Jeg mødte min kæreste herinde.

Jeg bor i Jylland, han på Sjælland. Vi blev enige om at mødes i Tivoli Kbh, efter at have PB'et, sms'et og ringet sammen et par uger. Jeg var lidt smålun på ham, inden vi mødtes; da vi så mødtes, kunne jeg ret hurtigt mærke, at jeg egentlig syntes, han var(er!) ret dejlig..

På daten snakkede vi en masse; spiste og prøvede forlystelser, slentrede rundt og kiggede - til sidst hånd i hånd.. Det endte med, at jeg tog med ham hjem og sov, selvom det ikke havde været planen fra starten af. Vi har været kærester siden den aften

Jeg kendte min kæreste (meget) lidt perifært i forvejen men aldrig en jeg nogensinde skulle have troet jeg skulle indlede et forhold til..

En dag i byen mødtes vi og et par timer efter vi havde snakket og fjollet og glemt alt og alle omkring os, tog vi hjem sammen og nu er vi kærester Og har været det i 15 mdr. nu og boet sammen stort set ligeså længe

Jeg havde kendt min kæreste i flere år, ja, hun var faktisk en af mine bedste veninder.
Kan faktisk ikke forklare hvad der skete, men blev pludselig forelsket i hende. Det var sådan lidt efter jeg havde haft en meget hård periode, og hun virkelig havde været der for mig som veninde på alle områder, og så kom der gang i mine følelser.

Gik dog rundt i lang tid og brændte inde med dem, da hun jo havde været kærester med en fyr før, og jeg næppe trode hun havde nogen som helst interesse i piger, og ville ikke miste hende som veninde. Vi gik dog skævt af hinanden og blev lidt uvenner, og jeg endte med at blive nødt til at fortælle hende det hele. Hun blev rimelig overrasket, og vidste ikke hvad hun skulle sige, og vi snakkede ikke et stykke tid. Hun ringede så og sagde at hun gerne ville snakke med mig, og jeg troede selvfølgelig det værste, og at hun ikke ville være ven med mig mere fordi det ville være for besværligt osv.

Men hvad skete? Jeg tog hjem til hende for at snakke om det hele, men det første der sker er at hun kysser mig dybt og inderligt og længe.

Det var så den uhyre korte version... Men vi har da været kærester i over 2 år nu

Mødte min nuværende mand første gang sidste uge i dec 95 og vil blev sammen den 15 marts 96 ( 2 gang jeg såg ham) . Jeg flyttede fra Sverige til Dk d. 1 sept 96 og vi lblev forlovet d. 30 okt 96 og gift den 15 marts 97 og samme år i juli fik vi vores første søn, fik endnu en søn juni 99 og en datter i maj 01.
Vi kan fejre kobberbryllup her til sept :-)
Vi elsker hinanden stadig lige så meget som den gang.

Jeg mødte min nuværende kæreste i foreningssammenhæng.
Vi var begge frivillige, men havde ikke ret meget med hinanden at gøre. Og egentlig syntes jeg, at han var lidt en underlig snegl, og dem han var mest sammen med fra foreningen var også lidt pudsige (i min optik).
Han har til gengæld syntes, at jeg var sådan lidt snobbet/arrogant, og vi har da også skændtes en del til et par møder

Men til en julefrokost for 2½ år siden virkede han pludselig ikke helt så sær, så vi sludrede en del, og det endte med at vi var sammen. Jeg kunne faktisk ikke lige overskue at skulle noget med ham, for det var jo dumt, når vi nu var i samme forening og den slags. Så jeg sagde til ham efter julefrokosten, at hvis han ville noget, kunne han invitere mig på kaffe. Jeg troede ikke, i min vildeste fantasi, at han ville gøre mere ved det, men dagen efter lå der en besked om, at han gerne ville drikke kaffe i løbet af ugen. Det gjorde vi så om onsdagen, sås igen fredag, lørdag og søndag....og i virkeligheden har vi nok været kærester siden da.

Mange af mine veninder har omtalt vores forhold som det mest usandsynlige, de kunne tænke sig, men nu har vi været sammen i 2½ år, og selvom han er lidt sær så er han uden tvivl manden i mit liv
(Og veninderne kan godt se, at han ikke er den særling, vi havde gået og troet)

Første gang jeg så hende var på mit tidligere arbejde. Hun var nyuddannet og lige blevet ansat som afdelingsleder, og jeg tror ikke jeg havde kigget på hende meget mere end 10 sekunder før jeg vidste at det var hende jeg ville have.

Der var dog lige en enkelt problem, nemlig at hun hadede mig som pesten.
Jeg tror at jeg gik i 3 måneder og forsøgte at gøre positivt indtryk på hende, men hun var ikke til at slå et ord af, og hun nægtede at have øjenkontakt, så til sidst gav jeg op. Jeg satte en lige så kold facade op som hende selv, og det var dét.

Så en dag stod jeg ved frokostbuffeten og prøvede at fiske en særlig genstridig syltet chili op af et glas, da jeg kom til at kigge op, og der stod hun på den anden side af disken og kiggede på mig.

Jeg blev så paf at jeg helt mistede kontrol med mit kropssprog, hvilket hun udemærket lagde mærke til. Til gengæld lagde jeg mærke til hvor glad (faktisk næsten triumferende, selv om hun ihærdigt benægter det) hun så ud over at synet af hende gjorde så stort indtryk på mig.

Og det var nok.
To minutter efter spurgte jeg hende om det betød at hun ikke hadede mig mere, og fem minutter efter havde vi aftalt at spise på en tyrkisk restaurant. Det viste sig senere at hun aldrig havde hadet mig og faktisk havde haft nogenlunde de samme tanker som jeg første gang vi så hinanden, men hun havde fået en af de der feminine psykoser hvor "han i hvertfald ikke skal tro jeg synes han er interessant".
(Det var åbenbart heller ikke værst at jeg ikke havde tabt interessen efter ½ års ignoreren fra hendes side.)

Jeg skulle samle hende op klokken 18, men rundvisningen i hendes lejlighed nåede kun til soveværelset. Vi kom aldrig på restaurant.

Jeg var lykkeligt single og havde været det i et halvt års tid. Og når man nu er lykkeligt single, og har lykkeligt single veninder, så tager man meget i byen. Vi kom altid samme sted, og der var der en afrydder, som jeg syntes var ufatteligt interessant. Han var noget yngre end mig (5 år) men han kiggede helt specielt på én, som om at der ikke var andre i lokalet, og han kunne se lige igennem én. En aften, hvor han var på arbejde fik mine veninder gejlet mig nok op, til at skrive mit nummer på et stykke papir, og fange ham i døren, hvor jeg kiggede ham dybt i øjnene og lagde sedlen i hans lomme.

Om mandagen skrev han. vi skrev sammen i nogle uger, og han inviterede mig på middag en dag efter arbejde, hos ham. Vi skrev sammen over MSN, hvor jeg forsøgte at greje hvad han var ude efter, og han ville ikke noget seriøst, hvilket passede mig perfekt. Jeg tog derhjem og spiste lækker mad, drak noget vin, og vi havde en fuldstændig fantastisk kemi. Vi knaldede som kaniner, og i to uger var vi b-venner. Vi sås næsten hver dag, og nogen gange knaldede vi slet ikke men snakkede bare. Efter de to uger måtte jeg overgive mig - til alles store fornøjelse. Jeg havde nemlig påstået hårdnakket at jeg ikke ville blive forelsket i sådan en drengerøv, som ovenikøbet skulle være soldat. Nejnej. Alle andre havde bare godt vidst det, og havde jævnligt prikket til mig med det, hvilket bare gjorde mig mere stædig. Da vi var sammen om aftenen fik han det at vide, og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved det, for det passede ikke helt ind i hans planer Dagen efter fortalte han mig, at planer var til for at blive ændret - og vi har været kærester siden (½ år) og jeg har aldig været mere lykkelig!

Jeg mødte min kæreste i et online computerspil (WoW). Jeg havde ikke set billeder af ham - jeg kendte kun til hans stemme og det, han sagde og skrev. Jeg syntes, at han var sjov og sød og hans stemme var enormt sexet.

Vi endte med at snakke en del sammen - bare som venner. Efterhånden forelskede jeg mig lidt i ham - og han i mig. Det forhold, jeg var i, dengang, gik ikke specielt godt, og jeg havde i noget tid overvejet hvad der skulle ske. Jeg havde i lang tid overvejet at flytte - f.eks til England for at arbejde.

Jeg søgte et job i England og et par dage efter fik jeg det tilbudt. Jeg skulle starte nogle dage efter, så jeg pakkede en weekendtaske med 13 kg tøj og sko, sagde farvel til eksen og tog til England. Ham, jeg havde snakket med, kom og besøgte mig, så jeg ikke var helt alene i et nyt land. Det var enormt rart med et venligt ansigt - og vi forventede ikke andet end at skulle være venner.

Planen var, at han skulle hjem et par dage efter, men vi blev ved med at udskyde det. En uge efter fandt jeg en lejlighed - og vi blev enige om, at han skulle med. Han solgte sin bolig i London og flyttede op til mig.

Vi er stadig sammen lidt over 2 år efter - og nu i en bedre lejlighed i et bedre område af England. Og vi har ingen planer om at gå fra hinanden - derimod taler vi om hus og den slags.

Og det har vist sig, at jeg ikke er den eneste, der er vild med hans stemme. En del af hans venner synes hans stemme er fantastisk sexet (og nej, de er ikke gay), og et par af hans venners mødre har mange gange liiige skullet lytte til hans stemme, hvis drengene har spillet computer og brugt ventrilo.