Undskyld, men jeg kan ikke lade være med at grine af, at du ønsker det skal gå skidt for andre. Hvis ikke det var fordi dit sidste indlæg endte på 1337, så havde du fået rødt alene for den bemærkning.

En af mine nærmeste kammerater er lige gået fra kæresten efter 6 års forhold. De købte lejlighed sammen og bil... nu står de begge med en stor gæld. Det er ikke rart, hverken for dem eller os der holder lidt af dem.

"Lykken varer ikke evigt."

Måske du ubevidst alligevel er lidt misundelig på dem? "Se, de har et parforhold, børn, hus, villa og vovhund. Det kunne jeg også have haft. Hvad har jeg?"

Om det er en krise aner jeg ikke; jeg er nu nået den anden side af 40 og har hverken haft 30- eller 40-års krise.

Edit: Misundelig lyder så negativt; måske det bare får dig til at reflektere over, at du ikke er nået til samme stadier som de er, og måske derfor gerne så, at de fik lidt modgang.

Oprindeligt indlæg af Ninja Turtle

Undskyld, men jeg kan ikke lade være med at grine af, at du ønsker det skal gå skidt for andre. Hvis ikke det var fordi dit sidste indlæg endte på 1337, så havde du fået rødt alene for den bemærkning.

En af mine nærmeste kammerater er lige gået fra kæresten efter 6 års forhold. De købte lejlighed sammen og bil... nu står de begge med en stor gæld. Det er ikke rart, hverken for dem eller os der holder lidt af dem.

Hvis du læser hvad jeg skriver, så fremhæver jeg specifikt, at jeg ikke ønsker nogen skal gå fra hinanden!

Jeg synes, det lyder som misundelse, hvilket jo er en ret menneskelig følelse.
Hvis det var mig, der følte sådan, ville jeg tage det som et hint om, at jeg nok ikke var så afklaret med min situation, som jeg gik og troede.

Jeg er selv omkring 30, og jeg kan godt mærke, at der sker nogen forandringer i mig. Jeg tager, bevidst og ubevidst, mine første "voksenopfattelser" fra dengang, jeg var i starten af 20erne, op til revision. Fx. opdagede jeg til min store forundring i sidste uge, at København hænger mig langt ud af halsen. Det havde jeg aldrig troet muligt.

Ja, det giver mening.

Du kan jo trøste dig med, at mange af dem er skilt igen, når de er omkring de 40 år Ja, det er pisse grimt at tænke sådan, men det ER jo et faktum, at halvdelen af ægteskaber ikke holder.

Hvad du skal gøre helt konkret lige nu er så lidt sværere. Du dater jo allerede og er åben for et forhold. Kan du måske lede efter singlevenner?

Nu skriver du jo, at du er grundlæggende tilfreds med din situation og dit liv som det ser ud nu, men de tanker, du har, synes jeg, indikerer noget andet. En anelse savn og misundelse, som du selv nævner, tror jeg.

Synes i øvrigt, det er ret naturligt, at du har det sådan. Der er jo også en tendens til, at folk hovedsageligt flasher deres lykke, i højere grad end sorger og problemer, på Facebook. Selviscenesættelse. Det er jo ikke så mærkeligt igen.

Jeg havde det på et tidspunkt lidt på samme måde, bare med mine venners økonomi. Alle blev færdige, fik gode job og høje lønninger, som de talte meget om og brugte på rejser, lejligheder og biler, som der igen blev talt meget om. Og jeg gad (og gider i øvrigt stadig) virkelig ikke at høre på det...

Jeg tænkte lidt over, hvorfor jeg havde det sådan, og jeg kom frem til, at der nok er noget misundelse i det - også selvom jeg er glad for stadig at være studerende og i øvrigt ikke selv mangler noget.

Jeg prøver at komme væk fra tankerne ved at huske mig selv på, at jeg jo under dem det (for det gør jeg! Og det lyder også som om, du under dine venner det?) - og ved at huske på, at græsset ikke kun er grønnere på den anden side. Der er en masse positivt ved min situation, og de ting skal jeg huske at nyde.

Det ER misundelse, men helt ærligt, og hvad så?

Det er jo også selvhævdelse at udbasunere det for andre, at man skal giftes, have børn og så videre. Men igen, og hvad så?

Mener egentlig at begge dele er så udbredte, at det næppe er de store bekymringer værd. Nyd dit liv og øv dig måske i ikke at være så selvhævdende som dine venner, det er da et første skridt til at undgå misundelse fra dem når det går dig godt. Bare en tanke.

Bare fordi ens liv ser lyserødt ud udefra, behøver det ikke at være det.
Alle har deres og kæmpe med.
Men synes det er noget usympatisk at ønske noget dårligt for andre, som om det skulle hjælpe noget.