Hun befinder sig i en grum krise.
Lad os gå ud fra at hun virkeligt er forelsket, at hun virkeligt gerne vil have sin egen familie med egne børn, men uret tikker og med de 40 er det ikke sikkert at hun overhovedet vil have noget valg mere. ( jeg ved godt at du skrev sidst i 30'erne ).
Samtidig vil hun have sin frihed til at gøre som hun lyster - altså er hun en selvstændig kvinde, der kan klare sig selv.

Det er nogle enorme konflikter, hun er oppe imod - hun kan absolut ikke få begge dele her og nu.

Vi kender ikke hendes baggrund - om hun har haft nogle skuffelser - om hun tænker "dette er for godt til at være sandt - jeg må hellere trække mig, så jeg ikke bliver såret igen".
Vi ved ikke om hun inderst inde er jaloux på din eks. og din lille datter.

Det perfekte liv findes ikke. Man må altid gå på kompromis og det kræver, at man er parat til at lade nogle drømme fare for at lade andre opfyldes.

Jeg føler med dig!

Tak for svarene...

Med hensyn til tidligere skuffelser osv, tror jeg mest det handler om at hun for år tilbage på den ene side selv har oplevet et længerevarende forhold blive stendødt - og på den anden side føler at hun oplever sine veninder, kun være semi-lykkelige i nogle stivnede forhold med mand og børn...
Hun tror sikkert at den bedste begyndelse på et evigt forelsket parforhold vil være fuldstændig uafhængighed af fortiden kombineret med enorm stor fleksibilitet.

Men polavyk, det er faktisk en god pointe, det her med at overveje hendes "papmor"-evner og -villighed.

Jeg synes hun er meget kærlig! (lyder måske underligt, men det føler jeg faktisk). På den anden side synes jeg også helt ærligt at det er en smule patetisk - i hendes alder - at holde så krampagtigt først i at alle døre skal stå åbne for fremtiden.

Dog... hun er sjov, klog, dyb, poetisk, sexet, smuk og har en smittende livsenergi... så jeg lider her mens jeg venter på dommen. Og hader, hader at være afmægtig.

Jeg synes, det lyder meget fedt på papiret, men har svært ved at se, hvordan alle hendes drømme skal kunne forenes.

Hun vil gerne have en kæreste, men stadig have total frihed og ingen forpligtelser. Et forhold indeholder bare pr. automatik forpligtelser.

Hun vil gerne have børn, men på den anden side spilder hun sin tid på at indlede et forhold til en mand, der har et barn, som hun ikke kan leve med eksistensen af. Hvis man ikke ønsker andre folks børn som en del af et forhold, så skal man ikke gå ind i forholdet.

Hun lyder som den perfekte kliche på de der kvinder, der tæsker rundt for at få det hele og ender med mindre end det halve. Måske fordi de både ønsker total frihed og samtidig drømmer om ting, der indebærer forpligtelser og ansvar.

Men ja, jeg ved ikke helt, hvad jeg ville gøre. Jeg ville nok afslutte det. Dels fordi jeg ikke vil sættes på hold og dels fordi, mine børn ikke skulle have voksne i deres liv, der så dem som at tælle på minussiden i forholdet.

På mig virker det, som om hun ikke kan få det til at fungere med en mand udover nyforelskelsen, og at der derfor sandsynligvis ikke er den store chance for en fremtid med hende. Desværre.

Ferdinand - hvor længe har I kendt hinanden?

Jeg er selv én af de kvinder for hvem børn fra tidligere forhold er en dealbreaker. Af samme årsag dater jeg ikke mænd med børn og bakker også ud, hvis jeg møder en fyr, som tidligt fortæller, at han har børn. Men derfor kan jeg jo ikke udelukke, at det skulle ske, at jeg rendte ind i en helt fantastisk mand med barn, som bare slog benene væk under mig og rev min verden rundt, så den slog mig gul og blå. Og så måtte jeg da tage min holdning op til revision. For et sådant møde betyder jo ikke, at jeg vender 180c og pludselig synes, at det barn bare er a-okay. Det kræver nogle overvejelser, om man så alligvel kan indgå i et sådant forhold og give det - og barnet - det, det fortjener.

Det ser ud som om, at det er dét, som din kæreste har gang i nu, og er det ikke fint nok fremfor hun går rundt og "finder" sig i noget, som hun inderst inde ville ønske langt væk? Det er jo ikke hende alene, som "har ladet det komme så vidt". Nu har jeg ikke lige set, om du har været bevidst om hendes holdning hele tiden, men i hvert fald har du jo haft det barn hele tiden. Og uanset holdning så er det at indgå i en relation med en ny partner, hvor man har et barn fra tidligere, noget som skal finde sit leje begge parter imellem.

Men som andre her også siger, så er denne periode jo også din tænkepause. Det drejer sig jo også om dig og det, som du vil. Jeg synes dog, at det er meget tydeligt, hvad du vil, så hvis du vil have hende og at hun skal være en del af dit liv på de præmisser, som du også ønsker for jer, så er der vist ikke så meget andet at gøre end at afvente. Uanset hvad kan du jo ikke styre hendes følelser, lyster, tanker og deraf affødte valg. Men hvis hun nu velovervejet kommer tilbage og siger ja-tak til hele pakken, har det så ikke været dét værd?

Vi nåede at være sammen knap 3 måneder. Hun har gjort det forbi tidligere i dag. Med den begrundelse at hendes fortvivlelse over det liv jeg lever halvdelen af min tid og ligger så langt fra den måde hun hidtil har levet på, voksede sig for stor. Det er intet i mig hun ikke ville blive lykkelig med, sagde hun, men hun kan ikke trække vejret frit med de rammer, som mit ansvar som delefar medfører.

Jeg prøver at dulme smerten - og chokket - ved at mærke at jeg nok er bedre stillet uden.

For det der slår mig nu, er at jeg var villig til at indgå en relation til en kvinde, hos hvem det var så tydeligt, at min lille 3-årige datter var et problem. Selvom hun hårdnakket nægter at min datter er problemet, men at det liv jeg lever pga min datter er problemet, så står de nøgne facts tilbage: at jeg ville opbygge et forhold til én, som foretrak en uafhængig énhed med mig. Hvilket igen vil sige, at hvis jeg besluttede at leve sammen med denne kvinde - eller måske endda fik et barn med denne kvinde - så ville der være en reel risiko for, at min datter måske skulle leve med at føle, at hun ikke var en del af den énhed.

Skulle det ske, ville jeg forbande mig selv langt væk, og måske gå ned over, at se hvad det ville medføre for min datter Altsammen fordi hendes far var/er en meget kærlighedshungerende mand.

Der slår det mig her i denne sen aftentime, at jeg simpelthen er nødt til at være mere stejl og knap så poetisk omkring den store kærlighed. Og lære at alt hvad der handler om at være sexet, lækker, have den vidunderligste dybsindighed og være poetisk, have et matchende humor osv.... at jeg skal lære at der blandt disse karaktertræk også skal være alle evnerne til at indgå i personlige relationer.

For filan da, Ferdinand. Det er jeg rigtig ked af at høre. Det må være p*ssesvært at acceptere.

Men jeg må sige at med din reflekteren over dig selv, forholdet, din eks og ikke mindst hvad du ikke kan og ikke vil acceptere på din datters vegne, viser en enormt intelligent og følelsesmæssig moden mand (på trods af det med at være kærlighedshungerende.) Du har indset ting om dig selv - en ikke helt nem oplevelse når man står midt i en kærestesorg - men du gør det, og du indser at det er uacceptabelt en anden gang. Det er fandme sejt :hep: Jeg er helt sikker på at når du har slikket dine sår, så står der masse kvinder parat til at ville dig og ikke mindst din datter. Noget i begge har fortjent.

Rigtig mange tanker.

Jeg kan sgu sagtens forstå, at man liiige skal tænke sig lidt om, inden man endeligt forpligter sig i forhold til en kæreste, der har børn, da man jo nok kan regne ud, at man aldrig kan blive første prioritet. Hvis man kunne, så ville det i hvert fald i min optik være et udtryk for, at man var så lousy et forældreemne, at det i hvert fald ikke var en god idé at sætte sine egne børn i verden med den person.
Giv hende bare den tid hun skal bruge. Hvis hun er glad nok for dig, så kan hun sagtens leve med, at du også har andre forpligtelser - du har jo også et job, der skal passes, anden familie og venner, der skal bruges noget tid på osv. Et barn, der ikke er ens eget ER bare en stor mundfuld for de fleste, så det kræver lige lidt ekstra tyggearbejde.