Oprindeligt indlæg af zerok

Tak for at du delte!

Det er lidt fantastisk at læse, at der er forskellige måder at leve kærlighedslivet på, og at de også kan virke.

Det var så lidt.

Danmarks Statistik inddeler i forvejen danskerne i 37 forskellige familieformer (der er en liste her), så at leve i en 38. virker ikke så specielt i den sidste ende.

Jeg er lidt nysgerrig, og jeg håber, det er okay at jeg spørger...

Er det kun Q, du har romantiske følelser over for? Er dit forhold til M rent venskabeligt eller holder du af ham, på samme måde som du gør med Q?

Oprindeligt indlæg af Avallon

Jeg er lidt nysgerrig, og jeg håber, det er okay at jeg spørger...

Er det kun Q, du har romantiske følelser over for? Er dit forhold til M rent venskabeligt eller holder du af ham, på samme måde som du gør med Q?

Jeg har mere end normale kammeratlige/venskabelige følelser overfor M, men jeg har ikke romantiske følelser overfor ham. Vi er til gengæld alle tre helt kolossalt tæt på hinanden, både følelsesmæssigt og mentalt. Jeg elsker dem begge højt, omend følelserne er forskellige for henholdsvis Q og M.

Det er helt OK du spørger.

Tak!

Tak fordi du deler din fuldstændigt fantastiske historie med os alle. Jeg har tænkt på det før, når du i forbindelse med en eller anden tråd har givet udtryk for det forhold du er i, og synes det er stort og meget smukt, at du vil dele det med os. Jeg håber det måske kan gøre at andre mennesker som lever i "utraditionelle" forhold måske har modet til ikke at føle det som tabu.

Jeg er selv alt alt alt for misundeligt anlagt til at kunne dele min kæreste med en anden, uanset om det var en mand eller en kvinde, men jeg bliver glad helt ned i maven over at det lykkes for jer

Oprindeligt indlæg af amidala

Tak!

Tak fordi du deler din fuldstændigt fantastiske historie med os alle. Jeg har tænkt på det før, når du i forbindelse med en eller anden tråd har givet udtryk for det forhold du er i, og synes det er stort og meget smukt, at du vil dele det med os. Jeg håber det måske kan gøre at andre mennesker som lever i "utraditionelle" forhold måske har modet til ikke at føle det som tabu.

Jeg er selv alt alt alt for misundeligt anlagt til at kunne dele min kæreste med en anden, uanset om det var en mand eller en kvinde, men jeg bliver glad helt ned i maven over at det lykkes for jer

Tak for dine venlige ord.

Eneste punkt jeg kan være trist over ved vores forhold er, at det skulle tage så mange år før jeg fandt ud af, at man også kan leve på denne måde. Det har været de bedste fem år i mit liv indtil videre og vi har allesammen den indstilling, at vi håber vi kommer til at være sammen resten af livet.

Nu spørger jeg også bare frit fra leveren, og jeg håber altså meget, du siger fra, hvis jeg/nogen kommer til at gå for langt. Det er bare sjældent, man har en så enestående mulighed for at stifte bekendtskab med noget helt, helt anderledes.

Mine spørgsmål er:

Hvad har reaktionerne været fra omverdenen? Du skriver lidt om familien, men hvad med børnene og børnenes kammerater? Kolleger? Har I oplevet mobning af jer selv og børnene og i så fald, hvordan har I taklet det?

Og endelig: Har du "altid" haft lyst til at være mere end bare to? Jeg tænker især på, om du ikke nogle gange kunne have lyst til at have Q helt for dig selv, eller om det mere har været sådan, at du i tidligere forhold har følt, der "manglede" et eller andet?

Som de andre vil jeg også sige tusind tak, fordi du deler din historie med os! Jeg er måske meget pessimistisk anlagt, men jeg synes sgu, I er modige, og at du er modige over at lægge din historie frem, selvom du gør det anonymt - verden er sgu i bund og grund et crazy sted, og jeg havde ikke været forundret, hvis du havde fået læst og skrevet.

Oprindeligt indlæg af milisa

Nu spørger jeg også bare frit fra leveren, og jeg håber altså meget, du siger fra, hvis jeg/nogen kommer til at gå for langt. Det er bare sjældent, man har en så enestående mulighed for at stifte bekendtskab med noget helt, helt anderledes.

Mine spørgsmål er:

Hvad har reaktionerne været fra omverdenen? Du skriver lidt om familien, men hvad med børnene og børnenes kammerater? Kolleger? Har I oplevet mobning af jer selv og børnene og i så fald, hvordan har I taklet det?

Og endelig: Har du "altid" haft lyst til at være mere end bare to? Jeg tænker især på, om du ikke nogle gange kunne have lyst til at have Q helt for dig selv, eller om det mere har været sådan, at du i tidligere forhold har følt, der "manglede" et eller andet?

Som de andre vil jeg også sige tusind tak, fordi du deler din historie med os! Jeg er måske meget pessimistisk anlagt, men jeg synes sgu, I er modige, og at du er modige over at lægge din historie frem, selvom du gør det anonymt - verden er sgu i bund og grund et crazy sted, og jeg havde ikke været forundret, hvis du havde fået læst og skrevet.

Jeg skal nok sige fra eller blot oplyse, hvis jeg ikke vil have det godt med at svare på et givent spørgsmål. Som udgangspunkt vil jeg dog sige at jeg er et rimeligt udadvendt menneske og de udfordringer vi trods alt har haft med omverdenen i sidste ende er større end dem jeg mener at kunne møde her på en internet debat.

Det var meget specielt at fortælle vores respektive forældre. Q var i særlig grad nervøs for hvordan M's forældre ville reagere, ligesom de begge var meget nervøse for at møde mine forældre. M havde dog krævet, at skulle vi give dette forhold en chance, skulle det være os tre resten af livet, så ville han ikke have det skulle være en lummer hemmelighed eller lignende. Han ville have vi kunne stå ved det og se verden i øjnene åbent.

Min far havde meget svært ved at forstå at vi holdt af hinanden alle tre. Han kunne overskue det med at have to personer man hyggede sig med, men det at vi ønskede at stifte et fælles liv sammen alle tre havde han meget svært ved at få ind i hovedet. Det var ikke fordi han ikke kunne acceptere det, han kunne bare overhovedet ikke forestille sig hvordan det skulle fungere. Idag er han dog rigtig glad for det, M og ham er blevet meget gode venner, de har begge været selvstændige med egne håndværkervirksomheder og fandt derfor hurtig en god kemi.

Min mor var indledningsvist lidt tilbageholdende, mente at det næsten kun kunne ende galt og var meget bekymret for børnene, særligt pigen. Jeg kan stadig huske første gang vi alle fem tog ud til mine forældre, havde en fantatisk hyggelig aften og min mor da vi skulle gå med tårer i øjnene fortalte hvor dejligt det var at se hvor glade vi allesammen var - OGSÅ børnene. Får faktisk stadig en klump i halsen når jeg tænker på det idag. Lige siden den dag har hun ikke haft nogen som helst forbehold og bare holdt af Q og M og deres børn. Betragter dem faktisk som sine børnebørn, særligt efter pigen en gang kaldte hende for "super-bedste".

M's forældre tog det ret afslappet. De har begge to en personlighed, der tillader meget vide rammer for hvad der er "normalt" og de så det til at starte med blot som en variant af et kollektiv fra hippie-tiden. De har aldrig insinueret noget, været afmålte eller gjort andet end at bakke op. De sagde engang til M at de syntes jeg tog for meget med til forældremøder og til drengens sportsarrangementer og at M skulle møde mere op, men det er det eneste negative de har sagt. Et element var dog meget vigtigt for M's mor: Q måtte ikke få børn med mig, det ville hun ikke kunne håndtere. Jeg er steriliseret, så det var der ikke den store fare for.

Q's mor tog det hårdt. Hun følte Q forrådte M og det var næsten tre år før det nåede et leje, hvor hun kunne holde ud at besøge os alle tre. Besynderligt nok kunne hun godt besøge os når det var M og jeg (samt ungerne), der var hjemme, men hun kunne ikke klare at se sin datter sammen med to mænd. Her mener jeg ikke engang kærlige relationer (kys, kram, etc) eller noget, bare det at vi alle tre var der og havde det godt sammen gjorde hun tvær, sur eller ked af det. Det var temmelig hårdt og hvis Q ikke havde haft sin storesøster at tale med tror jeg ikke forholdet havde overlevet.

Qs far er meget pragmatisk, han konstaterede at hans datter er lykkelig og stillede sig godt tilfreds. Jeg har dog haft nogen alvorlige samtaler med ham om Q, børnene og det at have respekt. Han er en rigtig stolt, sej og gennemført fantastisk ældre mand. Jeg har stor respekt for ham og jeg har også på fornemmelsen at det var ham og hans accept der i den sidste ende vandt Q's mor over.

Kolleger er faktisk den gruppe, der stadig ikke ved det. Vi blev enige om, at det ikke var nødvendigt da ingen af os ser vores kolleger privat så hvorfor åbne op for den diskussion. Mine kolleger ved jeg ikke er single, men ved ikke jeg er "tringle" eller hvad vi nu skal kalde det. M har en rigtig god kollega, som vi også ser privat. Han ved det naturligvis, men han tager det ret afslappet. M har fortalt at han havde MANGE spørgsmål indledningsvist (nok ikke overraskende), særligt vedrørende sex. Nu tager han det til gengæld oppefra og ned, hvilket er en lettelse for særligt M tror jeg.

Børnene har en stærk rygrad, er dygtige i skolen og har mange venner. De har (gudskelov!!) ikke oplevet mobning i skolen, men har - som jeg også skrev om tidligere - taget de positive aspekter ved det at have tre voksne i huset til sig. Deres venner nyder at komme på besøg hos os for der er altid tid og plads, Q og jeg er begge enten uddannet kokke eller har arbejdet med at lave mad på café, så der er altid friskbagte ting og sager til alle. M har endvidere en meget lille tålmodighed for visse typer af forældreopgaver, f.x. forældremøder på skolen, hvilket så har betydet at jeg tager nogen af dem sammen med Q.

Jeg har i det hele taget et rigtig godt forhold til begge børnene, de holder meget af mig og jeg af dem. De er de børn jeg aldrig selv har fået og i mig har de fundet en voksen person, der har nogen andre kvaliteter, uddannelsesmæssig baggrund samt interesser end mor og far. De kalder mig naturligvis ikke far, men kalder mig bare ved mit navn.

Til dit sidste spørgsmål, om jeg altid har haft polyamorøse tendenser, så nej, det har jeg ikke. Jeg har altid været meget åben om sex og forhold, men jeg har aldrig før jeg mødte Q og M haft lyst til eller tænkt på, at leve i et forhold med mere end to personer. På grund af vores arbejde, så har jeg faktisk Q "for mig selv" ind imellem, men vi er allesammen enige om, at det først går helt op i en samlet enhed når vi alle tre er der. Omvendt er det meget rart engang imellem at have plads og tid til de hobbyer man måske kun deler med den ene af ens partnere, og så kan "to-personers-dage" være fine nok. Vi har sex hver dag, men det er ikke hver dag at både M og jeg er decideret sammen med Q. Vi kan godt have aftener, hvor Q og jeg dyrker sex når vi går i seng mens M bliver oppe og ser noget i fjernsynet, når han så kommer i seng, putter han sig ind til os under dynen og nyder at ligge i ske med sin kone. Ligeledes er der også dage, hvor jeg måske er træt, hvor jeg nyder deres samvær og dernæst kysser dem godnat og falder i søvn med Q i mine arme.

Sagt på en anden måde: Bare fordi vi er tre i vores forhold skal ALT ikke foregå i tresomhed.

Til din afsluttende bemærkning om at folk måske ikke ville opføre sig ordentligt herinde, det er rigtigt, det havde jeg tænkt på, men omvendt så har den bekymring vist sig at være totalt unødvendig. Alle har været flinke, høflige, også selvom de har givet udtryk for de ikke selv kunne leve sådan. Hvilket er alt hvad jeg har håbet på.

Har du også sex med manden? Hvis M ikke ville acceptere dig, havde du og Q så været sammen? Hvor lang tid gik der før i fandt sammen?

Oprindeligt indlæg af Jonas88

Det kunne være en super historie til en ny småprovokerende romantisk komedie.

Fedt at du fortæller din historie, den er helt vild i min verden!

Når man ser hvad der sælger, så kunne det da være man skulle fare i blækhuset.

Nej, det har vi nu ingen planer om.