Som udgangspunkt synes jeg, at det er ret vigtigt at holde sig for øje, at der er nogenlunde lige så langt mellem folk, der aldrig lyver, som der er mellem folk, der kan gå på vandet. Når man støder på en, så viser det sig som regel, at det drejer sig om folk, der også lyver overfor sig selv, når de siger, at de aldrig lyver. Sådan i grove træk, så er det umuligt at fungere i det daglige, uden at lyve.
Hvad synes du om min nye frisure? Det er hæsligt, og du ligner en ældre udgave af din mor! Nej vel?
Sådan i grove træk, så kan man sige, at jo mere firkantet man opfører sig, jo flere hårde grænser der er, jo mere skal der lyves for at få tingene til at rulle sådan nogenlunde uden problemer. Mennesker der holder af hinanden og er meget rummelige overfor hinanden kan således opretholde zoner, hvor der ikke er noget behov for at holde tilbage, for at pynte på sandheden eller lige give den et twist.
Lige i denne situation, så har du selv skabt behovet for at lyve ved at sætte nogle hårde grænser for, hvem du vil tale med. 35 er fint, men 36 kan bare glemme det, eller hvordan det nu var. Selvfølgeligt er det suspekt, at manden lyver, men alternativet var jo, at i aldrig havde talt sammen, og det kan jo faktisk godt være sådan, at der aldrig i verdenshistorien har været to mennesker, der passede så godt sammen som netop jer. Hvis han sidder med en mistanke om, at det kunne være sådan, hvad ville så være det dummeste: At lyve, eller ikke at give det et skud? I min optik helt klart det sidste.
Mød ham dog irl og se, om den er helt skæv. Hvis den er, så ud med ham, no harm done, men hvis han viser sig at være smuk og kvik og charmerende og lige noget for dig, så var det måske værd at give det et skud, selvom han ikke lige passer med det du oprindeligt havde tænkt.
Der er selvfølgeligt ondartede løgne, der har som direkte sigte at skade mennesker. Den slags skal man efter min mening ikke bære over med et sekund: En veninde, der siger noget om dig, der ikke passer, for at få andre til at synes dårligere om dig, en kæreste, der fortæller dig at du er grim og dum for at underminere din selvtillid og gøre dig mere afhængig. Mennesker der lyver på den måde skal bare ud af ens liv, og det kan kun gå for langsomt.
I dette tilfælde er målet jo ikke, at skade dig, men at få en chanse for at se, om der var noget fremtid at komme efter. Er det ikke noget andet?

Oprindeligt indlæg af KlimKlam

I dette tilfælde er målet jo ikke, at skade dig, men at få en chanse for at se, om der var noget fremtid at komme efter. Er det ikke noget andet?

Jeg kan sagtens følge dig og havde han sagt han var 40 og han viste sig at være 42 er det noget andet, men her er der en hel generation til forskel.
Han viste sig dog ikke kun at lyve om sin alder, så jeg er glad for jeg fik de første 5 kommentare herinde, der sagde "drop ham"

Jeg var engang sammen med en fyr der startede ud med at fortælle at han var jomfru (virkelig underlig løgn da det fik mig til at genoverveje om det var det jeg ville), det levede jeg med da jeg fandt ud af det, men hans løgne eskalerede bare derfra og til sidst anede jeg virkelig ikke om jeg kunne tro på noget af det han sagde fordi han løj om så mange små ting, altså det var jo ikke noget større han løj om, men det betyder stadig for mig i dag at der er totalt nul tolerance, for jeg magter ikke at gå og være i tvivl om hvad jeg kan stole på!

Og dette har så resulteret i at jeg har set ID på usandsynligt mange fyre når jeg har været i byen

For mig giver det bare overhovedet ingen mening at lyve sig yngre end man er...
Det giver mere mening hvis man nu er 40, at lyve og sige man er 50 fremfor 30. For det er da federe at være en virkelig lækker 50-årig, end at være en hærget 30-årig...

Jeg synes, der er for meget i det her, der får mine alarmklokker til at ringe. Han kunne jo have sagt, når I havde snakket lidt, at han altså er to år ældre end det, som du søger, men at han håber, det ikke betyder noget.

Jeg ville ikke blive skræmt væk af en, der var to år ældre end det, jeg søgte, men for mig er det det der med at blive ved med at holde liv i en løgn og lyve sig en del yngre, end man er. Jeg gad det ikke.

Jeg ville aldrig gide at bruge tid på en person der løj omkring sin alder på en datingprofil. Kan heller ikke lige forestille mig, at der er andre løgne jeg ville acceptere. Det virker bare latterligt at være uærlig omkring ting, der jo på et eller andet tidspunkt vil komme frem. Det er af at spilde folks tid.

Den eneste erfaring jeg har omkring den slags løgn, var da jeg var 16 år og en pige bildte mig ind at hun var 15 år. Hun fik flere (15 årige) veninder til at bekræfte det. Så det var et pænt chok jeg fik 14 dage efter, da jeg fandt ud af at hun kun var 13 år Det forhold sluttede samme minut.
Det skal siges at jeg havde mødt hende i byen og havde tit set hende på diskotekerne...og hun lignede bestemt ikke en 13 årig. Vidste udover det, at hendes ex var 18, så jeg kunne jo slet ikke forestille mig, at hun kun var 13 år

Jeg synes, at det er så tåbeligt, at starte et protentielt forhold med at lyve.
Alder er jo bare et tal, som mange efter min mening hænger sig alt for meget i.
Og alder bæres jo meget forskelligt fra person til perosn - både fysisk og mentalt.

Lige i forbindelse med netdating, så er angivelse af alder på den person man søger jo ofte predefinerede intervaller, hvor folk så vælger den aldersrækkevidde for en potentiel paretner, som de lige umiddelbart selv mener giver mening for dem og hvor de er i livet.
Men lur mig om ikke man kunne falde for en person man møder og der opstår gensidig interesse og tiltrækning, selvom denne person så lige er nogle år ældre end, hvad der passer til ens mentale facitliste for en partner.

Derfor synes jeg også, som det allerede er skrevet, at man da skal være ærlig omkring sin alder, men alligevel kontakte én man finder interessant, selvom man måske rammer nogle år udenfor deres angivelse af foretrukne alder.
Det er ærligt og reelt, og så kan modtageren jo så selv vurdere, om de skrevne kvaliteter muligvis kan opveje det manglede match på alderskriteriet eller ej.
Men desværre har mange jo en tendes til at blive meget fokuserede på deres mentale facitliste i netdatinguniverset, og det er jo alt for nemt at blive meget overfladisk. Men så må det i så fald være deres tab.

Det er muligt at jeg er blevet lidt kynisk, men jeg betragter det ikke som "rigtig løgn" at folk har pyntet på deres datingprofiler. Og det er heller ikke urealistisk at nogen kan have glemt at de har skrevet noget, der ikke helt passer - og derfor heller ikke lige tænker på selv at fortælle det rigtige. Men i min bog tæller det klart som en løgn, hvis man spørger til de ting, og får noget forkert at vide; og min kynisme omkring andres evne til at udfylde deres profiloplysninger korrekt gør, at jeg ofte har spurgt ind til ting enten direkte eller indirekte.

I det nævnte eksempel (og under forudsætning af at han ikke har fastholdt de forkerte oplysninger, når direkte adspurgt) kunne jeg godt se gennem fingrene med alderen. Dog skulle han godt nok have et helt fantastisk potentiale for at røgen ikke blev en deal-breaker.

Oprindeligt indlæg af TwilightZone

Det er muligt at jeg er blevet lidt kynisk, men jeg betragter det ikke som "rigtig løgn" at folk har pyntet på deres datingprofiler. Og det er heller ikke urealistisk at nogen kan have glemt at de har skrevet noget, der ikke helt passer - og derfor heller ikke lige tænker på selv at fortælle det rigtige. Men i min bog tæller det klart som en løgn, hvis man spørger til de ting, og får noget forkert at vide; og min kynisme omkring andres evne til at udfylde deres profiloplysninger korrekt gør, at jeg ofte har spurgt ind til ting enten direkte eller indirekte.

Enig i, at der ligger en forskel.

Jeg synes, at løgnen siger noget om, hvorfor man er på sådan et site. I min verden er man seriøs, hvis man ikke smider den slags kortsigtede løgne. Hvis man vil finde en kæreste for alvor og ikke bare en flirt, sex eller noget tredje, så lyver man ikke om småting, der alligevel bliver opdaget. Så spørgsmålet for mig er, om man har de langsigtede briller på eller ej.