Jeg mødte min nuværende kæreste igennem min ekskæreste, og vi fandt sammen ved at jeg var eksen utro. Jeg havde egentlig mange kvaler med at opstarte et forhold med min kæreste, da vi havde fundet sammen på den måde. Jeg var mest bange for, om han kunne stole på mig - for som mange siger, "en gang utro, altid utro".

Men trods oddsene har vi snart været sammen i to år, og der har ikke været det mindste tegn på, at forholdet skulle blive dødsdømt. Den vennekreds jeg nu er kommet ind i via min kæreste er meget fordømmende omkring den slags, og de mener ikke, man kan/skal være sammen med nogen, som har været utro. Derfor kender de heller ikke hele historien mellem min kæreste og jeg, og jeg er faktisk lidt ked af, at det skal være sådan.
Jeg ville gerne bare kunne sige til dem, "Hør her, jeg var min daværende kæreste utro med jeres ven, og sådan startede vores forhold altså!" uden at få fordømmende øjne.

Det er ikke voldsomt baseret på virkelige hændelser, eftersom jeg ikke selv har prøvet at være 'den anden', hverken på den ene eller den anden måde.

Men jeg har prøvet at forelske mig i en anden mens jeg var i et allerede døende forhold og det tror jeg egentlig sagtens kan være dynamikken i mange forhold der ender med utroskab og at den ene part finder sammen med 'den anden'.

Der er mange forskellige årsager til utroskab og det er ikke altid et udtryk for ligegyldighed overfor den man er utro, eller en generelt forkastelig mangel på moral og ansvarstagen overfor dém, som man har et vist ansvar overfor. Og alene af dén grund er 'once a cheater always a cheater' ikke overhovedet en sikker leveregel.

En af grundende til, at forhold der er være startet på dén måde kan have svært ved at overleve, kan være, at der ikke er en overgangsfase hvor den der kommer fra et forhold når at bearbejde bruddet og reflektere over hvad der gik galt og hvorfor. Det er min erfaring at det ofte er nødvendigt at man lige finder sig selv igen oven på et forhold der gik i vasken. Og ikke mindst, at man reflekterer over valg af fremtidig partner: hvad man egentlig ønsker og hvorfor?

De led kan være nødvendige at gennemgå for at det nye forhold skal kunne klare sig, men det er ikke en nødvendighed, eftersom de sagtens kan finde sted i det nye forhold - såfremt dette kan rumme den lidt tumultariske tid der (måske) følger.

Nu kan det godt være jeg lyder streng, men i alle de tilfælde som jeg kender har en gang utro altid utro holdt stik.
Ikke med det samme, men efter en årrække er det sket alligevel.

For er man ikke voksen nok til at forlade / være ærlig overfor den man er i forhold med første gang, hvorfor skulle man så være det med den næste.....

Dem jeg kender var,sammen i laaang tid men så bang, var partneren utro...

Selv er jeg skilt fra en mand som var mega utro... og sjovt nok det er han stadig overfor hans nye kone..... Jeg har faktisk ondt af hende, for hun aner intet....

Selvfølgelig er der undtagelser, men jeg har bare ikke set det.....

Til gengæld har jeg set folk blive forelsket og være ærlig overfor den partner de havde, forladt den partner og derefter startet op med den anden. I disse tilfælde er der ingen utroskab efterfølgende, for sjovt nok er ærlig noget man ikke lige pludselig bliver, men noget man enten er eller ikke er.....

ydermere ser jeg tit at ja manden forlader konen men kun fordi han bliver smidt ud, fordi hun opdager det. Ikke fordi han eller hun for den sags skyld vil forlade forholdet, og hvor skal man så gøre af sig selv ? jeps hos den nye og love guld og grønne skove.

håber ikke nogen bliver "sure" over mit indlæg, for jeg bygger det på de forhold i min vennekreds og fra egen erfaring.

Jeg tror at folk kan vokse, blive klogere og forandre sig. Generelt tror jeg ikke på, at folk begår den samme fejl igen og igen - og derfor heller ikke på once a cheater always a cheater. Men klart, det kræver lidt reflektion og selvindsigt.

Jeg har kun prøvet én gang at være "den anden kvinde". Det var et forhold der varede i 4 måneder, da jeg næsten ikke kunne stole på ham - tøserne var lidt for glade for ham..
Jeg var ikke glad for at være den anden, og kunne ikke stoppe med at tænke at det samme kunne ske for mig. Det gjorde det dog ikke.
Jeg tror det kommer meget an på personen, om man kan stole på dem eller ej.

Det forekommer ret fordomsfuldt overhovedet at stille spørgsmålet.

Man kunne også spørge generelt, om forhold holder, og så nå frem til, at det gør de ikke, statistisk set. Selv af dem, der når frem til et ægteskab, er det næsten halvdelen, der bliver opløst ved skilsmisse, og hvor mange kæresteforhold går så i stykker forinden ..... Så man må hellere lade være med at kaste sig ud i den slags.

Første gang, nogen kaster sig ud i at begå utroskab, har de da tit langvarige forhold bag sig, hvor de har været trofaste. Så man kan ikke sige, at der er tale om to slags mennesker, medmindre man vil tale om dem, der har været utro, og dem, der endnu ikke har været det. Den eneste forklaring på, at man gentager det, skulle være, at det er så sjovt, at man ikke kan lade være. Og det kræver vist, at man nyder at løbe en risiko.

De forhold, jeg har haft, som startede med utroskab, har i øvrigt ikke været specielt mærket af det, og slet ikke mit aktuelle, mere end 5-årige.

Der ligger jo så meget mere i det end bare utroskab.
Mine forældre mødtes mens min far var gift og havde børn med sin daværende kone. Han blev skilt og har nu været sammen med min mor i knapt 40 år. Og jeg kan ikke se for mig, at det ikke skulle vare livet ud.

Jeg var den gifte kvinde, der var min mand utro. Det endte med skilsmisse (dog ikke pga utroskaben; det var bare det endelige stød, så manden fattede at jeg ikke gad ham mere.) Ham, jeg var utro med, kom jeg sammen med i nogle år, men forholdet led en krank skæbne.

Men det var ikke pga utroskab, forholdet røg; vi røg bare ind i nogle problematikker, som vi på daværende tidspunkt ikke kunne overvinde.

Mine forældre mødte hinanden, da de begge var gift med andre. De blev begge skilt og giftede sig så, og de var efterfølgende sammen i mange år.