Oprindeligt indlæg af Jonas88

Jeg er godt nok ked af det på dine vegne.
Måske er det lidt kliché agtigt, men når du efterhånden får mere overskud, så prøv at aktivere dig selv. Brug din omgangskreds, dyrk en helvedes masse sport, med en masse løb som derigennem udløser endorfiner (giver energi og gør dig glad).
Synes fandme godt nok, at han har været tarvelig.

Lad være med at stalke din eks på fb. Slet hans telefon nr. og lad være med at have kontakt med ham, selvom alt i dig sikkert skriger efter det, så tror jeg, at det er en dum idé.
Evt. overvej at sætte din fb lidt på standby her det næste stykke tid (deaktivere).
Jeg synes, at det er et stærkt tegn, at du tager initiativ til at oprette tråden.

Tak for dit indlæg. Du har helt ret i at jeg skal aktivere mig selv og bruge min omgangskreds så meget jeg kan. Jeg håber på, at det bliver lettere når jeg er flyttet og har dem tættere på mig.

Oprindeligt indlæg af Amluan

Nej, det gør dig blot til menneske. Du har alligevel en lille smule vrede derinde og det er helt naturligt, fordi du er blevet svigtet.
Jeg havde håbet du boede lidt tættere på, for så havde jeg gerne budt dig på en kop kaffe og en skulder, men nu bor jeg desværre i Storkøbenhavn, men jeg håber du husker at bruge os alle sammen, dine venne og debatten.
Det lyder meget fornuftigt, hvad din psykolog siger og hvor er det dog en fantastisk ide, at vende hjertesorg med en prof., det burde vi alle gøre.

En sidste ting - selv om han er eks nu, så nulstiller det altså ikke det liv i har haft sammen og det menneske du er. Du er ikke betydningsløs og pas på dig selv og pas på, at du ikke vender smerten mod dig selv. Du er et menneske med værd og det kan hans handlinger ikke ændre på.

Tak for tilbuddet ellers. Det varmer rigtigt meget. Du har helt ret i at selvom han er min eks, så har vi stadig skabt nogle fantastiske minder, som jeg er sikker på at jeg om 10 år ikke ville have været foruden. De gør bare så ondt at tænke på nu mens jeg sidder i det.

Oprindeligt indlæg af Victoria-Pedersen

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne sige noget ,der kunne gøre det bedre for dig

Oprindeligt indlæg af squeeky

Nej nej nej, hvor frygteligt

Du har mine allervarmeste tanker

Tak for jeres medfølelse og varme

Oprindeligt indlæg af PolySomPlusEn

Livet gør nogen gange ondt.

Psykolog. Depression. Håndbøger. Hvad er det næste, medicin?

Nej, det næste er dig selv. Hvilke interesser har du, hvilke hobbies har du, som ikke har været centreret omkring hjem og forhold. Nogen mennesker (begge køn) ender i en rolle, hvor deres projekt og livsindhold bliver redebygning eller karriere, hvilket i nogen tilfælde ender med at gøre dem til meget passionsløse, ulidenskabelige og i sidste ende uinteressante mennesker at leve sammen med.

Dermed ikke sagt at din kæreste har opført sig ordentligt, det har han absolut ikke, han burde åbent have meldt ud meget tidligere (før utroskaben allerhelst, alternativt LIGE efter), at han ikke fandt nogen nærhed hos dig længere eller at han ikke kunne finde den lidenskab jeres forhold formodentlig oprindeligt var baseret på? Det er barskt det jeg skriver, men baseret ud fra hans hurtighed til at komme videre tror jeg ikke han har følt sig hjemme i jeres forhold meget længe, jeg tror jeres forhold var blevet en vane, som han i realiteten blot skulle have til at glide indtil han havde gjort sig emotionelt fri af dig. Det er en tarvelig opførsel, men desværre er mennesker ikke altid gode til at tage hånd om andre mens de selv er i krise. Mens han sørgede over at jeres forhold var slut var I stadig sammen, så selvom han har talt med om jeres fremtidsplaner har det næppe været noget han har følt var samtaler der handlede om ham. I hans sind var "os" forlængst blevet til "mig".

Jeg håber du genfinder dig selv, finder dine interesser frem igen eller finder nogen nye. Selvom det virker utroligt, så kommer man videre med tiden, det vil altid være et smerteligt kapitel i dit liv, men det er samtidig også det livet er forudbestemt til at indeholde: Højder og dale. Lige nu er du i en dal, men når du finder dig selv, så finder du også energien til at begynde at klatre.

Til sidst vil jeg gerne sige - og det har intet med jeres forhold at gøre eller hvor I er nu: Hvor er det forfærdeligt, at I skulle opleve den smerte det er at miste et ufødt barn. Den situation har jeg selv oplevet og det er en smerte, der slet ikke kan beskrives. Det har altid været et øjeblik, der står som et sort hul i min erindring.

Siger du dermed, at eksen mistede interessen for TS, fordi hun med årene blev for uinteressant?
Det er ganske rigtig barsk skrevet, og jeg har lidt svært ved at se, hvad du bygger det på?
På mig virker det som om, det har været et forhold baseret på en fælles opfattelse af det gode liv og også med plads til individuelle behov (udenlandsophold, osv.). Selvfølgelig får vi kun TS´ udlægning, men jeg tror simpelthen, at det, der skete, var, at eksen gik hen og forelskede sig i en anden, og det kan man efter min mening godt uden, at der behøver være noget galt på hjemmefronten. De færreste lever bare i forhold, hvor der er plads til mere end to, og derfor kommer bruddet, medmindre den anden vælges fra.

Jeg er til gengæld helt enig i, at TS må prøve at komme i gang med andre aktiviteter end dem, der hvilede på det gamle forhold.
Ikke som en kunstig higen efter at interessere sig for et eller andet, men som en vilje til at følge nye impulser og indfald.

TS, din historie gør mig meget ondt, og jeg tror, at du kan lette din sorgbyrde lige nu ved at acceptere din og tingenes tilstand. Det er helt okay, at du ikke kan lægge planer for fremtiden eller i det hele taget så meget andet end at overleve fra dag til dag. Du skal passe på dig selv og gøre gode ting. Prøv at få tankemylderet lidt væk gennem meditation/mindfulness. Jeg har selv været der, hvor du lige nu er, og jeg troede, at jo mere jeg tænkte, jo bedre var det. For det er sådan, vi tackler problemer i den vestlige verden. Gennem analyseren og problemløsning. Men sindet skal også have små oaser af fred, især når det i forvejen er overkørt af følelser og bekymringer, og her kan meditation gøre en forskel.

Tilslut: som du selv har erfaret, er det ofte et skridt frem og to tilbage. Der vil komme dage, hvor du tror, at NU er det slut, NU er du videre, hvorefter der kommer endnu en helt energiforladt dag. Accepter det og stå ved at det er sådan, du har det. Så får du energi til faktisk at komme videre.

Først og fremmest: Det bliver bedre. Jeg forstår godt du er i totalt chok, for det er da helt vildt sådan at slukke 14 år sammen på dén måde. Men det bliver bedre. Du har et kæmpe hul i dit liv nu, som han fyldte ud før, og det skal du til at fylde op med noget andet. Det er helt naturligt, at du føler dig tom. Men der er kun dig til at fylde nye ting ind i dit liv, og du har frit valg på alle hylder. Om noget tid, tror jeg du vil se helt anderledes lyst på det.

Jeg tror det er en rigtig god ide at kaste al din energi på f.eks. flytningen. Brug eventuelt chancen til at få ryddet op - helt konkret, smide ting ud, som du har gået og gemt på, men som du ikke har brugt i årevis. Jeg siger dig, det er en lise for sjælen. Lidt ligesom havearbejde giver en grundlæggende forståelse for liv, så er det at ryde op og smide ting ud helt vildt befriende på alle planer. Det kan godt være det 'bare' er en kasse sjældent brugt køkkengrej, men når du afleverer den nede ved genbrugsen og går tomhændet hjem, så føler du dig fysisk lettere (og de glade modtagere, som altid står i genbrugser er også et godt skud solskin på en gråvejrsdag). Jeg er selv i gang med at skille mig af med en masse ting, og jeg har aldrig følt mig friere og lettere. Det kan anbefales!

Du siger du ikke har nogen interesser, men det kan jo ikke passe. Måske du bare ikke har opdaget dem endnu? Måske du har glemt dem? Du står ved en helt ny begyndelse, også selv om det føles som en slutning. Du har alle muligheder for at fordybe dig i noget helt nyt. Jeg har sagt det før herinde, men jeg kan love dig for, at landets mange idrætsforeninger, håndarbejdsklubber, bogklubber, kirkelige organisationer og græsrodsorganisationer har spillet en kæmpe rolle i sammenlapningen af knuste hjerter. For alt er nemmere, når man er en del af et fællesskab, alt er sjovere, når man har lavet det sammen. Det fællesskab du savner kan du måske finde i en forening af en art?

Under alle omstændigheder synes jeg du skal sørge for at komme ud. Derhjemme har du kun dit eget ulykkelige, ensomme selv at kigge på, ude i verden kan du se inspirerende mennesker, der gør inspirerende ting i alle skalaer. Ud og se på dem, på et tidspunkt kan du hoppe med.

Rigtig meget pøjpøj! Og ja, fjern eksen på facebook. Jo før, jo bedre!

Oprindeligt indlæg af PolySomPlusEn

Livet gør nogen gange ondt.

Psykolog. Depression. Håndbøger. Hvad er det næste, medicin?

Nej, det næste er dig selv. Hvilke interesser har du, hvilke hobbies har du, som ikke har været centreret omkring hjem og forhold. Nogen mennesker (begge køn) ender i en rolle, hvor deres projekt og livsindhold bliver redebygning eller karriere, hvilket i nogen tilfælde ender med at gøre dem til meget passionsløse, ulidenskabelige og i sidste ende uinteressante mennesker at leve sammen med.

Dermed ikke sagt at din kæreste har opført sig ordentligt, det har han absolut ikke, han burde åbent have meldt ud meget tidligere (før utroskaben allerhelst, alternativt LIGE efter), at han ikke fandt nogen nærhed hos dig længere eller at han ikke kunne finde den lidenskab jeres forhold formodentlig oprindeligt var baseret på? Det er barskt det jeg skriver, men baseret ud fra hans hurtighed til at komme videre tror jeg ikke han har følt sig hjemme i jeres forhold meget længe, jeg tror jeres forhold var blevet en vane, som han i realiteten blot skulle have til at glide indtil han havde gjort sig emotionelt fri af dig. Det er en tarvelig opførsel, men desværre er mennesker ikke altid gode til at tage hånd om andre mens de selv er i krise. Mens han sørgede over at jeres forhold var slut var I stadig sammen, så selvom han har talt med om jeres fremtidsplaner har det næppe været noget han har følt var samtaler der handlede om ham. I hans sind var "os" forlængst blevet til "mig".

Jeg håber du genfinder dig selv, finder dine interesser frem igen eller finder nogen nye. Selvom det virker utroligt, så kommer man videre med tiden, det vil altid være et smerteligt kapitel i dit liv, men det er samtidig også det livet er forudbestemt til at indeholde: Højder og dale. Lige nu er du i en dal, men når du finder dig selv, så finder du også energien til at begynde at klatre.

Til sidst vil jeg gerne sige - og det har intet med jeres forhold at gøre eller hvor I er nu: Hvor er det forfærdeligt, at I skulle opleve den smerte det er at miste et ufødt barn. Den situation har jeg selv oplevet og det er en smerte, der slet ikke kan beskrives. Det har altid været et øjeblik, der står som et sort hul i min erindring.

Tak for dit meget ærlige og tildels rammende svar, selvom som du skriver, at det er barskt.

Lad mig først sige at jeg aldrig kommer til at tage medicin pga. hjertesorg. Jeg er overbevist, om at man ikke kan medicinere sig ud af sin sorg uanset hvilken slags sorg, der er tale om. Så den rammer helt ved siden af. Jeg har haft rigtigt meget brug for at kigge indad og det er netop en af grundende til at jeg både har lånt bøger og er begyndt til en psykolog.

Du rammer noget meget rigtigt i det du skriver omend det er pisse svært at erkende. Jeg har desværre givet alt for meget afkald på mig selv det seneste stykke tid og været alt for fokuseret på, at vi skulle blive en familie (især efter aborten), at jeg/vi slet ikke har fået plejet vores forhold imens det hele stod på. Vi har begge haft rigtigt meget arbejde og jeg føler mange gange at jeg slet ikke har fået givet den nærhed som jeg altid havde så meget lyst til at give. Jeg er dog egentligt ikke sikker på, at han har følt det på samme måde, da han har sagt til mig efter han gjorde det forbi, at jeg gav ham så meget tryghed og kærlighed, at den dårlige samvittighed var ved at æde ham op, da han ikke kunne gengælde det og derfor besluttede sig for at sige det. Jeg har følt mig meget hæmmet af at han slet ikke prioriterede mig (hvilket han også erkendte) og det har gjort at jeg har følt mig helt handlingslammet. Omvendt er jeg bevidst om at det at jeg ikke har fået handlet og taget initiativ som jeg så gerne ville har måske gjort, at han ikke fik prioriteret mig. Det gør sgu ondt at erkende og en del af processen handler også meget om at tilgive mig selv. Der er en hårfin balancegang mellem at give mig selv hele skylden og offerrollen og det er den balancegang jeg forsøger at finde og også en af grundende til at jeg har valgt at gå til en psykolog. Set i bakspejlet var der helt sikkert nogle ting jeg gerne ville have ændret, men jeg er udmærket godt klar over at jeg nu skal forholde mig til at det et for sent nu. Du har også helt ret i at det ikke er særlig fedt at leve sammen med et passionsløst og ulidenskabeligt menneske og det rammer så godt. Jeg har haft svært ved at finde ud af hvad jeg virkeligt interesserede mig for og virkeligt gik op i, og det kan jeg sagtens se, kan være en dræber for forholdet. Det var også netop noget af det jeg elskede ved ham, at han var så passioneret over nogle få interesser. Til det skal dog siges at når jeg har forsøgt (for det har jeg og gået til f.eks. Zumba), så følte jeg aldrig at jeg fik den fornødne opbakning på den huslige front (f.eks at han handlede ind og havde lavet mad til mig), når jeg kom sent hjem. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har været ret god til at tage initiativer til spændende oplevelser (udover at give ham nogle oplevelser i gave), men ligeså dårlig som jeg var til det lige så dårlig var han til at tage initiativ til det huslige og vi er gået helt skævt af hinanden der. Han var dog heller ikke så god til at handle på mange af de ting vi så gerne ville, men helt klart var han bedre end mig til det. Jeg har dog flere gange forsøgt, hvor det ikke er blevet til noget, fordi hans fodbold fyldte rigtigt meget og det respekterede jeg, så derfor var det svært at overraske med et spændende ophold. Så for mig udover sorgen handler det altså også rigtigt meget om at finde mig selv, finde interesser, igen blive et passioneret menneske og få tilgivet mig selv. Jeg skal også bare passe på med ikke at give mig selv hele skylden for (jeg tænker konstant: Hvad nu hvis... og det kan man ikke bruge til noget...) at det ikke gik og det retfærdiggør på ingen måde, det han har udsat mig for.

Det med fremtidsplanerne og især det vedrørende hus var dog ikke mig der foreslog det, men ham der så frygtligt gerne ville det. Jeg syntes at han først skulle af med al sin gæld inden vi tog det skridt, og fortalte ham derfor at hvis vi skulle kigge, så måtte han arrangere det (jeg skulle nok tage med), da jeg var af den opfattelse at det ikke kunne betale sig at kigge før det virkeligt var alvor og vi havde råd.

Jeg håber også at jeg får fundet mig selv. Får mig nogle intresser men vigtigst af alt at jeg får tilgivet mig selv en dag.

Endnu engang tak for dit meget konstruktive svar.

Oprindeligt indlæg af Hjertesorg

Tak for dit meget ærlige og tildels rammende svar, selvom som du skriver, at det er barskt.

Lad mig først sige at jeg aldrig kommer til at tage medicin pga. hjertesorg. Jeg er overbevist, om at man ikke kan medicinere sig ud af sin sorg uanset hvilken slags sorg, der er tale om. Så den rammer helt ved siden af. Jeg har haft rigtigt meget brug for at kigge indad og det er netop en af grundende til at jeg både har lånt bøger og er begyndt til en psykolog.

Du rammer noget meget rigtigt i det du skriver omend det er pisse svært at erkende. Jeg har desværre givet alt for meget afkald på mig selv det seneste stykke tid og været alt for fokuseret på, at vi skulle blive en familie (især efter aborten), at jeg/vi slet ikke har fået plejet vores forhold imens det hele stod på. Vi har begge haft rigtigt meget arbejde og jeg føler mange gange at jeg slet ikke har fået givet den nærhed som jeg altid havde så meget lyst til at give. Jeg er dog egentligt ikke sikker på, at han har følt det på samme måde, da han har sagt til mig efter han gjorde det forbi, at jeg gav ham så meget tryghed og kærlighed, at den dårlige samvittighed var ved at æde ham op, da han ikke kunne gengælde det og derfor besluttede sig for at sige det. Jeg har følt mig meget hæmmet af at han slet ikke prioriterede mig (hvilket han også erkendte) og det har gjort at jeg har følt mig helt handlingslammet. Omvendt er jeg bevidst om at det at jeg ikke har fået handlet og taget initiativ som jeg så gerne ville har måske gjort, at han ikke fik prioriteret mig. Det gør sgu ondt at erkende og en del af processen handler også meget om at tilgive mig selv. Der er en hårfin balancegang mellem at give mig selv hele skylden og offerrollen og det er den balancegang jeg forsøger at finde og også en af grundende til at jeg har valgt at gå til en psykolog. Set i bakspejlet var der helt sikkert nogle ting jeg gerne ville have ændret, men jeg er udmærket godt klar over at jeg nu skal forholde mig til at det et for sent nu. Du har også helt ret i at det ikke er særlig fedt at leve sammen med et passionsløst og ulidenskabeligt menneske og det rammer så godt. Jeg har haft svært ved at finde ud af hvad jeg virkeligt interesserede mig for og virkeligt gik op i, og det kan jeg sagtens se, kan være en dræber for forholdet. Det var også netop noget af det jeg elskede ved ham, at han var så passioneret over nogle få interesser. Til det skal dog siges at når jeg har forsøgt (for det har jeg og gået til f.eks. Zumba), så følte jeg aldrig at jeg fik den fornødne opbakning på den huslige front (f.eks at han handlede ind og havde lavet mad til mig), når jeg kom sent hjem. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke har været ret god til at tage initiativer til spændende oplevelser (udover at give ham nogle oplevelser i gave), men ligeså dårlig som jeg var til det lige så dårlig var han til at tage initiativ til det huslige og vi er gået helt skævt af hinanden der. Han var dog heller ikke så god til at handle på mange af de ting vi så gerne ville, men helt klart var han bedre end mig til det. Jeg har dog flere gange forsøgt, hvor det ikke er blevet til noget, fordi hans fodbold fyldte rigtigt meget og det respekterede jeg, så derfor var det svært at overraske med et spændende ophold. Så for mig udover sorgen handler det altså også rigtigt meget om at finde mig selv, finde interesser, igen blive et passioneret menneske og få tilgivet mig selv. Jeg skal også bare passe på med ikke at give mig selv hele skylden for (jeg tænker konstant: Hvad nu hvis... og det kan man ikke bruge til noget...) at det ikke gik og det retfærdiggør på ingen måde, det han har udsat mig for.

Det med fremtidsplanerne og især det vedrørende hus var dog ikke mig der foreslog det, men ham der så frygtligt gerne ville det. Jeg syntes at han først skulle af med al sin gæld inden vi tog det skridt, og fortalte ham derfor at hvis vi skulle kigge, så måtte han arrangere det (jeg skulle nok tage med), da jeg var af den opfattelse at det ikke kunne betale sig at kigge før det virkeligt var alvor og vi havde råd.

Jeg håber også at jeg får fundet mig selv. Får mig nogle intresser men vigtigst af alt at jeg får tilgivet mig selv en dag.

Endnu engang tak for dit meget konstruktive svar.

Hvad er det, du skal tilgive dig selv?

Oprindeligt indlæg af Petrine-

Først og fremmest: Det bliver bedre. Jeg forstår godt du er i totalt chok, for det er da helt vildt sådan at slukke 14 år sammen på dén måde. Men det bliver bedre. Du har et kæmpe hul i dit liv nu, som han fyldte ud før, og det skal du til at fylde op med noget andet. Det er helt naturligt, at du føler dig tom. Men der er kun dig til at fylde nye ting ind i dit liv, og du har frit valg på alle hylder. Om noget tid, tror jeg du vil se helt anderledes lyst på det.

Jeg tror det er en rigtig god ide at kaste al din energi på f.eks. flytningen. Brug eventuelt chancen til at få ryddet op - helt konkret, smide ting ud, som du har gået og gemt på, men som du ikke har brugt i årevis. Jeg siger dig, det er en lise for sjælen. Lidt ligesom havearbejde giver en grundlæggende forståelse for liv, så er det at ryde op og smide ting ud helt vildt befriende på alle planer. Det kan godt være det 'bare' er en kasse sjældent brugt køkkengrej, men når du afleverer den nede ved genbrugsen og går tomhændet hjem, så føler du dig fysisk lettere (og de glade modtagere, som altid står i genbrugser er også et godt skud solskin på en gråvejrsdag). Jeg er selv i gang med at skille mig af med en masse ting, og jeg har aldrig følt mig friere og lettere. Det kan anbefales!

Du siger du ikke har nogen interesser, men det kan jo ikke passe. Måske du bare ikke har opdaget dem endnu? Måske du har glemt dem? Du står ved en helt ny begyndelse, også selv om det føles som en slutning. Du har alle muligheder for at fordybe dig i noget helt nyt. Jeg har sagt det før herinde, men jeg kan love dig for, at landets mange idrætsforeninger, håndarbejdsklubber, bogklubber, kirkelige organisationer og græsrodsorganisationer har spillet en kæmpe rolle i sammenlapningen af knuste hjerter. For alt er nemmere, når man er en del af et fællesskab, alt er sjovere, når man har lavet det sammen. Det fællesskab du savner kan du måske finde i en forening af en art?

Under alle omstændigheder synes jeg du skal sørge for at komme ud. Derhjemme har du kun dit eget ulykkelige, ensomme selv at kigge på, ude i verden kan du se inspirerende mennesker, der gør inspirerende ting i alle skalaer. Ud og se på dem, på et tidspunkt kan du hoppe med.

Rigtig meget pøjpøj! Og ja, fjern eksen på facebook. Jo før, jo bedre!

Tak for dit meget omsorgsfulde svar. Jeg håber, at jeg på et tidspunkt kommer til at se lidt lysere på tingene. Du har helt ret i at jeg skal fokusere meget på flytningen. Det er helt klart i forbindelse med den (udover arbejde og at være sammen med andre), at jeg får mine tanker væk. Jeg har allerede fået ryddet godt ud i lejligheden, så alle tingene er parate til at blive pakket ned når jeg flytter. Jeg er på ingen måder en samler, og jeg har heldigvis økonomien nu til at kunne købe nyt af stort set alt, så jeg ikke skal beholde noget, der minder mig om os. Jeg er derfor også mentalt begyndt at tænke over de møbler og ting jeg skal have købt mig og kigger meget på boligsider. Det er meget værre med kælderrummet, for der er alle vores ting (også fra barndommen) blandet sammen i et stort virvar. Jeg har lavet en stor kasse, hvor jeg samler alle vores minder (kort, breve, scanningsbilleder, billeder, smykker osv) som kommer til at stå på loftet hos min far eller søster. En dag håber jeg at jeg kan tage det frem og bare huske det som fantastiske minder.

Jeg synes det er så svært med interesser. Jeg bliver nødt til at finde en holdsport, som jeg synes er sjov, for jeg er overbevist om at det kan give mig noget. Men jeg er dog ikke sikker på hvad det skal være. Jeg overvejer floorball, men jeg ved ikke om det bliver mere af nød end ægte interesse og det er vel også ok lige nu. Jeg er egentligt ret socialt anlagt, men er ikke til helt vilde byture, så jeg er i gang med at arrangere en madklub med nogle af mine nærmeste. Derudover kan jeg lide at spille brætspil og kortspil og så skal jeg måske forsøge mig med noget dans (salsa) igen (dans synes jeg bare ikke er en så social sport). Jeg vil også gerne se noget af verden og det er klart mit mål, at jeg nu har friheden og tiden til det, men jeg har bare svært ved at finde en der har tid og råd til at tage med. Alt det her føler jeg dog først kan blive sat i værks når jeg for alvor er flyttet og jeg håber at det derefter bliver lidt lysere (selvom det måske er indbildning).

Mine følelser svinger sindssygt meget og jeg er så nervøs for at bedrage mig selv og føre mig selv bag lyset. Men det hjælper at skrive det herinde og få nogle andre perspektiver på det og så kommer jeg nok til at bruge det lidt som en dagbog.

Oprindeligt indlæg af DetSorteCirkus

Hvad er det, du skal tilgive dig selv?

At jeg ikke har været ret god til at pleje forholdet på det seneste. At jeg måske i nogen situationer har været for afvisende overfor forslag. At jeg ikke fik taget de initiativer jeg virkeligt havde lyst til. At jeg ikke altid fik skrevet de sms'er jeg gerne ville. At jeg måske overså nogle signaler fra ham. At vi aldrig fik snakket det med aborten fuldt igennem (havde han jo allerede der været mig utro). At jeg måske ikke fik sat pris på den kærlighed som han viste mig (selvom han dog siger til mig, at han ikke var i tvivl om min kærlighed) - det er nok bare mig selv i bakspejlet, der ville have gjort det anderledes. Samtidig skal jeg passe på med at jeg ikke tager hele skylden for at det gik i stykker og det er den balancegang der er svær at finde.

Jeg tror at alle mennesker kommer ud for hjertesorg som du oplever det lige nu. Jeg er selv ved at finde mig selv igen efter et forlist forhold hvor jeg var den der blev såret. Og sådan er det, der er en der er ovenpå og der er en der bliver trampet ned under jorden følelsesmæssigt. Og det er ekstra svært at se sin elskede med en ny på facebook osv, kender det helt selv. Men trods jeg har det skidt med det og mig selv lige nu, så har jeg det meget bedre nu end jeg havde da det skete for 2 måneder siden. Så alle de forslag om at aktivere sig selv bakker jeg helt op omkring. Man får det meget bedre i et fællesskab og bliver bekræftet på den måde i at man er den samme fantastiske person som man hele tiden har været. Og lidt efter lidt bliver det også nemmere at være alene hjemme i sofaen. De forfærdelige deprimerede føleleser aftager i styrke og man kan se lysere på tilværelsen, og det er også der man er ved at være klar til at komme ud og måske møde en ny sød fyr/pige. Så har man det positive sind med igen, hvor det selvfølgelig godt stadig kan være svært fordi man laver en unfair sammenligning med det man havde i x antal år med sin tidligere elskede. Man skal bare ud med et nyt og åbent sind. Alt det kommer på et tidspunkt, jeg tror at nåt du flytter vil du få det meget bedre som du også selv skriver

Oprindeligt indlæg af Hjertesorg

At jeg ikke har været ret god til at pleje forholdet på det seneste. At jeg måske i nogen situationer har været for afvisende overfor forslag. At jeg ikke fik taget de initiativer jeg virkeligt havde lyst til. At jeg ikke altid fik skrevet de sms'er jeg gerne ville. At jeg måske overså nogle signaler fra ham. At vi aldrig fik snakket det med aborten fuldt igennem (havde han jo allerede der været mig utro). At jeg måske ikke fik sat pris på den kærlighed som han viste mig (selvom han dog siger til mig, at han ikke var i tvivl om min kærlighed) - det er nok bare mig selv i bakspejlet, der ville have gjort det anderledes. Samtidig skal jeg passe på med at jeg ikke tager hele skylden for at det gik i stykker og det er den balancegang der er svær at finde.

Det er det nemlig
Dog står du pga. jeres bruds karakter med en x faktor, som du ikke må glemme, nemlig at han havde forelsket sig i en anden.
Den side af sagen, som i sidste ende var det, der gjorde udslaget, har ikke noget med dig at gøre efter min mening.