Oprindeligt indlæg af Johan

Han lyder ikke som den perfekte.

Jeg er ikke selv perfekt, og det er ikke kun ham, men der er bare nogle ting der gør det lidt svært for mig nogle gange, også bliver jeg indebrændt og får sådan en dårlig dag som kommer til at gå ud over ham, og han er meget tålmodig med mig når jeg har sådan en dag.

Han er blevet smidt ud af den samme skole hvor han begyndte på HF 2 gange selvom det en af gangene ikke var berettiget, og jeg sagde endda han skulle tage sig sammen og at jeg gerne ville hjælpe ham, og gav ham en mappe bl.a. han skulle lægge sine noter i. Han påstod så da han blev smidt at det var fordi han ikke lavede andet end at sms'e til mig, som om at det var min skyld.
Hans eneste ven som er hans nabo, gik i samme klasse begge gange, og blev sjovt nok også smidt ud begge gange. Så spurgte jeg om det ikke var en god ide at begynde på en frisk et helt andet sted, og hvor hans ven ikke gik, så kunne han måske nemmere fokusere og lære nye mennesker at kende, men det ville han ikke, for selvfølgelig havde hans ven ikke noget med det at gøre.

Så efter meget lang tids ovetalelse om at han skulle begynde et nyt sted, og hvor jeg brugte tid og energi på at finde numre til andre skoler, siger han pludseligt at han alligevel starter på den taberskole, når vi dagen inden havde snakket om hvor godt det var han skulle begynde et nyt sted og hvor fedt han kom væk derfra. Men hans ven begyndte også dér, og jeg sagde at det er latterligt han skal være afhængig af personen, og spild af min tid når han begynder samme sted, hvilket jo i sig selv er lidt flovt, så hellere begynde på en frisk. Den skole var også rimelig langt ude, og havde ikke styr på en skid. Han påstod at det slet ikke havde noget at gøre med at hans ven begyndte der.
Jeg blev virkelig sur, og det kan godt være at jeg overreagerede men han kan stadig ikke forstå hvorfor jeg reagerede som jeg skulle og bringer det op nu, som om jeg er en skurk.


Udover sådan nogle ting, er han meget sød, kærlig, opmærksom, giver mig meget af sin tid, giver mig hele tiden komplimenter og udtrykker hvad han føler for mig. Så er han også nem at stole på, og jeg har aldrig helt stolet på andre.

Oprindeligt indlæg af CutePaws

Han lyder mildest talt ikke voksen nok til at være i et forhold. Og jeg gad ikke leve med det...

Det er han sikkert ikke, han har bare så mange positive ting ved sig.

Oprindeligt indlæg af Nice_little_blond

Præcis... Man er 2 om et forhold, og 2 om at få det til at fungere.

Meget sandt. Jeg føler bare det er respektløst at jeg får skylden.

Jeg er fanget

Og tak for alle jeres tanker omkring dette, det er rart med andres syn på det..

Jeg er fanget fordi jeg føler ikke at jeg kan leve uden ham, fordi jeg er så knyttet til ham.
Jeg har prøvet at skubbe ham væk fra mig, men han er alt for afhængig af mig, som han kalder det. De nye ting jeg har skrevet er lidt et sidespor, og jeg har også sagt til ham at havde han været en anden, var jeg skredet for længst.

Du skulle droppe den der taber og så komme videre.

Oprindeligt indlæg af Intetintet

Ja. Han er vel sammen med sin ven 1-2-3 gange om ugen, jeg er ikke helt sikker, de er naboer, så de følges når de skal handle eller vaske tøj og sådan nogle småting.
Han ser sin familie meget sjældent, 2-3 gange om året.

Og så går han i skole med sine venner, taler med familien dagligt - og ingen af delene er du del af. Du er derimod del af "jeg har brug for dig". Det lyder rigtigt usundt på mig.

Hvad med dig selv? Er du i gang med uddannelse? arbejde? har fritidsinteresser? ser dine veninder? Eller glemmer du dig selv?

Oprindeligt indlæg af StepOnUp

Jeg synes, at det er lidt interessant, at der er nogle kærester (som dig, og jeg har også selv mærket det lidt engang) - som elsker mere, når den anden part elsker mindre. Med det mener jeg, det som du egentligt selv skriver "han er afhængig af mig".

Du gør alt, og selvfølgelig får du et eller andet ud af det. Måske bygger du endda også jeres kærlighed op omkring dette. Omkring det - at DU viser kærlighed, mens han ikke viser meget af det.

Jeg tror, at det kan binde en person utroligt meget til en anden. Ikke det, at en anden person viser kærlighed. Men, at man selv gør. For, hvad gør man egentligt? Man investerer sig selv. Man investerer så mange ting af sig selv i en anden person, når man giver og giver. Og lidt efter lidt, gradvist men sikkert, så mister man sig selv mere, mens man giver af sig selv.

Jeg synes, at det er en gave, at give. Men der er en balance. I sådanne forhold som dit, så tror jeg, at ovenstående er mere korrekt. Det bliver usundt. Man glemmer sig selv. Man føler, derfor også, at det er svært at "være" uden den anden person. Den anden persons såkaldte "afhængighed" er blevet sin egen. Og man er egentligt selv meget mere afhængig, end den anden person nogensinde vil blive.

Er det kærlighed? Det kan det bare ikke være. I hvert fald kan det ikke blive ved med at være det.

Er det svært at slippe? Ja, men det er kokain også.

Den skal jeg lige synke.
Det er ikke gået op for mig, men jeg har nævnt at jeg gør mere for ham end han gør for mig. Nogle gange siger jeg også ting, bare for at vide hvor vi står, og for at få en reaktion, ikke at det gør noget godt.
Han gør det bare så svært. Jeg har lige sagt til ham at jeg var fanget, og at det bedste ville være hvis vi ikke var sammen. Men jeg kan samtidig bare ikke handle på det. Han siger at han ikke kan leve uden mig, som er hans livs kærlighed. Han gør det svært, fordi vi har en følelsesmæssig forbindelse jeg ikke kan forklare, og han er nem og omgås.
Jeg har samtidig også svært ved at se, hvis det ikke går med ham, hvordan skulle det så nogensinde gå med andre? Det tror jeg ikke er muligt.

Men er det ikke et tegn på at han elsker mig hvis han er afhængig?

jeg boede sammen med en fyr i over 2 år da jeg var på din alder,han mødte aldrig min familie,og de fleste af dem troede vist bare det var sådan en flirtagtig een.
Jeg var snyde snot forelsket i ham,og selvom han var et fæ på mange punkter var det virkelig et passioneret forhold.
Jeg var bestemt stolt af ham,og ikke som sådan flov over min familie..men jeg orkede ik at høre alskens dårlige og negative ting om ham og om vores forhold,så jeg foretrak at ha det i fred fordi det for mig var meget særligt og fantastisk.
Du kender ik hans familie,og da de bor langt væk syns jeg bare du ska la ham passe dem selv,jeg syns det er virkelig meningsløst at sætte jeres forholds værdi efter hvad,hvornår,og hvor meget han fortæller sin familie om jer.

Oprindeligt indlæg af Avataren

Og så går han i skole med sine venner, taler med familien dagligt - og ingen af delene er du del af. Du er derimod del af "jeg har brug for dig". Det lyder rigtigt usundt på mig.

Hvad med dig selv? Er du i gang med uddannelse? arbejde? har fritidsinteresser? ser dine veninder? Eller glemmer du dig selv?

Jeg er færdig med skolen og skal starte på videregående. Der er meget forskel på os på det punkt. Han er overhovedet ikke boglig, men ved at det er en nødvendighed med uddannelse, og jeg vidste fra start han ikke var glad for skole, og det gjorde mig ikke helt noget. Han siger tit at jeg er den kloge i forholdet, og at han ikke helt har noget mellem ørerne som vi bare griner lidt af.

Jeg har også arbejde, men jeg har ikke rigtig nogen fritidsinteresser, men vil gerne starte til noget på et tidspunkt. Jeg har ikke rigtig nogen veninder. De få jeg havde, eller rettere den ene, begyndte jeg at glide væk fra da jeg mødte min kæreste. Jeg havde nogle drengevenner, dem cuttede jeg fuldstændig kontakten til.
Jeg forsømte min skole i en så høj grad, hvilket nok hænger sammen med at vi var sammen 24/7, men det kan kun jeg alene stå til ansvar for. Jeg kunne så ikke stå op i tide til skolegang efterfølgende, og det gjorde at jeg med knaphed fik lov at fortsætte.

Inden jeg mødte ham, lavede jeg ikke andet end at gå op i skolen, og havde en god veninde jeg snakkede godt med, og vi havde også talt om at jeg skulle starte til den sport hun gik til. Hende snakker jeg så ikke med mere. Kan egentlig godt forstå hvis hun ikke gider have kontakt til mig.

Vi har begge to glemt os selv.
Han siger han har forsømt sin træning, som han en dag satser på at leve af, og sin ven.