Altså...jeg giver jer ikke ret gode odds, når du ligefrem vil være flov over at præsentere ham som kæreste. Og ja, mit gæt er at det godt kan blive problematisk, når hverdagen melder sig.
Personligt ville jeg ikke være kæreste med en som var direkte flov over mig. Det må føles ubehageligt. Man skulle jo gerne være nogens kæreste på grund af. Og ikke på trods af.
Jeg ved det ikke. Det er da rigtig ærgerligt at det skal være sådan, når du nu er så forelsket i manden.

Jeg tror nu heller ikke, at I har specielt gode chancer, med mindre du virkelig kan arbejde med den del, hvor du skal være hamrende ligeglad med, hvad andre tænker om ham (fysisk), når han nu er så godt et menneske. Men hvis du ikke mener, du kan nå dertil, så synes jeg, du skal gøre det forbi med staklen, for det må da være ubehageligt at være kæreste med en, der er flov over én.

Og når du allerede nu er i tvivl om, hvorvidt du også senere vil finde ham uattraktiv, hvad har du så forestillet dig på det seksuelle/intime plan?

Sætter pris på jeres svar...
Altså JEG synes jo, han er fantastisk og har personligt ikke et problem med hans udseende. Han har udstråling og glimt i øjet, og jeg kan slet ikke styre mit smil, når jeg kigger på ham. Han gør MIG glad i låget. Jeg finder ham ikke selv uattraktiv, men kan godt se og høre på andre, at jeg nærmest er ene om at synes det. Har sågar hørt kommentarer bag min ryg som "hvad ser hun dog i ham?", osv. Seksuelt har vi været sammen, og igen, jeg klager bestemt ikke. JEG tænder på ham.
Det er derfor, jeg er så frustreret over, at det bekymrer mig, hvordan han ser ud - at jeg tænker så meget på andres holdning, for jeg er pænt fortabt i manden. Ville så gerne, jeg kunne hanke op i mig selv og være ligeglad med alle andre....
I mine øjne er han "dejlig, på grund af..." ikke "dejlig, på trods af...", som Adorare så rigtigt siger. Men damn, hvorfor bekymrer jeg mig så meget om, at andre synes, det er komisk!?

Oprindeligt indlæg af loulouk

Sætter pris på jeres svar...
Altså JEG synes jo, han er fantastisk og har personligt ikke et problem med hans udseende. Han har udstråling og glimt i øjet, og jeg kan slet ikke styre mit smil, når jeg kigger på ham. Han gør MIG glad i låget. Jeg finder ham ikke selv uattraktiv, men kan godt se og høre på andre, at jeg nærmest er ene om at synes det. Har sågar hørt kommentarer bag min ryg som "hvad ser hun dog i ham?", osv. Seksuelt har vi været sammen, og igen, jeg klager bestemt ikke. JEG tænder på ham.
Det er derfor, jeg er så frustreret over, at det bekymrer mig, hvordan han ser ud - at jeg tænker så meget på andres holdning, for jeg er pænt fortabt i manden. Ville så gerne, jeg kunne hanke op i mig selv og være ligeglad med alle andre....
I mine øjne er han "dejlig, på grund af..." ikke "dejlig, på trods af...", som Adorare så rigtigt siger. Men damn, hvorfor bekymrer jeg mig så meget om, at andre synes, det er komisk!?

Det med kommentarerne ville være det samme, hvis det var en med hornbriller, manglede en arm, gik mærkeligt eller på anden måde skilte sig ud, men egentlig lyder det som om, han virkelig gør noget godt for dig, så du burde prøve at tænke, at "det er bare, til de lærer ham at kende". Og de, der ikke lærer ham at kende, kan du jo egentlig være ret ligeglad med.

Du er 33 - ikke 13!

Du må jo finde ud af om du er ligeglad med, hvad andre synes, eller om du virkelig vil lade dem styre DIT kærlighedsliv.

Og mon ikke, at folk begynder at "acceptere" jer mere, når de ser jer sammen, og ser hvor forelskede i er? Det synes jeg ofte jeg oplever fx ift. mig selv og min lidt yngre kæreste, par der har scoret "opas/nedad" osv.

Så tror det går over med tiden, hvis du da ellers kan formå at ændre din tankegang.

Livet af fuld af masser af unødvendige bekymringer. Sådan som du beskriver ham og dine tanker om ham, så synes jeg da helt bestemt, at du skal rette ryggen og vise gud og hver mand, at du har valgt.
Hvis nogle af dine venner kommer med stikpiller eller dumme bemærkninger, siger det mere om dem end om dig. Så hvad med at konfrontere dem direkte hvis de kommenterer det og sige til dem: "Hør her, jeg er forelsket i ham. For mig er han den dejligste, fordi han gør mig glad og fordi han er ham. Hvis I ikke kan respektere ham og mit valg, så har vi egentlig ikke noget at tale om."

Personligt gad jeg ikke have personer i mit liv, som kom med nedsættende kommentarer om min kærestes udseende. Det er lige en tand for overfladisk for mig.

Du må jo finde ud af hvad der er mest vigtigt for dig. Fyren eller hvad folk muligvis finder på og sige bag om din ryg.

Hvordan ville du iøvrigt selv have det, hvis du fandt ud af at en kæreste havde sådanne tanker om dig?

Måske er det bare fordi dét at være så forelsket gør een ekstra usikker og, kvinde som man er (man som i jeg ) er man bare nødt til at finde et eller andet der er galt.
Mon det ikke er helt normalt at føle den dér usikkerhed og ekstra spekuleren, når man går planken ud (som man jo lidt gør med sine følelser, når man giver sig hen)
Jeg tror bekymringen forsvinder igen

Jeg ville forvente af mine venner/famile/kollegaer at de ville lære personen at kende. Resten er fremmede mennesker som du ikke på nogen måde skal stå til ansvar for.

Jeg ved godt at det lyder utrolig simpelt men hvis du virkelig er forelsket så må du arbejde med din usikkerhed. Eventuelt hos en psykolog