Oprindeligt indlæg af WinstonSmith

Det er ikke en undskyldning. Det er en observation. Hvad hun vælger at gøre med den er hendes eget valg.

Det er en observation, som er temmelig åbenlys at gøre sig i mange tilfælde og den bliver i denne tråd og ude i virkeligheden hurtigt til en forklaring, der antager karakter af en undskyldning, når forklaringen ikke bruges til at komem videre.

Jeg mener min kommentar i en generel retning, og jeg synes helt ærligt, det er noget af det, hvor man må sige, at ja, sådan er det måske, men det er altså ikke undskyldning, forklaring eller grundlag for (eller hvad man nu vil kalde det) ikke at skifte sin datter eller tage sig af hende.

Oprindeligt indlæg af MeanBean

Jeg synes altså, det er lidt nemt at forklare manglende bleskift, madning mv. med, at ens barn først siger en noget, når det bliver større.

Der er også mødre, der finder helt små børn kedelige, men altså de ting skal jo gøres og er en del af at være forælder og ja, det følger jo bare med. Det er en måde at knytte sig til barnet på.

Det er bare lidt nemt at undskylde et manglende engagement med, at det er kedeligt.

Nemlig.


Jeg sidder og bliver helt forarget over, at det åbenbart er en relativt normal og accepteret holdning, at mænd ikke behøver deltage på lige fod med kvinder, fordi de ikke er lige så interesserede i babyer og lortebleer og flasker og ståen op om natten og alt det der, der ikke lige er så spændende. Som om det er fuldkommen legitimt, at mænd ikke tager sig af deres børn, før de bliver 3 år og kan lege 'far-lege' (hvad det så er for noget).
Jeg ser det også blandt de nybagte mødre, jeg kender - mændene står ikke op om natten og de leger og snakker ikke på samme måde med deres spædbørn.

Det er sguda langt ude?

Som nybagt mor kan jeg love for, at jeg ikke interesserer mig for lortebleer og afbrudt søvn. Det er altså, newsflash, ikke noget, der ligger til kvinden, at man synes, den slags er spændende. Men man gør det sguda, fordi man har et barn? På samme måde som man SELVFØLGELIG taler med barnet og leger med det, så det får den kontakt, det har brug for. Også selvom man ikke nødvendigvis synes 'agrøøø' og 'ngiiii' er de fedeste ord at gentage i en uendlighed...


Der er både noget ligestilling i det her, som jeg synes er helt, helt galt afmarcheret. Mænd er ikke lovligt undskyldt til at køre sig selv ud på et sidespor indtil barnet er 3 år.
Og så er der den anden side, der handler om, at små børn ikke bør vokse op med en far, der tydeligvis ikke er interesseret i dem. Det kommer der ikke noget godt ud af.

Næh, og så er der det helt lavpraktiske i, at moderen vel også har brug for at komme ud uden barnet, når ammeperioden er slut. Så ved faderen da intet om, hvad babyen kan lide, finder trøst i osv., hvis det er moderens ansvar.

Og så begynder man at tale om, at faderen "passer" sit barn. Det er det værste udtryk, når kvinder taler om, at deres mænd passer deres egne børn. Arj, de er bare forælder for dem.

Og man ved, jeg er forarget, når jeg to gange bruger ordet 'sguda'.

Oprindeligt indlæg af PuBliCEnEmiEs

Jeg er ganske enig i alt det du siger der, bortset fra at det ikke hjælper pigen. Det vil det jo gøre i form af at faderen deltager mere når han bliver anerkendt eller bekræftet i det som han gør.

Jeg er dog Helt Helt enig i, at vokser han ikke med opgaven, så er de bedre tjent uden (hvilket jeg også har skrevet) man skal absolut IKKE blive sammen for barnet skyld - det er en bjørnetjenste

Jeg mener så, at en mand skal behandle sit barn ordentligt, uanset hvordan forholdet til moderen er.

TS. Nu har vi fået fastslået, at du HAR forsøgt at tale med ham - men det har ikke hjulpet.

I min verden betyder det, HAN nu bør have to muligheder: Gå med til familieterapi - med det formål at ændre adfærd - eller at blive weekendfar (maks).

Præcis så sort/hvid ville jeg være omkring mit barns trivsel.

Oprindeligt indlæg af DetSorteCirkus

Jeg mener så, at en mand skal behandle sit barn ordentligt, uanset hvordan forholdet til moderen er.

Ja, det ville da være at foretrække. Han fik valget, om han ville være der for barnet eller ej. Han er der, men han tager sig ikke af barnet. TS må finde ud af, hvorfor han har det sådan og om det kan ændres. Ellers går det jo ikke.

Jeg er dog temmelig nysgerrig efter, hvordan ens forhold er med den forhistorie og så den aktuelle situation.

Oprindeligt indlæg af MeanBean

Næh, og så er der det helt lavpraktiske i, at moderen vel også har brug for at komme ud uden barnet, når ammeperioden er slut. Så ved faderen da intet om, hvad babyen kan lide, finder trøst i osv., hvis det er moderens ansvar.

Og så begynder man at tale om, at faderen "passer" sit barn. Det er det værste udtryk, når kvinder taler om, at deres mænd passer deres egne børn. Arj, de er bare forælder for dem.

Præcis!

Og så er det da også synd for den forælder, der ikke får muligheden for at lære barnet at kende? Det fede ved at være mor/far er i mine øjne, at man har det her lille menneske, man bare er så sindssygt tæt på. For tiden vil min baby f.eks. KUN sove på sin far, og det er noget af det dejligste at se, hvor pavestolt min kæreste er over, at han også kan være 'favorit', på trods af manglende bryster. Men det kommer altså kun, fordi han har været med inde over alt det sure og skiftet lortebleer, gået rundt med ham på armen og sunget 'elefantens vuggevise' og ligget om natten og stukket ham sutten 117 gange i træk.

Det er det sødeste i verden, men det kommer altså ikke, hvis man ikke har taget det sure med.

Oprindeligt indlæg af MeanBean

Det er en observation, som er temmelig åbenlys at gøre sig i mange tilfælde og den bliver i denne tråd og ude i virkeligheden hurtigt til en forklaring, der antager karakter af en undskyldning, når forklaringen ikke bruges til at komem videre.

Jeg mener min kommentar i en generel retning, og jeg synes helt ærligt, det er noget af det, hvor man må sige, at ja, sådan er det måske, men det er altså ikke undskyldning, forklaring eller grundlag for (eller hvad man nu vil kalde det) ikke at skifte sin datter eller tage sig af hende.

Min opfattelse var at hun (TS) var mere irriteret over hans manglende emotionelle intresse frem for hans manglende bleskift, mm. Det er måske blot svære for ham at få skabt den følelsesmæssige kontakt. Mænd har generelt ikke den samme empatiske kunnen som kvinder (selv om der naturligvis er kvinder der er kolde som sten og mænd der kan føle om en myre har ondt i benet på to kilometers afstand, etc.)