Oprindeligt indlæg af MeanBean

Men det er jo ikke noget grundlæggende nyt. Det interessante er, hvordan de kommer videre, hvad de vil gøre ved det. Jeg synes, der er en tendens i denne tråd til at trække på skuldrene, komme med den sang og så gøre det til grundlag for ikke at gide sit barn - emotionelt eller praktisk.

Komme videre? Har de en destination de skal nå? Måske vi ikke altid skal prøve at komme et nyt sted hen men blot blive hvor vi er. Men som jeg skrev i det første indlæg kan det være at hendes problem løser sig selv når baret vokser til. Jeg kender hende ikke og vil på ingen måde rådgive hende til at gøre det ene eller det andet. Det gør jeg sjældent selv med dem jeg kender bedst. Som sagt var det blot en observation som hun kan gøre med hvad hun vil. Hvis jeg havde læst tråden før jeg postede ville jeg har vidst at andre havde gjort samme observation før mig.

Oprindeligt indlæg af WinstonSmith

Komme videre? Har de en destination de skal nå? Måske vi ikke altid skal prøve at komme et nyt sted hen men blot blive hvor vi er. Men som jeg skrev i det første indlæg kan det være at hendes problem løser sig selv når baret vokser til. Jeg kender hende ikke og vil på ingen måde rådgive hende til at gøre det ene eller det andet. Det gør jeg sjældent selv med dem jeg kender bedst. Som sagt var det blot en observation som hun kan gøre med hvad hun vil. Hvis jeg havde læst tråden før jeg postede ville jeg har vidst at andre havde gjort samme observation før mig.

Et barn har *indsæt bandeord* voldsomt dårligt af at have sine første år sammen med en forælder, der ikke blot ikke elsker det, men også ignorerer det. Som den anden forælder, er man en møg-rådden forælder, hvis man blot accepterer det og venter på bedre tider.

HVIS faren er i stand til at blive en far, der ikke skader barnets selvværd på sigt, så er han også i stand til at gøre det nu. Der skal altså ikke frygteligt meget til. Bortset fra hjælp udefra i dette tilfælde.

Oprindeligt indlæg af JoyNips

Jamen, det ER da topfesent. Slet ingen tvivl om dét. Men der er nu engang bare mange mænd, som har det sådan. Og det synes jeg da er værd at tage med i diskussionen - at kæresten dér måske ikke bare synes at det er en røvsyg unge som han ikke ville have og ikke elsker, men at han faktisk måske simpelthen ikke kan finde ud af hvad han skal stille op med den.

Nej. Der har de ligesom været. Og der er altså virkelig ingen normaltfungerende mænd, der er så ligeglade med deres små børn, at de ikke engang siger farvel, når de er væk i flere dage. Så er vi altså ude i INGEN kontakt og ikke blot forsøg på at undgå sure pligter.

Oprindeligt indlæg af JoyNips

Jamen, det ER da topfesent. Slet ingen tvivl om dét. Men der er nu engang bare mange mænd, som har det sådan. Og det synes jeg da er værd at tage med i diskussionen - at kæresten dér måske ikke bare synes at det er en røvsyg unge som han ikke ville have og ikke elsker, men at han faktisk måske simpelthen ikke kan finde ud af hvad han skal stille op med den.

Men hvad sker der med den slags mænd, når barnet kommer til verden? Mister de al deres fantasi? Glemmer de, at de selv har været børn engang?

Der er nemlig ingen kontakt mellem dem. Jo, hvis hun piller ved noget hun ikke må så er han da den første til at råbe "NEJ SAFIRA!" Og det er da også fint nok, men hvis der så bare også kom lidt andet fra ham engang imellem. Og det er altså ikke fordi jeg ikke giver ham plads. Det gør jeg virkelig.
Men hvorfor i alverden bliver jeg så sammen med ham? Tja. Jeg har jo trods alt valgt at være sammen med ham i tidernes morgen fordi jeg elsker ham og synes han er en rigtig sød fyr. Vi har det da også rigtig godt sammen når det ikke lige indblander hende. Men det er som sagt bare begyndt at gå mig så meget på at han ikke gider hende, at jeg er begyndt at tvivle på om det kan holde det her. For uanset hvad så kommer min datter i første række og hvis det koster kæresten, så må det koste ham. Hun skal bare have det så godt som muligt. Jeg ville jo bare ønske at hun kunne få det godt sammen med sin far så vi kunne blive den lykkelige familie jeg drømmer om.
Men måske er han bare ikke vokset med opgaven, men han er trods alt 25 - jeg er 22 - så man skulle da mene at han burde være moden nok?

Han vil slet ikke med sådanne steder hen. Jeg går til på legepladsen med hende og spørger ham hver gang om han ikke vil med, men svaret er altid nej. Han vil hellere bruge sin tid på andre ting. Zoologisk have gider han ikke fordi han ikke mener at hun får noget ud af det endnu. Til gengæld er vi tit i et varmtvandsbassin med hende. Og der kan han godt finde på at holde hende nogle minutter. Så der er da en lille åbning der.

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Der er nemlig ingen kontakt mellem dem. Jo, hvis hun piller ved noget hun ikke må så er han da den første til at råbe "NEJ SAFIRA!" Og det er da også fint nok, men hvis der så bare også kom lidt andet fra ham engang imellem. Og det er altså ikke fordi jeg ikke giver ham plads. Det gør jeg virkelig.
Men hvorfor i alverden bliver jeg så sammen med ham? Tja. Jeg har jo trods alt valgt at være sammen med ham i tidernes morgen fordi jeg elsker ham og synes han er en rigtig sød fyr. Vi har det da også rigtig godt sammen når det ikke lige indblander hende. Men det er som sagt bare begyndt at gå mig så meget på at han ikke gider hende, at jeg er begyndt at tvivle på om det kan holde det her. For uanset hvad så kommer min datter i første række og hvis det koster kæresten, så må det koste ham. Hun skal bare have det så godt som muligt. Jeg ville jo bare ønske at hun kunne få det godt sammen med sin far så vi kunne blive den lykkelige familie jeg drømmer om.
Men måske er han bare ikke vokset med opgaven, men han er trods alt 25 - jeg er 22 - så man skulle da mene at han burde være moden nok?

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Han vil slet ikke med sådanne steder hen. Jeg går til på legepladsen med hende og spørger ham hver gang om han ikke vil med, men svaret er altid nej. Han vil hellere bruge sin tid på andre ting. Zoologisk have gider han ikke fordi han ikke mener at hun får noget ud af det endnu. Til gengæld er vi tit i et varmtvandsbassin med hende. Og der kan han godt finde på at holde hende nogle minutter. Så der er da en lille åbning der.

Måske er han moden nok. Måske ikke. Måske har han psykiske problemer, der skal behandles. Måske ikke.

Det eneste, der ikke bør være tvivl om er, at HAN er nødt til at deltage i at få det afklaret - og at der skal professionelle ind over. Vil han ikke deltage i det (heller), så er årsagen sådan set ligegyldig. Så er du nødt til at ændre din datters hverdag, så hun ikke skal leve med en afvisende far. Det kan man simpelthen ikke byde et barn.

Oprindeligt indlæg af Mr_Yoyo

Men hvad sker der med den slags mænd, når barnet kommer til verden? Mister de al deres fantasi? Glemmer de, at de selv har været børn engang?

Åbenbart. Det er jo ikke raketvidenskab at tage sig af en baby. På de fleste bleer står der, hvad der er for og bag. Grin til ungen og den gríner tilbage. Syng og du behøver hverken være musikalsk eller kunne huske tekster, vrøvleord og nynnen er helt fint. Der er masser af tumlelege, man kan lege med sin baby lige fra fødslen og savner man inspiration, kan man slå op i bøger og på nettet.

Babyer er nemme, jeg tror, det bliver langt sværere senere. Især da hvis man tror at man bare kan komme valsende ind fra sidelinjen, når barnet er 3.

Oprindeligt indlæg af kier82

Ja i har det uendeligt hårdt. Det er da fuldstændig ligegyldigt om opgaverne er fordelt ligeligt. Hvem der gør hvad overfor ikke levende ting. Nu er det sådan at et barn jo altså ikke lige er en bil med et mennesker, der har brug for al den kærlighed og omsorg det kan få. Synes det er totalt at spille falit at tænke: Nu har Papa her fandme slået græsset, så skidt med at mit lille barn måske har brug for at blive leget med. Jeg har gjort mit. Hvilket ucharmerende karaktertræk.
Hvis man vælger at stikke den ind, må man også tage koncekvensen, hvis der kommer noget ud den anden vej 9 måneder senere.
Er helt enig i at i dit tilfælde, basseret på andet kommentare for dig, at både kvinderne og de 4 mulige børn, er blevet bedre stillet sådan som tingene gik.

Det er garanteret hårdt at være mor til en baby, men det er altså også småhårdt at være far. Alle de gange man kæmper en lang og brav kamp for at få baby til at tie stille. Mønstrer al sin tålmodighed og empati til ingen verdens nytte bare for at se gråden vende til smil når mor overtager.