Oprindeligt indlæg af Randi-snut

Det er jordens mest ubeskrivelige ondartede følelse, man står tilbage med.. Jeg føler virkelig med dig.

Du får intet længere respons herfra, men vil gi dig tre ting, der i løbet af den process du skal igennem nu, er noget der "går op for dig" - man affinder sig med det.
1. Det her kommer til at tage tid, at komme sig ovenpå det her.. det tog mig toår ovenpå et 3årigt forhold.. Det ville tilsvare otte hos dig, men vi er heldigvis ikke ens. Men det vil tage LANG tid, og du skal være tålmodig. Åbn dig op for folk du har nær, lad dem hjælpe dig og sørg.. Det er sgu en lille død, der er sket her
2. Det vil gøre mindre ondt, og det vil blive bedre, og du får bygget et liv op igen = du VIL blive glad igen. Det er ultimativt det værste og mest nedern at høre lige nu.. FUCK jer, hvad ved I - det blir ALDRIG godt igen !! Jo.. det gør det. Det gør det virkelig. Og ja depression.. og måske medicin.. psykolog, gode venner og familie - og masser af tid.. Det er mange ting du skal igennem herfra. Der vil også komme det tidspunkt, hvor han henvender sig til dig igen. Det kommer. Alle parter skal afvikle følelser i sådan en omgang for at få det bedre. Man gør det bare over forskellig tid..
3. Du skal være ked af det nu og bearbejde situationen. Men på et tidspunkt, så skal du hive dig selv op og tro på livet igen. Tro på, at du bliver lykkelig igen, men også vælge at du vil være det.. Og det kommer af sig selv. Hvis det ikke gør, så søg hjælp - man skal ikke underminere, hvor traumatisk sådan en oplevelse og tillidsbrud kan være.

Held og lykke.. Livet er både lort og lagkage.. Men den bedste kliché af alle er - what doesn't kill ya' makes you stronger.. Den er 100% valid.. Bare sørg for ikke at dø af det her. Jeg har selv måtte tage det valg, det betaler sig, du blir' glad igen.

Tak for dit indlæg.
Jeg tror desværre også det kommer til at tage lang tid og det er så svært at indstille sig på. I mit hoved ville jeg ønske at jeg allerede var videre, men det er jeg bare slet ikke. Jeg savner dog virkeligt tosomheden og at kaste min kærlighed på en kæreste og blive elsket tilbage. Jeg er allerede meget åbn om det og jeg har nogle gode veninder. Dog "uheldigt" for mig er 5 ud af mine 8 veninder gravide og det burde være så lykkeligt, men for mig er det desværre rigtigt hårdt. Jeg har altid været god til t glæde mig på andre folks vegne, men lige i tiden er det rigtigt svært for mig og jeg kan mærke at jeg trækker mig.

Jeg håber du har ret. Jeg håber at jeg engang bliver den person jeg var. En humørspreder, der altid så optimistisk på livet. Jeg tror ikke helt at han henvender sig til mig igen. Han er som jeg kan forstå allerede godt videre, men det kan jeg jo ikke gøre noget ved.

Jeg er meget med på at jeg bliver nødt til at opleve følelserne selvom det er hårdt. For hvis jeg viger udenom, vil de bare komme tilbage med forøget styrke, men shit hvor er det hårdt.

Oprindeligt indlæg af b-a-n-a-n-a-s

Jeg har slet ikke noget konstruktivt at sige lige nu - Andet end at jeg føler så uendeligt med dig.
Sender mange varme tanker, og det er så banalt, men det SKAL nok gå

Oprindeligt indlæg af Sidus87

Hvor har jeg ondt af dig, det gik lige i mit hjerte, hele din historie
Jeg er helt tom for ord, efter det du har oplevet... Men du virker fornuftig, så du skal nok klare det. Selvom det gør så fandens ondt!!!
Det kan tage lang tid... Jeg vil tænke på dig. Jeg føler med dig

Tak begge to. Det varmer meget at der er nogle der tænker på mig i en hård og svær tid.

Oprindeligt indlæg af KisserTheNerd

Når nu du ikke vil være ond, så vil jeg gerne

Prøv at forestil dig, hvor SVÆRT det er at være hans nye kæreste. Hun har nok ikke mødt hans familie endnu - og med god grund, for de er et helt nyt par og hans familie savner stadig dig. Når hun så en dag møder dem, så risikerer hun at blive målt og vejet og sammenlignet med dig - og selv hvis hun IKKE gør, så tror hun måske alligevel at de gør det.

Prøv at tænk på, hvordan han egentlig har "bedraget" dig. Ikke så meget ved at være utro, som ved at forsøge at få et barn med dig og lede efter hus EFTER han havde været det. Han har prøvet at køre videre på automatpiloten, men det har været for svært.

Tænk sig en suppedas I ville stå i, hvis du var blevet gravid igen eller I havde købt hus. Hende den nye kender jo nok ikke til de ting, men hvis hun gjorde ville hun nok også tænke lidt over, om han pludselig gjorde det samme mod hende. Alt andet lige har de jo ikke været sammen særligt længe og han har nok ikke samme grad af "loyalitetsfølelse" overfor hende, som han har haft overfor dig (da de ikke har kendt hinanden så længe).

I det hele taget, så tror jeg at kombinationen af langvarig forhold, der går i stykker, nyt forhold lige med det samme og at være omkring de 30 er ret farlig. Sådan at forstå, at hvis hun er omkring hans alder og endnu ikke vil have børn, så vil hun nok snart igang. Han har kastet sig ud i det her ret hurtigt og det er slet ikke sikkert at han har nået at bearbejde det han skal. Jeg ville ikke turde at begynde at få børn med sådan en mand...

Du skriver, at du skal tilgive dig selv... Tja, vi laver ALLE fejl i vores forhold. Det er ganske enkelt en del af det at være menneske og at være sammen. Vores forhold er også vores trygge havn og der, hvor vi gerne skulle kunne være os selv. Derfor KOMMER vores partner til at se vores grimme sider og til at opleve at de bliver nedprioriterede: Ens kæreste ER jo den person der fylder mest i ens liv.

Man ER to om at have et forhold, man er TO om at få det til at fungerer og hvis noget knager et sted, så er det ens forbandede pligt at gøre opmærksom på det, for det er jo ikke sikkert at kæresten ser det. Du kunne helt sikkert have gjort ting bedre og anderledes, men når han ikke har sagt noget, har du ikke haft en kinamands chance for at ændre på noget som helst.

Så ja, jeg vil sige at han er klaphatten i det her. Og selvom hans liv ligner fryd og gammen nu, så tror jeg, at du håndterer det her meget sundere end han gør.

Tak for dit søde indlæg. Er glad for nogle kan tænke "ondt" og "vredt" når nu jeg ikke selv kan det.

Du har helt ret i at hans familie savner mig og det er faktisk rigtigt rart. Selvom jeg igennem årene har haft mine konflikter med min nu ekssvigermor, så må jeg give hende at hun har været fantastisk i dette forløb. Hun skriver jævnligt til mig for at høre hvordan det går og hun har så svært ved at forstå at jeg ikke længere er et kært og nært familiemedlem. Ligeledes har jeg haft en meget tæt forhold med begge hans søstre og de er også så søde og støttende i denne tid. Især hans ene søster fortæller mig at hun har svært ved at forlige sig med tanken om at jeg ikke længere er en del af familien på den måde. Hun siger også at hun har haft det utroligt svært med situationen og når hun fortæller "historien" objektivt til andre, får hun helt ondt i hjertet over, at han rent faktisk har været sådan en stort lort over for mig. Hun har svært ved at hendes højtelskede bror har kunne opføre sig sådan. Den anden søster har skrevet til mig, at hun ikke ønsker at jeg forsvinder ud af hendes liv (jeg har kendt hende siden hun var 10), og vi har lavet meget sammen uden min ekskæreste.

Og ja du har helt ret. Det er ikke så meget utroskaben jeg tænker på, men at det for mig slet ikke giver mening at han har forsøgt at lave barn med mig og at det var ham der virkeligt gerne ville købe hus. Jeg forstår slet ikke, hvorfor han ikke sagde, hvis han ville ændre noget. Hun kender ikke til noget med det med graviditeten og huskøb. Det spurgte jeg ham om personligt, hvortil han svarede nej. Jeg ville på et plan ønske at hun vidste det, men det er ikke op til mig at bestemme.

Hun er 32 og jeg kunne da kun forestille mig, at hun gerne snart vil have børn uden at vide det. De er begge uddannet pædagoger og min frygt er da at det sker lige om snart, for alt andet er sket så hurtigt.

Min psykolog bruger også lang tid på at forklare mig, at man er to om at få det til at fungere, men jeg er så bange for at jeg har overset nogle signaler.

Jeg håber du får ret og at jeg kommer styrket ud af dette her.

Oprindeligt indlæg af Petrine-

Hør her, du er et forvirrende sted lige nu, det er ok at famle sig frem. Hvis du har lyst til at spille floorball, så meld dig til noget et sted. Der er jo ingen, der siger du skal forpligte dig til at elske det mange måneder frem. Måske du prøver det en gang og finder ud af, at du hellere vil danse, så gør du bare det. Du er fri.

Det vigtigste er, at du får proppet noget nyt indhold i dit liv, så du ikke skal sidde og se på et gabende tomt hul. Det behøver ikke nødvendigvis være sport, det kan som sagt også være frivilligt arbejde eller noget helt nussepusse-arbejde derhjemme. Jeg har en veninde, stanglækker nu 28-årig tekstforfatter på smart reklamebureau - hun begyndte at brodere korssting, da hendes kæreste gennem mange år slog op og hun mistede sit daværende job på samme tid. Megakrise. Korssting? Det er så mærkeligt, men hun siger det får hende til at slappe af og få tankerne på noget andet. Det kan være de mest random ting, som pludselig bliver en art renselse. Prøv dig frem.

Tak for dit svar. DU har helt ret i at jeg er dødforvirret lige nu. Jeg synes mine tanker er et stort kaos og jeg er så nervøs for at jeg "bedrager" mine egne følelser - forstået på den måde at jeg lige nu ikke kan finde en eneste fejl ved vores forhold, men at det jo helt sikkert ikke var en lyserød sky hele tiden. Jeg føler mig så enormt svigtet og forladt og det er svært. Jeg bliver nødt til at være ordentligt flyttet ind før jeg får sat gang i nogle aktiviteter. Lige nu prøver jeg at fokusere på een ting ad gangen, da min koncentrationsevne er blevet lidt mindre. Jeg kommer forhåbentligt snart på plads i lejligheden.

Oprindeligt indlæg af DetSorteCirkus

Kloge ord!
Det vigtigste er nemlig, at det ikke bliver et projekt, hvor man skal præstere.

Hvis man er til det, kan det også hjælpe at få et lille dyr, der er let at passe.
Jeg har ad flere omgange haft småbitte dværghamstre, som er rare at tage en pause i selskab med, og hvis enkle liv kan være helt inspirerende at betragte, når man selv har hoved og hjerte fyldt med tanker, følelser, bekymringer og to do-lister.

Kan man have hjertet fyldt med to to-lister? Ja, man kan!

Tak for dit indlæg. Dyr duer desværre ikke, men jeg skal helt sikkert have mange to-do-lister. Lige nu er den største at komme på plads i lejligheden. Det tager tid og ikke mindst fordi jeg hele tiden tvivler på mig selv og har svært ved at træffe beslutninger. Det ligner slet ikke mig, men er desværre sådan lige nu. Når først belslutningerne er truffet er jeg heldigvis ret effektiv.

Oprindeligt indlæg af LillyMaid

Håber du snart får det bedre - jeg synes du virker meget fornuftig omkring det hele. Men lad nu være med at bebrejde dig selv noget - synk ikke ned i, at det hele var din skyld. Det var det ikke. Og du kan ikke bruge skyldfølelsen til noget. Den er ikke konstruktiv. Prøv at bevæge dig væk fra at analysere de sidste par måneder i jeres forhold. Jeg ved det er svært.
Du får et stort kram herfra - håber virkelig snart du kan se lyset for enden af tunnelen.

Tak for dit svar. Jeg håber også at jeg snart får det bedre. Det er svært ikke at analysere det sidste stykke tid af vores forhold. Alle vores smukke minder er også bare så smertefulde at tænke på, men dem slipper jeg ikke bare sådan lige af med. Synes heller ikke at det gør det nemmere at jeg nærmest drømmer om ham hver nat.

Oprindeligt indlæg af Dance2Trance

Jeg har været, hvor du er. Har haft "the one". Kendte hinanden fra way back when, men modsat dig - fandt vi først sammen flere år efter, men jeg kan da stadig 11 år efter sende nogle tanker i hans retning. Læser jeg hans breve fra dengang, så kan der sagtens falde en tåre.

Vil altid tænke, han var den, jeg ville ha´ brugt mit liv sammen med, men det var ikke sådan, det skulle være. Aner så ikke, hvor han er i sit liv idag. Men har dog aldrig tænkt, at han har det med en anden, som jeg skulle have haft, for det skulle jo åbenbart ikke være os alligevel, og så håber jeg da, han har fået det med en anden.

Er der én for os alle - måske for nogle - men jeg kan sagtens elske andre idag, selvom han har og vil altid ha´ en speciel plads i mit hjerte. Dog kan man ikke leve på fortids minder men tænke fremad og se muligheder i andre, selvom det kan være svært.

Jeg håber inderligt, når det "værste" for dig er ovre, at du finder glæden hos en anden.

Held og lykke med kærligheden fremover

Tak for dit tankevækkende svar. Altid rart med nogle der er i samme båd, selvom jeg ikke ville ønske dette skulle overgå min værste fjende. Jeg tror også altid han vil være i mit hjerte, men jeg håber at jeg en dag kan se at han traf det rigtige valg og at jeg har fundet en anden, som jeg har det meget bedre med. Jeg håber også at den dag kommer hvor jeg kan ønske ham det bedste. Ikke at jeg ønsker død og ødelæggelse for ham, men jeg ønsker nok på en eller anden måde at han prøver at gennemgå det jeg er blevet udsat for at hjertesorg.

Oprindeligt indlæg af DansePrinsesse

Din historie rørte mig meget, kan virkelig godt forstå du er slået helt ud af kurs.

Der er allerede skrevet mange gode ting, jeg er meget enig med KisserTheNerd i at du kan fokusere lidt på, at det højst sandsynligt er dig der kommer sundere og mere hel ud på den anden side, fordi du lader dig selv føle det hele og langsomt kommer på benene igen, i stedet for at springe videre til noget der hurtigt bliver en sutteklud.

Jeg blev også svigtet rigtig meget af min eks og han fandt en ny mens vi boede sammen. Det var frygteligt at vide han var hos hende og ikke kom hjem om natten og jeg var ved at brække mig over kærlighedsopdateringer på FB. Så jeg skyndte mig at komme væk og slettede ham fra FB. (i øvrigt så tror jeg sjældent alt er så rosenrødt når man skal dele sin nye kærlighed på nettet, det minder om at man skal vise man er ovenpå eller har en ny kæreste der presser på for at blive "offentliggjort"). Men jeg kan sagtens genkende den hivende fornemmelse i maven ved tanken om alle de ting, som de nu deler, der skulle have været dit.

Det der hjalp mig allermest var:
- at lade mig selv tude, tude, tude hver gang noget føltes uoverkommeligt, og så tænkte jeg på at på et eller andet tidspunkt ville jeg være færdig med at græde over lige præcis den ting, så det ville stille og roligt få mig fremad
- at blive ved med at tænke på, at en eller anden dag ville jeg blive glad igen og at jeg VILLE komme over det, tilsidst begyndte jeg at tro på det
- fokusere på alt det fede ved at være alene, jeg prøvede at glæde mig over at skulle indrette et hjem helt selv uden en kedelig mand der begrænsede mine fantastiske ideer, jeg kunne have det så rodet eller rydeligt som jeg ville, jeg kunne holde en fest lige når det passede mig og jeg behøvede ikke aftale med nogen hvornår jeg kom hjem, jeg kunne spise lige det jeg gad lave.. ja, jeg kunne rent ud sagt bare være egoist og det var skønt efter et langt forhold
- jeg så det som en kærkommen mulighed for at prøve nye ting, jeg begyndte at gå til dans f.eks. og så var jeg så social som muligt, fordi det gav mig følelsen af stadig at kunne grine og være glad
- jeg brugte vreden og alle de andre følelser og smadrede ham mentalt når jeg trænede, det var virkelig brugbart at få det ud fysisk
- og så legede jeg med alle de lede tanker om ham og hans nye kæreste, der nu kunne fryde mig lidt. Hans dårlige vaner/træk som hun nok skulle få at se på et tidspunkt, al den jalousi og usikkerhed det kan give at starte et nyt forhold på den måde, at vide hvor svært det måtte være for en ny at jeg var så tæt med hans familie og stadig så dem.. og et godt tegn på man begynder at få det bedre er når man efterhånden bliver mere ligeglad med alle de her ting.

Du kommer til at le igen, du bliver lykkelig igen og du kommer til at elske igen. Jeg lover det.

Tak for dit søde konstruktive svar. Jeg har gjort rigtigt meget af det du skriver og det eneste positive lige nu er da også at indrette min helt egen lejlighed. Det er frygtligt at se på møbler, da jeg synes det er så "forkert" fordi det var noget vi skulle have gjort sammen, men i mit hoved forestiller jeg mig præcis hvordan mit hjem skal være og jeg håber det bliver rigtigt godt. jeg kan mærke at jeg ikke kan overskue så meget før mit hjem er indrettet, så lige nu er der fuld fokus på det.

Jeg håber hun får det svært, men tror det ikke da hun i første omgang ikke kommer til at opleve hvordan han er i DK (mere om det i min opdatering).

Kære allesammen.

Tak fordi I gav jer tid til at skrive. Jeg er meget smigret og glad for de fine indlæg. Jeg er først kommet på nettet igen nu her og har ikke det vilde overskud, men jeg regner med at bruge tråden her som en slags åben dagbog, som I selvfølgelig gerne må kommentere på, hvis I har lyst.

Siden sidst har jeg flyttet - af 2 omgange. Jeg skulle være ude af vores gamle lejlighed senest den 15 september, men fik først nøglerne til den nye lejlighed den 1. oktober, så i overgangsperioden har jeg boet hos en kollega på hendes gæsteværelse.

Det var en underlig fornemmelse at flytte. En veninde hjalp mig med at sortere vores meget uoverskuelige kælderum, som faktisk viste sig at gå ret hurtigt. Vi tog alle mine ting (mest fra barndommen) op i lejligheden og lod resten være i kælderrummet (både hans ting og fællesting, som jeg ikke ville have). Fredag bad jeg ham om at flytte tingene fra kælderen mens jeg selv tog til fest med arbejde. Lørdag flyttede jeg mine ting fra lejligheden. Jeg havde ikke mange ting, for jeg har valgt kun at beholde meget få ting af vores fælles, for der er så mange minder i de ting, så jeg skal ud at købe nyt. Så vi var 4 mand til at flytte det og det tog en lille time. Søndag flyttede han resten af tingene, mens jeg var hos min kollega og han smed nøglen i postkassen.
Mandag og tirsdag gjorde jeg rent i lejligheden og onsdag holdte jeg flyttesyn.
Det var en meget ambivalent følelse. Dejligt at komme af med lejligheden, når nu det ikke kunne være anderledes, men samtidig vemodigt at lukke døren. Jeg kan tydeligt huske dengang vi fik lejligheden og første gang vi sov derovre. Det var underligt at se en helt tom lejlighed, hvor vi i så mange år havde haft vores fælles liv. Det var på ingen måder den måde jeg havde forestillet mig at lejligheden skulle overdrages på. Det var jo meningen at lejligheden var den sidste inden lejlighed vi skulle bo i inden det hed hus. Så at gøre det hele selv og låse var utroligt underligt.

Jeg har kun haft kontakt til ham 1 gang siden flytningen. Han skrev en mail til mig, hvor han informerede mig om, at han havde sagt sit arbejde op. At hun nu var blevet kæreste med hende og hun også havde sagt sit arbejde op, fordi de begge har fået arbejde på Grønland og flytter derop.

Ja I læste rigtigt Grønland og de flytter derop sammen. Hold da op hvor er det bare underligt og shit det er gået stærkt synes jeg. Jeg føler mig noget så betydningsløs og at vores forhold bare har været en illusion for ham. Vi havde selv snakkede om at tage til udlandet at arbejde og der var Grønland også på tale. Jeg synes egentligt det er ok, at han skal så langt væk, da jeg så ikke kommer til at støde på dem her i byen, men jeg er faktisk også rigtigt ked af at hun ikke kommer til at opleve alle sider af ham, for han er en helt anden, når man bor med ham i udlandet. Det lyder dumt, men mange af de ting som jeg havde glædet mig til vi skulle dele sammen, det kommer hun lige pludselig til at opleve og jeg synes det er så pokkers urimeligt fordi det ikke er hende der har "gået og ventet på at han blev moden" (i mangel på bedre sætning). Hun får lov til at opleve alle de fantastiske sider af ham og ikke alle de sider, hvor han ikke har tid, fordi han skal være sammen med sine venner, spille fodbold eller golf. Jeg føler at han flygter fra det hele, men jeg indrømmer at jeg i overført betydning håber at de kommer til at kradse øjnene ud på hinanden. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at det da godt nok er dristigt af hende at sige sit job op, for at bo sammen med en mand som hun lige er kommet i fohold med og som hun ved lige er kommet ud af et forhold på 13-14 år. Det er måske også derfor han ikke har nævnt med det graviditeten og huskøb. Men i hvert fald er det hårdt og det gør pisse ondt. Hvis jeg sagde andet ville jeg lyve.

2 etape af flytningen gik smertefrit. En venindes lillebror hjalp mig og det tog et par timer, så havde vi flyttet alt. Jeg fik nøglerne om mandagen og tirsdag gjorde jeg rent men jeg onsdag flyttede og pakkede ud. Siden har jeg set på møbler og bestilt en hel masse, som bliver leveret i næste uge. Det bliver godt at komme på plads, så jeg kan fokusere på andre aktiviteter.

Tak fordi du læste så langt