ham ville jeg ikke spilde tid på.... Slet ikke!

Godt nok tåbeligt at lyve om
Jeg forstår godt du har droppet ham. Ikke pga. aldersforskellen, for den er da til at komme over. Men pga. hans umodenhed og issues omkring hans alder.

Oprindeligt indlæg af løvinden

Nej, men skriver man sin alder, som den er, er man da godt på vej. Jeg forbinder mest det at lyve om alder med unge, der ikke er gamle nok til druk og diskodasko - fortsætter man stilen i mange år efter med at trække lidt fra og lægge lidt til for at tiltrække bejlere på datingsites, så vidner det for mig om, at man stadigvæk har teenagementalitet.

Nu var det heller ikke så meget alderen, som ens vægt, fritidsinteresser mv., man kan lyve om, eller pynte på. Der er vel ganske få, der skriver, at de foretrækker at bruge fritiden på sofaen med en ligegyldig film og en ditto debatside.

Det er åndssvagt og kortsigtet at lyve om sin alder. Det bliver jo opdaget.

Det afhænger af løgnen. I dit eksempel skulle der være noget der virkelig tiltrak mig for at jeg ikke bare ville droppe ham. Mærkelig ting at lyve om.

I fht de løgne, jeg har været udsat for via ægteskab/forhold, så er det som TS nævner en meget lille detalje.

Jeg kan tilgive en del; bare man er ærlig og jeg ikke får det at vide ad omveje.

Oprindeligt indlæg af MissFalster

Jeg blir lige nødt til at høre jeres mening ang dette.

Har nu snakket med en fyr i snart 2 mdr, kun online vi har altså ikke mødt hinanden irl, har fundet ham via en "datingside" hvor der står han er 35 år... perfekt alder syntes jeg :-)
I dag har han så fortalt at han er 42 år... en bestemt ikke perfekt alder for mig, (jeg er 33) i min profil står jeg søger mellem 34-40 år, så han vidste han var for gammel.

Mit spørgsmål til jer har intet at gøre med om hans alder betyder noget eller ej, men om i kan tilgive hvis der var en der lyver for jer?

og i kan jo passende tage udgangspunkt i mit eks... nogle vil sige det er en stor løgn andre en lille.

Nej!

Jeg gider ikke være omgivet af mennesker, som lyver.

Min fortid fortæller mig at jeg har kunne finde mig i rigtigt meget ink løgne. Men har en super hukommelse så der kommer altid en dag hvor jeg får samlagt det hele og indser hvor meget lort jeg har fundet mig i og så er det nok. Men nye tider (tror jeg) og vil ikke finde mig i ret meget fremover.

i så ny en relation ville jeg droppe ham med det sammen.. at man fra starten vælger at lyve om sin alder, tja så ville jeg ikke stole på at han ikke ville kunne finde på at lyve om andet..

men generelt, ja så kommer det an på hvad løgnen er..

Oprindeligt indlæg af Fiola

Folk, der lyver om ligegyldige detaljer for at tage sig bedre ud, har givetvis også let til løgn, når der er noget på spil. Jeg ville ikke stole på sådan en fyr over en dørtærskel.

NB: Jeg mener ikke det er løgn, hvis man ikke siger sin oprigtige mening i enhver situation, eksempelvis "For helvede, hvor ser din røv stor ud i den der nederdel". Det er en subjektiv mening - ikke en endegyldig sandhed. Det er et spørgsmål som alder derimod.

Hvis man bliver bedt om sin mening, og man så siger noget andet, så er det selvfølgeligt løgn. Alt hvad vi kan udtale os om er jo i den sidste ende begrænset af, hvad vi selv ved og synes og er således i et vist omfang subjektiv.

Sandheden findes kun i en model, og det er ens subjektivt bedste bud på sandheden, hele sandheden, og intet andet end sandheden. Man kan tale sandt og tage fejl, men man kan ikke gå på kompromis med sandheden uden at det bliver løgn.

Det mest interessante i den sociale sammenhæng er derfor ikke, om noget er sandt eller ej, men hvad formålet er, med det der bliver sagt. Det er selvfølgeligt også den erkendelse, der ligger i et udtryk som "hvid løgn", der på den ene side unægteligt er løgn, men på den anden side er en løgn, der har til formål at beskytte, ikke at skade.

Jeg så en undersøgelse, hvor de havde fundet ud af, at depressive i virkeligheden lå meget tættere på virkeligheden, når de skulle vurdere sig selv og deres muligheder, end folk, der ikke var depressive, som i langt højere grad overvurderede sig selv og mulighederne, men altså også var gladere. Sandheden kan være fantastisk, men den kan også være nødvendig at beskytte sig selv og andre imod, når alternativet er værre.

En ting er, at man umiddelbart tænker, at man hellere vil kende sandheden, men virkeligheden er nok, at man ikke bliver gladere af at få at vide, at ens mor synes bedre om ens søster, at kæresten egentlig synes, at x-en var mere lækker, eller tusind andre ting.