Julen går okay. Laura havde i hvert fald en rigtig god jul – og det var det vigtigste.

Mandag d. 27/12-10 går jeg rundt som en løve i brud hele formiddagen. Jeg har meget svært ved at være mor for Laura. Så min søde mand foreslår at de tager op til Farmor.
Da de er på vej ud af døren ringer de endelig fra sygehuset. Det er en læge jeg ikke får fat i navnet på der ringer. Hun taler meget dårlig dansk.
Jeg får en aftale på fødegangen kl. 17.00 til en samtale og udleveringen af den første pille, som jeg skal tage inden jeg går i seng om aftenen.

Det meste af eftermiddagen ligger jeg i fosterstilling på sofaen og stirre ud i luften. Der er så mange tanker der går gennem mit hoved.
Er det her nu det rigtige?
Kan de ikke have taget fejl?
Hvorfor lige os?
Er han mon i live, når han kommer ud?
Hvordan skal jeg nogensinde klare at komme igennem den rædselsfuld dag?

Pludselig kommer jeg til at kigge på juletræet. Og jeg kan bare ikke lade være med at tænke på at det vil komme til at stå og tabe alle nålene, hvis jeg ikke kommer hjem lige med det samme. Det skal nemlig nok – med mit held – passe at jeg bliver indlagt i flere dage.
Jeg kan ikke kontrollere Mathias’ skæbne, men det her kan jeg da kontrollere.
Så jeg begynder at pille julepynten af træet og smider det ud på terrassen.
Derefter vander jeg alle blomster. Nu kan jeg tage hjemmefra, med ro i sjælen.

Jeg kører inde på sygehuset til kl. 17. Jeg kommer til at tale med en sød jordmoder som jeg ikke kan huske navnet på. Vi sidder i et af undersøgelseslokalerne. Vi tale om hvad der skal ske dagen efter og mulighed for smertelindring. Det hele er stadig så uvirkeligt.
På vej ud til elevatoren igen, møder jeg et par som helt sikkert er på vej ind for at føde. Kvinden kan næsten ikke gå så kraftige er hendes veer.
Hold da kæft hvor gør det ondt at vide at jeg ikke får min baby med hjem.

Da jeg skal i seng og skal tage pillen, går det rigtig op for mig, at når jeg har taget pillen, så er der ingen vej tilbage. Den lille baby som ælter rundt inden i min mave vil måske ikke være i live, når jeg vågner i morgen!

Jeg sover overraskende god om natten. Og Mathias er stadig i live om morgenen!

Vi kører ind på sygehuset til kl. 8.00. Vi parkere nede på langtidsparkeringen og går op på fødegangen.

Der sidder en glad og smilende dame i receptionen, da vi ankommer. Jeg oplyser mit navn og at vi har en aftale kl. 8.00.
Hun spørger lige så glad om det er til en igangsætning. Lige der falde mit hjerte helt ned i maven og jeg siger mere spidst end det var meningen, at vi er komme for at få en sen provokeret abort.
Den søde og venlige dame skifter fuldstændig ansigtsudtryk. Fra smilende til en blanding af forskrækkelse og medfølelse. Hun beder os om at tage plads i venteværelset.

Efter få minutter kommer jordmoderstuderende Diana Kjærulff ind. Hun skal være ”vores” jordmoder i dag. Diana er mellem 25-30 år gammel, hun er lidt buttet og hun har mørkebrunt let krøllet hår.
Diana viser os ind på den fødestue, som vi skal være på. Det er stue 1. Den stue længst væk fra de andre fødestuer. Den bliver primært brugt til sene aborter og tvillingefødsler.
Fødestuen er ikke helt som de andre – skillevæggen mangler. Men ”fødsels-sengen” og varmere til babyen står klar, med svøb og en lille hue.
Jeg bliver bare så ked af det, da jeg ser alt det udstyr, som bruges til at bringe en rask og levedygtig babyer til verden. Det er jo ikke sådan en fødsel det bliver i dag.

Michael og jeg sidder trykkede sammen i fødestuen og venter på at Diana skal komme tilbage. Jeg græder det meste af tiden og Michael holder om mig og prøver at trøste.

Diana kommer tilbage og fortæller at vores tid til fostervandsprøven er kl. 8.30 og at hun kommer og henter os, når det er tid.

Klokken bliver 8.20 og vi går alle 3 ned til gyn. ambulatoriet i stueplan. Michael og jeg sættes os så vi sidder lige overfor dørene ind til scanningsrummene. Diana sætter sig skråt overfor os. Jeg kan næsten ikke holde ud at kigge på hende. Det er som om at det får virkeligheden til at rykke for tæt på.

Det er hende som scannede os i sommer, som skal scanne mens fostervands-prøven bliver lavet. Oplevelsen med hende i sommer var bestemt ikke optimal, men denne gang er hun bare rigtig god.
Jeg skal scannes for at man kan finde det bedste sted at tage fostervandsprøven. Lægen og scanningsdamen bliver enige om at det bedste sted at stikke er lige over min navle og så lidt ud til højre.
Jeg får lige et glimt at kanylen, da de pakker den ud og jeg ved bare at nu må jeg vist hellere lukke øjnene, så jeg slipper for at se mere.

Mens der bliver scannet spørger de om vi ved om det er en dreng eller pige. Men det har vi ikke fået at vide, fordi de først ikke kunne se det og så blev det ligesom lidt irrelevant.
Men nu kan de se klart og tydeligt at det er en lille dreng som ligger inde i maven. Michael bliver meget ked af at høre at det dreng, fordi det var det han ønskede sig alder mest.

Fostervandsprøven starter med at jeg skal sprittes af på maven. Det er bare så kolde og jeg bliver helt gul over hele maven.
Efter at jeg er blevet spritte af 2 gange, gøre de kanylen og sprøjten klar. De slukker for patient skærmen, så jeg ikke kan se noget, men det har ingen betydning, fordi mine øjne er presse så hård i at det gør helt ondt.
Først kan jeg mærke noget som jeg tror er noget lokalbedøvelse, men det er det ikke, det er det yderste af den lange kanyle som prikker i det yderste af mit maveskind. Lægen spørger om jeg kan mærke det og jeg siger ja. Så siger hun: ”nu kommer stikket”. Og da skal jeg da lige love for. Det gjorde bare helt vild ondt, da nålen gik gennem mine mavemuskler. Det føltes bare som en evighed før det er overstået. Jeg kan slet ikke slappe af i mavemusklerne. De er som en stor hård knude.
Michael sidder så han kan se skærmen på scanneren og han kan se nålen på scannings-billedet. Lidt vildt!

Efter fostervandsprøven går vi igen op på fødegangen og det er med tunge skridt.

Jeg skifter til hospitalstøj og får lagt en venflon i min venstre hånd. Jeg er allerede nu ved at være træt af at blive stukket i.

Det næste der skal ske er at jeg skal have de første stikpiller. Det får jeg ca. kl. 9.15 og jeg skal så have 2 stikpiller hver 3. time indtil fødslen er overstået eller jeg har fået opsat stikpiller 5 gange.
Vi får at vide, at når man har født før, så er det normalt at man kun skal have 3 gange stikpiller, så vi kan forvente at der er overstået sidst på eftermiddagen.

Vi sidder på fødestuen og taler med jordmoderen om hvad der skal ske i løbet af dagen. Vi snakker også om hvad der skal ske, når han er født. De kan ikke afvise at han ikke er i live, når han kommer ud. Især ikke når han stadigvæk sparker inde i min mave. Det giver et stor stik i mit hjerte hver gang jeg kan mærke ham. Den sidste gang jeg mærker liv er ved 10-tiden, så jeg vælger at tro på at han, da har fået fred.
Jordmoderen spørger om hvad vi gerne vil have der skal ske, hvis han er i live, når han kommer ud. De tilbyder at gå ud med ham indtil han har udåndet, men den tanke kan jeg bare slet ikke klare. Hvis min lille dreng skal dø hos nogen, så er det hos mig og ikke nogen andre.
Vi snakker også smertelindring. Og jeg vil gerne have den epiduralblokade, som de anbefaler at jeg får. Jeg har aldrig troet, at jeg ville ønske en epiduralblokade, fordi jeg er virkelig bange for den store nål, som jeg har set og læst om at man skal have den lagt med. Men jeg har bare ikke overskuddet til at kunne overskue at have ve-smerter. Det er lige som noget andet end, når man regner med at få en velskab baby med hjem.
Epiduralen bliver bestilt og vi får lov til at være lidt alene igen.

Da vi kommer tilbage fra fostervandsprøven er der hængt et gardin op, så man ikke kan se den normale fødselsdel af fødestuen. De forklare at det har været til vask og at det er sat op for at skåne os. Men hvad fan’ skal det hjælpe, når man alligevel godt hvad der er bag det.

Ved 10-tiden kommer ”forvagten” for at lægge epiduralen. (Forvagten er en yngre læge som normalt klare at lægge epiduralen de ukomplicerede blokader, men hvis ikke forvagten kan så bliver ”bagvagten” tilkaldt. Bagvagten er en mere erfaren læge, som kun bliver tilkaldt, hvis forvagten ikke selv kan lægge epiduralen.

Jeg skal sidde på sengen med benene ud over siden og så have den dårligste holdnings jeg overhovedet kan præstere.
Først skal min rygsøjle undersøges for at finde det rette sted. Forvagten trykker bare helt vildt hård på min rygsøjle. Jeg kan slet ikke side stille – heller ikke selv om jeg forsøger at bruge hele min viljestyrke på det.
Da forvagten har fundet et passende sted bliver jeg sprittet af på ryggen og får et stor stykke sterilt papir med hul i midten klistret på ryggen.
Første skal jeg have en lokalbedøvelse. Det gør ondt, men det er ikke noget imod den smerte jeg bagefter oplever.
Lokalbedøvelsen virker efter et par minutter og de gør klare til at lægge epiduralen. Først kan jeg kun mærke presset fra nålen, men så lige pludselig er det som om jeg får elektriskstød i den ene side af hoften. Hold da op hvor gør det ondt. Og det bliver bare ved.
Forvagten prøver igen at stikke mig, men også denne gang er den ikke lagt rigtigt. Jeg begynder at få det dårligt. Bliver svimmel og får kvalme.
Tredje gang hun stikker er jeg lige ved at besvime, det hyler for mine øre og jeg har sorte pletter for øjnene.
Jeg prøver at tænke på noget andet og på at få klaret hovedet. Jordmoderen kommer med en kold klud til min pande. Det hjælper lidt.
Forvagten spørger om jeg er med på at vi prøver en sidste gang. Jeg må har svaret ja, for hun prøver igen. Denne gang føles det som om at jeg er ”væk” et par sekunder. Men jeg er ikke sikker.
Da forvagten har taget nålen ud lader jeg mig falde til siden, så jeg kommer ned at ligge på dynen som ligger sammenrullet i fodenden af sengen.
Jordmoderen og forvagten bliver enig om at tilkalde bagvagten, så han kan lægge epiduralen.

Jeg ligger på sengen og forsøger at lade være med at brække mig. Efter lidt tid kan jeg igen komme op og sidde igen.

Først på dagen var jeg meget kede af det og fokuserede på den følelsesmæssige del af fødslen, men nu er det lige som om at min krop er gået i en slagt autopilot tilstand. Jeg føler mig ikke ked af det mere. Den fysiske del af fødslen er bare for overvældende til at jeg kan kapere begge dele og så sortere min krop/hjerne ligesom den ene del fra. Det er en meget mærkelig fornemmelse. Den holder faktisk helt indtil vi kommer hjem fra sygehuset dagen efter.

Bagvagten dukker op noget tid senere. Jeg ved ikke præcist hvornår. Jeg bliver igen dårlig, men da han får den lagt rigtig i tredje forsøg, når jeg ikke at miste bevidstheden.

Da klokken er 12 får Michael frokost. Jeg må ikke få noget.
Kl. 12.15 bliver jeg igen undersøgt for at se hvor meget jeg har åbnet mig og får lagt 2 nye stikpiller op.

Vores jordmoder Diana snakker med os om de muligheder der er for støtte og nogle andre ting og vi får udlevere nogle brochurer.

Tiden går og Michael læser og jeg høre lydbog og lægger 7 kabale på min Iphone.

Kl. 15.15 er det igen tid til undersøgelse og nye stikpiller. Der er ikke sket noget med min livmoderhals siden middag, så det ser ud til at det kommer til at tage længere tid en forventet.

Kl. 16 får jeg lov til at spise en appelsin. Jeg er også bare så sulten. Det er den bedste appelsin jeg har fået længe.

Jeg forsøger at gå rundt for at sætte gang i veerne og der begynder så småt også at ske noget. Efter en halv time begynder veerne at ”bide” og jeg beder om at få tændt epiduralen. Jeg magter bare slet ikke den smerte. Den vækker så mange minder fra da Laura blev fødet. Og jeg kan slet ikke have at denne rædselsfulde dag skal minde og den dejlige dag mere en højst nødvendig.

Epiduralen begynder hurtigt at virke og det er bare sådan en lettelse. Efter en halvtimes tid begynder jeg at klø helt vild over hele kroppen. Det er åbenbare en bivirkning ved epiduralen.
Efter epiduralen er sat til skal jeg have tjekket mit blodtryk en masse gange, fordi der er risiko for at det kan falde for meget.
Mit blodtryk er dog fint, men jeg begynder igen at blive dårlig. Til sidst er jeg nødt til at lægge mig i sengen, fordi jeg bliver svimmel og får kvalme, når jeg er oppe.
Det meste af tiden ligger jeg i sengen og høre min lydbog og halvsover. Michael er nået næsten halvvejs i sin bog nu.

Ca. kl. 18 får Michael aftensmad og jeg får lagt endnu 2 stikpiller op. Men der er stadigvæk ikke sket noget med min livmoderhals.
Jeg begynder at føle mig varm og får taget min temperatur. Jeg har feber. Jordmoder Diana bestiller en laborant til at tage nogle blodprøver, så de kan være sikker på at jeg ikke har fået en infektion.

Laboranten ankommer ved 19-tiden.
Der er en lille antydning af infektion, men det er ikke så galt at jeg skal have pencillin.
Jeg prøver igen at gå lidt oppe, for at få gang i veerne, men de er næsten helt forsvunden nu.

Ved 9-tiden får jeg lagt dagen sidste stikpiller. Hverken jeg eller jordmoderen tror på at det bliver i dag.
Epiduralen giver mig stadig den vildest kløe over hele underkroppen. Jeg forsøger at ignorer det og halv sover det meste af tiden.

Der er vagtskifte kl. 23.30, så kl. 23.00 kommer Diana og en anden jordmoder ind for at tale med os om det videre forløb.
De har besluttet at jeg nu skal ”puttes for natten” og at de så vil se hvordan det går i morgen. Hvis jeg stadigvæk ikke har åbnet mig, skal jeg i gang med en ny omgang stikpiller.
Jeg får endelig tilbud noget at spise. Jeg har ikke fået andet en 2 stykker riste brød i morgen og en appelsin kl. 16, så jeg er ved at være godt sulten. Diane kommer med noget ristet brød til mig. Jeg må ikke få noget der er for tungt, hvis nu der sker noget i løbet af natten.
Det bliver dog ikke noget problem, fordi jeg brækker det hele op igen. Jeg er nemlig igen blevet dårlig af at være oppe.

Michael køre hjem for at sove og jeg lægger mig i den ”rigtig” seng der er inde på stuen. Jeg har ikke fået børste tænder efter at jeg har brækket mig, men jeg orker bare ikke at rejse mig og gå ud og børste dem nu. Jeg falder hurtig i søvn.

Mellem kl. 2 og kl. 3 er epiduralen ved at løbe tør, så den begynder at bippe. Jeg vågner noget forvirret. Det tager mig lidt tid at finde ud ad hvor jeg egentlig er.
Jeg rykker i snoren, for at få fat i en af jordmødrene som har nattevagten.
Det kommer en lige med det samme og jeg får skiftet sprøjten i epiduralen og lægger mig til at sove igen.

Lidt over 5 vågner jeg igen, fordi jeg skal tisse. Jeg svinger benene ud over kanten på sengen. Mine ben føles meget tunge - meget tungere end inden jeg gik i seng.
Jeg rejser mig prøvende op, men vælger at sætte mig ned igen for lige at være sikker på at jeg har styr på mine ben.
Jeg forsøg igen og denne gang tager jeg et par skridt. Men det skulle jeg nok ikke have gjort, fordi mine ben giver fuldstændig efter under mig. Jeg lander på alle fire på gulvet mellem badeværelse og senge.
Nu er gode råd sgu dyre. Hvordan får jeg nu fat i hjælp? Mine ben virker slet ikke, så jeg kan kun mave mig fra på armene.
Jeg bestemmer mig til at prøve at komme tilbage til sengen. Der er vist lidt kortere end ud på toilettet. Da jeg kommer hen til sengen kan jeg ikke nå snoren til alarmen, fordi den ligger for lang inde på sengen. Med alle mine armkræfter for jeg mig lige hevet så lang op på sengen at jeg kan nå snoren med det yderste af fingerspidserene. Puha da var en lettelse. Det havde ikke være særlig sjovt at skulle mave sig hele vejen ud på toilettet eller rundt om sengen.

Der kommer en jordmoder med det samme. Det først hun siger er hvorfor jeg dog ikke bare råbte om hjælp. Men den ide havde jeg udelukket. Jeg kunne ikke få døren op og jeg ville altså ikke lægge munden til dørsprækken og råbe indtil der kom nogen. Der er altså grænser for hvor mange nedværdigende ting jeg kan klare på et døgn.

Jeg bliver hjulpet op i sengen og de spørger om jeg kan komme over på en bækkenstol for at tisse, men mine ben er bare som gele, så den mulighed dur ikke. Derfor får jeg lagt et engangskateter, så jeg kan få tomt min blære.
Jeg havde egentlig regnet med at det ville gøre vildt ond, men jeg kunne ikke mærke noget. Så noget god er der da ved epiduralen.

Jeg tisser bare i et væk. Der kommer over en halv liter.
Da det er overstået får jeg lov til at sove igen, men jeg er nødt til at have en af jordmødrene til at hjælpe mig med at få benene på plads igen, jeg kan nemlig slet ikke løfte dem selv.

Jeg ligger på ryggen og prøver at sove igen. Men der er ligesom noget der murre i min lænd. Jeg er bange for at det er fødslen der er ved at starte, så jeg får drejet om på siden for at få det til at stoppe. Jeg har ikke lyst til fødslen skal gå i gang. Jeg har ikke lyst til at Mathias skal komme ud. Jeg vil beholde ham i min livmoder, så han ikke dør. Jeg er slet ikke klar til at give slip på ham.
Men efter 5 minuttet går vand. Det føles som om jeg tisser helt vild.
Jeg trækker i snoren. Der kommer to jordmødre og hjælper mig. Jeg beder dem om at ringe efter Michael. Jeg er meget bange for at han ikke, når at komme før Mathias bliver født. Men han kommer rigtig hurtigt og der er ikke sket mere i mellemtiden.

Jeg ligger og småsover på sengen og Michael sidder ved siden af og læser i hans bog. Jeg begynder et får pressefornemmelse og får Michael til at ringe efter jordmoderen. Jeg vil helt have nogen til at hjælpe, hvis det er nu at jeg føder.
Jeg spørger om jeg godt må presse – om de er klar til at jeg kan føde.

Først kan jeg mærke at han er på vej ud af min livmoder. Jeg presser igen og kan mærke at han nu næsten er ude nu. Lige pludselig er hoved født. Det føles næsten som da Laura blev født – det gør bare ikke så ondt! Det giver ligesom et smæld da hovedet bliver født.
Jeg presser igen og Mathias’ lille livløse krop kommer til verden d. 29/12-2010 kl.7.42.
Jordmoderen afnavler ham og jeg får ham op til mig. Tårerne presser sig på og jeg begynder at græde.
Han er så lille bitte og skrøbelig. Huden er helt mørkeråd og meget tynd. Man hænger ligesom fast i hans hud, når man røre ved ham. Han er helt færdig, han mangler bare at vokse sig stor.
Da han kommer ud har en bule på lænden som senere bliver til noget der ligner et blåmærke på størrelse med en 5’er. Desuden vender han fødder med vristene nedad og tærende indad.
Mathis er ikke i live, da han kommer ud. Han er død på et eller andet tidspunk mellem kl.10.00 dagen før og så nu.
Jeg føler mig meget lette over at han ikke er i live. Det ville simpelthen ikke have været til at bære.

Jordmoderen trækker i navlestrengen og presser på min mave. Jeg bliver bedt om at presse med for at få moderkagen med ud, men det vil ikke lykkes og navlestrengen knækker.
Jordmoder går ud får at snakke med lægen om hvad de så skal gøre og vi får lov til at være alene med Mathias.
De bliver enig om at jeg skal have en udskrabning, så jeg skal flyttes over til hospitalsengen, så jeg er klar, når jeg kan få en tid.
Jeg ligger med Mathias ved siden af mig og Michael tager en masse billeder af ham.
Hans små fingere er helt perfekte med bitte små negle på. Han ser ud som om han bare ligger og sover. Hans lille mund ligner min.

Lidt efter kommer jordmoderen, lægen og en SOSU-assistent ind. SOSU-assistenten er den samme som var med til Lauras fødsel. Hun hedder Sabine. Jeg kan ikke huske hende – nok mest fordi jeg var optaget af presseveerne den gang, men Michael kan tydeligt huske hende.
Læge vil gerne prøve om hun ikke kan få moderkagen ud selv inden de sender mig til udskrabning. Jeg skal over på fødsels-sengen og ligge. Da jeg rejser mig for at komme fra hospitalsengen til fødselssengen får jeg det meget dårligt. Jeg brækker mig i et væk. Jeg har ikke noget i maven, så det er bare en masse gul galde der kommer op. Det brænder voldsomt i min hals.
Da de har fået mig på plads i sengen - mine ben virker ikke helt endnu, så det er en større ”operation” – går lægen i gang med at forsøge at få moderkagen ud.
Det gør ondt og jeg skal hele tiden koncentrere mig for ikke at komme til at brække mig igen. Læge ”roder” længe og voldsom rundt i mit underliv. Jeg ligger bare og ønsker at jeg var alle mulige andre steder end lige her.
Det lykkes ikke for læge at få moderkagen ud. Min krop er åbenbart fast besluttet på at udsætte mig for så meget ubehag som muligt!

Da jeg skal tilbage til hospitalsenge igen kommer der endnu mere galde op. Jeg bliver bare så dårlig hver gang jeg får hovedet opad bare en lille smule.
Udskrabningen bliver bestil og jeg ligger og hviler mig og håber på at den væmmelig kvalme snart forsvinder.
Pludselig kommer der en narkoselæge ind. Han siger noget om at der er godt, at jeg har epiduralen i og at jeg snart skal ned til udskrabningen.

Jeg ved ikke hvor lang tider der går. Jeg har helt mistet tidsfornemmelsen og jeg får ikke kigget på uret. Jeg har meget svært ved at overskue at være sammen med Mathias. Alt det som der sker og skal ske med min krop fylder for meget. Jeg kan ikke overskue begge dele.

Efter noget tid kommer der en portør, som skal køre mig ned til udskrabningen.
Hvis jeg blev dårlig af at komme og op stå, så er det ikke noget i mod hvad jeg gør da portøren begynder at køre med mig. Jeg brække mig i hele vejen ned til operationsstuen.
Da vi kommer ud af elevatoren kommer der, hvad jeg tro er en narkoselæge, os i møde. Han begynder at sprøjte noget medicin i venflonen på min hånd, mens vi forsat kører mod operationsstuen. Inden vi kører ind på operationsstuen får jeg et hårnet på af portøren og jeg er klar til indgrebet.
Jeg kan stadigvæk ikke rigtig bruge mine ben, så jeg må have hjælp til at komme over på operationsbordet. Operationsbordet føles meget mærkeligt at ligge på. I starten passer det ligesom ikke rigtig til min krop, men efter lidt tid er det som om det tilpasser sig min krop. Det føles som at ligge på en stor pude med kartoffelmel inden i.
Operationsstuen er meget hektisk der er ca. 10 læger og sygeplejersker i rummet og de myldre rund, som små myrer.
Jeg får blodtryksmanchet og pulsmåler på og ilt i næsten alt i mens narkoselægen sprøjter mere medicin ind i venflonen og samtidig er der en sygeplejerske der flytter rundt på mine ben.
Det er alt sammen meget overvældende. Jeg lukker øjnene for at slippe væk fra alt virakken. Brækfornemmelsen og kvalmen er ikke lang væk. Jeg kan høre min puls der bipper af sted på et af apparaterne. Den er helt vildt høj. Mit hjerte må være lige ved at hoppe ud af mit bryst, men jeg kan ikke mærke noget.
Der er en der siger: ”vi lejrer 5 minutter over halv”. 5 minutter over halv hvad? Jeg har totalt mistet tidsfornemmelsen. Ilt i næsten sidder ikke særlig godt. Det klør og jeg vil løfte armen for at rette på den, men det kan jeg ikke og jeg har ikke overskud til at forsøge at komme i kontakt med en af sygeplejerskerne.
Imens jeg ligger der er noget af personalet ved at planlægge de næste operationer. Jeg kan høre hvordan de rykker rundt på patienterne for at få plads til en akut operation.
Nu må klokken være blevet 5 minutter over halv, fordi de begynder at lægge mine ben op i stigebøjlerne. Der er en som mener at jeg ligger for lang oppe og de rykker i tæppet under mig. Min ende hænger nu helt ude over bordkanten og jeg bliver bange for at falde ned, men allievel siger jeg ikke noget. Ligger bare med lukkede øjne og ønsker at det snart er overstået.
De finder heldigvis hurtig ud af at jeg nu ligger for lang nede og hiver mig lidt op igen.
Jeg ligger nu, som jeg skal og der er en som siger at nu spritter hun mig lige af. Da hun begynder på det, får jeg bare det største chok. Jeg troede helt sikkert, at jeg ikke ville kunne mærke noget overhovedet, men det kan jeg! Det eneste bedøvelse har taget er smerterne, så jeg kan tydelig mærke hvad det er de laver med min krop.
Det er en meget voldsom og ubehagelig oplevelse. Jeg kan mærke hvordan lægen nærmest er ved at rykke min livmoder ud af mit underliv.
Det føles som en evighed før de er færdig, men også denne ubehagelige oplevelse får en ende. Jeg bliver flyttet over i min hospitalsseng igen og portøren køre af sted med mig. Men historien gentager sig og jeg skal igen brække mig. Problemet er bare at jeg ligger på ryggen og er stadig bedøvet, så jeg kan ikke rører mig. Galden fylder min mund og jeg kan ikke få luft. Jeg forsøger at komme i kontakt med portøren, men jeg kan ikke løfte mine arme. Jeg tror, at jeg får udstødt en lyd, fordi pludselig blive jeg vendt om på siden, så jeg kan få galden ud af munden og få luft igen.

Nede på opvågningen får jeg igen en masse udstyr på. Bl.a. blodtryksmanchet som kører med få minutters mellemrum, pulsmåler, som nu heldigvis lyder langsommere end nede på operationsstuen.
Sygeplejersken kommer og fjerne epiduralen. Jeg kan godt mærke hvor bedøvelsen stopper da hun trækker tapen, som har holdt slangen på plads af.
Jeg har det rigtig dårlig og jeg brækker mig flere gange. Jeg føler at jeg ligger på noget, men jeg kan slet ikke flytte mig, så jeg kan komme til at ligge mere behageligt. Jeg kan godt brug mine arme nu, men jeg har slet ikke kræfter til at trække mig over i en ny stilling.
På et tidspunkt kommer sygeplejersken for at måle min blodprocent. Det foregår ved en blodprøvet taget fra øreflippen. Det gør pænt ondt og jeg får et blåtmærk på øreflippen som er over en uge om at gå væk igen.

Jeg ved ikke hvor længe jeg ligger på opvågningen, men da jeg begynder at kunne bevæge mine tær igen, blive jeg igen kørt op på fødegangen.

Oppe på stuen sidder Michael og læser i hans bog og Mathias ligger pænt indsvøbt på sengen.
Michael har også nået at få en lur, så jeg må have været væk noget tid, men hvor længe har jeg ingen anelse om.
Jeg får lov til at ligge lidt i fred med en kold klud på panden. Jeg er sikker på at jeg har brække over en liter galde op siden i morges. Jeg har ondt i svælget, maven og ryg musklerne af at brække mig.

Efter noget tid kommer SOUS-assistenten Sabine ind for at høre om jeg ikke vil have noget at spise. Jeg har ikke den stor lyst til noget som helst lige nu, men jeg ved godt at jeg er nødt til at komme i gang med at spise igen for at få det fysisk godt igen.
Jeg beder om et stykke franskbrød med marmelade og om de vil sætte sengen til strømmen, så jeg langsom kan få hævet hovedgæret. Jeg tør slet ikke prøve at sætte mig op. Jeg er helt sikker på at det bare vil resultere i endnu mere opkast.

Jeg spiser lige så langsom min franskbrød og køre hovedgæret op. Bare et par centimeter ad gangen og så en pause på 5-10 minutter.
Vores jordmoder kommer ind med 2 piller til mig som skal forhindre mælken i at løbe til. Jeg tør ikke tage dem med det samme, fordi jeg ikke er sikker på at jeg kan holde dem og maden i mig endnu.
Ligeså langsom får jeg mig kørt næsten helt op at sidde. Jeg skal tisse og jeg beslutter mig for at våge det ene øje og gå ud på toilettet, jeg skal nemlig ikke nyde noget af at skulle have tømt blære med et kateter igen, nu hvor epiduralen ikke er der til at tage smerterne.
Da jeg er ude på toilettet bliver jeg igen dårlig, så jeg skynder mig tilbage til sengen igen. Det lykkes mig at undertrykke brækfornemmelsen så meget, at jeg ikke brækker mig denne gang.

Jordmoderen kommer ind for at tjekke at jeg ikke bløder for meget og for at veje Mathias. Jeg kan ikke huske nøjagtigt hvor meget han vejede, men det var ca, 250 g. Hun laver et flot fodaftryk til os og forsøger også at leve et håndtryk, men det vil ikke rigtig lykkedes for hende, fordi Mathias’ fingere er så små og bløde.

Da jordmoderen er færdig med Mathias får jeg ham over til mig i sengen. Jeg græder igen.
Jeg har meget svært ved at sige farvel til ham. Jeg har simpelthen ikke overskud til det lige nu. Alt det andet der er sket fylder alt for meget.
Jeg er så ked af i dag at jeg ikke tog mig mere tid til at være sammen med Mathias, men jeg kunne bare ikke!

Jeg kan ikke rigtig komme fysisk ovenpå igen, så jeg får en liter sukkervand i min drop. Den kører på fuldkraft. Min venstre arme er helt kold. Det føles meget mærkeligt.
Det virker. I løbet af den time det tager at få sukkervandet til at løbe ned får jeg det meget bedre. Da posen er tom er jeg meget klar til at få mit eget tøj på igen, så vi kan komme hjem.

Mens jeg er ude og tisse inden vi skal hjem henter Sabine Mathias. Han skal blive på fødegangen nytåret over. Mandag d. 3/1-2011 skal han til Skejby til obduktion. Så vi forhåbentlig kan få nogle svar på hvorfor Mathias er så syg.

Vi forlader fødegangen ca. kl.15. Jeg er meget træt og vil bare hjem og have et bad og sove.



Alting har en ende – selv denne rædselsfulde dag
Alting har en ende – selv dit lille hjerte slag
Det eneste der aldrig har en ende – er den smerte jeg nu må leve med hver eneste dag

Tusind tak fordi du har delt din oplevelse med os herinde - det er hård kost. Virkelig godt skrevet og meget meget sørgeligt. Jeg har selv været igennem samme omgang i 21. uge, så kan sagtens identificere mig med følelserne og hændelsesforløbet, selv om det ikke var helt identisk, men meget tæt på! Det er så smertefuldt at miste et barn, og jeg kan godt forstå at du er tyndslidt.... Jeg håber I får en god jul på trods

Puha...Det er svært at skrive noget, tårerne løber bare ned af kinderne Hvor er jeg ked af at I mistede Mathias og at du skulle så meget igennem Tusind tak fordi du delte det med os så detaljeret.

Tusinde tak fordi du delte jeres historie med os. Hvor er det bare forfærdeligt

Jeg skal selv til MD scanning om ca. 3 uger og din historie er min frygt

Puha, det gør mig virkelig ondt, at du/I skulle igennem sådan en frygtelig oplevelse, som det må være at miste
- og drøn uretfærdigt at I så også skal kæmpe så meget med graviditeterne efterfølgende

Håber I, trods alt det I har været igennem, får en god jul, og kommer godt ind i det nye år.

Må 2012 bringe jer en masse lykke og glæde

Det gør mig virkelig ondt for dig. At skulle gennem den oplevelse og alle de aborter er mere end noget menneske kan klare. Jeg håber sådan, at det nye år har noget bedre at byde på for dig og jer!

Sikke en fortælling. Det gør mig så ondt!