Oprindeligt indlæg af Deterikkmig

Øv ja,det er ski meget strengt, og den der med at han ikke vil gøre dig bekymret, den holder bare ikke...

Det synes jeg heller ikke. Han siger bare at "sådan er læger, de prøver først at kurere det selv". Men han han siger han ikke har alvorlige symptomer, at han gainer, og ikke har tabt sig, så jeg skal ikke være bange for han har kræft eller noget alvorligt. Lige nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal tro Glæder mig meget, til han er blevet undersøgt, han får besked allerede idag.

Oprindeligt indlæg af Fiorella

Det synes jeg heller ikke. Han siger bare at "sådan er læger, de prøver først at kurere det selv". Men han han siger han ikke har alvorlige symptomer, at han gainer, og ikke har tabt sig, så jeg skal ikke være bange for han har kræft eller noget alvorligt. Lige nu ved jeg ikke lige hvad jeg skal tro Glæder mig meget, til han er blevet undersøgt, han får besked allerede idag.

Det må man bare ikke holde hemmeligt for sin partner!

Han joker bare med det, fordi sådan er han, og for at få mig til at grine (det er for obskønt til jeg kan skrive det her) og jeg har lige så ondt i maven, som hvis det var mig, der skulle undersøges. Kan man tillade sig at være lidt sur over det her, eller er det upassende, hvis han nu er syg ?

Oprindeligt indlæg af Fiorella

Han joker bare med det, fordi sådan er han, og for at få mig til at grine (det er for obskønt til jeg kan skrive det her) og jeg har lige så ondt i maven, som hvis det var mig, der skulle undersøges. Kan man tillade sig at være lidt sur over det her, eller er det upassende, hvis han nu er syg ?

altså, jeg tror ikke at det at vælge at blive sur vil løse noget som helst. Hvad med bare at sige til ham, tak for omsorgen, men næste gang vil jeg meget hellere involveres i dit liv i stedet for at det kommer som en overraskelse og slår benene væk under mig.

og så pøj pøj med det hele.

Oprindeligt indlæg af misseman

altså, jeg tror ikke at det at vælge at blive sur vil løse noget som helst. Hvad med bare at sige til ham, tak for omsorgen, men næste gang vil jeg meget hellere involveres i dit liv i stedet for at det kommer som en overraskelse og slår benene væk under mig.

og så pøj pøj med det hele.

Det er også den tilgang jeg har til det, og ca. det jeg har sagt, kunne self ikke finde på at skælde ham ud. Men jeg føler mig jo sur og ja self. bange, fordi jeg blev så chokeret. Det må jeg så bare deale med på en anden måde...prøver også på at se det fra hans synspunkt, og så bager jeg noget godt til ham, til når han kommer hjem (jeg må ikke komme med).

Tak skal du ha'

^ jeg ville i hvert fald være gal (på den der ked-af-det-bekymret-måde) og bede ham tage det alvorligt et øjeblik så du kan få formidlet at du ikke er okay med at han holder sådan noget skjult for dig. Og så ville jeg i øvrigt prøve at lade være med at kamme over i frygt for kræft og bare vente på undersøgelsen.

Oprindeligt indlæg af DansePrinsesse

^ jeg ville i hvert fald være gal (på den der ked-af-det-bekymret-måde) og bede ham tage det alvorligt et øjeblik så du kan få formidlet at du ikke er okay med at han holder sådan noget skjult for dig. Og så ville jeg i øvrigt prøve at lade være med at kamme over i frygt for kræft og bare vente på undersøgelsen.

Det beskriver meget hvordan jeg har det.

Nu er det ikke hans speciale; mave/tarm området, men jeg stoler på, at når han beroliger mig med, at han på ingen måde forventer det er alvorligt, og han træner rigtigt meget, og har ikke tabt sig, men derimod taget på (han går meget op i kost og sundhed) og at han ikke har symptomer, der tyder på det, så stoler jeg på det.
Han er i bad nu, men jeg vil lige ha' en snak med ham, inden han skal afsted, og så vil jeg bare tænke positive tanker.

Jeg har også kæmpet lidt med min kæreste om det med sygdom og læger. Her vidste vi begge at der var noget galt - han blev bare ved med at udskyde at gå til læge. Han lovede det flere gange og tiden gik bare. Til sidst var jeg så bekymret for hans helbred at jeg vågnede om natten for at se om han trak vejret og hver gang han var forsinket troede jeg nogen ville ringe og fortælle at han var faldet om.
Jeg endte med at være den strenge, sure kæreste der måtte tale om død og true med at gå fra ham (det er altså ikke noget jeg normalt truer med, men jeg var desperat). Jeg overdrev alt det jeg kunne:
"hvad skal jeg gøre hvis du dør, hvor skal jeg bo?"
-"du kan da bare bo her DitteBitte".
"nej det kan jeg ikke for vi er ikke gift"
-"jamen, så kan vi bare gifte os ".
"det kan vi ikke nå hvis du dør i morgen"
-"tror du det kan ske??!!"
"JA! Gå nu til læge for hel....."

Og det gjorde han så - og det var godt han gjorde det. Han havde nok været en del mindre syg hvis han havde gjort det tidligere. Men jeg har prøvet ikke at være for meget irriterende-kæreste med "I told you so".




Lige nu er jeg i øvrigt også lidt sur på min kæreste. Han ringede for at tale om et møde vi skal til senere. Og hver gang jeg prøvede at sige noget så afbrød han mig og kom med en talestrøm uden lige, så jeg bare kunne holde tlf væk fea øret uden han opdagede det. Jeg kan ikke have når han går i "chef-mode" overfor mig. Han spørger hvad jeg synes og jeg når at sige "det er.." og så jabler han videre.
Så jeg sagde jeg ikke gad tale med ham mere og så siger han med happy-stemme "ok, vi ses senere. Kys kys kys". Argh!!!

Oprindeligt indlæg af DansePrinsesse

Jeg har også kæmpet lidt med min kæreste om det med sygdom og læger. Her vidste vi begge at der var noget galt - han blev bare ved med at udskyde at gå til læge. Han lovede det flere gange og tiden gik bare. Til sidst var jeg så bekymret for hans helbred at jeg vågnede om natten for at se om han trak vejret og hver gang han var forsinket troede jeg nogen ville ringe og fortælle at han var faldet om.
Jeg endte med at være den strenge, sure kæreste der måtte tale om død og true med at gå fra ham (det er altså ikke noget jeg normalt truer med, men jeg var desperat). Jeg overdrev alt det jeg kunne:
"hvad skal jeg gøre hvis du dør, hvor skal jeg bo?"
-"du kan da bare bo her DitteBitte".
"nej det kan jeg ikke for vi er ikke gift"
-"jamen, så kan vi bare gifte os ".
"det kan vi ikke nå hvis du dør i morgen"
-"tror du det kan ske??!!"
"JA! Gå nu til læge for hel....."

Og det gjorde han så - og det var godt han gjorde det. Han havde nok været en del mindre syg hvis han havde gjort det tidligere. Men jeg har prøvet ikke at være for meget irriterende-kæreste med "I told you so".




Lige nu er jeg i øvrigt også lidt sur på min kæreste. Han ringede for at tale om et møde vi skal til senere. Og hver gang jeg prøvede at sige noget så afbrød han mig og kom med en talestrøm uden lige, så jeg bare kunne holde tlf væk fea øret uden han opdagede det. Jeg kan ikke have når han går i "chef-mode" overfor mig. Han spørger hvad jeg synes og jeg når at sige "det er.." og så jabler han videre.
Så jeg sagde jeg ikke gad tale med ham mere og så siger han med happy-stemme "ok, vi ses senere. Kys kys kys". Argh!!!

Sådan en kæreste har jeg været, for min eks-kæreste. Han endte også med at blive meget mere syg til sidst, end hvis han var gået til lægen noget før. Det er nok det der sidder i mig...

Med min nuværende kæreste har jeg ingen argumenter, fordi han er jo selv læge, så alt hvad jeg siger preller bare af.

:Edit nu har han heldigvis lige ringet og fortalt at undersøgelsen gik godt, og der ikke var noget at se .