Sådan er det vist bare at være moderne menneske. Man har så mange muligheder at man aldrig ved om man vælger det rigtige. Skal jeg finde et bedre job? Er min partner den bedste jeg kan få? Når jeg nok? Nogle mennesker siger at de bare har vidst at den/det/han/hende bare har været det rigtige for dem, men sådan har jeg aldrig tænkt en eneste gang i mit liv, jeg er altid i tvivl ved hver eneste vigtige beslutning. Så må man jo bare lukke øjnene og hoppe i en eller anden retning.

Så jeg kan ikke hjælpe, men jeg forstår dit problem.

Oprindeligt indlæg af adagio

Sådan er det vist bare at være moderne menneske. Man har så mange muligheder at man aldrig ved om man vælger det rigtige. Skal jeg finde et bedre job? Er min partner den bedste jeg kan få? Når jeg nok? Nogle mennesker siger at de bare har vidst at den/det/han/hende bare har været det rigtige for dem, men sådan har jeg aldrig tænkt en eneste gang i mit liv, jeg er altid i tvivl ved hver eneste vigtige beslutning. Så må man jo bare lukke øjnene og hoppe i en eller anden retning.

Så jeg kan ikke hjælpe, men jeg forstår dit problem.

Ja det gør du i hvert fald, for det du skriver rammer bare lige hovedet på sømmet, det er mit liv i en nøddeskal

Mulle, jeg tænker, at du måske oplever meget lette depressive følelser (Er Dette Virkelig Alt? Hvad Er Overhovedet Meningen? Elsker Jeg Ham Virkelig?), fordi du ikke har kunnet være aktiv med din sport i 3 måneder? Fysisk aktivitet frigiver en masse gode stoffer i hjernen som bidrager til mentalt velvære, og samtidig nedbryder de fx stresshormoner, som kan sætte sig og gøre en syg - mentalt. Er man vant til et højt niveau pga jævnlig og udmattende fysisk aktivitet og pludselig ikke kan komme til det, kan man opleve nedtrykthed som konsekvens. Fordi man pludselig er i en mangeltilstand. Elitesportsudøvere, der pludselig stopper karrieren og ikke fortsætter med at dyrke sport, oplever det også.

Og hvis du samtidig er socialt underernæret, fordi din omgang med andre mennesker er kraftigt reduceret som følge af den ufrivillige pause fra sporten, så mangler du jo også hele den interaktion du er vant til at have med andre, inkl. den respons på dig selv, som du er vant til at få. Og vant til at give til andre.

Og så er det også pludselig to ting som du er vant til at indholdsudfylde dit liv med, som du nu mangler. To ting, som er en del af din hverdag, dine rutiner og hvem du er.

Så jeg kan sagtens forstå, hvis du pludselig er utilfreds! Men det behøver altså ikke at betyde, at dit forhold alligevel ikke er dig og at du slet ikke kan finde tilfredsstillelse med de ting, du troede du ønskede dig.

Mit råd vil derfor være at du 1. skynder dig at finde en anden sport/fysisk aktivitet du kan dyrke samtidig med din genoptræning og 2., skynder dig ud blandt andre mennesker igen, så du kan få tilfredsstillet dit - naturlige! - behov for at omgås andre end din kæreste.

Jeg har lyst til at sige "bare rolig!" - og at du skal give det min 1/2 år efter at du er i gang med sporten igen, og hvis du på det tidspunkt stadig er i tvivl, så er der måske grund til at overveje, om forholdet ikke er nok for dig.

Oprindeligt indlæg af Scrooge_McHagly

Mulle, jeg tænker, at du måske oplever meget lette depressive følelser (Er Dette Virkelig Alt? Hvad Er Overhovedet Meningen? Elsker Jeg Ham Virkelig?), fordi du ikke har kunnet være aktiv med din sport i 3 måneder? Fysisk aktivitet frigiver en masse gode stoffer i hjernen som bidrager til mentalt velvære, og samtidig nedbryder de fx stresshormoner, som kan sætte sig og gøre en syg - mentalt. Er man vant til et højt niveau pga jævnlig og udmattende fysisk aktivitet og pludselig ikke kan komme til det, kan man opleve nedtrykthed som konsekvens. Fordi man pludselig er i en mangeltilstand. Elitesportsudøvere, der pludselig stopper karrieren og ikke fortsætter med at dyrke sport, oplever det også.

Og hvis du samtidig er socialt underernæret, fordi din omgang med andre mennesker er kraftigt reduceret som følge af den ufrivillige pause fra sporten, så mangler du jo også hele den interaktion du er vant til at have med andre, inkl. den respons på dig selv, som du er vant til at få. Og vant til at give til andre.

Og så er det også pludselig to ting som du er vant til at indholdsudfylde dit liv med, som du nu mangler. To ting, som er en del af din hverdag, dine rutiner og hvem du er.

Så jeg kan sagtens forstå, hvis du pludselig er utilfreds! Men det behøver altså ikke at betyde, at dit forhold alligevel ikke er dig og at du slet ikke kan finde tilfredsstillelse med de ting, du troede du ønskede dig.

Mit råd vil derfor være at du 1. skynder dig at finde en anden sport/fysisk aktivitet du kan dyrke samtidig med din genoptræning og 2., skynder dig ud blandt andre mennesker igen, så du kan få tilfredsstillet dit - naturlige! - behov for at omgås andre end din kæreste.

Jeg har lyst til at sige "bare rolig!" - og at du skal give det min 1/2 år efter at du er i gang med sporten igen, og hvis du på det tidspunkt stadig er i tvivl, så er der måske grund til at overveje, om forholdet ikke er nok for dig.

Det kan sgu godt være du har ret, jeg havde bare aldrig troet at manglende sport i en 4 mdrs periode, kunne fucke sådan med mig. Men du har jo helt ret i at det er en enorm stor del af mit liv, og jeg har altid været aktiv, og styrketræningen giver mig slet ikke det samme boost. Godt der kun er 14 dage til sæsonopstart, så må jeg lade skulder være skulder, bare se at komme afsted og tage det roligt med træningen. Bare det at røre en bold igen glæder jeg mig for vildt til, jeg bliver helt glad ved tanken

Oprindeligt indlæg af Scrooge_McHagly

Mit råd vil derfor være at du 1. skynder dig at finde en anden sport/fysisk aktivitet du kan dyrke samtidig med din genoptræning og 2., skynder dig ud blandt andre mennesker igen, så du kan få tilfredsstillet dit - naturlige! - behov for at omgås andre end din kæreste.

Jeg har lyst til at sige "bare rolig!" - og at du skal give det min 1/2 år efter at du er i gang med sporten igen, og hvis du på det tidspunkt stadig er i tvivl, så er der måske grund til at overveje, om forholdet ikke er nok for dig.

Skulle jeg også lige til at foreslå.

Men vil dog sige at hvis du stadig efter ½ år mere føler at du "keder" dig i forholdet til din kæreste - så kan han være nok så tryg, hyggelig og dejlig - men så er det bare ikke godt nok for hverken ham eller dig. Det er ikke OK at være i et forhold, "bare fordi" det er en rar vane.

Er selv gået fra min kæreste gennem 7 år for nylig - jeg elsker ham stadig og ønsker det bedste for ham, men ville faktisk ønske lidt at jeg var gået for et par år siden - ikke at jeg har spildt min tid, vi har haft det rigtig god sammen på mange måder - men så alligevel...

Hørte noget Mads og Monopolet sammen med en venninde hvor Susanne Bjerrhus sagde noget om min venninde blev overdrevet begejstret over, nemlig at man skal spørge sig selv om den andne får en til at blomstre. Er ikke helt så vild med så "poetiske" beskrivelser, men synes budskabet er godt. Hvad er det han gør ved dig? Hvilket slags menneske får han dig til at være? Gør i hinanden bedre og stærkere når i er sammen end når i er hvert for sig?

Oprindeligt indlæg af løvinden

Sommetider er det vel også ens eget ansvar at blomstre - eller se hvad der sker når den gamle fritidsinteresse bliver genoptaget? Måske var ens partner sjov i starten, men forsvandt det sammen med forelskelsen eller kan det have andre årsager? Jeg er på sin vis tilhænger af at man skal forfølge sine drømme, men tænker også lidt..du ved hvad du har, ikke hvad du får. Man savner måske singletilværelsen, men man kører nemt træt i dates og indser at det er lidt sværere at finden mandEN, når man er over de 30.

Tænk, jeg synes, at det kan være lettere, fordi jeg idag er meget mere bevidst om, hvad jeg søger og ønsker af en partner.

TS, som nogen af de andre skriver, kan dit mismod godt have noget at gøre med, at du savner din sport og har meget tid at slå ihjel lige pt. På den anden side mener jeg ikke, at det er en helt naturlig reaktion; forstået på den måde at der vel ikke automatisk sker det ved sygdom, at man finder sin kæreste kedelig?

Som jeg læser dit indlæg, gælder din tvivl den såkaldt "slagne vej". Nu kigger i efter ny bolig, og der skal selvfølgelig være plads til en baby. Skal der nødvendigvis det? Er det et vigtigt kriterium for dig? Er din kæreste ham, du vil have børn med til sin tid? Er jeres forhold generelt meget baseret på "den slagne vej"? Jeg ville personligt ikke kunne leve sådan en tilværelse, for jeg vil ikke være underlagt forventninger om, at nu skal vi gøre sådan og sådan, for det gør "man", når "man" er på vores alder, osv.

Jeg synes, du skal prøve at konkretisere din utilfredshed. Hvad vil du gerne have skal være anderledes? Hvad vil du gerne opnå i dit liv? Og er din kæreste den, du kan nå derhen med?

Een ting som jeg forholder mig til, når jeg skal tackle tvivl, er om jeg kan mærke, at det er godt. Og ok, hvordan mærker man så efter, om noget er godt? Det virker diffust.. Men jeg tror ofte, at spørgsmålet handler mere om mod end om at sandheden er kompliceret. Man ved ofte godt et eller andet sted, om tingene er holdbare eller ej, og så handler det "bare" om, om man tør følge og stole på sin intuition.

Men samtidig tror jeg også, det er meget normalt at nå dertil i et forhold, hvor man begynder at indse, at der er en grænse for, hvor lang tid man kan være høj på forelskelsen og det som partneren kan give een af spænding og nye indsigter i starten, og hvor man stille og roligt mærker en eller anden snigende følelse af "er det så bare det?". Det kan godt være lidt skræmmende - specielt hvis man har nogle ubevidste lidt fastlagte forventninger til "kærlighed" - hvilket man jo har rigeligt med tid til at skabe, mens man er single. Men jeg tror faktisk, at det man egentlig erfarer der, ikke (altid!) handler så meget om modparten eller "kvaliteten" af relationen, men om at man også selv har ansvaret for sin egen lykke. Det kan godt være det er der, du er nu. Du skal simpelthen til at vænne dig til at kunne tilfredsstille dig selv I og MED forholdet og ikke blot på single-præmisserne, som du før har gjort, hvis du forstår? Du skal til at acceptere og lære tosomheden og dens verden at kende, netop ved samtidig at acceptere og indstille dig på at kunne tilfredsstille dig selv inden for disse nye rammer. Et parforhold kan ikke være kilde til al inspiration, energi og input i ens tilværelse; man er også nødt til selv at tage initiativ til at udvikle sig og inspirere sig selv - eller sådan har jeg det i hvert fald. Min kæreste opfylder nogle behov, hvor andre behov dækkes på andre måder, og det tog mig lidt tid at acceptere. Man skal finde ud af med sig selv, hvordan man er på det punkt. OG selvfølgelig også om der er "nok" at bygge videre på i relationen, som jeg startede med at skrive.

Og derudover er jeg meget enig med adagio. Det kan være utrolig svært at standse og sige "Stop! Her bliver jeg, for det her er skidegodt for mig" i dag - ikke kun i kærlighedsrelationer, men også med arbejde, bolig, interesser osv. osv. For alting flyder - man kan aldrig rigtig udelukke muligheden for at det KUNNE være bedre (men også værre!) at gøre noget andet. Og derfor er MOD så forbandet vigtigt - at turde at satse på noget og holde sig til nogen eller noget. Og også en vis portion viljestyrke og realitetssans - i hvert fald hvis man er den funderende type, for så kan man sgu ALTID finde et forhold eller en detalje, der kunne optimeres og dermed kan drive een til vanvid af tvivl og grublen og vægelsind - og der bliver man nødt til (eller ej, nu taler jeg også udfra min egen næsetip, men måske kan du relatere alligevel ) at kunne hive fat i sig selv og sige stop og tilvælge jordforbindelsen engang i mellem. I hvert fald hvis man har en drøm eller et mål fx om at stifte familie og vil opleve det bånd som et kærlighedsforhold også er.

Oprindeligt indlæg af mulle_d

Ja det gør du i hvert fald, for det du skriver rammer bare lige hovedet på sømmet, det er mit liv i en nøddeskal

Hvis i tænker sådan så tror jeg ærlig talt ikke det er den rigtige partner :/ ellers så keder i jer måske eller..... eller..... er i begge kedelige? Det jo ikke meningen han skal være den sjove, der skal 2 til tango og det er i og for sig 8000000000 gange nemmere at være sjov hvis man tager imod og giver selv.
Kom nu ud og dans i vandpytten

Tak for alle forslagene, der er noget der rammer i hvert indlæg, og jeg har fået en masse at tænke over. Jeg prøver at besvare så godt jeg kan her:
I har fuldstændig ret i at jeg ikke kan lægge det over på min kæreste at gøre mig glad, og at det nok i bund og grund hænger sammen med det sorte hul jeg har gravet for mig selv (uden at være bevidst om det) siden jeg begyndte genoptræningen. Så jeg har heller ikke selv kunne se hvad jeg havde brug for, men der er ingen tvivl om at jeg lider voldsomt under den manglende kontakt med andre end min kæreste og ja, så arbejdet, men det er jo ikke helt det samme.

Som jeg skrev tidligere er vores forhold meget harmonisk, og vi er bestemt også gode for hinanden i de fleste henseender, dog er sofaen vores største fjende, da vi begge er mageligt anrettede, og det er der der bla går gammelt ægtepar i den.
Jeg prøvede at snakke lidt med ham om det igår (jeg har meget svært ved det, fordi det rammer så dybt), også det med nedturen over sporten, og han var meget forstående og forslog at vi skulle til at have nogle oplevelser sammen, andet end at gå i biffen og ud at spise, og så skulle jeg se at komme ud med mine veninder, så jeg kunne få andre inputs end de daglige.

Jeg har stadig ikke fortalt ham dybden af min nedtur (at jeg er følelsesløs, nærmest tom indeni til tider, har ikke rigtig lyst til sex og sådan), men det vil jeg gøre, lige nu er det bare for overvældende og jeg vil heller ikke såre ham mere end højst nødvendigt.

I forhold til den slagne gang med børn og villa og vovse, snakkede vi også om det igår, og blev enige om at det var ok ikke at finde en fremtidssikret lejlighed nu, da vi begge nyder bylivet, og ikke har lyst til at flytte for langt ud af byen. Det tror jeg kommer til at hjælpe mig rigtig meget, da jeg nu kan føle at vi stadig kan bevæge os fremad, uden det behøver at betyde økonomisk ruin hvis det går galt.

Tusind tak for alle de inspirerende indlæg, de har virkelig hjulpet (og jeg er superglad for at det ikke var dommedagsprofetier/den lette løsning, der har domineret)
Er der noget jeg har glemt at forholde mig til må I endelig sige til