"du er altså uundværlig, babe"

(han havde fået ny router og var ved at eksplodere fordi det ikke virkede... indtil jeg læste brugsanvisningen og holdt ham beskæftiget de 2 minutter bæstet skulle have til at registrere sig selv på netværket)


edit: i det hele taget er jeg ret vild med at han kalder mig "babe"

i går da vi sad på sofaen kom det pludseligt fra ham " den der tanke om at skulle bo sammen med dig er altså ikke helt værst" - måtte så svarer, jamen så kommer jeg jo ikke lige så tit forbi kontoret, hvortil han svaret "så er det godt du ikke er flyttet endnu, for det er altså hyggeligt når du lige kommer forbi"

Min kæreste har i flere omgane vist sig at være en lille metafor-smed.

I går havde vi en samtale om datingmarkedet og det at score. Ordet "jage" brugte vi begge flere gange i forbindelse med fyre der f.eks. jager piger i byen.

Efter en kort stilhed, sagde min kæreste eftertænksomt:

"Jeg kan mærke at jeg bare overhovedet ikke har lyst til at jage. Det må skyldes, at jeg har formået at fange det mest storslåede bytte nogensinde. Mit forrådskammer løber ikke tørt for kød".

Jeg er i sær vild med den sidste sætning.

fik en sms for lidt siden
"øv hvor er der længe til lørsdag nat" - vi ses først når han henter mig fra julefrokost i morgen aften/nat..

Han sagde, at hans forældre virkelig synes, jeg er sød. At de havde syntes, det var vildt hyggeligt at have mig på besøg, og at de håbede, jeg følte mig velkommen, for dét var jeg i hvert fald.

Det var virkelig befriende at høre, især fordi jeg ofte synes, hans mor er lidt svær at finde ud af.

Han sagde at han havde haft 2 rigtig dejlige drømme om mig om natten, hvorefter han fortalte mig om dem. Jeg syntes, så at de lød ret dagligdag og ikke vildt specielle, så jeg sagde til ham : "skat, du sagde det var dejlige drømme?"
Så siger han: "De var dejlige fordi jeg også elskede dig i drømmene og stolede fuldstændig på dig"

Jeg er journalist og i gang med at lave en dokumentar. Der er lang tid, til den er helt færdig, men min chef ville gerne se, hvor langt jeg er kommet, så han bad mig finde tid til en lille fremvisning. Jeg var ret nervøs for det, for det er jo mit lille hjertebarn, jeg skulle vise frem! Men der var ikke rigtig nogen vej udenom, og han var heldigvis meget begejstret. Efterfølgende sms'ede jeg til min kæreste, og han svarede prompte:

"Jeg er stolt af dig. Du er så klog og lækker og vild!"

Og lidt efter:

"Måske er det der med giftemål egentlig en meget fin idé. Du ender jo med at blive et helt godt økonomisk parti"

Jeg blev pisseglad i går, sådan rigtig glad glad.

Det eneste der rigtig nogensinde kan skabe lidt uoverensstemmelser - og mæh-følelser hos mig - i vores forhold er vores meget forskelligartede sociale behov. I hverdagen løser det sig fint ved, at jeg bare ser flere mennesker end ham, jeg nyder også at tage afsted alene og så tager han med til det vigtigste. Men lige præcis nytårsaften har været ret svær at kringle. Han arbejder virkelig, altså virkelig meget i december - også mellem jul og nytår OG nytårsaftensdag og når det så kommer til ham her nytårsaften så orker han ikke at være social og han er sgu ikke rigtig til at lave noget kompromis med.
Så de sidste år har vi været ude at spise alene eller lavet god mad derhjemme og bare hygget os to. Og det har været rigtig fint, og dejligt også - jeg gider ikke kæmpe fester, men jeg gad rigtig godt dele den aften bare med et enkelt hold venner f.eks.
Han er helt ok med at være alene, hvis jeg gerne vil afsted og være sammen med nogen - men så er det trods alt vigtigere for mig at være sammen med ham.

Forleden fortalte min meget gode veninde, at hun skal skilles - og med til samtalen hørte også, at hun fortalte, at hun ikke rigtig vidste hvor hun + søn skulle fejre nytår og det lå lidt i luften at hun virkelig gerne ville være sammen med mig (os).

Jeg fortalte min kæreste, at jeg har accepteret han ikke vil noget nytårsaften og at jeg forstår det og helst vil være sammen med ham. Men, at jeg blev lidt ked af det lige der, under den samtale, fordi jeg ikke bare kunne sige "ja, kom da endelig" til min veninde.
Han lyttede bare, men sagde ikke så meget.

Men han har virkelig gået og tænkt over det, åbenbart. For i går sagde han "jamen skal vi ikke invitere Kaj og Andrea til nytår så?" (altså, de hedder ikke Kaj og Andrea i virkeligheden vel). Og jeg ved, at det virkelig er et kæmpe offer for ham og det er jo derfor det er så fantastisk dejligt og sødt.
Og så er det allersødeste næsten, at jeg godt ved hvorfor han især gerne vil invitere dem (sådan udover, at det er vigtigt for mig) - det er fordi han er så helt igennem vild med min venindes dreng og synes egentlig det kunne være lidt skønt at se ham. Det varmer mit skrukne hjerte.

Avs, der blev jeg godtnok lige ekstra forelsket i ham.

Han siger (næsten) dagligt til mig, at jeg er dejlig og at han elsker mig.