Pludselig bliver benene bare slået væk under en... Sådan helt uventet høre jeg pludselig en sang, som minder mig om dengang da livet var allersværest, og alting så sort ud.

Sangen ramte mig så hårdt i maven at jeg næsten ikke kunne trække vejret, og tårerne trillede med det samme ned af kinderne. På 2 sekunder var jeg fjernet fra mit nuværende liv, og tilbage for mange år siden - siddende grædende i en hospitalsseng med et stort tomt hul i min mave.

Alle følelserne væltede frem i mig, smerten, sorgen, skuffelsen, magtløsheden. For satan hvor har jeg aldrig nogensinde i mit liv følt mig så ligegyldig og magtesløs som dengang - INTET kan du gøre.. INTET der ændre på det faktum at dit barn er dødt. INTET!

Jeg husker følelsen af at det da må være et maridt - hvornår mon jeg vågner? Dette kan sgu da ikke ske! En eller anden - kom nu og fortæl mig at det ikke er virkelighed ?!? Men der kom aldrig nogen og vækkede mig, ingen der kunne slette det der var slet... intet at gøre!

Jeg mindes at sidde på hospitalet og kigge ud af vinduet - folk der går rundt, på vej til arbejde, køre bil, snakker i telefon, holder i hånd... griner..! Forstår ikke hvordan verdenen bare kan forsætte uændret når min verden er gået i stå, og aldrig bliver den samme igen. Mindes jeg havde lyst til at åbne vinduet og skrige hvad de havde gang i - ved i ikke at min søn er død!

Skæmt mindes jeg smerten ved at trække vejret, smerten ved at være til, smerten ved at se min mand i så dyb en sorg. Igen og igen rammes jeg af hjælpeløsheden! Alt alt ALT vil jeg gøre, hvis bare jeg kunne ændre det.

Mindes om det dybe dybe hul der trak mig længere og længere ned - den mørke tunge sorg som ikke ville slippe mig. Mindes følelsen af at føle mig som et halvt menneske, og aldrig blive hel igen.

Det er skræmmende som sådan et flashback kan sætte tankerne igang. Jeg havde faktisk glemt HVOR slemt jeg havde det dengang. Jeg havde lykkeligt glemt den altædende smerte i mit indre som var så dominerende og fortærende.

Men der er også andre ting jeg har glemt - jeg husker ikke længere Gabriels duft - jeg prøver at genkalde mig den, og bilder mig selv ind at jeg svagt kan huske den, men sandheden er at det kan jeg ikke. Jeg kan huske han dufte af sød babyduft, men jeg kan ikke genskabe duften i mit indre.

Jeg kan huske jeg har nusset ham på kinden, og holdt hans lille bitte hånd i min - men jeg kan ikke huske hvordan det føles! jeg mindes at have ham i mine arme, kysse ham på panden, men kan ikke genkalde mig hvordan det fysisk føltes at have ham i armene. Mindes den overvældende kærlighed der slår benene væk under en - midt i en stor sorg. Kærlighed og stolthed over at have skabt dette lille væsen... denne smukke smukke dreng!

Dette er mange mange år siden - og livet har virkelig været taknemmeligt mod mig. Jeg har fået lov til at opleve glæden igen, jeg ER lykkelig, og jeg vil faktisk sige at jeg nu føler mig som et helt menneske. Jeg mangler ikke længere en kæmpe del af mig selv - Gabriel er - som min andre børn - en del af det menneske jeg nu er blevet.

Various Artists "Hvor små vi er" - YouTube