Min "historie" er næsten lige som din. Jeg flyttede så bare en i klubværelse hvor min bror og svigerinde også boede i første omgang. Men det blev hurtigt for dyrt da jeg kun var 16 og ikke kunne nå at arbejde mere end 20 timer a 50 kr pr uge, så fik jeg børnechecken ca 1100, og stedet kostede 1800, så jeg havde reelt 300 kr til alt andet som telefon, mad osv... Det blev så suplleret ved at holde fester i fællesstuen hver weekend, og score panten

Ej det gik jo ikke ret længe, så fik jeg lov at flytte ind til min kærestes mor og far, i al faldt til jeg blev 18 og dermed kunne få SU, på elevløn kunne vi splejse til vores egen 1V jubii Da jeg var uddannet fik vi råd til en 2V rækkehus med lille have til (wow), Så fik vi bebs. 3 mdr før hun skred fik vi råd til at få et noget større hun så hun kunne få eget værelse og mig og kæresten et soveværelse, et kontor osv...

Pludselig kom hun en dag hjem med en af sine efterhånden sædvanlige humørsvingninger (som jeg ellers havde håbet blev færre med det større hus som hun så gerne havde ville have et par år, efterhånden som bebsen blev større jo...)... Nå men så brokkede hun sig over et eller andet ligegyldigt (vist nok at jeg havde glemt at hænge vasketøjet op eller noget i den stil), og at nu skred hun altså.

En times tid senere som kom der en flyttebil, og en times tid senere havde hun fjernet hvad vi kunne blive enige om var hendes.

Jeg lå også syg - i 4 uger. Forsøgte jeg at spise kom det blot retur...

Du skal nok regne med at der alligevel går noget tid inden du bare kan tænke "fuck da den spade"... 6 mdr er ikke unormalt. Og der efter var jeg mere eller mindre enig med mig selvom at jeg aldrig ville have noget med kvinder at gøre igen. Og det havde jeg så heller ikke i ca 1½ år, prøvede først at gå på diskotek lol... havde lige glemt jeg ikke var 18-19 år mere, så jeg gik hurtigt igen.

Det tog mig så yderligere ½ år før jeg fandt en som jeg fandt sød og hun fandt mig sød, og var seriøs nok til rent faktisk at mødes.

Jeg ved ikke hvor længe det kommer til at tage for dig... Du kan jo være heldig at rende ind i en ny at forelske dig i, så glemmer du hurtigt alt om exen...

P.S.
Og lær så dig selv at nyde at være alene. Tror faktisk aldrig jeg har haft det bedre end nu hvor jeg kan gøre hvad det passer mig, hvad der skal være i TV, hvem der sidder ved computeren, hvilken mad der skal købes, og får jeg lyst til at drikke mig fuld gør jeg det, UDEN et kvindemenneske går amok over det.

Og jo hun havde også den der omklamring. Hvis jeg skulle noget med gutterne en lørdag eftermiddag... "HVAD SKAL JEG SÅ LAVE HAVDE DU TÆNKT DIG?" Øhhh... er det min opgave at underholde dig 24/7... ring dog til en veninde eller din mor eller noget... eller se TV, gå i haven der er nok af muligheder.... eller du kan tage med!

Vi skulle ud og spille golf. "DET GIDER JEG IKKE" Nej men så lad dog være...! Golfbanen er ca 25 km fra hvor vi boede dengang Vi havde lige gået 4 huller... så stod hun der. Ja for hun skulle bare lige tjekke at vi ikke var taget på kroen og drak bajere og spillede billiard og dart.... KLART... den kro hun snakker om er i gåafstand, så havde det nok været lidt klogere at tjekke der først ik...

Hun forbød mig fx også at tage jobs på andre tidspunkter end 8-16 jobs. Hvorfor? Fordi ellers ville det være mørkt om vinteren, og hun ville ikke være alene hjemme når det var mørkt... SÅ TÆND DOG LYSET.... Tog et natjob alligevel da jeg fik tilbudt en. Så måtte hendes mor komme hjem og sove hos hende.. lol og hun var altså 22 på det tidspunkt.

Noget andet svært er også at "tune" økonomien når man har været vant til 2 indkomster i en husstand længe... men det har du styr på kan jeg forstå...

Håber du mente TS og ikke mig

Der er da ingen der siger at det er et definitivt farvel nødvendigvis. Jeg snakker da indimellem stadig med min ex. Dog mest pr telefon. I starten var det 3 gange om dagen i 2-3 mdr, nu er det nede på måske 1-2 gange pr måned.

Jeg hører hvad i siger/skriver, og jeg er helt enig!!

Han kom og hentede sine ting imorges , det gik ikke godt. Han var sur og ville ikke snakke med mig og sagde at jeg ikke betød noget længere.. Et par timer efter ringede han dog og sagde undskyld, at han stadig elskede mig, og at han stadig gerne ville være sammen med mig, men at det bare på ingen måder passede ind i hans liv lige nu.

Det gør det næsten endnu hårdere at vide at han har det på samme måde som mig, at han stadig elsker mig, og tænker på mig konstant..

Men jeg vil sige, at det har ikke været ligeså hårdt som jeg frygtede. Selvfølgelig savner jeg ham, og alle de ting vi har haft sammen, men vi har hver vores planer for vores liv, og meget forskellige ambitioner, og det fungerer jo ikke når man ikke vil de samme ting.

Læs lige hvad du selv har skrevet.... Han dukker op, og siger du betyder ik en skid bare giv mig mine ting....

For så at ringe lidt senere og erklære sin kærlighed? Så er han da en klaphat, helt ærlig...

Vi var blevet uvenner lige inden han kom og hentede sine ting. Han viser normalt heller ikke når han er ked, men reagerer ved at være sur og kold..

Men jeg føler bare at jeg idag, er tilbage til start. Det har godt nok været en hård dag idag.. At få at vide at man stadig er elsket af ham, at han tænker på mig hele tiden, og så videre og så videre.. Den er svær..

Jamen så er han vel i fuld gang med at flytte sine ting tilbage igen?

Nej, det er jo netop det der gør det så svært. Vi passer ikke sammen, men derfor kan man jo godt elske og savne hinanden.
Men det gør ondt at vide at han stadig føler ligesom mig, men at det ikke kan blive til noget.