Oprindeligt indlæg af billiebean

Det er ingen der siger at det ikke kan være rigtigt uden den store fysiske undtagelsestilstand af forelskelse. Det handler bare om, at man bliver enig med sig selv om, hvilke 'tegn' man skal gå efter. Hvis et forhold ikke giver mening uden sommerfugleparty i maven i starten, så er det sådan det er. Men jeg tror dog, man bliver nødt til at være realistisk omkring, at alderen og erfaringerne arbejder hen imod, at der skal mere og mere til for at komme op at ringe emotionelt. I teenårene svinger følelserne fordi man ikke har refaringer at trække på til at tæmme dem, men det har man, når man er 29 - så ER systemet bare tunet på en anden måde. Eller det er i hvert fald naturligt at opleve at følelsesudsvingene bliver mutede lidt, for ellers ville vi jo ikke kunne fungere sammen med andre mennesker Så ja. Velvidende at det tilsyneladende er sværere at bliver omtumlet af forelskelse, er det mest interessante for dig måske at finde ud af, hvilke andre indikatorer der er vigtige at gå efter, når du skal finde en kæreste.. Og måske også arbejde med at acceptere at forelskelse altså bare ER lidt sværere at nå frem til - men at det ikke behøver at være en dealbreaker, hvis andre forhold matcher mega godt. Kærlighed kan sagtens udvikle sig mellem folk, der starter ud som venner fx..

Jeg har aldrig haft en relation - udover mit andet forhold som 16-årig - som startede med sommerfugle, rysten på hænderne, tanker der kun drejede sig om ham og alt det der. Alle andre forhold er begyndt som "venner" - med en gnist. Det har så udviklet sig til relativt lange kærlighedsforhold med tiden. Mine følelser for dem har ikke været mindre end dem jeg havde for B, da jeg var 16 år og ikke kunne tænke lige, fordi han var i nærheden.

Jeg tror der er rigtigt mange forhold, der misses, fordi man har den der Hollywoodske tilgang til kærlighed: Der SKAL være sommerfugle, violiner og smukke solnedgange. Ellers er det ikke "rigtigt". Det er lidt parforholds-fobisk, synes jeg. Med alle de regler og begrænsninger man sætter op for sig selv, jo sværere bliver det at finde noget som helst.

Min sidste kæreste sluttede vores forhold af samme årsag for en måneds tid siden.

Efterfølgende har jeg tænkt meget over det der head-over-heels-forelskelse. Når jeg tænker tilbage på ham og starten af vores forhold var jeg faktisk heller ikke stormende forelsket i starten. Men det halve år vi var sammen udviklede det sig alligevel til en kærlighed, der for mig føltes rigtig.

Faktisk ved jeg slet ikke om jeg kan opnå den der tilstand, som jeg var i, da jeg som 15-årig mødte min første kæreste. Jeg kunne få galoperende hjertebanken ved tanken om ham og da vi gik fra hinanden var jeg faktisk reelt sikker på, at jeg skulle dø. Jeg kan faktisk ikke mindes, at jeg overhovedet har haft det sådan siden.

Jeg selv er i hvert fald for det første blevet ødelagt af forskruede familierelationer, tidligere forhold osv, men desuden tror jeg, at vi er rigtig mange, der har et helt forskruet syn på hvad forelskelse er. Kærlighedssange, romantiske film osv. har givet et indtryk af, at man først er sådan rigtig forelsket, når det nærmest river i hjertet og ens liv ikke er oprigtig fuldendt, før man ligger i vedkommendes arme. Men holder den følelse ikke på et tidspunkt op? Og som så mange har sagt, at når det er rigtigt, er man ikke i tvivl.. Men kan man seriøst gå et helt liv i et forhold uden at være i tvivl en eneste gang?

Jeg tror altså ikke på det. Jeg ved ikke om det er fordi jeg ikke har mødt den rigtig endnu, men for mig virker den der form for forelskelse utopisk.

Jeg kan sagtens blive forelsket. Jeg er det stadig, efter 3

Jeg er stadig forelsket på sommerfugle i maven-måden i min kæreste efter 3½ år. Jeg kan i perioder snakke så meget om ham at jeg driver andre til vanvid. Den eneste der altid gider høre på mig, er min mor. Hun er nemlig lykkelig for at jeg - efer alt for mange dårlige forhold, endelig har fundet en ordenlig fyr.

Men ikke alle forhold behøver den slags forelskelse tror jeg. Jeg tror at for mange, så kommer følelserne snigende. Og lige pludselig elsker de. Helt uden den mellemliggende "faser". Og den slags forhold er ikke hverken bedre eller værre end andre.

Og jeg har set pensionister der var "teenage"-forelskede.

Selvfølgelig kan man blive totlat teenageforelsket/ vanvittig som 29 årig, 50 årig eller 75 årig, hvis man TØR.

Jeg skulle dælme ikke have en kæreste!!
For det første var singlemænd nogle tåber,
for det andet skulle jeg eddermame ikke svigtes igen,
for det tredje kunne jeg ikke udholde berøring,
for det fjerde havde jeg rigeligt i mine børn, dyr og husprojekter.......bla bla bla bla og jeg turde ikke vise følelser overfor en mand igen.

Og så skulle jeg have flyttet en radiator og inden der var gået 14 dage måtte jeg erkende at jeg pludselig var 14 år igen, på en del punkter.
SUK mand, jeg kunne gå i PANIK hvis jeg ikke kunne finde min tlf. Jeg blev skinrende arrig hvis min eks lavede om på planer omkring børn, for jeg havde jo ligesom en MEGET vigtig aftale med smeden

Jeg har faktisk aldrig haft et forhold eller sågar kysset nogen jeg har været forelsket i. Jeg må efterhånden konkludere at min forelskelse kun kommer af det uopnåelige som i en sindssyg fascination. Og en sådan regulær forelskelse har jeg ikke haft siden jeg var i staren af 20´erne. Og jeg tvivler på at jeg ville kunne blive forelsket igen.

Jeg synes at mænd er søde og dejlige, og nogen mænd er sødere og dejligere at omgåes end andre. Det er sådan mine forhold starter. Herefter udvikler det sig til kærlighed. Jeg er nu gift på 10. år. Men hvis vi en dag blev skilt, eller lignende er jeg omvendt ikke et sekund i tvivl om at jeg ville kunne finde en mand igen, som jeg ville blive lykkelig med. Jeg tror som sådan ikke på den eneste ene.

Selvfølgelig kan man blive forelsket langt op i årene - jeg har selv oplevet det og jeg har set min mor med røde kinder og lys i øjnene, da hun var et par og 70

Ja, det er urealistisk. For mig ville det være i hvert fald. At være 16 betragter jeg som en midlertidig tilstand af sindssyge.

Jeg vil tro den mulige mængde af forelskelse er omvendt propotional med hvor meget der skal til for at få den op at stå. Da jeg var 16, kunne det lade sig gøre på under et sekund hvis den rigtige pige strejfede mig når hun gik forbi. Det var latterligt.

Oprindeligt indlæg af gilg

Jeg befandt mig i går i en situation hvor det var nødvendigt at sige det ud højt at jeg ikke var forelsket. Der var tårer bagefter og det var en smertefuld eftermiddag, men jeg så ikke nogen vej udenom.
Efterfølgende har jeg gået og tænkt på om jeg har urealistiske forventninger til forelskelsen. Den følelse forhold bliver målt efter er mit første store forhold, det hvor der var et sug i maven, hvor man var fortumlet ved tanken om at se hende og høre hende.
Jeg vil den slags galskab før jeg går ind i et forhold, men er det urealistisk at, som 29-årig, gå teenageamok og at have nogle af elementerne fra den store forelskelse med i det man gør?

Jeg er 38 nu og var sidst forelsket da jeg var 24. Så det er pænt længe siden og jeg forventer faktisk ikke at blive forelsket igen.

Desuden virker det som om, at jeg har voldsomt svært ved at tænde på jævnaldrende kvinder. Især hvis de har børn.

Jeg foretrækker klart kvinder, som er mindst 10 år yngre, og det er heldigvis heller ikke et problem. Men forelsket, nej. Det skulle dog glæde mig hvis det skete, men jeg tror ikke rigtig på det.