Og hvad vil jeg med denne tråd.....


Jeg aner det ikke..... trængte sådan til at komme ud med det. Føler, jeg er ved at eksploderer. Jeg er SÅ magtesløs...

Jeg vil gøre ALT, for at få ham tilbage. Alt. Jeg vil gå så langt.

Men jeg forstår ham jo også godt


Hvad sker der for, at der skulle det til...for at det kunne gå op for mig, hvad jeg vil. At jeg vil ham. At jeg er klar til resten af livet med ham... Det er jo så ironisk. Nu har jeg mistet ham. For altid.

Sikke noget møg. Jeg har skide ondt af dig, for hele dit indlæg skriger jo langt væk af ulykkelighed. Men det er jo desværre bare en konsekvens af en handling. Det ved du godt og det behøver jeg ikke dunke dig i hovedet med. Så du får lige et par virtuelle knus. Jeg håber at du snart får det bedre.

Jeg har tænkt på at tage ind til ham engang i næste uge... Skrive et brev, hvori jeg prøver at forklare hvorfor det skete, og hvor ked af det jeg er, over at have udsat ham for det...

Jeg har malet et billede, jeg tænker at give ham sammen med brevet. Et billede af tændstiks-mig, der giver et hjerte til tændstiks-ham...
Han elsker mine malerier...og ville have syntes det var sødt, hvis ikke han var så vred/såret...


Men ved ikke hvornår.... og helt, om jeg tør

Suk... Mit hjerte gør så ondt

Oprindeligt indlæg af Menit

Jeg har tænkt på at tage ind til ham engang i næste uge... Skrive et brev, hvori jeg prøver at forklare hvorfor det skete, og hvor ked af det jeg er, over at have udsat ham for det...

Jeg har malet et billede, jeg tænker at give ham sammen med brevet. Et billede af tændstiks-mig, der giver et hjerte til tændstiks-ham...
Han elsker mine malerier...og ville have syntes det var sødt, hvis ikke han var så vred/såret...


Men ved ikke hvornår.... og helt, om jeg tør

Suk... Mit hjerte gør så ondt

Jeg synes det er en dum idé at sende det brev og maleri. Han har sagt til dig at du ikke skal kontakte dig. Det synes jeg du burde respektere.

Oprindeligt indlæg af Menit

Jeg har tænkt på at tage ind til ham engang i næste uge... Skrive et brev, hvori jeg prøver at forklare hvorfor det skete, og hvor ked af det jeg er, over at have udsat ham for det...

Jeg har malet et billede, jeg tænker at give ham sammen med brevet. Et billede af tændstiks-mig, der giver et hjerte til tændstiks-ham...
Han elsker mine malerier...og ville have syntes det var sødt, hvis ikke han var så vred/såret...


Men ved ikke hvornår.... og helt, om jeg tør

Suk... Mit hjerte gør så ondt

Jeg har ondt af dig, det er virkelig en ubehagelig situation du står i, men som Ado også siger, så er det her altså en konsekvens af en handling, og du kommer ikke udenom den.

Din ekskæreste har givet klart udtryk for, at han hverken vil se eller tale med dig, indtil han selv ændrer det og eventuelt tager kontakt, bør du respektere ham og lade ham helt være. Du kan skrive et brev, hvis du synes, og sende det til ham, men egentlig mener jeg, at det mindste du kan gøre nu, er at efterkomme de ting, han har givet udtryk for. Han vil ikke have kontakt, respekter det og lad være med at troppe op foran hans dør med billeder og alt muligt, det ændrer jo ikke på din handling.

Jeg synes du skal koncentrere dig om at komme lidt ovenpå igen, brug din energi på dig selv, og lad din ekskæreste være i fred, indtil han selv ønsker andet.

Det frygtede jeg, folk ville sige


Tænker bare, at min eneste "chance"....er at prøve at vise ham, hvor meget jeg elsker ham og hvor gerne jeg vil kæmpe for det....

Har prøvet at vende det.....og det er det eneste jeg kan komme i tanke om, ville få mig til at genoverveje forholdet...

Han troede jo trods alt også, at det skulle være mig og ham. Altid.

Oprindeligt indlæg af Menit

Det frygtede jeg, folk ville sige


Tænker bare, at min eneste "chance"....er at prøve at vise ham, hvor meget jeg elsker ham og hvor gerne jeg vil kæmpe for det....

Har prøvet at vende det.....og det er det eneste jeg kan komme i tanke om, ville få mig til at genoverveje forholdet...

Han troede jo trods alt også, at det skulle være mig og ham. Altid.

Det her indlæg lyder måske hårdt, men tror ærlig talt ikke at du kan overbevise ham om at han skal gå tilbage til dig. Uanset hvor ked af det du er, hvis vi ser bort fra din skyldfølelse, så er han mere ked af det.

Oprindeligt indlæg af SlipOfTheTongue

Jeg synes det er en dum idé at sende det brev og maleri. Han har sagt til dig at du ikke skal kontakte dig. Det synes jeg du burde respektere.

Enig. Respektér, at du har fucket det op. Sådan er det.

Til gengæld kan jeg trøste dig med, at det her går over. Sådan ER kærestesorg, og man SKAL nærmest pr. definition mene, at han var den eneste ene når forholdet er forbi. Jeg negligerer ikke dine følelser, men jeg vil godt love dig, at det er en fase. Vi har alle været der.

Min første indskydelse er, at dette slutresult er det bedste der kunne ske for dig.

Når vi er ved at miste nogen, eller har gjort, så kommer alle følelser op til overfladen. Og nogle af dem, er måske endda lidt overfladiske. Jeg tror egentligt, at den måde du mærkede dit liv (før du kom ind i dette rod), var mere repræsentativt. Det var måske et forhold, hvor det lige så stille ville ebbe ud. Nu har du så mistet ham, og så gør det bare ondt. Og så føler man ALT. Alt som virker som om, det har med kærlighed, at gøre. Noget af det har, for du har holdt af ham og du har elsket ham, og gør det stadig.

Men mange af følelserne har med mange andre ting at gøre - frygten for det nye - frygt kan virkelig skubbe os ud på randen og få os til at holde rigtig godt fast i en person - for vi ville ikke falde derned i dybet, og hvis man holder fast, så falder man ikke. Så vi holder fast ved kæresten. Og alle følelser er der skruet helt op for. Men når man hænger på afgrunden, så er det følelserne der styrer, og det er ikke et særligt godt sted at tage de rigtige beslutninger. For man kan ikke stole på de følelser du mærker lige nu. Du er nødt til, at give slip og lade dig falde.

Vi er også vanemennesker. Vi bliver vant til ting. Når vi går ind i et klasseværelse, så sætter vi os altid det samme sted, selvom vi ikke behøver, at gøre det. Tænk, tyve forskellige mennesker har en bestemt siddeplads indkodet i deres hoved for et bestemt klasseværelse. Vi er vanemennesker og gør utroligt mange ting ud af vane. Det giver også tryghed. Og når man kommer ud af et forhold, så bliver man også ramt på følelserne fordi man kommer ud af en vane eller rutine. Det skaber megen utryghed. Du har ikke godnat opkaldet fra ham, som du er vant til, og mange andre store og små ting i din hverdag. Nu skal du pludselig skabe mange små momenter der kan fylde op hvor han mangler. Og nye ting er skræmmende. Det er ikke en vane endnu. Og det giver utryghed. Derfor mærker du et stort savn oven i det at miste kærligheden fra ham.

Jeg tror også, at det gør rigtigt ondt, at bruddet er sket på den måde, som det er sket på. At du har gjort noget forkert mod en du elsker. Som menneske, tror jeg, at vi har det bedst med at gøre det som er rigtigt. Og når vi fejler, så vil vi gerne rette op på fejlen, gøre bod, og få tilgivelse. Det har du ikke fået her. Og jeg tror, det er svært for dig, at håndtere. Det kan jeg også godt forstå.

Selvom det gør ondt nu, så tror jeg, at du ikke kan stole på alle de følelser du har lige nu. Vi kan sagtens føle et kæmpe, og utrøsteligt afsavn, selvom det vi savner, egentligt ikke er rigtig for os. Selv personer, som i forhold er mishandlet, savner når de bliver forladt. Vi kan bare ikke altid stole på de følelser vi har umiddelbart efter et brud.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror bare, at du var på vej ud af dette forhold .... men måske ikke rigtigt fandt en vej. Måske det var tilfældigt, at du denne gang sagde "ja" til at mødes med din tidligere flirt? Måske det var en ubevist handling du udførte for at få sluttet det forhold du sad i? Men hvad end det var det ene eller anden, så synes jeg ikke det lyder som om, at i havde ret megen kærlighed tilbage. Derimod bestod det for det meste af, at i ...for vanens skyld....og fordi man skal have kontakt hvis man er kærester...lige ringede og sagde godnat. Et eller andet sted, har du jo nok mærket, at det bare ikke var helt nok...

Jeg tror, at det er godt, at dette er sket for dig. Måske det er din tid nu, hvor du skal fokusere på, at skabe dit eget liv og tage en pause fra kærester. Det gør ondt i starten, at få en ny rutine og skabe nye rammer for sit liv, men der kan være store gevinster i vente, når man komme ud på den anden side. Skab måske nogle udfordringer for dig selv i den nærmeste tid - tal med venner og familie om og om igen om hvordan du har det, så du kan komme igennem alt dette. Meld dig eventuelt ind i en klub eller aktiver dig med en hobby. Gå ture og brug din krop. Byg dig selv op, til alt hvad du kan være - en smuk, sund, glad og dejlig pige. Den kærlighed du har til dig selv, er måske den som du skal fokusere på lige nu. Uden den, er du intet. Den er det bedste der kan ske for dig

PS - og jeg ved, at det gør rigtig meget ondt lige nu. Men en dag af gangen. Det bliver bedre.