som stress - men sådan noget er en udelukkelses-diagnose. Kom du afsted og få en snak med din læge, så I sammen kan finde ud af om du fejler noget fysisk, og hvad der skal gøres hvis du har fået stress.

Er du ansat som hjælper?
Det er ikke værd at have en arbejdsplads hvor men mistrives som du gør. Det giver sår på sjælen i længden.

Drop din dårlige samvittighed over for arbejdsgiver og se af at komme væk. Du skylder dem intet for de tager sig ikke af dig når du beder om det.

Håber din ski tur kan give dig lysten og modet tilbage til at være på job markedet.

Jeg synes du skal begynde at søge nogle andre stillinger. Med det samme. Ét er, at du og familien du er hos, tydeligvis er et virkelig dårligt match og det i sig selv burde foranledige, at du blev flyttet over på en anden opgave. Noget andet er, at din arbejdsgiver tilsyneladende er helt ligeglad med dig og hvordan du har det (- og med sine kunder, eftersom hun jo accepterer er så dårligt match). Du har et ekstremt dårligt arbejdsmiljø og en meget dårlig relation til din chef, du lider under det, mister glæden ved din hverdag, dit arbejdsliv, føler dig stresset, nedtrykt, ignoreret og slet ikke værdsat. Det lader også til, at du er en smule bange for din chef. Sådan skal ingen have det i deres arbejdsliv, hvis det på nogen måde kan undgås.

Hvis jeg var dig så ville jeg søge en ny stilling allerede nu og tage hvad jeg kunne få. Og så være helt ligeglad med at brænde broerne til denne arbejdsplads. Jeg synes på ingen måde hun har fortjent din loyalitet og du HAR jo allerede henvendt dig med dit problem, så det kan heller ikke komme som en overraskelse for hende, at du går andre veje, når hun svigter sit ansvar som chef og leder og lader stå til. Hendes vrede kan hun pakke langt væk; faktisk burde DU være vred på HENDE og hun burde forstå hvorfor og æde den uden at kny.

Og hvis jeg kunne bestemme, skulle du i hvert fald IKKE tilbringe nytårsaften i et så ledt og ubehageligt selskab.

Oprindeligt indlæg af damnsexy

Jeg har før postet en tråd omhandlende mit rædselsfulde job, og denne tråd handler nok også mest om jobbet igen..

Kort fortalt arbejder jeg som sosu assistent hos en patient i eget hjem. Jeg er vikar. Vedkommende bor også med ægtefælle. De er virkelig specielle. Og det bliver værre og værre nærmest for hver dag. Det er endt med, at jeg nu føler mig kørt helt i bund psykisk..

Jeg har ondt i maven, åndenød, jeg bekymrer mig konstant, jeg er konstant sur og ked af det. Faktisk kan jeg ikke engang erindre hvornår jeg sidst har været oprigtigt glad. Jeg kan slet ikke kende mig selv. Hvor blev mit glade og humoristiske væsen af?! Det gælder både på arbejde og i min fritid.

Her i dette hjem, skal alt være perfekt ned i mindste detalje. Skeen skal ligge på det rigtige sted i opvaskeren, tandpastaen skal stå med låget ned ad, medicinen må under ingen omstændigheder ligge i vindueskarmen, man må ikke bruge deres krus, ingen tv, jeg må ikke lade mit tæppe ligge her, og jeg må under ingen omstædigheder låne deres kode til internettet. Jeg sidder altså 9 stive timer bare til overvågning, og sådan en nat er dræbende. Det er så hvad det er, men jeg føler mig overvåget. Om jeg nu ligger skeen rigtigt osv osv osv. Der er så mange ting her ude, at jeg ikke føler jeg kan gøre noget rigtigt (selv om jeg godt ved jeg gør det rigtigt). Ægtefællen skriver endda ned hvor mange vagter jeg har pr. måned, og kontakter her efter mit arbejde og klager over at de hellere vil have en anden assistent som er 55 i mod mine 26 år.

Ægtefællen overrumpler mig ofte og direkte overfalder mig. Sidste gang svinede han mig til fordi jeg havde en vanvittig allergi. Han spørger hvad i al verden jeg bilder mig ind at komme her og være så syg?! Om jeg da ikke kunne tænke mig om, og at jeg ikke skulle komme her og smitte min patient. Jeg svarede at jeg havde allergi, men han troede ikke på mig, og vendte bare rundt på hælen og forsvandt igen. Sådan nogle episoder er der tit.

Idag da jeg kom ind ad døren, fik han travlt med at skynde sig op og lukke for døren ind til stuen og nærmest løbe ind i køkkenet inden jeg overhovedet havde lukket døren bag mig. Jeg må ikke engang se deres stue?!
Da jeg skal hente vand og yoghurt i køkkenet er han der, og igang med at tage noget i køleskabet. Han lukker hurtigt igen, og skynder sig forbi mig. Jeg kommer stille og ydmygt ind i køkkenet, men jeg føler jeg er lort for dem. Og jeg er jo åbenlyst ikke velkommen i dette hjem.

Jeg er bange for dette er kørt mere af sporet end jeg lige regner med.
Men jeg har aldrig været ked af det, stresset, deprimeret eller lignende før, så aner ikke hvordan det "skal føles".

Noget andet er så, at selve firmaet jeg arbejder for, på ingen tænkelig måde støtter mig i det her. Jeg har før ringet stortudende ind til dem fordi jeg var blevet moralsk overfaldet i selv samme hjem. Chefen ville ringe tilbage, men jeg hørte intet i to dage. De er åbenbart ligeglade.

Jeg tager halvanden måned på skisæson til januar. Og det ved mit arbejde endnu ikke, og det hjælper ikke ligefrem på min situation at jeg får ondt i maven af at tænke på, at hun bliver stjernetosset på mig.

Jeg er vikar, og kan som sådan sige op fra dag til dag, men jeg har alligevel tænkt mig at give hende ca. 1 måneds frist. Dvs. at jeg har sidste dag d. 27. november, og 8 planlagte vagter i december (inkl. nytårsaften). Jeg nægter at tilbringe min nytårsaften i et hjem hvor jeg bliver psykisk utilpas og tilmed ikke er velkommen. Så derfor kan jeg lige så godt stoppe inden december.

Jeg giver hende en måneds frist for ikke at smække med døren. Jeg vil jo helst ikke brænde mine broer. Men i og med at jeg har planlagt vagt d. 31. dec, så ved jeg bare at hun bliver sur lige meget hvad.
Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op med hele den her situation..

Hvis jeg har sidste vagt d. 27 nov. så betyder det at jeg har 17 dage tilbage endnu. Det lyder ikke af meget, men for mig er det nærmest direkte uoverskueligt lige nu.

Det var en lang smøre, men havde brug for at få luft for min frustration omkring den her situation.

Du går til læge PR. OMGÅENDE OG BLIVER SYGEMELDT!!

Du har stress, min søde. Og grundet til, at jeg siger det så skråsikkert er, at du ikke kan genkende dig selv, du har ondt i maven, har været stortudende osv.
Der er flere grunde, men meld dig syg og gå til lægen.

Og så hvis du har en fagforening, så får du dem med ind over.
Det her er under al kritik.

God bedring!

Jeg er sosu assistent, og sidder faktisk bare fast vagt hos denne patient i eget hjem.
Jeg har en arbejdsskade i min ryg, hvilket gør at jeg ikke har nemt ved at få en masse andet vikararbejde..

Jeg er rigtig glad for at være ansat som vikar på hospitalet, men da det er fra dag til dag vagterne går, kan jeg ikke nøjes med det som min eneste indtjening.. Derfor har dette job været en god løsning både pga. min ryg, og med en fast høj indtjening.

Når jeg smutter herfra d. 27 november, så har jeg det halve af december og det halve af januar måned, hvor jeg må finde arbejde andensteds. Hospitalet f.eks.

Og så er jeg først klar til arbejde igen i marts (måske først april), og så håber jeg at jeg får mere lyst til at arbejde igen!

Ja, du har ret Scrooge.. Jeg burde være vred på hende. Det er jeg også - men jeg bliver virkelig utilpas ved tanken om hvor sur hun bliver når jeg siger op.
Min mave snører sig sammen allerede nu ved bare at skrive om det..

Jeg har aldrig været i et så ubehageligt selskab som dette hjem byder på, og har heller aldrig haft så dårlig en chef. Hun er direkte dum. Hun skal give os vagtplaner 4 uger frem, men sidst fik jeg den 4 dage før.
Man kan ikke kontakte hende andre steder end pr. mail, og der svarer hun aldrig. Så lige meget hvilke problemer man måtte have, så må man stå alene med dem åbenbart..

Og nej, jeg nægter altså at sidde her ude nytårsaften. Den vil jeg tilbringe med min kæreste og familie. Jeg kan lige se for mig, hvordan jeg ville komme til at sidde her og tude når klokken var 24!

Ja, jeg burde få en tid hos lægen, men at blive sygemeldt nytter ikke rigtig noget. For i og med at jeg er vikar, så får jeg ingen løn under langtidssygmeldinger. Det er bare ud så vil jeg tro.

Og jeg er ikke i en fagforening. Har aldrig haft brug for det, men det kunne jeg godt have nu - det er for dumt

Er du medlem af en fagforening? Som Sophies-mor skriver, kan det være en rigtig god idé at tale med dem om situationen, ikke mindst for at få deres råd og støtte i forhold til opsigelsen.

Og mht. den. Når du er bange for at blive svinet til af hende, kan jeg virkelig godt forstå, at du frygter at skulle fortælle hende, at du siger op og får ondt i maven ved tanken. En mulighed kunne være at sende en skriftlig opsigelse. Når du har haft din sidste vagt sender du brevet og så lader du være med at tage telefonen, hvis hun ringer. Du behøver ikke snakke med hende, hvis du ikke vil. HVis hun vil planlægge vagter inden, kan du altid lade som om du er med på den, men når din kontrakt siger, at du kan sige op fra dag til dag, er det vel dét der gælder, også selvom du har planlagt nye vagter.
Jeg tænker i, hvordan du kan undgå en konfrontation som absolut intet godt bringer med sig, og som du stregt taget slet ikke behøver at indgå i. Gør det nemt for dig selv, så nemt, som overhovedet muligt.

Oprindeligt indlæg af damnsexy

Ja, jeg burde få en tid hos lægen, men at blive sygemeldt nytter ikke rigtig noget. For i og med at jeg er vikar, så får jeg ingen løn under langtidssygmeldinger. Det er bare ud så vil jeg tro.

Og jeg er ikke i en fagforening. Har aldrig haft brug for det, men det kunne jeg godt have nu - det er for dumt

Ring og meld dig ind nu. Du kan trække kontingentet fra i skat og når du ikke er i arbejde, kan du formentlig komme på en lavere kontingentsats. Meld dig også ind i en A-kasse hvis du ikke allerede er i en. Det sikrer dig indkomst mens du er mellem jobs.

Arbejdsløs og fattig > Ulykkelig.

Sig det job op