Oprindeligt indlæg af hotlips77

det er utroligt så mange der er klar med undskyldninger for mænd,selv når de opfører sig så absurd som her.
Man kan da ikke acceptere han sir at han godt gider beskæftige sig med hende når hun kan x antal ting og er blevet sjov og selvhjulpen nok til at det passer ham.
Han sku skamme sig,hvad er det dog for en måde at opføre sig på??

Kan du differentiere imellem forklaring og undskyldning?
Hvad med at være lidt pragmatisk i stedet for at stille sig på bagbenene med det samme?
Du har en meget naiv og enfoldig tilgang til problemet.

Ja, jeg har fortalt ham alt det jeg har fortalt jer. Og han siger at han nok skal tage sig sammen, men der sker bare ikke noget. Så det er lidt svært. Vi har endda holdt en måned pause i februar og marts hvor jeg sendte ham hjem til hans forældre for og se om han så forstod at jeg mente det alvorligt, men heller ikke det hjalp.

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Ja, jeg har fortalt ham alt det jeg har fortalt jer. Og han siger at han nok skal tage sig sammen, men der sker bare ikke noget. Så det er lidt svært. Vi har endda holdt en måned pause i februar og marts hvor jeg sendte ham hjem til hans forældre for og se om han så forstod at jeg mente det alvorligt, men heller ikke det hjalp.

Jamen så er det vel det? Du har mistet lysten til ham, og han ændrer sig ikke. Håber at I kan samarbejde til barnets bedste fremover.

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Ja, jeg har fortalt ham alt det jeg har fortalt jer. Og han siger at han nok skal tage sig sammen, men der sker bare ikke noget. Så det er lidt svært. Vi har endda holdt en måned pause i februar og marts hvor jeg sendte ham hjem til hans forældre for og se om han så forstod at jeg mente det alvorligt, men heller ikke det hjalp.

Du gav ham valget, da du fandt ud af du var gravid. "Du må gerne være en del af barnets liv, og du må gerne lade være." Han har måske troet, det ville blive "sjovere" når barnet voksede. Men måske han føler, barnet begrænser ham; både i forholdet til dig (du er mere mor end kæreste), og i forhold til hans eget sociale liv.

Men uanset hvad grund der er til hans manglende interaktion med barnet, så ville jeg sætte ham stolen for døren nu.

Du er negativt påvirket af det, jeres barn er påvirket negativt. Og hvis der ikke sker en forbedring, så kan I ende med at få det endnu værre.

For din egen skyld og for barnets skyld, så kræv handling nu. Eller drop det. For jeg tror ikke du kan leve 1 1/2 år endnu, hvor kæresten ikke gider have noget med barnet at gøre. Tværtimod vil det gøre dig mere indebrændt, frustreret og negativ. Og i sidste ende ryger det videre til barnet.

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Ja, jeg har fortalt ham alt det jeg har fortalt jer. Og han siger at han nok skal tage sig sammen, men der sker bare ikke noget. Så det er lidt svært. Vi har endda holdt en måned pause i februar og marts hvor jeg sendte ham hjem til hans forældre for og se om han så forstod at jeg mente det alvorligt, men heller ikke det hjalp.

Det kan godt ske jeg lægger i meget i formuleringen af den markerede tekst, men det siger altså RIGTIG meget om dig, på en negativ måde.

Du er ikke bossen i firmaet, det er altså en fælles indsats. Hvad gør du ved baby hvis den heller ikke lige makker ret og gør som du forventer og vil?

Ja. Må nok til at indse at det er det. Ville bare høre om jeg bare er en total kælling og det er mig som skal tage mig sammen og ikke ham. Men lyder det ikke til. Så må prøve en sidste gang at overtale ham til at få noget hjælp og ellers har han også sagt nej til et liv med mig. Desværre tror jeg ikke han vil se Safira. Men må han jo om.

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Ja. Må nok til at indse at det er det. Ville bare høre om jeg bare er en total kælling og det er mig som skal tage mig sammen og ikke ham. Men lyder det ikke til. Så må prøve en sidste gang at overtale ham til at få noget hjælp og ellers har han også sagt nej til et liv med mig. Desværre tror jeg ikke han vil se Safira. Men må han jo om.

Du skal tage dig sammen i den hensigt, at DU må træffe et valg om, hvad der på lang sigt gavner dig og barnet bedst.

Nej, jeg ved godt det ikke er mig som er bossen i vores forhold. Det er heller ikke min hensigt. Men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne mere og da jeg har familie på Fyn og han i Horsens og vi bor i Horens og Safira har dagpleje i Horsens, så synes vi begge at det var bedst at han flyttede hjem til sine forældre. Jeg håbede så at det ville hjælpe på at han snart skal være en større del af vores datters liv og han lovede også guld og grønne skove, men der er altså ikke sket nogen forbedringer. Igen, jeg vil ikke være hans mor og jeg bestemmer ikke over ham. det eneste jeg kræver er at han er der for sit barn, men det er åbenbart for meget at forlange.

Oprindeligt indlæg af Juvelia

Nej, jeg ved godt det ikke er mig som er bossen i vores forhold. Det er heller ikke min hensigt. Men jeg sagde til ham at jeg ikke kunne mere og da jeg har familie på Fyn og han i Horsens og vi bor i Horens og Safira har dagpleje i Horsens, så synes vi begge at det var bedst at han flyttede hjem til sine forældre. Jeg håbede så at det ville hjælpe på at han snart skal være en større del af vores datters liv og han lovede også guld og grønne skove, men der er altså ikke sket nogen forbedringer. Igen, jeg vil ikke være hans mor og jeg bestemmer ikke over ham. det eneste jeg kræver er at han er der for sit barn, men det er åbenbart for meget at forlange.

Jeg synes ikke det er for meget at forlange, men jeg læser bare i dine indlæg at du kræver noget af ham, som han ikke kan levere.
Der er ikke noget galt i at forvente han er der for sit barn, men der er noget galt i at du skal bestemme hvor meget det skal være.

Du skal dog have ros for at du gør en indsats og virkelig forsøger at få ham til at blive i jeres liv, trods de mange svigt du oplever! Det har jeg rigtig meget respekt for. Og jeg kan godt se, at det er livs omvæltende og meget meget krævende, at bede ham skride fordi barnet, og ikke mindst du, er bedre tjent uden.

Tag ikke fejl... Et barn kan nemt opleve meget uhensigtmæssig dannelse, hvis forældre - der burde været gået hver til sit, vælger at blive sammen for barnet skyld. Det er en bjørnetjeneste.

Så lærer barnet ofte at konflikthåndtere på en uheldig måde, altså på samme måde som mor og far taler til hinanden. Råb, gråd, tåre, (slag, tør man skrive det?), frustration og vrede - frem for ligeværdig kommunikation, respekt for andre og at gå på komprimis.

Du lyder som en dejlig og god mor, og som stadig har lidt overskud til at klare dig selv - måske med familiens hjælp, indtil Mr. Right kommer...