Og du, lille Gabriel! Var ikke svag, men stærk. Så stærk, at du voksede frem uden at vi vidste det. Så stærk, at du med dit korte liv har sat dybe spor.

De fineste spor af dine hænder og fødder, på et fint lille stykke papir. De fineste spor af dit ansigt i din mors og fars hjerte.

Så stærk var du, at du har ændret vor liv for altid.

Så dybe spor, at vi nu ved, at såvel stærke engle med vinger som bævende duer, der har slået vingerne omkring sig... at også vi er Guds skabninger og har intet at frygte... End ikke døden.

det var rigtig hård læsning - kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være, at få det dyrebareste revet væk fra sig

jeg får bare brug for at sige, at du ikke må slå dig selv i hovedet med, at du ikke kan huske hvordan han duftede jeg kan ikke huske hvordan nogle af mine duftede - selvom Asger kun er 4 måneder...... Jeg håber ikke det gør noget jeg siger det, jeg tænkte bare at du ikke må være ked af at du ikke kan huske det, for det tror jeg de færreste kan. Men jeg kan sagtens forstå, at det må være så svært for dig, at du ikke kan

Det er naturligvis helt okay at du skriver det Jeg tror bare at når man har mistet et barn, så gør man alt for at have så mange minder og ting at holde fast i, og for mig i hvert fald er det svært når jeg føler det "glider" fra mig..

Oprindeligt indlæg af Nette-Ette

Det er naturligvis helt okay at du skriver det Jeg tror bare at når man har mistet et barn, så gør man alt for at have så mange minder og ting at holde fast i, og for mig i hvert fald er det svært når jeg føler det "glider" fra mig..

Det kan jeg sagtens forstå! Det er heller ikke retfærdigt at hjernen glemmer sådanne ting, som er så vigtige for én! Jeg tror nu ikke det er glemt, for jeg er sikker på, at du til enhver tid ville kunne genkende duften af ham - det glider nok bare så langt i baggrunden fordi der er andre ting der fylder....
Der er jo, som jeg kan læse, en masse ting som du kan huske så tydeligt, fordi de er lagret i kroppen.. Både de rare og knap så rare.